Personer 
Gamburg - J. C. Jensen
Gamburg - J. C. Jensen
| Persongalleri 2 |
Inger Gamburg - Jens Christian Jensen
 Inger Johanne Gamburg, f. Mohr bliver født den 25. januar i 1924 i København. Faderen er klejnsmed og moderen er rullekone. Som to-årig mister hun sin far, der dør under en arbejdsulykke. Moderen må fra da af forsørge sig selv og seks børn alene, hvilket ikke er let. Pengene er små, og Inger må tidligt ud at søge arbejde som ufaglært. Hendes første arbejde er som bryggeriarbejder i København. Derefter bliver hun fabrikspige på Hellesens elementfabrik. Den fattige opvækst og livet som ufaglært arbejder former politisk den unge Inger, og hun begynder at interessere sig for fagpolitisk arbejde. Hun bliver medlem af Kvindeligt Arbejderforbund, men kommer hurtigt i opposition til ledelsen. Sammen med en lille række sympatisører stifter hun Arbejderkvindernes oplysningsforening, der henvender sig til alle arbejderkvinder. Fra foreningens begyndelse er Inger formand. Det helt store emne for den nystiftede forening er ligelønsspørgsmålet. Kravet om ligeløn vil Kvindeligt Arbejderforbund ikke binde an med på dette tidspunkt, det vil Inger til gengæld godt. Og her er den nystiftede forening klar i sin målsætning.Skarp tunge og et varmt hjerte Men det nystiftede Arbejderkvindernes oplysningsforening interesserer sig også for seksualoplysning og abortspørgsmålet. Inger kender selv problematikken. Hun har prøvet at være ugift mor. Som nærmeste medarbejder i den nystiftede forening har hun den overbeviste kommunist Marie Nielsen. Hun bliver en slags lærermester for Inger, der i 1928 beslutter sig for, at melde sig ind i DKP. Forinden har hun deltaget i en faglig kongres i Moskva. Året efter at Arbejderkvindernes oplysningsforening er stiftet erobrer medlemmer herfra, med Inger i spidsen, flertallet i bestyrelsen for Kvindeligt arbejderforbunds 5. afdeling, hvilket dækker jern- og metalindustrien. Her bliver Inger formand, og fra 1929 er den røde Inger medlem af Kvindelig Arbejderforbunds hovedbestyrelse. Afdeling 5 bliver straks den vilde abekat indenfor Kvindeligt arbejderforbunds mure. De stiller de mest vidtrækkende krav ved overenskomstforhandlinger. Krav som seks dages sommerferie og at overenskomster skal omfatte alle kvinder, også dem under 16 år, er 5. afdelings markante bud på kvindelig fagpolitik. Den - for sin tid - aggressive linje er ikke populær i det socialdemokratiske Kvindeligt arbejderforbund. At Inger også når at betegne forbundets forretningsfører, Alvilda Andersen, som "forræderisk", cementerer blot hendes udsatte situation i forbundet. Fra hovedbestyrelsen til Stutthof En ekstraordinær kongres bliver på et tidspunkt indkaldt, da "Hovedbestyrelsen ... ikke længere ville tåle den adfærd hovedbestyrelsesmedlem Inger Gamburg udviser over for forbundet og hovedledelsen." Ud ryger hun af hovedbestyrelsen, men vender dog otte år efter tilbage igen. I 1930 bliver hun medlem af DKP´s centralkomité. De har også svært ved at styre den intelligente, cigarrygende kvinde. Hun siger sin mening, og den er sjældent populær blandt det modsatte køn, der nogen gange ikke altid husker kvindernes dårlige forhold på arbejdsmarkedet. Heller ikke mandlige kommunister. Da krigen kommer til Danmark, bliver hun som kendt kommunist arresteret i 1941. Hun tilbringer to år i Vestre fængsel og Horserødlejren hvorefter hun kommer til koncentrationslejren Stutthof. Hun overlever krigen og kommer alvorligt syg af plettyfus hjem til Danmark og 5 afdeling igen. I 1965 trækker hun sig ud af det faglige og politiske arbejde. Inger Gamburg, kvinden der som den første rejste kravet om lige løn for samme arbejde for kvinder og mænd, dør i 1979.  Paul Geleff er født 6. januar 1842 i Bredebro i Sønderjylland. Faren er husmand og kniplingskræmmer. Geleff vokser op hos en ældre bror, der er lærer. Han tager selv lærereksamen i København i 1864, og bliver lærer på Fyn, men efter et par år bliver han medarbejder ved Fyns Amtsavis. Fra 1867 slår han sig ned som bogtrykker og udgiver af bladet Heimdal i Ribe. Geleff er meget optaget af uroen omkring den nye sønderjyske grænse, og det fører til at han i 1867 får han en bøde for at have fornærmet den preussiske stat. Heimdal bliver forbudt i Slesvig og må lukke efter et år. Geleff bosætter sig i København og udgiver forskellige blade. Igennem sit bladarbejde kommer han i 1871 igennem Brix, der er boghandler i kontakt med Louis Pio, der lige er begyndt at udgive Socialistiske Blade.Den Internationale Arbejderforening for Danmark Geleff bliver tæt forbundet med Brix og Pio. I september 1871 udbryder der uro på B&W på grund af de dårlige lønninger, og 4. oktober indkaldes der til møde. Der kommer over 1.000 mennesker. Brix er mødeleder og Geleff dirigent. Uroen blandt arbejderne skaber mulighed for, at man den 15. oktober samme år danner Den Internationale Arbejderforening for Danmark. Pio skriver ledende artikler til foreningens blad Socialisten, Brix er udgiver og administrator og Geleff kasserer. Han bliver sendt ud på en støre agitationsrejse i provinsen, der munder ud i, at der bliver dannet lokalforeninger i Århus, Ålborg, Horsens og Odense. Geleff arresteres efter slaget på Fælleden Natten mellem 4. og 5. maj 1872 vågner Geleff ved at to betjente står i hans værelse. Han føres ned på gaden, hvor en betjent står med Pio, og sammen køres de til Domhuset. Samme nat bliver Brix hentet. De arresteres, fordi de på et møde 2. maj 1872 har talt for, at man trodser politidirektør Crones forbud mod afholdelse af et arbejdermøde på Nørre Fælled 5. maj. De tre ledere dømmes "for forbrydelser mod den offentlige myndighed og orden", Geleff får 3 år i Vridsløse. To gange om ugen bliver han barberet af en barberlærling, der skal øve sig, og det koster en del skrammer. Geleff får bestukket lærlingen til at bringe småbreve og artikler ud. På kongens fødselsdag 8. april 1875 bliver han benådet, og genoptager sit arbejde i partiet. I 1876 bliver han opstillet som folketingskandidat i Næstved og København, men han får kun få stemmer. Sommeren samme år tager han til Amerika for at undersøge mulighederne for at opbygge en koloni for emigranter. I begyndelsen af 1877 foretager Geleff endnu en agitationsrejse i Jylland, hvor han taler om Geleff og Pios nye ide. De tror emigration til en koloni i Kansas kan være en udvej fra den store arbejdsløshed i Danmark. Brix bliver arresteret igen, og 23. marts 1877 emigrerer Pio og Geleff til Amerika. Rejsen foregår i største hemmelighed, og bitterheden blandt arbejderne i Danmark er stor. De to ledere bliver betragtet som forrædere, og de er genstand for megen hån. Kort efter ankomsten til Amerika bliver Geleff og Pio uvenner, og Geleff udsender en pjece, hvor det fremgår, at de to tidligere arbejderledere er blevet bestukket til flugten af politiet med et meget betydeligt pengebeløb. Geleff er i USA i 43 år. Han lever af bladvirksomhed, og en overgang er han agent for et jernbaneselskab. I 1920 får partiet i Danmark nys om, at Geleff er syg. Han hentes hjem til Danmark, hvor han er blevet taget til nåde og bliver "ærespensionist" i partiet. Han lever et par år i Nyborg, men sendes på grund af sit dårlige helbred til Capri, hvor han dør 16. maj 1928, 86 år gammel.  Oskar Hansen er født 23. juli 1895. Han er københavner og kommer fra et arbejderhjem. Faren er typograf og moren fabriksarbejderske. Det er helt naturligt at være aktiv og engageret i parti og fagforeninger. Oskar er en høj flot fyr, og en dygtig bryder. Han er medlem af Socialdemokratisk Ungdoms Forening, og i 1913 tager han initiativ til at oprette en lokalafdeling i Sundby. Nogen siger lidt drillende om ham, at folk ikke "tør" sige nej til en dygtig bryder, når han vil have dem med i SUF, og at pigerne kommer helt af sig selv. Oskar bliver udlært typograf. Han begynder meget tidligt at skrive for SUF's blad, Fremad. SUF'erne er antimilitarister, og under 1. verdenskrig laver de en aktion mod sikringsstyrken i Høvelte- og Sandholmlejrene, hvor Oskar deltager. Han deler flyverblade ud med et opråb. Bladene er gemt i nogle KFUM-medlemsblade, og alt går i første omgang som planlagt. Men lige inden han på vej væk når Birkerød station, indhentes han af nogle officerer, soldater og politi og bliver taget med på politistationen. Overbetjenten spørger ham, hvad han har gjort, og Oskar viser ham flyverbladet. Efter at have læst det siger overbetjenten: "Det er sgu et fornuftigt opråb", og Oskar hører ikke mere til historien.Journalist og digter Fra 1919 bliver Oskar medlem af Venstre Socialistisk Parti. Han bliver ansat ved partiets avis Arbejdet, hvor han bidrager som digter, journalist og litteraturanmelder. I 1921 bliver Fagoppositonens Sammenslutning og DKP lagt sammen, og han begynder at skrive for Arbejderbladet. I 1920'erne er arbejdsløsheden i København meget høj, og i perioder er Oskar selv arbejdsløs afbrudt af småjobs som havnearbejder og arbejdsmand på B&W. Han skriver en række satiriske viser og redigerer det satiriske blad Snerten. I 1922 bliver han medlem af Socialdemokratiet, og ansat på eftermiddagsbladet Klokken 5. Ved siden af avisarbejdet skriver han et væld af lejlighedsdigte og sange, fx Når jeg ser et rødt flag smælde til et DSU møde i 1923. En lang række af sangene handler om samfundets aller fattigste og udstødte. I 1930 skifter han til Socialdemokraten. Han er meget partiloyal, og i 1934 skriver han sangen Danmark for folket. Han fortsætter med at være fascineret af den revolutionære ide, og tilhører partiets venstrefløj. I 1931 genoptager han arbejdet med satiren i De Røde Revyer, som kører i mange år. I digtene fra 1930'erne skriver han om sin ungdomstid - dengang man mente noget. Han hører Radio Moskva, for der synger de Internationale. Modstandsmand Oskar Hansen er svoren Anti-fascist. Fra 1933 kører han en kampagne mod de danske nazister i Socialdemokraten, og i De Røde Revyer hudfletter han de fascistiske tendenser i KU. Willy Brandt flygter fra Nazi-Tyskland i 1933, og på vej til Norge gør han ophold i København, hvor han bor hos Oskar. I 1940 bliver Danmark besat, og han går aktivt ind i modstandsbevægelsen. Oskar har ikke aftjent sin værnepligt, og det ærgrer ham nu, at han ikke har lært våbenbehandling. Engang er han lige ved at skyde sin gruppefører med et vådeskud. I løbet af krigen flygter han til Sverige, hvor han møder Willy Brandt igen. I årene efter krigen skriver Oskar en del digte om pamperi - et stik til nogle af medlemmerne i partiet. Han bliver også udenfor partiet betragtet som en af arbejderbevægelsens største digtere. Han er ansat på Socialdemokraten, frem til 1960, men efter avisens omlægning til Aktuelt føler han sig vraget og forlader avisen i bitterhed. Oskar Hansen dør d. 24. maj 1968, samme dag som 30.000 arbejdere demonstrerer på Christiansborg Slotsplads.  Dr. H./Parvus - Alexander Israel Lasarevitj Helphand er født i 1867 i Hviderusland og vokser op i Odessa. Han studerer nationaløkonomi i Schweiz og slutter sig til det tyske socialdemokrati, hvor han under navnet Parvus bliver en berygtet polemiker. I 1900-02 bliver bladet ISKRA, der har Lenin i redaktionen, fremstillet i Helphand´s lejlighed i Schwabing. Da den første russiske revolution bryder ud i 1905, deltager Helphand aktivt med det resultat, at han dømmes til tre år i Sibirien, hvorfra han flygter i 1906. Fra 1910-15 er han i Tyrkiet, hvor han tjener en millionformue ved at formidle tyske leverancer til den tyrkiske regering. Men Helphand forbliver socialist. Da 1. verdenskrig bryder ud, ser han den, ligesom Lenin, som en revolutionær mulighed.Dansk finansiering af revolution Fra 1915 og fire år frem befinder Helphand sig i København, hvor han kommer i kontakt med Karl Kiefer, der leder Arbejderkul. Helphand har i København dannet kompagniet Handels- og Eksportkompagniet A/S. Kiefer og Helphand etablerer et samarbejde, hvor Helphand er bindeledet mellem Arbejderkul og de tyske kulleverandører under den 1. verdenskrig. Men handels- og Eksportkompagniet har også andre forretninger kørende. Det importerer medicin og medicinske instrumenter fra Tyskland i store mængder og eksporeter disse varer til Rusland. Begge lande er krigsførende, og både importen og eksporten af disse varer er ulovlige. Men de danske myndigheder ser gennem fingrene med handlerne, da Helphand er garanten for den danske kulleverance til Arberjderkul. Men det gør den danske presse ikke. Avisen "København" har opdaget sammenhængen mellem Arbejderkul og den russiske revolution. Og de er klare i deres analyse af Helphands rolle i den affære. I en større artikelserie påpeger de gang på gang, at Helphand er et tvivlsomt bekendtskab. En russisk-jødisk finansmand, der er socialist, agent for Tyskland og privat ven med Lenin, hvis revolution han støtter med danske arbejderpenge. Jens Olsen ur Da 1. verdenskrig nærmer sig sin afslutning begynder Parvus at planlægge oprettelsen af en kæde af socialistiske aviser og tidskrifter i Rusland. Men Helphand er uønsket i Rusland efter revolutionen. Lenin ønsker ikke, at han kommer dertil, og forbyder hans indrejse. Helphand bliver rasende, og i et hysterisk sammenbrud vender han sit had og energi mod alt det, han tidligere har kæmpet for: Lenin og bolsjevismen. Rusland skal ødelægges. Bolsjevismen skal ødelægges - da Helphand nu ser den som en russisk pervertering af socialismen. Det socialdemokratiske Europa skal forenes mod den russiske fare, han selv har været med til at opbygge. Ingen lytter til ham mere. Han er ikke nyttig for noget land eller politisk bevægelse. Han forlader Danmark i 1918 og slår sig ned i Schweiz. Hadefuld og bitter. Men han får endnu en hilsen fra Danmark i 1919. Som tak for indsatsen forærer DsF Helphand et kostbart ur konstrueret af Jens Olsen. Det er Stauning, der skriver takkebrevet til Helphand i forbindelse med overrækkelsen af uret: "Kære ven og partifælle!..." Han dør af hjerteslag i sin villa i Schwanenwerder, en forstad til Berlin, i 1924 - samme år som Lenin. Han er mangemillionær, men efterlader sig intet udover et kostbart hus fuldt af dyre møbler og tomme skuffer. Hans formue er der ingen der kan opspore.  Den 9 september 1894 kommer Poul Henningsen, PH til verden som resultat af et forhold mellem moderen, forfatterinden Agnes Henningsen, og journalisten og levemanden Carl Ewald. Tidligt viser Poul Henningsen de tegn på kreativitet, der skal gøre ham kendt i landet som "Lysmageren". Som dreng får han sin egen høvlebænk, hvor han laver drager, stylter, glidebaner og et lille hus til garverens datter. Poul lærer at tegne og tisse på kirkemuren og får snart sin første cykel. Han starter på teknisk Skole, hvor han møder Svend Johansen og kubismen, men har lidt problemer med at blive færdig. PH er en flakke i uddannelsessystemet, for ham handler det om lys og lamper. Det er dét, der interesserer ham.Ølhunden råber op Men han begynder at bruge sin pen til andet end at tegne lamper. I 1920´erne begynder han på en ny løbebane - han begynder at skrive, og gør sig på den måde synlig og gældende i den offentlige debat. Fra 1921 er han radioanmelder, kronikør og arkitekturanmelder på Politiken. I samme periode er han skribent på de tidlige kulturradikale tidskrifter Klingen og ikke mindst Kritisk Revy, hvor han er både udgiver og redaktør. Og han laver revyer og driftsikre revyviser, der senere lever videre som udødelige klassikere. I en morgenbrandert under et styrtebad i 1921 laver PH sangen "Ølhunden" - en sang skuespilleren Osvald Helmuth tager op otte år senere, og får sit gennembrud med. PH er inkarnationen af den kulturradikale intellektuelle bølge, der driver ind over landet i dette århundrede, og hans gennemslagskraft bygger på den folkelighed, som han virtuost demonstrerer i sine revyer som På ho´det, Dyveke og Kys det hele fra mig, og i sine mange sange og viser, som Man binder os på mund og hånd, der den dag i dag stadig er en landeplager. I sine revyer danner han makkerpar med komponisterne Bernhard Christensen og Kai Norman Andersen, med skuespillere som Liva Weel og Bodil Steen og forfattere som Otto Gelsted og Kjeld Abell. Altid de bedste. Hundehaderens lys Men lamperne er der hele tiden. Pludselig en november aften i 1925 er PH-lampen på tegnebrættet: tre skærme, den øverste formet som et stort rundt fad, den midterste som en skål uden bund, og den nederste som en kop uden hank. Lampetegningen er kun en lille løs skitse i venstre hjørne af skitse-papiret. I 1930´erne sælges PH-lampen verden over, og gør PH ganske velhavende. Men PH har også tid til det løse: Han opfinder en selvpumpende cykel, en lydløs wc-cisterne, mekanisk legetøjsridedyr og en PH-tandlægelampe. I 1958 opfinder han Koglen, som er den definitive PH-lampe. Endnu en international lampesucces er skabt. På PH´s fødselsdag deklarerer han, at han egentlig godt vil køres ned. For så dør han da i det mindste på en tidssvarende måde. Det er også derfor, at han i sit kørekort har skrevet, at den som kører ham ned, ikke skal være ked af det... I det hele tiden har den livsglade kulturradikaler et let forhold til sin egen død. På sin gravsten vil han have, at der skal stå: Her hviler Poul Henningsen - færdig med ham. Den 31. januar 1967 henvender PH´s kone Inger sig til en sygeplejerske på en af gangene på Hillerød sygehus: "Vil De bede Medicinsk-anatomisk institut om at hente min mand." Lyset var gået ud for den store Lysmager.  Peter Thygesen Holm bliver født 7. oktober i Idestrup på Falster. Hans far er husmand og væver. Som ung kommer Holm i skrædderlære i Odense, og da han er udlært tager han til København. I 1871 udsender Pio første nummer af Socialistiske Blade, og Holm kommer i kontakt med den nye socialistiske bevægelse. Efter Pio, Brix og Geleffs fængsling, der et hårdt slag for bevægelsen, begynder de faglærte arbejdere at røre på sig. I juni 1873 er Holm med til at stifte Skræddernes Fagforening, som er den første af de faglige sammenslutninger, der kalder sig en fagforening. Han bliver formand for fagforeningen i to perioder fra 1874-75 og igen fra 1876-81. Fagforeningen åbner i 1875 en kooperativ produktionsforening, hvor Holm bliver bestyrer, men det er ingen økonomisk succes. Produktionsforeningen kører hele tiden med store tab, og den må lukkes i 1879. Fra 1875 rejser Holm rund i Jylland som faglig- og politisk agitator. På et møde i Hosens, hvor der er samlet skræddere fra 7-8 byer bliver Danmarks første fagforbund stiftet, Det alm. danske skrædderforbund. Holm bliver formand indtil 1879, hvor det bliver opløst.Pio flygter og arbejderne overtager bevægelsen I 1875 løslades Pio, Brix og Geleff. Under fængslingen har de været dyrket som helte, og de vender tilbage til bevægelsen som ledende personer. Men under fængslingen har arbejderne fået en række erfaringer og selvtillid, og de begynder at opponere mod Pios diktatoriske lederstil. På Gimlekongressen i 1876 tilhører Holm denne opposition. I 1877 Flygter Pio og Geleff til Amerika, og det betyder en stor tilbagegang for bevægelsen. På et møde får Holm, Hørdum og C.C. Andersen overdraget ansvaret for at reorganisere bevægelsen. Det lykkes for de tre arbejdere, og ved stiftelsen af Socialdemokratisk Forbund 12. februar 1878, bliver Holm valgt ind i partiets hovedbestyrelse, hvor han sidder frem til sin død. I 1879 bliver Holm selvstændig skræddermester, og fra da af har han ikke mere at gøre med fagbevægelsen. I partiet er Holm meget indflydelsesrig, og han opstilles til rigsdagsvalget i 1881, men taber i første omgang til højremanden Goos. Ved valget 25. juni 1884 opstilles han igen i Københavns 5. kreds. I løbet af aftenen bliver det klart, at en anden socialdemokrat, Hørdum, er valgt i 9. kreds. Et kvarter over midnat træder borgmesteren frem på en tribune og råber, at Holm er valgt i 5. kreds. Det er første gang der bliver valgt socialdemokrater ind i Rigsdagen. Holm bliver fængslet for magtmisbrug I 1897 bliver Holm valgt Ind i Københavns Borgerrepræsentation, og året efter bliver han viceformand. Holm bruger meget tid på det politiske arbejde, og hans skrædderforretning går ikke så godt. Bestyreren i forretningen ønsker at købe den, men han har ikke penge nok. Holm giver ham oplysninger om et forestående kommunalt grundkøb, og den viden forstår bestyreren at udnytte økonomisk. Holm bliver arresteret og sigtet for at have misbrugt sin viden om grundkøbet for at skaffe sig personlig økonomisk fordel. Holm er en knækket mand, og den 18. juli nedlægger han sit mandat i borgerrepræsentationen og måneden efter, 8. august, træder han ud af Folketinget. Der når aldrig at falde dom i sagen. Holm dør i Vestre Fængsel 26. september 1898. Da han søndagen efter bliver begravet på Vestre Kirkegård sker det i overværelse af mellem 20.000 og 30.000 mennesker. Den almindelige mening er, at han er blevet alt for hårdhændet behandlet, for den fejl han har begået.  Emil Hornemann bliver født i 1810.Han bliver færdiguddannet læge i 1833-34 og får sin doktorgrad i 1839. Herefter tager han på en stor studierejse til Frankrig og England. Han er begejstret for den engelske hygiejnebevægelse, og støtter varmt dens modstand mod nye idéer om, at sygdomme kan være smitsomme. Det hænger sammen med hans måske religiøst funderede frygt for, at smittelæren kan have umenneskelige konsekvenser, fx ved isolation af de syge. Bedre hygiejne I 1840´erne førsøger Hornemann at reformere det offentlige sundhedsvæsen i København i retning af bedre hygiejne, men i tiden omkring krigen i 1848 har politikerne andet at tænke på. Som lazaret-overlæge under og efter krigen gør Hornemann også en indsats for at forbedre hærens sundhedsvæsen. Under kolera-epidemien i København 1853 bliver Hornemann den naturlige leder i hjælpearbejdet. Samme efterår tager Emil Hornemann initiativet til opførelsen af Lægeforeningens Boliger på Fælleden ved Østerbro, og han er engageret i bebyggelsens trivsel til sin høje alderdom. Han er blandt stifterne af Arbejdernes Byggeforening i 1865 og er bestyrelsesmedlem i andre selskaber, der virker for gode arbejderboliger. Frisk luft, sæbe og vand Emil Hornemann er bredt engageret i fattigfolks vilkår. Han holder populære foredrag om hygiejne og får dem trykt som pjecer under overskrifter som "Frisk luft, sæbe og vand". På det Nordiske Industrimøde i 1872 holder han et stærkt kritisk foredrag om "Børns Anvendelse i Fabrikker", der senere får indflydelse på lovgivningen. Desuden er Emil Hornemann er ihærdig fortaler for afholdssagen. Sammen med kollegaen F.F. Ulrik medvirker Emil Hornemann i 1875 til en revision af Københavns Byggelov, og de to læger tager også initiativet til, at den berygtede slumbebyggelse i Peder Madsens gang - den nuværende Ny Østergade - bliver revet ned. Selvom Emil Hornemann fagligt set er i strid med datidens lægevidenskab, får hans indsats afgørende betydning for den almindelige danske boligstandard. Han dør i 1890.  Christen Hørdum er født 21. marts 1846 i Fuglslev nær Ebeltoft. Faren er skomager og familien er fattig, så børnene må hjælpe til med arbejdet. Efter konfirmationen kommer Hørdum i skomagerlære i Ebeltoft, og bliver forelsket i en pige. De gifter sig som 20 årige i januar 1867, og får kort tid efter en søn. Hørdum arbejder et par år som skomagersvend i Ebeltoft, men i 1869 må han til København for at aftjene sin værnepligt. Det er hårdt at forsørge en familie som soldat, så når de andre har orlov, må han arbejde for at tjene penge til familien. Efter endt soldatertid får han arbejde, og han begynder at komme med i det politiske arbejde, bl.a er han aktiv i Skomagersvendenes sygekasse. 5. maj 1872 er han med i demonstrationen på Nørre Fælled, hvor han oplever politiets brutale indgriben.Socialdemokratisk forbund stiftes I 1873 stiftes skomagernes fagforening, og Hørdum bliver dens første formand. Han er en af drivkrafterne bag oprettelsen af en centralbestyrelse for fagforeningerne i 1874. Sideløbende med sit arbejde i fagforeningen, kaster han sig ind i arbejdet for at skaffe arbejderne et hus, hvor de kan mødes. Han er med i den byggekomite, som skal stå for at skaffe penge til byggeriet. Hørdum er en ihærdig indsamler igennem mange år. I 1876 er der penge nok til at købe en grund i Rømersgade, og 3 år senere står Arbejdernes Forsamlingsbygning klar. På Gimlekongressen i 1876, der er partiets første, bliver Hørdum valgt ind i hovedbestyrelsen. Kongressen bliver imidlertid ikke samlende for bevægelsen, og da Pio og Geleff flygter til Amerika i 1877, ser det sort ud. Det er krise og nedgangstider, og arbejderne har mistet tilliden til lederne, derfor beslutter man at reorganisere bevægelsen. Den 12. februar 1878 stiftes Socialdemokratisk Forbund, som er et rent politisk parti skilt fra fagbevægelsen. Adskillelsen kan være lidt svær at få øje på for lederne er de samme. I spidsen for det nye parti står skomager Hørdum, skrædder Holm og snedker Andersen, der modsat Pio, Brix og Geleff har deres rødder blandt arbejderne. Partiets første Folketingsmand I 1877 bliver Hørdum forretningsfører for Social-Demokraten, og en overgang bor han og familien i en funktionærbolig, der hører til huset i Rømersgade. Avisen trænger til fornyelse for oplagstallene er faldende. Hørdum får ansat Wiinblad som redaktør, og Social-Demokraten får igen vind i sejlene. Men der er hård kritik af Hørdum, specielt fra den opposition, der har støttet Brix i hans opgør med partiet. Oppositionen anklager Hørdum for at lukrere på bevægelsens ejendomme, som er købt for arbejdernes penge, og for at stjæle af de penge, som det satiriske blad Ravnen giver i overskud. Hørdum rejser en række injuriesager, som han da også vinder, men dommene falder ofte først året efter, så der når at blive sået tvivl om hans hæderlighed. I 1884 vælges Hørdum i Københavns 9. kreds til folketinget, og han og Holm bliver de to første socialdemokratiske medlemmer af Folketinget. I første omgang sidder Hørdum der til 1887, hvor han bliver slået af en højremand. Han genvælges i 1890, og bliver siddende til han træder tilbage i 1909. Hørdums kone dør i 1890, kun 45 år gammel, og kort tid efter dør hans søn af tuberkulose. Det rammer ham hårdt, og da han trækker sig tilbage i 1909 er han så deprimeret og syg, at hans to døtre må pleje ham, indtil han dør 6. juni 1911. Ved hans begravelse holdes der en stor mindehøjtidelighed i Folkets Hus i Rømersgade, og ved bisættelsen fra Bispebjerg krematorium taler Stauning ved båren.  Ella Dagny Jensen, f. Petersen bliver født den 21. oktober 1907 i Glostrup. Moderen er syerske og faderen, der oprindelig er uddannet træskomager, er cigarhandler. Da hun er færdig i folkeskolen, hjælper hun sin far i hans cigarforretning. Hun vil egentlig helst studere til lærer, men familien har ikke råd til at finansiere hendes ønske. En tid arbejder hun som ekspedient i en butik. Det er fra klokken otte om morgenen til klokken otte om aftenen. Lønnen er ikke særlig god, 125 kr. om måneden, så hun får arbejde som tobaksarbejder på P. Wulffs fabrikker og kommer på den måde tilbage i tobakkens verden, hun kender fra sin fars arbejde. Som 15-årig bliver hun i 1932 valgt til tillidsmand på sin arbejdsplads, og kort efter er hun medlem af bestyrelsen i Danmarks ældste fagforening Enigheden. I maj 1937 bliver hun som 20-årig gift med jord- og betonarbejder Carlo Christian Olsen.Først Olsen så Jensen Olsen er hendes andet efternavn, men syv år efter i 1944 bliver hun skilt fra sin mand. Det medfører, at der så for alvor bliver tid til fagligt og politisk arbejde. I 1948 bliver hun medlem af Tobaksarbejderforbundets hovedbestyrelse. Men måske går hun for hårdt til værks. Det ender i hvert fald med et nervesammenbrud. Der er for meget fabrik om dagen og for mange møder om aftenen, så lægen forlanger, at hun vælger mellem sit politiske og faglige arbejde. Det bliver det sidste, og hun er fra da af fuldtids fagforeningsfunktionær. Og så går det ellers derudaf igen på alle fronter. I 1955 bliver hun medlem af LO´s forretningsudvalg, og fire år efter i 1959 bliver hun gift for anden gang, og ændrer for tredje gang i sit liv efternavn. Nu hedder hun Jensen. En dag, da Ella Jensen stiller op som kandidat til posten som afdelingsformand i sin fagforening, kommer en mandlig kollega hen til hende og siger: "Du er ellers et fornuftigt menneske, hvorfor gør du nu det her? Der er ikke en chance for, at de vil stemme på en kvinde". Han får ret. Et stykke tid. I 1963 når hun højdepunktet i sin faglige karriere. Som den første kvinde bliver hun valgt til forbundsformand. Hun bliver den første kvindelige formand for et fagforbund med både mænd og kvinder som medlemmer. Sambeskatning, ud! - Deltidsarbejde, ind! Et lille århundrede skal der gå af fagbevægelsens historie, før en kvinde når så langt i anerkendelse. Det hverv har hun til 1975, hvor hun falder for aldersgrænsen. Derefter udnævner forbundet hende til æresmedlem. Som forbundsformand er hun særligt interesseret i to spørgsmål: Hun ønsker sambeskatning fjernet. Og mere deltidsarbejde på arbejdsmarkedet. "Sambeskatningen er uretfærdig mod de almindelige arbejdende kvinder. Det må være enklere, hvis alle mennesker betaler skat efter, hvad de tjener, og ikke om de er gift eller ej", siger hun i et avisinterview i 1964. Og deltidsarbejde er også en hjertesag for hende. Noget der ikke gør hende populær i fagbevægelsen. Men hun er ikke selv i tvivl: "Jeg er ikke sikker på, at det alligevel ikke vil være en fordel for arbejderbevægelsen og for dens kvinder, hvis de i perioder fik lejlighed til at have færre arbejdstimer ". I 1971 nedsætter LO et ligelønsudvalg. Der er bare det finurlige ved udvalget, at det udelukkende består af mænd. Den går ikke, og Ella Jensen er snart et energisk medlem af udvalget. I 1975 trækker hun sig ud af dansk fagpolitik på grund af alder.  Ella Dagny Petersen bliver født i 1877 i Kalundborg, hvor han bliver udlært som snedker i 1897. Og hans indgang til politik og boligbevægelse sker gennem snedkerfaget. Han flytter tidligt til København, hvor han i 1905 bliver valgt ind i bestyrelsen for bygningssnedkernes Fagforening. Han bliver også foreningens formand - i 1908, da det store byggekrak giver massearbejdsløshed hos bygningsarbejderne. Den kritiske situation bringer Jens Christian Jensen og andre på ideen om, at de der søger bolig, selv kan skaffe pengene til byggeriet. Han samler et udvalg af repræsentanter fra byggefagene og brugsforeningerne, som i 1912 stifter Arbejdernes Boligforening (senere Arbejdernes Andels-Boligforening, AAB), og Jens Christian Jensen bliver selv både formand og direktør for foreningen. AAB´s organisation bliver et mønster for mange senere boligselskaber.Christian Bolignød Jens Christian Jensen har mange tillidsposter: Forretningsudvalget for Arbejdernes Fællesorganisation (1908-18), den faste voldgiftsret (1909-17), boligkommisionerne i 1916 og 1918 m.fl. I 1919 er han medstifter af Det kooperative Fællesforbund og af Fællesorganisationen af almennyttige danske Boligselskaber (senere BL), og han er organisationens formand 1922-30. Som repræsentant for Socialdemokratiet er han medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg 1913-25 og af Folketinget 1918-47. Jens Christians Jensens mange socialt orienterede initiativer i bygge- og boligsektoren giver ham tilnavnet "Christian Bolignød". Christian Bolignød er med over alt Den vældige energi, som Jens Christian Jensen lægger i det organisatoriske arbejde levner ikke plads for en tilstrækkelig økonomisk sikring af resultaterne, og i 1928 må han gå af som formand for AAB. Foreningen har på det tidspunkt 26 afdelinger i Københavnsområdet og er Danmarks største kooperative virksomhed. Jens Christian Jensen fortsætter dog sit arbejde i talrige andre organisationer, som politiker og som konsulent for staten i flere store byggesager. Jens Christian Jensen er agitatoren, der med et iltert socialt engagement skaber det organisatoriske fundament for det almennyttige boligbyggeri i Danmark. Han dør i 1956. 
|
Copyright © 2008 Arbejdermuseet
& Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
Rømersgade 22 | DK-1362 København K.
Telefon: +45-33 93 25 75
email
& Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
Rømersgade 22 | DK-1362 København K.
Telefon: +45-33 93 25 75
Dette site hostes af:
