|
 I slutningen af 1800-tallet er man tilbøjelig til at opfatte børn som samfundsborgere i lommeformat. De skal opdrages men også straffes, hvis de gør noget forkert. Journalisten, redaktøren og politikeren Peter Sabroe er stærkt optaget af social uretfærdighed og har særligt blik for overgreb mod børn.
Hvorfor kom børn under forsorg?
DEN FØRSTE EGENTLIGE børneforsorgslov kommer i 1905. Lovens målgruppe er "vanrøgtede, vanartede og forbryderiske" børn, som det hedder i tidens sprogbrug, og er et markant fremskridt på området idet børn får anerkendt en række rettigheder. Omkring 1900-tallet opstår værgerådssystemet. Værgerådene bliver valgt af kommunalbestyrelserne og kan anbringe børn i privat pleje eller på opdragelseshjem, hvis de opfører sig dårligt, er udsat for "sædelig fordærvelse eller vanrøgt" eller bliver mishandlet. Eller hvis deres forældre ganske enkelt er fattige, som det bl.a. skete for Axel Petersen.
MEN MISHANDLINGEN BLIVER ikke altid mindre på opdragelseshjemmene. Således giver Justitsministeriets strafferegulativ af 1906 vedr. opdragelseshjem ret til at tildele børnene indtil 25 slag med spanskrør, fra 1910 indtil 15 slag og fra 1937 indtil 6 slag. De børn der havner på et forsorgshjem, er børn der har mistet deres forældre, børn hvis mor er død og hvor faderen ikke føler, at han magter at passe barnet eller børn som har begået noget kriminelt: "Mor døde, da jeg blev født, og derfor boede jeg hos min Bedstemoder, til jeg var otte Aar, da Far foer til Søs...", fortæller Cathrine Lund, om baggrunden for sit ophold på et børnehjem.
I 1930ERNE ER CA. et halvt hundrede tusinde børn under børneværnets tilsyn. Staten får derved magt til at bryde evt. modstand fra forældrenes side, også i tilfælde, hvor børnene ikke har begået noget ulovligt, men hvor de står i fare for at komme ind i en udvikling, som staten mener, før eller senere vil bringe dem ind på en forbryderbane, eller hvor deres velfærd på anden måde bliver groft tilsidesat af forældrene.
Forsorgshjem omkring århundredeskiftet
I SLUTNINGEN AF 1800-TALLET er man tilbøjelig til at opfatte børn som samfundsborgere i lommeformat. De skal opdrages men også straffes, hvis de begår noget forkert. Og her har børnene ofte et problem for det er ikke kun i forhold til lovgivningen, at de kan træde ved siden af på et forsorgshjem. Forsorgshjemmene er ikke offentlige foranstaltninger. Den slags initiativer er overladt til private, hoffet eller kristelige foreninger. Den private og kristne velgørenhed udfylder et betydeligt socialt tomrum i samfundet. Særligt de kristne stiftelser fylder godt op i landskabet.
DET MEDFØRER, at børn og unge på forsorgshjem ikke kun skal forholde sig til den gældende lovgivning, men også til den kristne moral og i det hele taget opføre sig som små dydige og retskafne væsener. Og her går det ofte galt. Det er op til forstanderens eller forstanderindens personlige temperament og trosiver, hvordan børnenes handlinger bliver fortolket og evt. straffet. Ved straffeloven af 1866 fastsættes følgende bestemmelser for børn: handlinger foretaget af børn under 10 år er straffri. Som straf for børn anvendes ris. Ofte er forplejningen heller ikke for god: "Til frokost fik vi en Rundtenom Fedtebrød, der var smurt med amerikansk Svinefedt, som blev købt i Brugsen.
DET GIK UNDER NAVNET Negerfedt, men da vi altid var hundesultne, saa gled Maden godt nok ned endda. Middagsmad var der altid rigeligt af, men Kærnemælk kogt med Byggryn (Kærnevælling) uden Sukker, og Sødsuppe lavet til med en Skefuld Eddike og en Skefuld Sirup, var ikke altid lige velkommen, især naar Plejemoders Tallerken var fyldt med Saft og Syltetøj, og hun sad ved Bordet og spiste sammen med os...senere har jeg tænkt paa, at de knappe Rationer maaske hængte noget sammen med, at Fru F. fik faste Husholdningspenge, og at det, hun sparede, tilfaldt hende selv".
Hebronsagen
I 1907 RETTER PETER SABROE, journalist og socialdemokratisk folketingsmedlem, i en artikelserie en sønderlemmede kritik af forholdene på pigehjemmet Hebron. Hebron ligger i landsbyen Handbjerg lidt uden for Struer. Lederen af pigehjemmet Hebron er Fru Brandsholm, som tilhører den hårde kerne i Indremission. Hun udsætter børnene på hjemmet for en uhyrlig behandling: dårlig og utilstrækkelig kost, mørkearrest, tæv, mishandling og pisk. Denne behandling foregår i en lummer atmosfære af kristen hellighed. Fru Brandsholms opdragelse bærer klare undertoner af sadisme, som kommer til udtryk i hendes afstraffelsesmetoder.
DE OPSIGTSVÆKKENDE forhold bliver afsløret af Peter Sabroe, og medfører at Justitsministeriet iværksætter en politimæssig undersøgelse. Undersøgelsen er afsluttet den 25. november 1907. Den omfatter afhøring af en lang række tidligere elever, som stort set samstemmende kan fortælle om mishandlinger og vanrøgt.
BESTYRELSESMEDLEMMERNE FRA Hebron og tilsynsmyndighederne bestrider børnenes forklaring og bakker fru Brandsholms metoder op. Undersøgelsen munder ud i at fru Brandsholm opsiger sin stilling , men hun får ingen straf. Hun flytter til Harboøre, hvor hun bliver lærer på en indremissionsk friskole.
Peter Sabroe og forsorgshjem
JOURNALISTEN, REDAKTØREN og politikeren Peter Sabroe er omkring 1900-tallet stærkt optaget af social uretfærdighed og har særligt blik for overgreb mod børn. Han rejser adskillige sager i offentligheden som vækker stor debat. Hans metode er simpel men yderst effektiv. Han skriver artikler i Socialdemokraten om de misforhold han opdager. Og det er sjældent det kun er én artikel. Man kan godt kalde Sabroes journalistik for en meget tidlig form for benhård kampagnejournalistik, hvor han ofte ikke kun går efter bolden men, som det er normalt på dette tidspunkt, også efter manden.
SAMMEN MED DE polemiske avisartikler følger han gerne sagerne op med offentlige debatmøder om det givne emne. Og her er Sabroe på hjemmebane. Han er sammen med Borgbjerg Socialdemokratiets fremmeste agitator. Ud over avisartikler og offentlige møder rejser han også sager i folketinget, hvor han er medlem for Socialdemokratiet. Det er særligt børnepolitiske emner han beskæftiger sig med. Prygl bliver på dette tidspunkt ved 1900-tallet anset som en pædagogisk selvfølgelighed. Særligt sagerne om Hebron og Flakkebjerg bringer han frem.
PÅ FLAKKEBJERG DRENGEHJEM foregår der misrøgtelse af børn, Sabroe opdager det og starter derpå en offentlig sag om emnet, der får drastiske konsekvenser for Forstanderen og hjemmets fremtidige pædagogik. Sabroe møder ikke et barn uden han spørger, om det får prygl i skolen. Samtiden giver bestemt ikke Sabroe blankt ret i hans kritik. Ligesom han også kommer i konflikt med en række socialdemokrater omkring diskussioner om anvendelsen af prygleri i skolerne, som han kritiserer stærkt.
|
Lidt arbejde skader ikke 
