Socialdemokratiet Visnepolitik, plakat af Oskar Hansen, 1926af Hans Uwe Petersen

Ifølge Den Danske Ordbog beskriver udtrykket VISNEPOLITIK en politik, hvor nogen konsekvent afviser at samarbejde med en politisk modpart, eller hvor nogen bevidst forhaler en sag og dermed forhindrer at en politisk modstander får sit synspunkt igennem.
Udtrykket stammer fra venstremanden Christen Berg, der 13.8.1881 udtalte:”Alting ville visne i Hænderne paa et et Ministerium, der trodser den almindelige Valgret”. Visnepolitikken var partiet Venstres politiske taktik i 1880'erne under konflikten med partiet Højre og regeringen Estrup. Ved at nægte at behandle Højre-regeringens lovforslag og især finansloven, søgte Venstre at tvinge regeringen til at gå af og for herigennem at bane vej for en regeringen der afspejlede flertalsforholdet i Folketinget. Selv om partiet Venstre havde et flertal af pladserne i Folketinget og partiet Højre havde lidt nederlag i to valg i 1981, fortsatte regeringen Estrup.
Visnepolitikken gjorde det umuligt at forhandle finansloven igennem Rigsdagen, men regeringen nægtede at bøje sig for det folketingsparlamentariske grundlag og fortsatte på grundlag af midlertidige finanslovsbevillinger. Venstres politiske taktik fortsatte indtil provisorieårnes begyndelse i 1885.
Med Anton Hansens plakat fra folketingsvalget 2.12.1926, hvor det fremfarende røde lokomotiv hvirvler det sorte æsel op, benyttede Socialdemokratiet nu begrebet visnepolitik mod partiet Venstre.
Baggrunden var den første socialdemokratiske regerings vanskeligheder med at få forhandlet sine politiske forslag igennem i Folketinget. Som mindretalsregering, der med Staunings ord skulle ”før en demokratisk samfundspolitik , ved hvilken der tages hensyn til alle landets erhverv og til alle berettigede interesser i samfundslivet”, var den afhængig af dens støtteparti Det Radikale Venstres medvirken ved lovgivningen samtidig med at Venstre og Konservative fortsat havde flertal i landstinget.
Selv om den første Stauning regering så afgjort søgte at føre en 'demokratisk samfundspolitik' og bevise sin 'økonomiske ansvarlighed' i håndteringen af dels det aktuelle valutaspørgsmål og den store konflikt på arbejdsmarkedet i 1925, viste oppositionen ikke megen velvilje. Regeringens foreløbige lovforslag om tvungen voldgift, der skulle standse storkonflikten i det tilfælde, at forligsmandens mæglingsforslag ikke var blevet vedtaget, fik Venstre til at stille et mistillidsvotum i Folketinget, der dog blev nedstemt med hjælp fra de Radikale. Forsøget på ved lov at sikre 8-timers  arbejdsdagen resulterede kun i nedsættelsen af en kommission til undersøgelse af spørgsmålet. Initiativer, der skulle modvirke den markant stigende arbejdsløshed (1924: 10,7%, 1925: 14,7% 1926: 20.7%) blev dels forhalet, dels forringet af landstingsflertallet. Regeringens kriseprogram fra september 1926 skulle gennem en storstilet tilskudspolitik sætte gang i økonomien. Udgifterne hertil skulle finansieres gennem en formueafgift. Landstingsflertallet ageren og også de Radikales uvilje mod regeringens forslag, fik Stauning til at udskrive valg til 2. december 1926.
Socialdemokratiets valggrundlag blev regeringens kriseplan og reformforslag, som var blevet bremset af de borgerlige partier og landstingsflertallet. De Radikale blev kritiseret for manglende støtte til regeringen. Regeringens valgkamp var præget af sejrsstemning og Socialdemokratiets fremgang ved valget var større end Venstres. Alligevel resulterede valget i at Venstre og Konservative genvandt et lille flertal i Folketinget. Det førte til dannelsen en ren Venstre regering under Madsen-Mygdal, der i de følgende år førte en markant liberalistisk politik.