Farlig ungdom Udskriv Email
Beskrivelse

Et undervisningsforløb om et årti præget af Marshall hjælp, kold krig og en begyndende ungdomskultur.


Farlig ungdom Pigtrådsmusik i skolegården boldspil_streng_forbudt_fra_50erne 

Efter Anden Verdenskrig skyller en bølge af amerikansk kultur ind over Danmark og det øvrige vestlige Europa. Begrebet "teenager" dukker op, og sammen med rock'n'roll og fjernsynet var denne nye forbrugergruppe med til at tegne billedet af et årti præget af sammenstødet mellem nyt og gammelt.

Forløbet sætter fokus på hverdagslivet i perioden og på den spirende ungdomskultur i form af mode, musik, film og seksualite samt på tidens ungdomsproblematikker som f.eks. arbejdsløshed og boligmangel.

Eleverne undervises i museets udstilling om 1950'erne hvor de inddrages aktivt gennem dialog og brug af genstande fra perioden.

 

Fælles Mål II, trinmål forløbet understøtter

  • Give eksempler på, at en periodes fremherskende værdier og holdninger kan forklare afgørende begivenheder og samfundsforandringer
  • Kunne sammenligne egne livsbetingelser med foregående slægtleds og diskutere, hvilke forhold der er ens, hvilke der er forskellige og baggrunden herfor
  • Forklare, hvorfor den historiske udvikling i nogle perioder var præget af kontinuitet og i andre af brud

 


Varighed
: Cirka 60 minutter.
Pris: 400 Kr.
Klassetrin: 7.-10. klasse.
Periode: Fast undervisningstilbud.

 
Booking

 
Lærervejledning


Kildeguide
Kildeguiden er en kort introduktion til de mest centrale begreber knyttet til kildekritik.
Ud over at introducere eleverne for centrale begreber giver kildeguiden også letforståelige forklaringer på disse begreber.
Til sidst opstiller kildeguiden en række kontrolspørgsmål, som eleverne bør forholde sig til, når de læser/arbejder med kilder i historieundervisningen.

Kilder
Under kilder findes en række kilder af forskellig karakter. Her findes bl.a. erindringer, reklamer fra tiden, satiriske tegninger af Bidstrup, diverse statiske tal etc. Til nogle af kilderne er der formuleret arbejdsspørgsmål, men de fleste fremstår i ren form. Kilderne kan eksempelvis bruger i bearbejdelsen af undervisningen på Arbejdermuseet, som kilder til prøveoplæg etc.

Lav en avis
Lav en avis lægger op til et tværfagligt samarbejde i fagene dansk og historie. Eleverne inddeles i grupper hvor hver gruppe skal fremstille en avis, der tager udgangspunkt i perioden mellem 1950-1959. Eleverne skal herefter finde relevant indholdsstof fra året. Eleverne har medindflydelse på de emner, personer og begivenheder som de vælger at beskæftige sig med. Dog er der fastlagt en række overordnede temaer, som alle grupper skal behandle. Disse er f.eks. indenrigs- og udenlandsstof, mode, kultur og sport.

Når eleverne har valgt et årstal, skal de gå i gang med lave research på væsentlige begivenheder, centrale personer eller emner der i særlig grad gør sig gældende for det pågældende årstal. Vælger eleverne f.eks. at arbejde med året 1956, kunne de vælge emner som: Storstrejken, den første rock’ n’ roll koncert i Danmark eller opgøret i Ungarn. I forbindelse med elevernes research vil det være fordelagtigt at lade dem orientere sig på de links der er nævnt i ”Litteraturliste til lav en avis” eller på wikipendia.

Til avisen har vi lavet en skabelon i scribus som frit kan downloades og bruges til formålet.

Aktiviteten kan naturligvis tilpasses efter det antal lektioner man har til sin rådighed. F.eks. kan klassen som alternativ fremstille en fælles avis, hvor grupperne i stedet koncentrer sig om et enkelt emne.

Lav en udstilling
Lav en udstilling lægger op til et storyline forløb, hvor fag som dansk, historie, samfundsfag og billedkunst som valgfag vil kunne arbejde tværfagligt sammen.
Eleverne skal i fællesskab forberede og opsætte en udstilling der formidler viden om ungdomskultur i 1950’ernes Danmark. Til udstillingen kan eleverne trække på den viden de har fået om 1950’ernes ungdomskultur på Arbejdermuseet eller i materialet ”Farlig ungdom” som frit kan downloades her fra hjemmesiden.

Storylineskemaet er opstillet som et styreredskab for den/de pågældende lærer/lærere. Skemaet indeholder de aktiviteter og elementer som eleverne kan arbejde med undervejs.

I forbindelse med udstillingen vil det være fordelagtigt at tage kontakt til bedsteforældre og andre med relation til eleverne som har oplevet 1950’erne. Eleverne kan interviewe disse med henblik på at sikre sig erindringer og kildemateriale om perioden, men også med henblik på at skaffe eventuelle genstande fra perioden, som de kan udstille.

Udstillingen kan f.eks. sættes på i på et fællesareal, på skolebiblioteket eller på et gangareal, hvor skolens øvrige elever, forældre og lærere har mulighed for at få et indblik i det arbejde klassen har lavet.

Ud over udstillingstekster og genstande kan lyd og billeder indgå som en del af udstillingen. Der kan f.eks. spilles rock n’ roll og dansktopplader på skift for at illustrere forskellen på musikgenrerne i perioden, der kan køre et videoklip enten på fjernsyn eller computer der viser noget om perioden.

Eleverne kan i forbindelse med deres research til emnet med fordel benytte sig af de links og den litteratur der fremgår på ”Litteraturliste til lav en avis”. De kan også benytte sig af de kilder der er digitaliseret her på hjemmesiden.

Alt efter hvilket fokus man vil have på udstillingen kunne man lade grupperne perspektivere deres tematik til ungdommen i dag. Arbejder en gruppe f.eks. med musik kunne en del af deres præsentation indeholde elementer fra de musikgenrer der præger ungdommen i dag, og hvordan disse er blevet modtaget i medierne og blandt deres forældre og den ældre generation. På den måde arbejder eleverne ikke kun med det fortidige perspektiv men også med et nutidsperspektiv.

Hvis I laver en udstilling om 1950’erne oploader vi gerne billeder fra udstillingen på vores hjemmeside. Send i så fald billeder og en kort tekst om jeres forløb til Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.


Litteraturliste til lav en avis
Litteraturliste til lav en avis giver et overblik over de relevante og nyttige links og materialer der findes om 1950’erne og ungdomskultur.

Bemærk at materialet ”Farlig ungdom” kan downloades gratis fra hjemmesiden.
Materialet ”Kold krig og kiksekage” kan bestilles via hjemmesiden. Et klassesæt bestående af 30 bøger koster 300 kr. Første kapitel af bogen kan downloades til gennemsyn.


Opgaver til ”Farlig ungdom”
Opgaver til ”Farlig ungdom” er arbejdsopgaver til materialet ”Farlig ungdom som frit kan downloades fra hjemmesiden. Til hver af materialets fire overskifter er der et arbejdsark bestående af tre til fire spørgsmål. Eleverne kan arbejde med spørgsmålene individuelt og i mindre grupper.


Prøveoplæg
Til ”Farlig ungdom” er der udarbejdet to prøveforløb der frit kan downloades. Prøveoplæggene er fokuseret på henholdsvis ungdomskultur og kønsroller i 1950’erne.
Til begge prøveoplæg er der tre kilder der understøtter de tre spørgsmål. Spørgsmål stiger i taksonomien således at eleverne skal gå fra det beskrivende til diskuterende og perspektiverende.

Det er muligt at lade genstande fungere som kilder i forbindelse med historieeksamen. Har man arbejdet med 1950’erne kan man f.eks. bruge en rock’ n’ roll plade eller brylcreme. Har eleverne deltaget i undervisningen på Arbejdermuseet vil det være relevant at inddrage elementer herfra der kan gøre, at eleverne kan trække på den viden og de indtryk fik med herfra.


Quiz
Quizzen består af tyve spørgsmål om 1950’erne og ungdomskultur i 1950’erne. Spørgsmålene giver en indsigt i mange af de emnefelter, som eleverne vil arbejde med i forbindelse med undervisningsforløbet ”Farlig ungdom”.

Quizzen kan bruges inden eleverne går i gang med emnet, og så kan de tage quizzen igen ved forløbets afslutning. Formålet med denne anvendelse er, at den enkelte elev får et konkret billede på den viden han/hun har tilegnet sig i forbindelse med dette forløb.

For læreren kan quizzen give et overblik over hvilke områder den enkelte elev eller store dele af klassen har brug for at arbejde videre med.

Quiz, facitliste
Der er naturligvis udarbejdet en facitliste til quizzen, som kan downloades.

 
Kilder

Kilderne herunder stammer hovedsagligt fra Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv.
Til nogle af kilderne er der udarbejdet små arbejdsspørgsmål. Det er også muligt at downloade en kildeguide, som eleverne med fordel kan anvende i arbejdet med disse kilder og kildebearbejdning generelt.

 
Litteraturliste

Undervisningsmaterialer

Kold krig og kiksekage
Torkil Adsersen
Skoletjenesten/ Arbejdermuseet

Farlig ungdom
Birgit Andersen
Skoletjenesten/Arbejdermuseet

Hit med historien 8. kl.
Jens Aage Poulsen
Gyldendal

Historie 8
Ole Steen Hansen m.fl.
Gyldendal

Baggrundslitteratur til læreren

Når der kommer en båd med bananer - Danmark i 1950'erne
Niels Erik Hansen
Columbus

Jens Emil Nielsen
Ung i 50'erne
Her & nu

Mellem Uskyld og A-bomber
Niels Juul Nielsen
Københavns Bymusem

Links
http://www.dr.dk/skole/historie/tema/1950erne/
http://www.dr.dk/kroeniken/1950erne/forside/

Quiz

QuizHvad ved du om Farlig ungdom?
Prøv vores lille quiz.






 
 

 

Booking

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies, der anvendes til basal drift af sitet er allerede blevet sat. Du kan læse mere om hjemmesidens brug af cookies.

Jeg akcepterer cookies fra dette site.

EUs direktiv om cookies