|
I Børnenes Arbejdermuseum er der masser af aktivitet. Her kan børn og voksne sammen lege sig til viden om arbejderhistorien.
Man kan opleve, hvordan arbejderbørn har boet, levet, arbejdet og leget i gamle dage, fx lege at man bor i en lillebitte lejlighed anno 30'erne og gå ned ad den stejle køkkentrappe til lokummerne i baggården. I 'Den store by' bugner hylderne i købmandsbutikken af alle de gode varer som kan købes for penge – hvis man da har råd. Ellers må der knokles som flaskesorterer på bryggeriet eller trampes i pedalerne som cykelbud. Er lommen fuldstændig tom er der nok ingen anden udvej end at pantsætte den gode frakke, brillerne eller mors guldring hos pantelåneren. I fagforeningskontoret kan man melde sig ind og få et stempel i fagforeningsbogen og i danseskolen er der mulighed for klæde sig ud i fin kjole eller matrostøj og tage en svingom under danselærerindens kyndige vejledning. Book et besøg på egen hånd.
Book et besøg på egen hånd
Børnenes Arbejdermuseum handler om arbejderbørnenes og arbejderfamiliernes liv og vilkår fra slutningen af 1800 tallet til o. 1980, med særligt fokus på forholdene i 1930erne.
Udstillingen er især egnet for børn fra ca. 3-12 år, der besøger arbejdermuseet sammen med deres familier eller i mindre grupper fx med børnehaven eller SFO.
Grupper skal huske at booke plads på forhånd.
- Fra land til by
-
I slutningen af 1800-tallet flyttede mange ind til de store byer, bl.a. fordi det blev sværere at få arbejde på landet.
I byen var der flere muligheder, måske et bedre lønnet job på en af de nye fabrikker. Mange familier håbede, at livet i byen ville være bedre end fattigdom på landet.
I byerne der blev bygget etagehuse til de nye indbyggere. Husene lå tæt, og der boede mange mennesker i de små lejligheder. I baggårdene blev der også bygget huse. Huslejen var billig i baghusene, men der var ikke
særlig sundt og rart at bo. Der var lokummer og affaldsspande i baggårdene, og der lugtede forfærdeligt. Alligevel legede børnene både i gården og ude på gaden, for der var ofte ikke andre steder at være.
Ud til lys og luft
Fra 1950erne voksede byernes forstæder. Mange arbejdere der havde boet i trange og dårlige lejligheder, ville hellere flytte ud til lys og luft.
I arbejderbevægelsen oprettede man boligforeninger og forsøgte at få kommunerne til at bygge lejeboliger med bad og toilet, som var til at betale. Husene var lavere end inde midt i byen, ofte kun i tre etager, og lejlighederne var større. Der var også store, grønne arealer mellem husene og legepladser.
- Børnearbejde
-
De fleste arbejderbørn var nødt til at arbejde. Lønnen fik forældrene, og den blev brugt til at købe mad og tøj og betale husleje. Indtil børnene var 6-7 år kunne pigerne arbejde hjemme med at passe små søskende, gøre rent, skrælle kartofler eller vaske op. Drengene løb ærinder, pudsede sko eller hentede koks i kælderen.
Fra børnene var 6-7 år, gik de i skole om formiddagen og arbejdede om eftermiddagen eller omvendt. Så kunne de nå begge dele. Arbejdet var hårdt, og det var svært at holde sig vågen i skolen, hvis man var begyndt meget tidligt om morgenen som mælkedreng.
I 1873 blev der forbud mod at børn under 10 år arbejdede på fabrik. De, der var fyldt 10, måtte stadig arbejde 6 ½ time efter skoletid. Senere blev fabriksarbejde helt forbudt for børn. Men arbejderfamilierne havde stadig brug for de penge som børnene kunne tjene. Derfor fortsatte pigerne med at gå ærinder eller med aviser, mens buddrenge cyklede ud med varer.
- Den store by
-
Krisetid
I 1930'erne var det barske tider med økonomisk krise og en tårnhøj arbejdsløshed. Mange arbejderfamilier har svært ved at skaffe penge til husleje og til helt nødvendige ting som brændsel, mad og tøj. Udgifter til ferier og andre fornøjelser kunne der slet ikke blive tale om.
Krisen gik både ud over de arbejdsløse og dem, der havde arbejde. Alle fik mindre i løn. Understøttelsen for de arbejdsløse var så lav, at mange må flytte fra hus og hjem. Resultatet blev demonstrationer, uro og kampe med politiet.
Hvis en arbejder ikke kunne betale sine regninger, var det ikke muligt at låne penge i banken eller få hjælp fra det offentlige. For ikke at sulte blev mange nødt til at pantsætte deres mest værdifulde ting hos pantelåneren.
Bryggeriarbejder
På fabrikkerne og ved samlebåndet var arbejdet ofte ensformigt og rutinepræget, og arbejderfamilierne måtte knokle for at tjene til dagen og vejen. Timelønnen for en ufaglært arbejder var 1,29 kr. og for en faglært arbejder 1,56 kr. i 1932. Kvindelige arbejdere fik mindre i løn, ca. 84 øre i timen.
Et rugbrød kostede dengang 71 øre, 1 liter sødmælk på flaske 25 øre. Kød var dyrt, fx kostede flæsk 1,08 kr. pr. kg og spegepølse 2,56 kr. pr. kg.
Hos pantelåneren
I 1932 stod hver tredje arbejder uden job. Der var næsten umuligt at få hjælp, hvis en familie blev ramt af sygdom eller arbejdsløshed. Derfor var det almindeligt at gå til pantelåneren, eller ’Onkel’, som pantelåneren også blev kaldt.
Hos pantelåneren kunne man låne lidt penge, hvis man satte en ting af værdi i pant, måske sit ur, sine briller eller sin frakke. For at få tingen tilbage skulle der betales af på lånet. Betalte man ikke til tiden, havde pantelåneren ret til at sælge tingen på auktion. Mange syntes, at det var nedværdigende at være så fattig, at man var nødt til at pantsætte sine ting for at få råd til mad og brændsel.
Fest og fornøjelse
Selvom arbejderbørn havde mange pligter, fx med lektier, arbejde og med at hjælpe til derhjemme, var der heldigvis også plads til at have det sjovt.
I forsamlingshuse og festsale kunne man fx se teaterstykker, gå til bal, slå katten af tønden til fastelavn eller være med ved årets højdepunkt: juletræsfesten. Der var også mange, som gik til dans.
Hjemme hos familien Petersen
I den lille lejlighed fra 1930'erne i Børnenes Arbejdermuseum bor familien Petersen. Faren, Aksel, er murerarbejdsmand, men lige nu er han arbejdsløs. Måske kan han tjene penge til mad i dag ved at skovle sne? Ellers må mor Erna gå til pantelåneren med radioen eller guldringen.
Familien har 4 børn: Gerda på 13, Poul på 11, Jytte på 7 og Ole på 4 år. Gerda har mange pligter. I dag efter skole skal hun købe ind hos købmanden, skrælle kartofler og dække bord, inden mor kommer hjem. Og så skal hun se efter de to mindste – de leger vist nede i baggården. Om dagen passer nabokonen Ole, mens Gerda er i skole. Poul er heldig. Han har fået job som bud hos købmanden. Det hjælper lidt på det hele.
Familien bor tæt. I stuen er der en divan til at sove på. I det lille køkken skal de også vaske sig. Lokummet er nede i baggården.
- Leg og legetøj
-
At have tid til at lege var en luksus for mange arbejderbørn. Børnene skulle arbejde, gå i skole og hjælpe til hjemme, før der kunne blive tid til leg. Børn havde ikke så meget legetøj som nu, der var ikke råd, og der var heller ikke plads til leg i de små lejligheder. Men det betyder ikke, at arbejderbørn aldrig legede – de legede nogle andre lege, og de legede nogle andre steder, fx i gården og på gaden.
I stedet for at købe legetøj lavede børnene eller de voksne selv legetøj af billige materialer.
Mange lege kræver slet ikke eller næsten intet legetøj – men bare nogen at lege sammen med. I gården og på gaden var der massevis af børn, som gerne ville være med til sanglege, til at hinke, sjippe, lege fangeleg, bytte hønseringe eller spille kugler.
- Fagforeningskontoret
-
Der hvor Børnenes Arbejdermuseum er nu, var der fagforeningskontorer frem til 1980'erne.
En fagforening er en sammenslutning af fx arbejdere med samme fag. Før i tiden var der mange flere fagforeninger end i dag, fx havde tømrere, arbejdsmænd, husassistenter osv. hver deres fagforening.
En fagforening arbejder for gode vilkår for medlemmerne. Hvis arbejderne står sammen og er enige, er det lettere for dem at forhandle løn med arbejdsgiverne, end hvis de forhandler hver for sig.
På en fagforenings kontor kan man melde sig ind, betale kontingent m.m. Tidligere kunne man også få en lille sum penge udbetalt, hvis man blev arbejdsløs.
- Lille Thorvald og store Stauning
-
Der hvor Børnenes Arbejdermuseum er nu, havde den berømte statsminister Thorvald Stauning engang kontor.
Thorvald Stauning var den første arbejder og den første socialdemokrat, der blev statsminister i Danmark.
Se tegnefilmen om Stauning fra udstillingen
Da Thorvald var lille lignede hans liv så mange andre arbejderbørns. Han blev født i en fattig københavnsk arbejderfamilie i 1873. Familien flyttede tit, fra den ene dårlige baggårdslejlighed til den næste. Thorvalds far var syg, og derfor måtte Thorvald arbejde for at skaffe penge. Fra han var 10 år, arbejdede han som bud både før og efter skole. Lektier måtte han lave sent om aftenen.
Thorvald gik i skole i 7 år. Bagefter blev han udlært cigarsorterer. På cigarfabrikken blev han medlem af fagforeningen og kæmpede bl.a. for, at arbejdere kunne få løn, selvom de var syge. Så behøvede deres børn ikke at arbejde, som han selv havde gjort.
Da Stauning blev statsminister, jublede arbejderne. Det var uhørt, at en helt almindelig arbejder kunne få en så fin stilling i samfundet. Han blev en folkehelt.
Thorvald Stauning var statsminister fra 1924-26 og igen fra 1929 og frem til sin død i 1942.
|
Udstillinger 
