LANDARBEJDER OG TYENDE lever og arbejder spredt, og deres ringe arbejdsforhold og ofte mangelfulde skolegang gør, at bare tanken om at organisere sig ligger fjernt for de fleste. En stor del af tyendet ser også deres status som et nødvendigt skridt i den retning, der forhåbentligt skal føre til, at de får deres egen gård eller hus. Derfor er der heller ikke mange af dem, som opfatter sig som arbejdere ligesom f.eks. daglejerne. De få forsøg på at organisere landarbejderne og tyendet i 1800 tallet er ikke helhjertede og karakteriserede ved at initiativerne kommer fra folk, der ikke selv er en del af landarbejderklassen.

I 1906 MODTAGER DE samvirkende Fagforbund DsF et brev fra en ung mand, Carl Westergaard, der selv er husmandssøn og har arbejdet som landarbejder. På Askov højskole i 1905 deltager han i debatten om landarbejdernes og tyendets forhold, og det får ham til at tilbyde DsF sin assistance i organiseringen af landarbejderne. Carl Westergaards eget brev bliver fulgt op af et brev fra Jeppe Aakjær, som anbefaler DsF at støtte Westergaards arbejde. Han får 200 kr. af DsF til sit agitationsarbejde, og i 1907 bliver Tyendeforbundet stiftet på et møde i Odense.

JEPPE AAKJÆR ANBEFALER DsF, at støtte Carl Westergaard i hans bestræbelser på at danne et landarbejderforbund. I sin anbefaling slår Aakjær på, at Westergaard er husmandssøn, at han selv har arbejdet på landet og derfor kender forholdene, og at han har initiativ og lyst til arbejdet. Derefter fortsætter Aakjær med opfordringen til at bruge den unge Westeregaard uden på forhånd at skulle være: "alt for nøjeregnende (med) at undersøge, om han nu også kan pløje lige - en kunst man dog først nemmer ved øvelsen."

MEN WESTERGAARD HAR svært ved at pløje lige. Han følger ikke bare DsF og partiets retningslinjer, men bevæger sig ideologisk rundt mellem socialdemokrater, folk fra Det radikale Venstre, kristeligt sociale m.m. Han har heller ikke den store ordenssans, og han kan ikke administrere pengesager, så han får mange modstandere i forbundet og i DsF. Men Carl Westergaard er en dygtig og flammende agitator, der også i sit arbejde med Tyendebladet gør, hvad han kan for at indgyde landarbejder og tyende selvrespekt og klassebevidsthed. Men organiseringen af arbejderne på landet går ikke så hurtigt.

I ÅRENE EFTER SPLITTELSEN af Tyendeforbundet bliver der gjort forsøg på at forlige de to forbund. I 1912 udarbejder M.C.Lyngsie, der er formand for Dansk Arbejdsmandsforbund et forslag til, hvordan man kan samle de to rivaliserende forbund og få dem til at samarbejde. Det lykkes ikke i første omgang, men i 1915 bliver der afholdt en kongres, som Stauning leder, og det bliver besluttet at slå de to forbund sammen til et. Det nye forbund kommer til at hedde Landarbejderforbundet, og det følger den socialdemokratiske vej.

NU BEGYNDER DER EN STRID om, hvem Landarbejderforbundet må organisere. Er forbundet kun for tyende og daglejere, eller skal det organisere alle, der arbejder på landet? For at undgå grænsekonflikter mellem Landarbejderforbundet og Dansk Arbejdsmands Forbund DAF, foreslår Lyngsie, en sammenlægning. Men Socialdemokratiet er imod, fordi de mener at kampen for at få fjernet tyendeloven bedst kan føres, hvis tyendet og daglejerne har deres egen organisation. DsF støtter den holdning med argumentet om, at Landarbejderforbundet så også kan organisere kvindelige medlemmer, hvilket ikke kan lade sig gøre i DAF.