VINTER - ferie og aktiviteter

abm logo

Pressemeddelelse

VINTER - ferie og aktiviteter

Arbejdermuseet byder på et varieret program med aktiviteter for både børn og voksne:

FORSTADEN - elsket og udskældt

Halvdelen af alle danskere bor i forstaden, men hvad er forstaden egentlig for et sted? Hvad er dens historie? Hvorfor er der mange, der elsker at hade den? Og hvorfor er forstaden samtidig så populær? Det er nogle af de spørgsmål, som Arbejdermuseets aktuelle særudstilling kommer omkring.

Søndag 8. februar kl. 11 er der familie-omvisning i udstillingen.
Udstillingen fortæller om den store "folkevandring" fra by til forstad efter 2. verdenskrig, hvor de nye forstæder skulle bidrage til at løse tidens boligproblemer. Udstillingen ser tilbage på de sidste 70-80 år, men kommer også til at diskutere aktuelle forstadsproblematikker: Bygningsrenoveringer, bæredygtig udvikling samt planer og idéer for de industri-områder, der står tomme som følge af outsourcing og globalisering.
Livet i forstaden skiller vandene. For mange mennesker er et liv i forstaden i eget parcelhus med have, i en lejlighed i en almen boligforening eller i et rækkehus bare sagen. Andre synes, at forstadslivet hverken er fugl eller fisk. De foretrækker storbyens tempo eller at bo rigtigt ude på landet. Uanset hvilke forventninger og drømme der er til et godt boligliv, må man konstatere, at forstaden som boform er blevet en succes og en realitet. I hvert fald bor halvdelen af alle danskere i dag i en forstad.

Børn kan bygge deres drømmehus

Når du har set særudstilingen "FORSTADEN - elsket og udskældt", får du måske lyst til at bygge dit drømmehus! Petersen Tegl har lånt os deres fine mini-mursten, så nu er det bare at gå i gang!
Du kan bygge dit drømmehus søndag 8/2, onsdag 11/2, torsdag 12/2 og fredag 13/2, kl. 11-14.

Drømmehus
Foto: Alfred bygger sit drømmehus i mini-mursten
Download billedet i fuld størrelse

VINTERFERIE for børn

I skolernes vinterferie har læreren fri, og skolen holder lukket, så der er fri leg i den gamle skolestue, hvor du bl.a. kan lave din egen kludedukke. Vil du væk fra alt, der har med skole at gøre, kan du i stedet gå på billedskattejagt i udstillingerne.

BESØG BØRNENES ARBEJDERMUSEUM

Kom tæt på arbejderbørns hverdag i en lillebitte lejlighed med lokum i gården. Vær købmand for en dag - eller sortér flasker på bryggeriet. Efter arbejdsdagen kan du slappe af med en sving-om i danseskolen, før du tager et hvil på divanen - eller tager opvasken!

Madpakke
Foto: Hvis du synes, at din madpakke er kedelig, så skal du se madpakken på Arbejdermuseet – den er mere end 100 år!

FOLKEUNIVERSITETET – FORELÆSNINGSRÆKKE - FORSTADEN

16/2+23/2+2/3+9/3 kl. 17.15-19.00
Forelæsningsrækken ligger i forlængelse af Arbejdermuseets særudstilling Forstaden - elsket og udskældt, der handler om de mennesker, som planlagde, lovgav, byggede, var idealistiske, spekulerede, arbejdede, og ikke mindst boede og fik et liv i de nye forstæder. Foredragsholdere og tilmelding ses på www.arbejdermuseet.dk

Frost Festival i ARBEJDERMUSEETS FESTSAL

Ulige Numre spiller for fulde huse i Arbejdermuseets Festsal og fremfører helt eksklusivt de nye sange fra deres kommende album “Grand Prix”.

GRUNDLOVEN - 100 ÅR

Arbejdermuseets smukke festsal har de seneste to år dannet ramme om en række søndagsmatinéer, der har været afviklet i et godt samarbejde mellem Arbejdermuseet, AOF Danmark, Arbejdernes Kunstforening, Arbejdermuseets Venneforening og Rejsescenen.
Søndag den 25. januar, søndag den 22. februar og søndag den 22. marts kl. 13-16 sætter vi spotlight på grundloven og demokratiudvikling.
I 2015 kan Danmark fejre 100-året for grundloven af 1915, hvor brede dele af den danske befolkning fik valgret og mulighed for at deltage i samfundsbeslutninger. De 7 f’er, som stod udenfor indtil da: Fruentimmere, folkehold, fattige, forbrydere, fallenter, fremmede og fjolser.

Med den anden Grundlovsmatiné, søndag den 22. februar, rettes blikket mod kvinderne, der fik valgret i 1915.
Hvordan går det med ligestillingen i dag?

Søndag den 22. marts: De Fremmede! Hvordan går det med deltagelse i demokratiet for “de fremmede”?

Undervejs vil der være indslag fra Rejsescenen i form af musik, teater og fællessang ved Rikke Wölck, Kirsten Peüliche, Anette Katzmann, Morten Nielsen og Erik Juul Andersen. Desuden vil der være debat ved bordene, hvor bl.a. Mogens Lykketoft, Bertel Haarder, Christel Schaldemose, Marie-Louise Knuppert, Ole Meldgaard, Kofoeds Skole, Marianne Bruun og Jytte Hilden deltager.
Rejsescenen henter under Grundlovsmatinéen inspiration til forestillingen ”Hvem bestemmer?”, som bliver produceret i forbindelse med grundlovsjubilæet.

KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG

8. marts kl. 11 Arbejderbevægelsen og moderne feminisme
Har arbejderbevægelsen og feminismen et slægtskab? Og hvad kan bevægelserne lære af hinanden i 2015?

Arbejdermuseet deltager i festivalen Kbh Læser og fejrer Kvindernes Internationale Kampdag med oplæsning og debat.

Forfatterne Olga Ravn, Hans Otto Jørgensen, Katinka My Jones og Maja Lee Langvad præsenterer hver deres bud på, hvad det er, der kæmpes for, når der kæmpes for og af kvinder og i feminismens navn.

8. marts kl. 14.30 Støttekoncert for Kvindernes U-landsudvalgs arbejde
Talentfulde unge musikere fra Sankt Annæ Musikalsk Grundkursus fejrer dagen med klassisk musik.

Pris: 65 kr. (ekskl. entré). Koncertbilletter købes på Billetto og i døren på dagen.

Billetindtægten går ubeskåret til Kvindernes U-landsudvalgs projekter.


Hvis ikke andet er nævnt, er arrangementerne gratis, når der er betalt entré til museet.

 - - -
Ikke længere interesseret?

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies, der anvendes til basal drift af sitet er allerede blevet sat. Du kan læse mere om hjemmesidens brug af cookies.

Jeg akcepterer cookies fra dette site.

EUs direktiv om cookies