|
 Arbejderbevægelsen vokser sig stærkere op gennem 1890'erne. Derfor dannes Dansk Arbejdsgiverforening i 1896. Som modtræk samler fagforbundene sig i De Samvirkende Fagforbund - det senere LO - i 1898. Det er nærmest modvilligt, for de enkelte forbund vil helst beholde deres selvstændighed.
Dansk Arbejdsgiverforening grundlægges i 1896
FRA SLUTNINGEN AF 1880'ERNE og op gennem 90'erne er arbejdsmarkedet uroligt med mange konflikter på arbejdspladserne. Det er helt almindeligt at arbejderne lægger værktøjet fra sig og pakker deres ting sammen for at strejke, og at arbejdsgiverne som svar, med få timers varsel, lockouter arbejderne og sender dem hjem. For mange familier betyder det, at de må gå fra hus og hjem. I 1886 dannes De Samvirkende Fagforeninger i København, som et led i at centralisere de enkelte fagforeningers aktiviteter.
PÅ DEN MÅDE FORSØGER de faglige organisationer at dæmme op for arbejdsgivernes forsøg på at ødelægge dem, og samtidig effektivisere strejkekampen. Bevægelsen organiserer omgangsskruer, hvor f.eks. arbejderne hos en mester strejker og støttes af andre faggrupper, for når målet er nået at flytte strejken hen til den næste mester. Flere og flere arbejdere bliver i 1890'erne organiseret i fagbevægelsen og arbejdsgiverne ser de faglige organisationer som en vedvarende trussel.
SOM MODTRÆK UDSENDER arbejdsgiverne den 19. maj 1896 via Ritzaus Bureau en meddelelse til pressen om, at Arbejdsgiverforeningen af 1896 er dannet, og første formand bliver Niels Andersen. Den nye arbejdsgiverforening er en sammenslutning af foreninger for de enkelte fags arbejdsgivere, og den har til formål at varetage arbejdsgivernes fælles interesser, at være et værn mod arbejderbevægelsen og bidrage til at tvistigheder mellem arbejdere og arbejdsgivere kan løses uden arbejdsstandsninger og strejker.
Hvordan starter en fagforening?
EFTER INDFØRELSEN AF næringsfrihedsloven i 1862 opløses laugstvangen og dermed den måde, de enkelte fag har været organiseret på. Svendene står i stigende grade alene overfor deres mestre. I 1862 danner blikkenslagersvendene en forening, som kommer til at hedde Blikkenslagerforeningen. Den er mest en hjælpekasse, der sørger for at støtte syge medlemmer og sørge for, at de når de dør får en anstændig begravelse, men foreningen beskæftiger sig ikke med faglige spørgsmål. I begyndelsen er næsten alle blikkenslagersvende i København med, men efter et par år er medlemstallet nede på 9, for det er begrænset, hvad foreningen kan udrette.
EFTER GRUNDLÆGGELSEN af Den Internationale Arbejderforening for Danmark i 1871 med socialisterne Pio, Brix og Geleff i spidsen, får organisationstanken pustet nyt liv i sig.
Ved en sammenkomst i 1873 på Sternhagens værksted i Havnegade 37 drøfter blikkenslagersvendene ideen om at lave en fagforening, fordi de ikke mener at hjælpekassen med sine 9 medlemmer kan repræsentere de 200 blikkenslagersvende i København. De indkalder samtlige københavnske blikkenslagersvende til et møde i juli 1873 og ca. 100 møder op.
VED MØDETS AFSLUTNING er de første 76 meldt ind. Der bliver nedsat et udvalg, som skal lave love og vedtægter for foreningen og 15. august bliver Blikkenslagerfagforeningen af 1873 stiftet. Den nye fagforening vil være andet og mere end en hjælpekasse. En uge efter dannelsen er der etableret en strejkekasse, og en intensiv hvervekampagne sikrer, at 2/3 af blikkenslagersvendene er organiseret et par uger efter. Foreningen begynder at arbejde for at få fastsat en minimumsløn og fast arbejdstid og at få etableret en arbejdsanvisning. De arbejder med de grundlæggende faglige spørgsmål.
De Samvirkende Fagforbund grundlægges i 1898
I 1890'ERNE BLIVER FLERE og flere organiseret i den danske fagbevægelse, og nye fagforeninger og fagforbund ser dagens lys. Rundt omkring i de større byer, er der etableret lokale fællesorganisationer som f.eks. De Samvirkende Fagforeninger i København. I 1893 begynder 14-dags bladet Samarbejdet at udkomme. Det er et fælles fagblad, der skal varetage arbejdernes faglige interesser, med Bødkernes formand, Emanuel Svendsen, som redaktør.
I 1896 STIFTES arbejdsgiverforeningen, og arbejdsgiverne står nu stærkt med en central landsdækkende organisation. På den 5. skandinaviske arbejderkongres i Stockholm 1897 bliver det besluttet, at arbejdet med at etablere faglige landsorganisationer, der på tværs af fag skal samle fagbevægelsen, er den vigtigste opgave. I Danmark går tingene hurtigt, og 3.- 4.- og 5. januar 1898 bliver der indkaldt til delegeretmøde for at stifte De samvirkende Fagforbund DsF, det der i dag hedder LO. Mødet, som bliver kaldt "Det store Arbejderparlament" skal holdes i Rømersgade, men der er så mange deltagere, at det må rykkes til forsamlingsbygningen på Enghavevej.
DEN HELT STORE DISKUSSION på delegeretmødet er om fagforbund og fællesorganisationer skal være sammen i DsF. Nogen mener at fællesorganisationernes indflydelse vil lamme fagforbundene i deres virksomhed, og det bliver besluttet at fagforbundene skal beholde det videst mulige selvstyre. Man diskuterer også om en strejke skal være berettiget til støtte, hvis den omfatter 5 pct. eller færre af et forbunds medlemmer. DsF kommer til at omfatte 38 af de 39 eksisterende fagforbund og 25 enkelte fagforeninger. DsF repræsenterer ca. 61.000 arbejdere eller over en tredjedel af alle arbejdere indenfor håndværk og industri.
Fremgang for De Samvirkende Fagforbund
DE SAMVIRKENDE FAGFORBUND bliver dannet i 1898. Allerede året efter udbryder der konflikt på arbejdsmarkedet. Konflikten starter med en snedkerstrejke i nogle jyske byer i april 1899. Arbejdsgiverne svarer igen med en lockout, der fra 24. maj omfatter alle byggefag og jernindustrien. I alt bliver 40.000 arbejdere lukket ude fra deres arbejdspladser.
KONFLIKTEN VARER FREM til 5. september, hvor septemberforliget bliver indgået. Det, der bliver slået fast er: "arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet og at anvende den efter deres skøn til enhver tid passende arbejdskraft. Arbejdernes ret til at organiserer sig bliver ikke berørt af forliget, og selvom septemberforliget af mange bliver set som et nederlag, kommer det paradoksalt nok, efter nogle år, til at betyde en vældig fremgang for DsF. For indgåelsen af forliget gør at Dansk Arbejdsgiverforening fremover betragter DsF som forhandlingspartner, og at der bl.a. via disse forhandlinger fremkommer resultater, der er med til at forbedre arbejdernes vilkår.
AT DSF REELT bliver arbejdsgivernes modpart i forhandlinger gør også, at flere og flere forbund, tilslutter sig De samvirkende. I 1898 er 38 forbund med deres 61.000 medlemmer tilsluttet. I 1915 er antallet oppe på 56 forbund med 121.121 medlemmer, et tal der i løbet af de næste 5 år bliver mere end fordoblet så DsF i 1920 består af 55 forbund med i alt 279.255 medlemmer.
|
Det lange seje træk 
