Konflikter om organisationsret

ETABLERINGEN AF DET fagretlige system i Danmark kommer dog ikke til at betyde enden på de spontane strejker. Og selvom disse overenskomststridige strejker er et brud på reglerne, har de deres funktion i systemet. De er også gennem tiden brugt til at skabe forbedringer under overenskomstforhandlinger. Konflikter om organisations- og ledelsesret er mest almindelige på områder der ikke er overenskomstdækkede. Det handler ofte om alvorlige konflikter, hvor fagbevægelsen forsøger at udvide eller sikre sit "territorium".


MEN DET ER også konflikter, der handler om retten til ikke at organisere sig. Og på trods af septemberforliget er organisationsretten ikke en selvfølgelighed i 1920'ernes Danmark. Arbejdsgivere der ikke er med i DA behøver ikke at følge overenskomsterne. Et eksempel er Kolindsundkonflikten. Et selskab - med overenskomst - har afvandet et landområde. Men i 1921 får Kolindsundaktieselskabet nye ejere, der ikke vil acceptere fagforeningens forhandlingsret, og hvad der er opbygget af aftale- og forhandlingssystemer, og de får efterhånden presset lønnen ned.

LANDARBEJDERFORBUNDET FORSØGER at etablere strejker, men bønderne i Kolindsundaktieselskabet ansætter bare andre til arbejdet. DsF bliver inddraget i konflikten i midten af 1920erne, og etablerer sympatikonflikt ved hjælp af blokader. Det er så effektivt, at bønderne kommer i alvorlige økonomiske vanskeligheder. De lægger sag an for at få erstatning, men organisationerne bliver frikendt i Vestre Landsret i 1925. Denne dom bliver dog omstødt af Højesteret året efter. Her bliver organisationerne dømt til at betale en erstatning på 130.000 kr.

HERMED ER DE faglige organisationers mulighed for effektivt at udvide overenskomstdækningen og sikre organisationsretten indsnævret, og det er en alvorlig sag i 1920'erne, som også er præget af slagsmål med Samfundshjælpen. Da den liberalistisk og fagforeningsfjendtlige Madsen-Mygdal regering træder til i 1926, bliver situationen yderligere skærpet med gennemførelse af "Loven om Værn for Erhvervs- og Arbejdsfriheden" i 1927. I loven bliver det fastslået, at kollektive aftaler der på uberettiget måde begrænser den enkeltes frie adgang til erhverv eller arbejde, ikke kan tillægges retsvirkning ved domstolene. Da der bliver fastsat bøde- eller fængselsstraf for overtrædelse af loven, får den hurtigt betegnelsen "Tugthusloven".

LOVEN BLIVER VIRKNINGSLØS og ophævet igen, da Socialdemokratiet og De radikale i 1936 har sikret sig flertallet i Folketinget og Landstinget. Tugthusloven har klart til hensigt at bremse fagforeningernes indflydelse, og bliver ikke kun undsagt af Socialdemokratiet og DsF, men også af DA. Konflikter af samme type som Kolindsundkonflikten forekommer op gennem århundredet, F.eks. Hope Computer i Hadsund i 1973 og La Cabana i Herning i 1983.

DET ER KONFLIKTER om via eksklusivaftaler at tvinge lønmodtagerne ind i de faglige organisationer, og internt i fagbevægelsen betragter man det som nødvendigt. Når man ser på de faktiske forhold, hvor omkring 80% af lønmodtagerne er organiserede kan det forekomme som et udslag af magtbrynde. Men indenfor det private arbejdsmarked er det faktisk kun 50% af lønmodtagerne, der er dækket af en overenskomst. Derfor arbejder fagbevægelsen stadig hårdt for at udvide overenskomstdækningen og løber dermed ikke kun ind i konflikter, der handler om retten til at være organiseret, men også ind i konflikter med lønmodtagere, der ikke ønsker at være det.

Den danske aftalemodel

DEN CENTRALISERING AF overenskomstforhandlinger der sker ved Septemberforliget i 1899 er ikke fagforbundenes kop te. De ønsker en decentral strategi, og holder fast i, at det er deres overenskomster, og at det er forbundene der styrer DsF og ikke omvendt. DA derimod ønsker at DsF skal styre forbundene på samme måde som de selv styrer arbejdsgiverne. Konflikterne i første halvdel af 1920erne, som er iværksat af arbejdsgiverne, skal dels ses som et led i en strategi for yderligere at centralisere forhandlingerne, dels som en nødvendighed for at få nedsat lønningerne i en deflationsperiode.

DET GÅR HÅRDT til. Især i Randers i 1922, hvor militæret bliver sat ind mod arbejderne i et forsøg på at beskytte skruebrækkerne på havnen. Arbejdsgivernes lockout under overenskomstforhandlingerne i 1925 er den hidtil største arbejdskamp, når man måler i absolutte tal, og her må arbejdsmændene som de sidste indgå en ny aftale, hårdt presset af den øvrige del af fagbevægelsen og truslen om indgreb fra den socialdemokratiske regering. Det er arbejdsmandsforbundet, der mest stædigt holder fast i den decentrale strategi og frustrationen efter konflikten i 1925 får forbundet til at melde sig ud af DsF i en periode på 3 år.

UNDER INDTRYK AF 30'ernes voldsomme økonomiske krise kræver DA lønreduktioner ved overenskomstforhandlingerne i 1933. En storlockout truer og den socialdemokratisk-radikale regering indgår sammen med Venstre Kanslergadeforliget, der dels skal afbøde landbrugets problemer, dels sikre arbejdsfreden ved at forlænge overenskomsterne et år ved lov. Det bliver starten på en tradition for politiske indgreb i fastlåste overenskomstsituationer. I løbet af 30'erne følger flere politiske indgreb, herunder ophøjelse af et mæglingsforslag til lov.

DET ER OGSÅ i 30'erne centraliseringen af forhandlingerne bliver sikret gennem Forligsinstitutionens sammenkædningsret, dvs. særlige afstemningsregler, hvor forligsmanden kan bestemme at forskellige forbund skal stemme sammen om overenskomsterne. Dvs. at selvom et enkelt forbund forkaster et overenskomstforslag på deres område, bliver det vedtaget, hvis de forbund man stemmer sammen med har et flertal for forslaget. Et forhold som i praksis betyder, at det næsten er umuligt at nedstemme et overenskomstforslag, fordi der skal mere end 50% af stemmerne til for at forkaste et forslag, mens der kun skal et simpelt flertal til for at vedtage det.

UDVIDELSEN AF forligsinstitutionens beføjelser og den begyndende tradition for politiske indgreb betyder et minimum af risiko for konflikt. Det er i 30'erne den danske aftalemodel etableres, hvor parterne selv løser konflikterne på arbejdsmarkedet i nær forbindelse med den tredje part: staten. Og hvor politiske initiativer af direkte betydning for arbejdsmarkedet i hovedsagen gennemføres på baggrund af forudgående enighed mellem arbejdsmarkedets parter. Det er også i 30'erne man tager hul på princippet om løntilbageholdenhed i overenskomsterne under forudsætning af, at sociale fremskridt gennemføres politisk.

MEN TRODS AFTALEMODELLEN er konfliktrisikoen tilstede. Det viser sig dramatisk i 1956, hvor den socialdemokratiske regering uden hensyn til fagbevægelsens ledere ophøjer et mæglingsforlag som arbejderne har forkastet til lov, med det resultat at 100.000 arbejdere demonstrerer foran Christiansborg. Fagoppositionen, som overvejende består af kommunister, er stærkt på banen, og indgrebet betyder at de bliver styrket. Men Ungarnkrisen senere på året ødelægger de gunstige muligheder for de kommunistiske fagforeningsfolk.

Venstrefløjen styrkes

BORTSET FRA KONFLIKTEN i 1956 er 50'erne en periode præget af stærke samarbejdstendenser mellem parterne på arbejdsmarkedet. Det gælder - bl.a. hjulpet frem af Marshall-hjælpen - om at modernisere industrien for at sikre højere produktivitet. Det betyder større produktion og dermed bedre muligheder for at give lønmodtagerne indrømmelser. Det er et samarbejde om at gøre kagen større. Det er tidsstudiernes epoke med galopperende fremgang for akkordsystemerne. Produktivitet og produktions går i vejret og lønningerne følger med - især i løbet af 60'erne.

MEN PHILIPSKONFLIKTEN allerede i 1954 er et eksempel på arbejdernes reaktion på en udvikling, der giver mere i lønningsposen, men samtidig betyder et opslidende arbejdsmiljø. Der er tale om en overenskomststridig strejke i protest mod en rationaliseringsekspert, der har fyret en arbejder ved et samlebånd. Reaktionen på det opskruede tempo og kampen for et bedre arbejdsmiljø bliver ellers først for alvor synlig i 1970'erne i sammenhæng med den internationale styrkelse af venstrefløjen fra midten af 1960'erne og frem.

OPPOSITIONEN I fagbevægelsen, som er opstået efter septemberforliget i 1899, bliver i 1930'erne i høj grad knyttet til DKP. Kommunister erobrer lokale fagforeninger, men de arbejder i høj grad pragmatisk. Deres kritik af fagforbundenes og LO's handlinger i overenskomstforhandlingerne er i høj grad en del af et politisk spil, og en del arbejdskampe - også i 1970'erne - skal ses i lyset af dette spil. Det er ikke oppositionen, der skaber konflikter, hvor der ingen er, men de bruger problemerne til at skærpe den faglige strid og forsøger dermed at fremme deres faglige og politiske mål.Det gælder f.eks. BT-konflikten i 1977. Konflikten løber i 141 dage og er i høj grad styret af DKP, men utilfredsheden med ledelsens håndtering af indførelse af ny teknologi er reel.

UNDER MANGE "VILDE" strejker i 70'erne anvender de strejkende fysisk blokade for at forhindre strejkebrydere i at komme ind på virksomhederne. Og i foråret 1976 udsender justitsminister Orla Møller det såkaldte blokadecirkulære, der præciserer at politiet skal gribe ind og sikre ind- og udkørsel til blokerede virksomheder. Fagbevægelsen bliver dermed frataget et af sine stærkeste kampmidler. En af de største overenskomststridige strejker i 80'erne handler om eksklusivaftaler. I foråret 1984 melder en københavnsk buschauffør sig ud af SID. Han får følge af syv andre og de organiserede HT-chauffører til kræver dem fyret. Situationen eksploderer da chaufførerne får støtte fra andre faggrupper, og det ender med, at HT måtte fyre de otte chauffører.

SELVOM ORGANISATIONSTVANGEN er under angreb har LO 1,5 mill. medlemmer, da den borgerlige regering træder til i 1982. På arbejdspladserne er der udbredt utilfredshed med den borgerlige regerings indkomstpolitik. Og det fører til det store overenskomst slag i 1985. Et regeringsindgreb er allerede planlagt før strejken, og da vrede fagforeningsaktivister, blokerer Christiansborg ændrer strejken for bedre overenskomster karakter og bliver til en massestrejke med krav om Schlüters afgang.

DET NÆSTE STORE overenskomst slag er i 1998. Den overenskomst LO har forhandlet bliver forkastet af medlemmerne. Efter 10 dages konflikt griber regeringen ind, men konflikten afslører en afgrund mellem fagbevægelsens medlemmer og deres forhandlere, som ikke har forstået at medlemmerne i 1990'erne hellere vil have bedre arbejdsforhold og mere fritid end nogle få ører mere i timen.