Tidlig arbejderkultur

DEN TIDLIGE ARBEJDERBEVÆGELSE ser organiseringen som den vigtigste kulturopgave. Målet er at hævde arbejderklassens værdighed overfor andre klasser, og i sidste instans at overtage magten i samfundet. Den kulturelle ambition er at opbygge et netværk af organisationer, der kan omslutte arbejderens liv fra vugge til grav. Arbejdet er livets mening dels som middel til at opretholde livet, dels som udtryk for mennesket som et skabende væsen.

KULTUREN PÅ ARBEJDSPLADSEN handler om at "modernisere" arbejdernes mentalitet - at tilpasse dem til de krav, som den kapitalistiske industriproduktion stiller: møde til tiden, passe sit arbejde og modvirke morakkeri og fedteri for værkføreren. Det ordnes i skurvognen og frokoststuen, samtidig med at livet i dér bliver stærkt ritualiseret: hver mand har sin faste plads; nytilkomne skal give øl eller brændevin, osv. Sproget er ofte en slags koder, hvor meget er usagt eller omskrevet til et sprog, som er uforståeligt for udenforstående.

VED MIDTEN AF 1800-tallet bor arbejderne stuvet sammen i det indre Københavns mellem- og baghuse. Trods den ringe standard er byggeriet på brokvartererne fra 1850'erne og frem en forbedring. Det samme gælder for provinsbyernes arbejderboliger. I disse kvarterer er der en tæt solidaritet mellem familierne om børnepasning og gensidig hjælp, især mellem kvinderne. Arbejderkvarterernes livsstil er fælles for alle, og alle ved, at gensidig støtte er nødvendig for at klare de daglige byrder.

NOGET AF DET første arbejderbevægelsen behøver er et kommunikationsfællesskab. Avisen Socialisten senere Social-Demokraten bliver det politisk-ideologiske og kulturelle klister i bevægelsen. Den formidler den socialdemokratiske version af dansk og international politik, og udvikler de teoretiske hovedlinjer. Dertil kommer fra 1880erne en kulturformidling, der bidrager til at cementere arbejdernes opfattelser af, hvem der støtter fremskridtets sag og hvem der repræsenterer reaktionen. Arbejderbevægelsen udgiver også et væld af pjecer og bøger. Hele denne virksomhed er led i et stort anlagt projekt om at (ud)danne arbejderne, gøre dem bevidst om et særligt kulturelt univers, som er dækkende for hele den internationale arbejderbevægelse, men hvor den danske skal finde sit eget ståsted.

MAN OPBYGGER FRA de første år egne kulturformidlende institutioner: Arbejdernes Læseselskab, med et omfattende bibliotek, hvor arbejderne kan låne lødig litteratur. Og med Karl Marx Klubben som den første opretter socialdemokrater i årtierne indtil 1. verdenskrig diskussionsklubber, hvor de mest aktive mødes til diskussion af teoretiske og praktisk politiske emner. I 1910 oprettes den første Arbejderhøjskole i Esbjerg, og grunden bliver lagt til det netværk af skoler, som arbejderbevægelsen driver i dag. Endelig oprettes i 1912 Forlaget Fremad, hvis udgivelser er en af hjørnestenene i arbejderbevægelsen kulturelle udfoldelser. Fremad udgiver samfundslitteratur, politiske debatbøger og efter 2. verdenskrig et væld af lødig skønlitteratur.

ARBEJDERKULTUREN ER OGSÅ en fritids- og festkultur. Noget af det første, arbejderne i fagforeningerne stifter, er sangkor, der kan optræde ved fester, første majarrangementer, faneindvielser osv. Fra 1880'erne opbygger arbejderne egne sportsforeninger, og for børnene oprettes dels verdslige søndagsskoler og dels fra 1905 DUI (De Unges Idræt), der skal konkurrere med de borgerligt-kristne spejderorganisationer og FDF om børnenes og de unges sjæle.

Klassisk arbejderkultur

I PERIODEN FRA 1920'erne til 1950'erne folder den socialdemokratiske arbejderbevægelses kultur sig ud i fuldt flor. På venstrefløjen er bevægelsens skarpeste kritikere de kulturradikale, som placerer sig i eller omkring Danmarks kommunistiske Parti. De beskylder den socialdemokratiske kultur for småborgerlighed og for at negligere kampen mod nazismen. Men de er samtidig intenst optaget af at reformere den, bringe den på højde med det moderne i arkitektur, billedkunst, musik, teater, film, litteratur og pædagogik. Indtil det endelige brud mellem Socialdemokratiet og DKP i begyndelsen af 30'erne vinder de gehør blandt enkelte socialdemokrater, f.eks. Hartvig Frisch.

INDEN FOR ARBEJDERKULTUREN er det indtil 1934 er en almindelig tanke, at arbejderkulturen skal erstatte borgerlig kultur. Erstatningsteorien får sit fornemmeste udtryk i Julius Bomholts bog Arbejderkultur fra 1932. Han vil skabe et "socialistisk menneske" gennem en massiv kulturindsats, hvor arbejderklassen fostrer egne kunstnere, hvis værker gradvis vil trænge den gamle kultur tilbage. Men tankegangen møder modstand, bl.a. fra Hartvig Frisch, der finder at ideen om det socialistiske menneske er forvrøvlet tågesnak.

OG I 1934 er det slut med erstatningsteorien. Socialdemokratiet udsender programmet "Danmark for folket". Og i et Danmark for hele folket kan man ikke arbejde for at skabe et socialistisk menneske og erstattet den borgerlige kultur. I anden udgave af "Arbejderkultur" (1938) forlader Bomholt stille og roligt teorien og afløser den med en udjævningsteori - en forestilling om en national fælleskultur, der skal gøres tilgængelig for alle klasser.

SAMTIDIG SKER DER en kulturel oprustning på alle felter. Kærneorganisationerne er Forlaget Fremad og Arbejdernes Oplysningsforbund. Men også radioen nyder stor bevågenhed. Straks efter dannelsen af Statsradiofonien - senere Danmarks Radio - stiftes Arbejdernes Radioforbund (1926). Arbejderbevægelsen ønsker en radio præget af alsidighed og neutralitet, men ikke holdningsløshed. Derfor placerer man nogle af sine stærkeste folk i det magtfulde programudvalg, først Hartvig Frisch, senere Julius Bomholt.

1936 FØLGER Arbejdernes Kunstforening, der skal opmuntre arbejdere med kunstnerisk-kreative talenter til selv at udfolde sig, og sikre at bevægelsen indkøber god kunst. I 1946 bliver teater- og musikorganisationen ARTE grundlagt for at formidle disse kunstarter til arbejderne. Også inden for organisationerne er der et rigt kulturliv. Til Fagforeningernes fester synger man sange skrevet direkte til den socialdemokratiske arbejderbevægelse. En omfattende amatørteater- og revyvirksomhed udfolder sig, og inden for DSU udvikles talekoret, en kollektiv opførelse af en tekst, hvor det centrale er, at alle kan være med uanset talent.

INDENFOR IDRÆTTEN stiftes i 1929 Dansk Arbejder Idrætsforbund, der skal kæmpe for arbejdernes åndelige, sociale og politiske frigørelse. Men i 1937 bliver DAI optaget i Dansk Idræts Forbund og dermed forpligtet på politiske neutralitet. Måske som et plaster på såret etablerer de faglige organisationer fra 1938 Fagenes Fest, hvor arbejderne kan gøre grin med konkurrenceidræten.Samlet er arbejderbevægelsens kulturindsats i denne periode det mest omfattende dannelsesprojekt i moderne tid. Kun 1800-tallets bonde- og højskolekultur har samme omfang og samme ambition: at forme en hel klasses kultur og forberede den til magten på alle samfundslivets områder.

Arbejderkulturen i velfærdsstaten

DEN RADIKALE SOCIAL-økonomiske og kulturelle omvæltning siden slutningen af 1950'erne sætter de gamle klassekulturer under pres fra massekulturen - sport, film, radio, TV - som ikke "tænker" i klasser. Den er det ekstreme udtryk for, at kultur er en vare på markedet. Den socialdemokratiske kulturpolitiks mål er det modsatte. Da Julius Bomholt som den første sætter sig i Kulturministeriets stol, er det med to formål: at sikre de skabende kunstnere et anstændigt udkomme og at virkeliggøre udjævningsteorien, dvs., at skabe kanaler for kulturformidling til den brede befolkning..

DET ER LETTERE sagt end gjort. Det hele eksploderer med Rindalismen i 1965. Rindalisterne mener atstaten skal blande sig udenom kunst- og kulturliv, og at arbejdernes skat skal ikke gå til i forvejen velaflagte kunstnere. Der bliver samlet tusindvis af underskrifter på begge sider af fronten, og den nye kulturminister, Hans Sølvhøj, rejser landet tyndt for at forklare meningen med socialdemokratiets kulturpolitik. De følgende årtiers socialdemokratiske kulturpolitik har fire kærnepunkter: at sikre de skabende kunstnere acceptable levevilkår, at sikre kvalitet og mulighed for eksperimenter, at sikre demokratisering på modtagersiden, og at sikre decentralisering, flytte kulturen væk fra metropolerne, især København.

FRA MIDTEN AF 1970'erne får disse bestræbelser stærk støtte fra LO og fagforbundene. De har fået et chok ved valget i 1973, hvor Glistrup bryder igennem på et program, der går imod alt, hvad arbejderbevægelsen står for. Nu gælder det om at vinde den kamp om arbejdernes sjæle, som Glistrup har indledt, at dreje bevidsthederne tilbage i baner, hvor solidaritet er et nøglebegreb.Indstiftelsen af LO's kulturpris i 1979 må betragtes i samme ånd.

KULTURDISKUSSIONERNE HANDLER DOG mere om rammer om indhold. Der kommer næsten ingen udspil om specifikke arbejderkulturelle træk, der skal fremmes. Der er dog undtagelser: I 1970'erne er der bestræbelser på at fremkalde og udgive en særlig arbejderlitteratur. De udgår fra venstrefløjen uden for den socialdemokratiske arbejderbevægelse, men får støtte fra mere officielt hold, bl.a. fra Niels Matthiasen.Og i Socialdemokratiets jubilæumsår 1971 udkommer bogen "I stedet for klassesamfundet", der er et forsøg på ideologisk besindelse efter den glade velstandsudvikling i 1960'erne.

DER ER, MENER socialdemokraterne, grund til at sikre, at de centrale elementer af den klassiske arbejderkultur ikke dør. Løsningen er en forstærket indsats for at bringe den gode kultur ud til hele befolkningen, herunder arbejderklassen. Vilkårene for arbejderbevægelsens kulturpolitik har været strammere fra begyndelsen af 80'erne. Markedsideologien har også ramt kulturen. Kommercialisering, sponsorering etc. dækker et stadig større felt. Jytte Hilden søger med en kortlægning af kulturlivets mange sider at skabe et overblik. Men det er ikke udmøntet i et sammenhængende kulturprogram.

VELFÆRDSPROJEKTETS MÅL VAR at frigøre den enkelte og arbejderklassen som helhed fra markedets tvang. I dette projekt indgik kulturen som et vigtigt moment. Arbejderne skulle ud af knaphedstilværelsen, og der skulle skabes muligheder for udviklingen af "hele" mennesker for hvem tilværelsen bestod af både brød og ånd.Om det er lykkedes, er en smagssag. De fleste vil mene, at markedet har erobret alles liv, og at utopien om individuel frigørelse gennem solidaritet, er opløst i individuelle livsstrategier.