Børnearbejdsmarkedet opstår
SELVOM DET 20. århundrede er proklameret som barnets århundrede har man ikke siden 1920 vist synderlige interesse i børn og unges arbejdsvilkår. Det står i skærende kontrast til den store opmærksomhed, som børns - og i mindre grad unges - arbejdsvilkår er omgærdet af fra 1870'erne og indtil 1920'erne. I denne periode bliver de områder, hvor børn er beskæftiget synliggjort, og det står klart, at de færreste børn arbejder på fabrik. De vigtigste børneerhverv er kreaturvogtning og andet forefaldende landbrugsarbejde, efterfulgt af budtjeneste, rengøring og børnepasning. Undersøgelser dokumenterer, at det især er drenge, der har lønnet arbejde. Pigernes arbejde har i højere grad karakter af ulønnet hjælp i hjemmet.
DET ER OGSÅ i denne periode arbejdsmarkedet bliver delt op i et for voksne og et for børn og unge. Børn bliver i nogen grad forment adgang til fabriks-, nat- og aftenarbejde. Kriterierne for denne opdeling findes i en blanding af beskyttelse - mod farlige maskiner og overanstrengelse - og moral. Især gadesalg og arbejde på værtshuse og keglebaner bliver anset for moralsk undergravende. I de første fabrikslove fra 1873 og 1901 bliver lavaldenren for fabriksarbejde sat til 10 år og 12 år, og da loven bliver revideret i 1913 bliver det sat op til 14 år. Men på andre områder er det tilladt børn helt ned til 10 år at arbejde, f.eks. i landbruget.
EN FØLGE AF voksenverdenens engagement i børns arbejde er, at de mange interessenter, som dette arbejde er omgærdet af, nu giver sig til kende. Fra forældrene, over skolen, arbejderbevægelsen og lægerne til de enkelte erhverv. Og det kommer til en regulær kamp om børnenes tid, hvor skolen, understøttet af arbejderbevægelsen og lægevidenskaben trækker i den ene retning. Arbejderbevægelsen f.eks. ønsker et totalt stop for børnenes arbejde. Det kræver de allerede i Gimle-programmet fra 1876.
ERHVERVENE - OG TIL tider også forældrene - trækker i den anden retning. Heller ikke børnene ønskede at få deres arbejdstid forkortet - i hvert fald ikke den tid, hvor de tjente penge. Det var noget andet, når der var tale om skolearbejde. Alligevel er det skolen, der vinder kampen om børnenes tid. Skoletiden bliver sat op og bøderne for at udeblive bliver skærpet. Skoletiden bliver lagt om fra hverandendag og halvdags- til hverdag og heldagsskole. Alt dette sker før 1. verdenskrig i byerne, mens udviklingen på landet lader vente på sig. Her skal vi helt op i 30erne før forholdet mellem skolearbejde og andet arbejde forrykkes til fordel for skolen.
PÅ LANDET ER børnene underlagt tyendeloven, og Statens statistiske kontor opgør i sin undersøgelse fra 1910 antallet af tyende til 250.000. Af disse er ikke mindre end 75.000 børn og unge under 18 år - altså 30 %. Af de 75.000 er 21.000 drenge og 9.000 piger i alderen 6-14 år. Netop fordi langt de fleste børn altså arbejder på landet er området ikke omfattet af hverken fabriksloven af 1873 eller de senere revideringer i 1901 og 1913. Det er Tyendeloven fra 1854, der regulere forholdene på landet. Loven fastslår at tyende står til rådighed for husbonden i døgnets 24 timer og kan straffes for ulydighed med tæsk, bøde eller simpel fængsel på vand og brød - det sidste gælder kun for de voksne.
OMKRING ÅRHUNDREDSKIFTET ER der voksende kritik af forholdene på landet. Det er særligt folk som Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg, Martin Andersen Nexø og Peter Sabroe, der rejser kritikken. Især Jeppe Aakjærs roman " Vredens børn" fra 1904 om en landproletardrengs opvækst som hyrdedreng, tjenestekarl og daglejer sætter gang i debatten om tyendeloven og forholdene på landet.
Børns arbejdsforhold
OMKRING 1900-TALLET er børnenes arbejde nødvendigt. Arbejderfamilierne kan ikke undvære deres indtægt. De voksnes løn kan ikke dække leveomkostningerne og arbejdsløshed, strejker og lockout er hyppige. En arbejdsmand må regne med 40 tabte arbejdsdage om året. Omsat i penge er det 150 kr. - netop det en bydreng kan tjene på et år. På landet dækker drengens bidrag huslejen to gange, men her er det nok lige så vigtigt, at børnene allerede fra 9-10 års alderen får kost, logi og tøj i pladsen.
FØR VEDTAGELSEN AF fabriksloven i 1873 udgør børn i den skolepligtige alder op mod 10% af den industrielle arbejdsstyrke, men i de efterfølgende år daler deres andel støt. En af de mest børneintensive industrier er tobaksindustrien, hvor især drenge bliver brugt til at gøre tobaksblade klar inden cigarrullerne får dem. I den branche er der i slutningen af 1890erne en børnestrejkebølge, som ruller fra det vestlige Danmark over til det østlige. Drengene vil have mere i løn. Det lykkes ind imellem, men i andre tilfælde er svaret nej. Det opfattes som uhørt frækt, at drenge sætter sig op mod voksne, mens flere hundrede andre drenge står i kø for at få arbejde.
I 1908 TEGNER lederen af Statistisk kontor følgende billede af arbejdet i byerne: "I Byerne finder vi 4 Hovedtyper af arbejdende Børn. Den talrigste Gruppe er Bydrengene og Bypigerne; deres Antal er 16.000. Derefter følger de Skolepiger, der har Formiddagsplads som Hjælpere ved almindelig Husgerning, og dem, der har Formiddags- eller Heldagsplads som Barnepiger; Tallet er 4.000. Langt mindre er Antallet af Fabrik- og Værkstedsbørn, omtrent 2.000. Endelig maa som den fjerde Hovedtype nævnes de 1.200 Mælkedrenge.
"MÆLKEDRENGENE KAN FØRE deres historie tilbage til 1878 og til oprettelsen af Københavns Mælkeforsyning, der kører mælken ud til forbrugerne. Før har de selv hentet deres mæl i små udsalgssteder. Ideen breder sig hurtigt også til andre byer ens København. Mælkedrengenes arbejdsliv fremstilles både i datiden og i eftertiden i negative vendinger. Skolelærere og myndigheder beskriver drengene som udslidte og udasede på den ene side og frække og respektløse på den anden. I hjemmet og skolen nyder mælkedrengene dog stor prestige, for de tjener efter datidens forhold gode penge. De står op kl. fem om morgenen og er med på mælkevognen indtil middag, men ofte bliver det så sent, at det kan være et problem at nå i skole til kl. 13. Og det giver problemer - spanskrør og eftersidninger er hverdagskost for mælkedrengene.
BØRNEARBEJDET PÅ LANDET - hvor det har overlevet længst - er foregået i stor ubemærkethed. F.eks. er det påfaldende, at arbejdsulykker med børn involveret er så godt som fraværende fra Arbejds- og fabrikstilsynets arkiv. Det skyldes muligvis, at børnene primært er beskæftiget med arbejde der ikke er farligt: vogtning, lugning og forefaldende høstarbejde. Periodevis har landbruget løst arbejdskraftproblemer gennem en forøgelse af børnearbejder. Det gælder både under 1. og 2. verdenskrig, hvor det begge gange lykkes landboorganisationerne at få Kirke- og undervisningsministeriet med på, at børn kan tages ud af skolen i utide, hvis der er brug for dem i landbruget.
LANDBRUGSORGANISATIONERNE ER OGSÅ så stærke, at de undgår de regler som gælder for børns arbejde i byerne. Da arbejdsbeskyttelsesloven i 1954 skal vedtages får landbruget en særordning. Fordi børn skal hjælpe til på deres forældres gård bliver det tilladt at børn helt ned til 10 år må bruges til farligt arbejde, bare deres forældre er i nærheden.
Lærlinge
I BEGYNDELSEN AF 1900-tallet kommer de fleste arbejderbørn ud af skolen så snart de er konfirmerede. De kommer i arbejde som tjenestepiger eller arbejdsdrenge eller lærlinge. Lærlingene bliver brugt som billig arbejdskraft, der kan sættes til hvad som helst. De skal gøre rent på værkstederne efter arbejdstid, så deres arbejdsdag er længere end både svende og mesters. Og for det meste bor de hos mester under rædselsfulde forhold. Tæv hører også til hverdagen for mange lærlinge. Der står i lærlingeloven, at lærlinge kun må anvendes til arbejde indenfor faget, men det bliver sjældent overholdt.
LÆRLINGENES LANDSFORBUND BLIVER stiftet i 1916 for at forbedre lærlingenes forhold. Men forbundet bliver en politisk diskussionsklub, der ikke tager sig af de problemer lærlingene har på arbejdspladserne, så i 1922 beslutter De Samvirkende Fagforbund, at ophæve Lærlingenes Landsforbund. Lærlingene bliver organiseret i de voksnes fagforeninger. Men det er ingen succes, for svendene er ikke særligt interesserede i at gøre noget for lærlingene. Der kommer først rigtigt hold på det faglige arbejde med dannelsen af Faglig Ungdom i 1931.
INITIATIVET TIL STIFTELSEN af Faglig Ungdom kommer fra lærlingene og ungarbejderne selv. DsF og fagforbundene viser ingen interesse for sagen. Under 1930ernes krise ruller en bølge af arbejdsløshed ind over landet. Lærlinge og ungarbejdere må se i øjnene, at de - den dag de enten får deres svendebrev eller fylder 18 år også får fyresedlen. Et af faglig ungdoms første mål er derfor at sikre lærlingene et medlemskab af A-kassen, så de kan få understøttelse. I de følgende 12 år opnår Faglig Ungdom adskillige resultater: Forbedring af lærlingeloven og undervisningen på de tekniske skoler og oprettelse af lærlingehjem.
HERTIL KOMMER EN lang række aktiviteter på oplysningsområdet: studiekredse, filmforestillinger, højskolekurser etc. - En af grundpillerne i organisationens arbejde er udgivelsen af bladet Faglig Ungdom.Selvom de aktiviteter der udgår fra Faglig Ungdom synes at være i overensstemmelse med den øvrige fagbevægelse kommer der alligevel grus i maskineriet. I 1942 nedsætter DsF et udvalg, der skal undersøge fagforbundenes stilling til Faglig Ungdom. Den 9. februar 1943 får DsF`s udvalg vedtaget et forslag til strukturændring i Faglig Ungdom der indebærer at Faglig Ungdom i underlægges DsF`s kontrol.
EN FORBEDRET LÆRLINGELOV og bedre undervisningen på de tekniske skoler står også på Faglig Ungdoms program. Lærlingene er især trætte af aftenundervisningen på teknisk skole, men den bliver først afskaffet helt i 1964. I 70'erne bliver det sværere at finde allround lærepladser. Specialiseringen har holdt sit indtog, og små håndværksmestre må i stigende grad specialisere sig indenfor enkelte områder af deres fag. Så fagbevægelsen ville gerne af med mesterlæren. I stedet skal lærlingene gå i skole på EFG - de erhvervsfaglige grunduddannelser, og ind imellem i praktik ude på værksteder og fabrikker.
MEN ARBEJDSGIVERNE OG mange ældre svende ser ikke på EFG med blide øjne, og det får EFG-lærlingene at mærke: Det bliver umuligt at skaffe praktikpladser nok til EFG-lærlingene. Lærlingens Landsorganisation kalder det chikane fra arbejdsgivernes side. Uanset om det er chikane eller 70'ernes og 80'ernes økonomiske krise, der er årsagen, så lykkes det aldrig at skaffe praktikplaser nok eller helt at afskaffe mesterlæren. Det ender i et kompromis, så lærlingeuddannelsen i dag er lidt af hvert.
Børn og unge i dag
KASTER MAN ET blik på den aktuelle debat om børns- og unges arbejdsvilkår, så kan man konstatere, at der er utrolig mange ligheder med debatten for 70 år siden. Vi genfinder argumenter som, at det er urimeligt at børn arbejder når voksne har svært ved at finde job, at skolen bør være børnenes arbejdsplads nummer et, og at både forældre og arbejdsgivere udbytter børnene. Forældrene sparer penge til tøj og andet forbrug, og arbejdsgiverne kan få et job udført til en billigere pris. Endelig er der diskussionen om, hvilke arbejdsvilkår børn og unge bydes.
MEN TRODS LIGHEDERNE i debatten har børnearbejdet undergået radikale forandringer. Først og fremmest er børn blevet ældre før de træder ind på arbejdsmarkedet. En undersøgelse fra 1993 viser, at blandt børn og unge som har fast arbejde er 60% mellem 15 og 17 år, 30% er 13-14 år og 10% er 10-12 år. Set i forhold til ældre undersøgelser er børn på arbejdsmarkedet blevet markant ældre. Og i forbindelse med et EU-direktiv fra 1996, der forbyder børn under 13 år at arbejde, må man forvente, at de yngste 10% forsvinder fra arbejdsmarkedet.
I DAG ER der ligeså mange piger som drenge, der er i arbejde - hvor det for 100 år siden primært var drenge, der havde lønnet arbejde. Men der er stadig tale om et kønsdelt arbejdsmarked, hvor drengene er bude eller flaskedrenge og pigerne gør rent, passer børn eller står i butik. Tilgengæld er børns andel i det lønnede arbejde i landbruget stærkt på retur på grund af mekanisering og afvandring fra landbruget. Det er dog først i 1977, at der indføres almindelig lavalder i landbruget på linie med det øvrige arbejdsmarked.
ARBEJDSTIDEN ER OGSÅ forkortet. Børn og unges arbejdstid er gået ned fra 4-6 timer om dagen omkring år 1900 til 6,5 timer fordelt på to af ugens dage i dag. Formelt set må børn under 15 år højst arbejde to timer om dagen - en regel som går tilbage til folkeskoleloven fra 1937. Her bliver det også forbudt skolebørn at arbejde inden skoletid, en regel der dog bliver ophævet for børn over 13 år i 1977. Og i dag arbejder børn og unge ikke for familiens skyld, men for deres egen. Det er deres eget forbrug, som er drivkraften. Det ses også af, at det i dag også er unge fra de højere sociale lag, der arbejder. Hvor det så sent som i begyndelsen af 1970'erne er børn og unge fra de lavere socialgrupper.
INDTIL 1950'ERNE-60'ERNE er arbejdet et led i barndommen, hvor det sidenhen er blevet et led i ungdommen. Det har at gøre med, at ungdom før den tid er et privilegium for en lille, velhavende overklasse, hvis børn eller unge aldrig har haft tradition for at arbejde. Men siden 60'erne er ungdommen så at sige blevet for alle, og i takt med forbrugskulturens omsiggriben er arbejdet blevet en fast del af ungdommen. Man kan sige, at børn og unge er blevet arbejdere i egen ret, hvilket også ses af at LO er kommet med forslag om at give dem adgang til de voksnes fagforeninger.
I MODSÆTNING HERTIL har dele af fagbevægelsen - SID og HK - ønsket et totalt forbud mod børnearbejde, idet de mener arbejde bør være forbeholdt voksne. Og hensynet til børn og unges arbejdsmiljø har fået en meget fremtrædende placering i fagbevægelsens kamp mod børns - og især unges arbejde. Der er udarbejdet flere rapporter og fremlagt prognoser der viser, at vi i 1990'erne må regne med, at af de ca. 200.000 under 18 år, der har en mere eller mindre fast tilknytning til arbejdsmarkedet vil tre dø, syv få symptomer på hjerneskade, 22 mister en legemsdel, 146 pådrage sig knoglebrud, 113 få anmeldt en arbejdsbetinget lidelse og 1.234 få anmeldt en arbejdsulykke. Om året!
Børn og unge på arbejdsmarkedet
Temaartikel 6: Lidt arbejde skader ikke
