|
Den 15. august er det sidste chance for at opleve Arbejdermuseets anmelderroste særudstilling Erik Hagens: Velfærdshverdag – i billeder fra 60erne til nu – i hvert fald i København. Den bliver nemlig pakket sammen og sendt til Vendsyssel Kunstmuseum. Særudstillingen består af omkring 200 af Erik Hagens' værker, og viser bredden og alsidigheden i hans kunst fra de tidlige grænseafprøvende værker fra 1960erne til de seneste 2 malerier, "Hvorfor" og "Hvornår", som bogstaveligt talt stadig var våde da de blev hængt op i udstillingen.
Erik Hagens er en af de få nutidskunstnere, der har påtaget sig at skabe billeder af danskernes hverdag. Han skildrer menneskelivet i en verden præget af industrialisme, forbrugskultur og massemediernes omklamring, det der i udstillingens tvetydige titel kaldes vores "velfærdshverdag". Hagens er en stor billedfortæller, der indfanger dagliglivet i et masseopbud af detaljer. Som oftest præsenterer han os både for facaden og for de mange muntre, tragiske og uhyggelige ting, der foregår under overfladen.
"Værkerne indbyder til at blive talt om. Det er helt bevidst, for det er ham magtpåliggende at male direkte til et publikum. Han maler om almindelige mennesker til almindelige mennesker, og vi kan se, at folk bruger lang tid på hans udstilling. De taler om og forholder sig til kunsten, fordi billederne indbyder til dialog."
udtaler Arbejdermuseets forsknings- og formidlingschef Hanne Abildgaard i Kristeligt Dagblad. Udstillingen starter med udvalgte værker fra de sene 1960ere. Dengang afprøvede Erik Hagens grænserne mellem kunst og politisk handling, f.eks. i form af de bål og eksplosioner, han under Vietnam-krigen malede til opsætning ved den amerikanske ambassade. Til udstillingen er det lykkedes at låne alle de store, fortællende og minutiøst gennemførte billeder fra 1970erne, som hører til Erik Hagens' mest populære. Det er billeder fra København med vægt på dens miljø, liv og fællesskaber. Mange af de seneste års malerier er beregnet til fordybelse. Det er billeder, der kalder på en lænestol, hvor man kan sidde og betragte dem gennem længere tid. Billederne handler nu om mennesket, der bliver bombarderet med informationer i et omfang, som gør det vanskeligt at bevare det personlige, indre rum, man har brug for, hvis man skal overleve som menneske.
Særudstillingens rejseplan Særudstillingen, som Bjarne Nielsen i Arbejderen kalder "et brag af en særudstilling, … [der] er rigtig god at gå på opdagelse i for såvel børn som voksne.", kan frem til 26. juni 2011 opleves følgende steder: Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring: 27. august til 1. januar Rønnebæksholm ved Næstved: 8. januar til 13. marts 2011 Bornholms Kunstmuseum: 17. april til 26. juni 2011. Bogen I forbindelse med udstillingen har Arbejdermuseet udgivet en gennemillustreret bog, som viser en bred vifte af Erik Hagens' værker, og som udfylder et tomrum i den kunsthistoriske behandling af både Erik Hagens' indsats og af den særlige periode i dansk kunst, hvor han har været en aktiv medspiller. Bogen er på 192 sider i stort format og koster 178 kr. Kan købes i alle boghandlere og i Arbejdermuseets butik.
Læs mere om særudstillingen.
Mette Marcussen Webredaktør
Dit abonnement: [SUBSCRIPTIONS]
|
|