Frederik J. Borgbjerg er født 10. april 1866 i landsbyen Boeslunde ved Skælskør, nær Borgbjerg Banke. Han er døbt Frederik Hedegaard Jeppesen, men skifter senere navn. Borgbjergs bedsteforældre er fæstebønder. En dag farmoren går og pløjer på Borgbjerg Banke, støder plovjernet på noget hårdt. Da hun kigger efter viser det sig, at hun har fundet et par store guldkar og guld- og sølvsmykker. I 1844 udbetaler Nationalmuseet 1300 rigsdaler for danefæet. Pengene gør det muligt for bedsteforældrene at blive selvejere, og samtidig er der råd til at sønnen, Jens Jeppesen - Borgbjergs far - kan uddanne sig til dyrlæge. Faren er en ivrig fortaler for andelsbevægelsen, og småbøndernes vilkår ligger ham meget på sinde.
Da Borgbjerg skal i skole, bliver han sendt ind til sin rige onkel i København. Han læser meget, og bliver især optaget af Grundtvigs tanker og ideer og Darwins udviklingslære. Senere begynder han at studere nationaløkonomi, han bliver marxist og Socialdemokrat.

Journalist og agitator
I 1890 skriver Borgbjerg sin første artikel - "Socialismen på landet" til Social-Demokraten. I artiklen slår han fast at bønder og arbejdere har fælles interesser. Kampen drejer sig ikke om by mod land, men om arbejdere mod kapitalister. Året efter bliver han fast medarbejder på Social-Demokraten. I 1892 tager Borgbjerg på en stor agitationsrejse rundt i Danmark. Han taler ved ca. 200 møder, og i kølvandet på den største landsagitation partiet indtil da har holdt, dukker der overalt nye socialdemokratiske foreninger op. Borgbjerg er en stor taler, der ikke pakker tingene ind. Han taler med entusiasme, og det er blevet sagt om ham, at det begynder med at Borgbjerg holder talen, men slutter med at talen holder ham.
Agitationsrejsen gør Borgbjerg kendt i hele landet. I 1892 kommer han i partiets hovedbestyrelse. Borgbjerg bliver en af de første intellektuelle, der når en inflydelsesrig position i Socialdemokratiet. Som journalist kører han flere store kampagner fx under Storlockouten i 1899, og i forbindelse med at Jens Jensen i København i 1903 bliver kåret som Danmarks første socialdemokratiske borgmester. Borgbjerg er i to perioder redaktør af Social-Demokraten første gang fra 1911-1924 og igen fra 1926-1929.

Partiets ansigt udadtil
I 1898 vælges Borgbjerg ind i Rigsdagen. Han er samtidig medlem af Københavns Borgerrepræsentation indtil 1913. Borgbjerg fremstår frem til 1914 som partiets reelle leder og ansigt udadtil. I det pænere borgerskab bliver han brugt som skræmmebillede. Hans specielle udseende og slagkraftige agitation gør ham til et yndet "offer" blandt tidens karikaturtegnere.
Borgbjerg kommer til at spille en central rolle i forbindelse med grundlovsændringen i 1915. I Partiet er han den store fortaler for den kooperative tanke. Borgbjerg er svoren tilhænger af den reformistiske linje. Efter 1920 kommer Borgbjerg til at stå i skyggen af Stauning. Hidtil er Socialdemokratiet blevet ledet af "de to skæg". Udadtil ligner de hinanden, men indbyrdes er de meget forskellige - Borgbjerg er åndens og Stauning håndens mand.
I den første Stauningregering fra 1924-1926 er han socialminister, i den anden fra 1929-1935 undervisningsminister. Som minister er Borgbjerg meget tibagetrukket. Han er ingen god administrator. Borgbjerg er hele tiden meget loyal overfor Stauning, men han kan ikke skjule sin skuffelse over at blive vraget som undervisningsminister efter valget i 1935. Borgbjerg dør 15. januar 1936 af hjertelammelse i forbindelse med en operation.