|
 Oprettelsen af Statens Kunstfond i 1965 fører til nye diskussioner om arbejderbevægelsens kultursyn. Mange arbejdere begynder at stemme borgerligt. Den nye generation af unge er selvbevidste og kræver forandringer. LO indstifter kulturpris i 1978. Fagbevægelsen bliver gennem sine kunstindkøb en af landets største kunstsamlere.
Rindalismen
DEN 27. MAJ 1964 bliver loven om Statens Kunstfond vedtaget af alle partier - undtagen partiet De Uafhængige. Loven indebærer en udvidelse af kulturbudgettet, oprettelse af et nyt administrativt organ og en vis omprioritering af kunststøtten. I kroner og øre betyder den ny lov om Statens Kunstfond en udvidelse af rådighedsbeløbet fra 1,5 til 3,5 mill. kr. Det indebærer en udvidelse i antallet af hædersgaver og statsydelser optaget særskilt på finansloven.
DET ER DISSE BELØB, der sætter en kunstfondstorm i gang i begyndelsen af det kommende år. Inden loven bliver ført ud i livet ånder alt fred og ro. Men den 29. januar 1965 bliver de første treårige stipendier til yngre kunstnere uddelt. Inden for litteraturen har man udpeget Thorkild Hansen, Sven Holm, Knud Holst, Klaus Rifbjerg, Ulla Ryum og Jess Ørnsbo. Straks bliver der ballade. En række provinsblade og hovedstadsavisen, Ekstra Bladet, reagerer voldsomt, da de hævder, at kunstnerne nu kan leve prangende af deres stipendier. Særligt Klaus Rifbjergs flødefarvede sportsvogn er et kært emne i avisernes artikler om Kunstfonden.
DEN 24. FEBRUAR AFLEVERER lagerforvalter Peter Rindal flere hundrede protester fra Kolding Hørfabrik mod den nye lov til Folketinget, og han kommer derefter til at lægge navn til debatten. Det kommer som et chok for kunstnere, kulturformidlere og politikere, at de første uddelinger fra Statens Kunstfond i 1965 i den grad bliver mødt med underskriftsindsamlinger og pressestorm. Der er steder, hvor afmagtsfølelsen eksploderer i en samlet front mod "den københavnske finkultur" som forløber for 1970´ernes borgerlige protestbevægelser. I dag er rindalisme blevet et begreb, der dækker holdninger der ikke bryder sig om moderne kunst - særlig billedkunst - og modstand mod statsstøtte til enkelte kunstnere.
Ungdomsgenerationen
SOM VEL NÆPPE FØR I HISTORIEN har de forskellige aldersklasser så forskellige historiske erfaringer som i 1960´erne. Det er der flere grunde til: 1960´ernes 13-19-årige - teenagerne, som de hedder med et af tidens nye ord - går længere tid i skole. Ganske vist bliver skolepligten først udvidet i begyndelsen af 1970´erne, men størsteparten af årgangen går allerede frivilligt i 8. og 9. klasse. Ligesom et stigende antal unge fortsætter skoleuddannelsen ud over det 9. skoleår.
DERMED ER DEN PERIODE, hvor man bor hjemme og hverken er barn eller voksen (dvs. forpligtiget til at klare sig selv) forlænget, og mange forlænger ungdomstiden endnu mere da der for de videregående uddannelsers vedkommende er tale om en eksplosiv vækst i tilgangen af studerende.
1960´ernes unge har også større købekraft end tidligere tiders jævnaldrende. Det gælder i særlig grad de unge på arbejdsmarkedet, men da lommepengene er forholdsvis rigelige, mulighederne for småjobs mange og uddannelsesstøtten ganske god, så gælder det også de unge i skole- og uddannelsessystemet.
DET ER IKKE KUN KØBEKRAFT og en selvstændig kultur, der gør 1960´ernes ungdom mere selvbevidst end tidligere generationers unge. Samfundsudviklingen synes at understøtte selvbevidstheden. I det komplicerede, højteknologiske samfund er uddannelse en eftertragtet kvalifikation, og i et samfund præget af vækst og forandring er gå-på-mod, omstillingsevne og samarbejdsvilje i høj kurs, mens erfaring og rutineprægede færdigheder ikke længere er så eftertragtede kvalifikationer. Det er blevet "in" at være ung, og reklamen understøtter denne opfattelse. På den baggrund er det ikke mærkeligt, at der kan slå gnister mellem generationerne.
LO's kulturpris
LO´S KULTURPRIS BLIVER STIFTET i 1978 som et resultat af, at fagbevægelsen har fornyet sit syn på kunstaktiviteten. Fonden bliver stiftet i 80-års jubilæet for fagbevægelsen. Fonden har som formål "at støtte kulturarbejdere og organisationer, der gennem en særlig indsats har beskæftiget sig med arbejderbevægelsen og dens medlemmers forhold." Hvert år deles der en kulturpris ud til en kulturpersoner eller en organisationer som har ydet en særlig indsats for arbejderbevægelsen og dens medlemmers forhold. Blandt andre har skuespilleren og sangeren Kurt Ravn ("Røde") og billedhuggeren Robert Jacobsen ("Smeden"), Benny Andersen og Poul Dissing modtaget prisen. Men den er også givet til kunstnere, der beskæftiger sig med den type kunst Rindal i sin tid blev så forarget over, f.eks. maleren Poul Gernes.
SAMTIDIG ER FAGBEVÆGELSEN gennem sine kunstindkøb blevet en af landets største kunstsamlere. Men ude i det enkelte fagforbund har man givet markant forskellige bud på, hvad man opfatter som medlemmernes kulturelle behov. Det største fagforbund, HK, forsøger sig med servicetilbud til alle døgnets 24 timer. Tilbud som er kemisk renset for enhver form for politisk holdning. Modpolen er Anker Jørgensens gamle forbund SID.
SID FASTHOLDER EN faglig linje i kulturarbejdet når de støtter film som Pelle Erobreren og bøger som Det arbejdende folks kulturhistorie. Men det ændrer ikke ved, at SIDs medlemmer fortsat er nogen af de mindst kulturforbrugende i Danmark. På trods af Anker Jørgensens forhåbninger om, at øget velstand vil føre til større kulturel interesse, så er det stadig medlemmerne af hans gamle forbund, der får mindst ud af de skattekroner, som stat og kommuner bruger på at støtte kunst og kultur.
Arbejderbevægelsen og kulturen
POUL HENNINGSENS ARTIKEL fra 1960, "Nyttede kulturkampen? " trækker linien op bagud og signalerer den pessimisme, som langt op i 1960´erne præger radikale kulturpersonligheders syn på massernes, arbejdernes kulturelle stade: Massemediernes og ikke mindst pop´ens fordummende indflydelse bliver revset af nyradikalister og modernister. Masserne selv siger på dette tidspunkt ikke selv så meget. Først i 1965 med diskussionen om Kunstfonden dukker det arbejdende folk for alvor frem i debatten.
ARBEJDERBEVÆGELSENS EGNE FOLK kommer senere i gang med en systematisk kulturpolitisk debat på nye betingelser, der er opstået af den voksende skepsis til velfærdssamfundets velsignelser. I 1974 tager typograferne initiativ til en kulturkonference samtidig med udsendelsen af en pjece, hvori repræsentanter for arbejderpartier og -organisationer gør rede for deres syn på arbejderbevægelsens forhold til kulturen. Der bliver her eftersøgt et svar på de konstant tilbagevendende spørgsmål: Er det en opgave for arbejderbevægelsen at skabe en ny og selvstændig kultur? Hvor adskiller en arbejderkultur sig fra den borgerlige kultur?
SÆRLIGT NIELS MATTHIASEN polemiserer mod den reaktionære holdning som kunstfonddebatten vækker blandt arbejderklassen. Han mener ikke, at der skal satses på en særlig "arbejderkultur", derimod skal den nationale enhedskultur udbydes og distribueres til alle samfundslag. Blot skal alt "det borgerlige flor, kunsten traditionelt fremføres i, fjernes. Kunsten skal opsøge og ikke opsøges", som det hedder i hans tale på LO´s kulturkonference i 1976.
|
Lys over land 
