Nina Bang, født Ellinger, bliver født i 1866 i et konservativt miljø som datter af musikdirektør og krigsråd Ellinger i Kastellet i København. Det er en stor familie med 10 børn. I sin ungdom er Nina Bang stærkt religiøs - nærmest indremissionsk, men hun får som en af de få kvinder på dette tidspunkt en studentereksamen i 1889 og får fem år senere magistergraden i historie. Da hun læser på universitetet, lærer hun den seks år yngre Gustav Bang at kende og bliver så forelsket i ham, at hun hurtig bliver en rettroende marxist. Hun siger senere: "Den marxistiske historieopfattelse var som en magnet, der ordnede alle molekyler i mig". Med assistance fra Gustav Bang kunne man tilføje. Gustav Bang, med hvem hun bliver gift med i 1895, er en af dansk socialismes betydeligste teoretikere. I årene 1900-15 udformer han en sammenhængende socialistisk teori, der bringer mere orden over den diffuse form for marxisme, der har præget socialdemokratiet indtil århundredeskiftet.

Anerkendelse og nedrakning
Fra 1898 begynder hun at skrive i Socialdemokraten, og bliver hurtigt accepteret og anerkendt i Socialdemokratiet og i socialdemokratiske kredse, hvor hun allerede i 1903 bliver indvalgt i partiets hovedbestyrelse, og i 1913-18 er hun socialdemokratisk medlem af Københavns borgerrepræsentation. Nina Bang bliver i 1924 undervisningsminister, og er dermed den første kvindelige minister i verden. Mange år senere siger hun selv, at hun søgte at: "Bringe en mors hjerte og tanker ind i administrationen." Men det er en post, der skal give hende store vanskeligheder. Nina Bang går til arbejdet med sin vanlige energiske og handlekraftige indsats, men det er den borgerlige presse magtpåliggende at forhindre, at Socialdemokratiets første kvindelige minister bliver populær i befolkningen. Sammen med K.K. Steincke er hun uden sammenligning regeringens mest omstridte og kontroversielle person.

Endelig et mandfolk
Hele landet raser over Nina Bang, da hun til Det kongelige Teaters 50-års jubilæumsforestilling fornærmer kongefamilien. Stauning har bestemt, at teaterorkestret skal spille I.P.E Hartmanns Thrymskviden og ikke kongesangen. Da den kongelige familie ankommer, rejser en gruppe studenter sig og synger i kor Kong Christian i protest. Næsten alle tilskuere rejser sig, og nogle ministre gør det samme. Nina Bang bliver demonstrativt siddende og rejser sig ikke. Pressen hævder de følgende dage, at hun har halet i Borgbjergs frakkeskøder, da han rejste sig, for at få ham til at sætte sig ned igen. Angrebet er symptomatisk, hun bliver gang på gang udsat for voldsomme angreb fra den borgerlige presse. Pressehetz og nedrakning er ikke for voldsomme ord i denne sammenhæng. Som undervisningsminister udarbejder hun en plan for seminariernes undervisning, og hun fremsætter en række forslag om en bedre læreruddannelse - forslag der ikke går i gennem. Hun reducerer ledelsen i Det kgl. teater, og gør de indledende skridt til at ordne Nationalmuseet bygningsproblemer. Men regeringen varer kun to år, og Nina Bang dør af en hjertelidelse den 25 marts 1928, 61 år gammel på Rigshospitalet. "Og sandt er det, at hun havde det stænk af hellig naivitet, der bevarer mod blasert skepticisme, mod sur og gold pessimisme. Hun elskede de lyse syn", siger F.J. Borgbjerg ved hendes bålfærden, og det tyske blad "Vorwärts" bemærker om hende: "Endelig et mandfolk".