|
 De kulturradikale i 30erne er dybt optaget af at modernisere arbejdernes kultur og levevis. I stedet for at erstatte den borgerlige kultur med en arbejderkultur skal arbejderne blive moderne mennesker i en rationel verden. Kendte forfattere som Hans Kirk, Martin Andersen Nexø og Hans Scherfig har tilknytning til det kommunistiske parti.
De kulturradikale
BETEGNELSEN KULTURRADIKALISME menes først at være brugt i en kronik i 1955 af Elias Bredsdorff. Betegnelsen er møntet på en strømning der opstår i 1930erne. Kulturradikalismen tager stilling til kunst, kultur og samfundsspørgsmål og sammenhængen mellem dem, da der for de kulturradikale er tale om nødvendig sammenhæng. Kulturradikalismen er i 1930erne et modstykke til det konservative, autoritære menneskesyn, der ikke kan acceptere en æstetik og det konservative skønhedsideal. Og som af al kraft ønsker at vedligeholde det traditionelle borgerlige familiemønster, hvorfor prævention og fri seksualitet er noget der ikke ønskes.
HEROVERFOR STÅR kulturradikalismen med sine kulturelle rødder i den moderne æstetik (ekspressionisme, funktionalisme og kubisme) og et radikalt frihedssyn. Kulturradikalismen tegnes af en række intellektuelle personligheder til dels med tilknytning til kommunismen og til dels står politisk frit. De ser en sammenhæng mellem kunst og virkelighed - alt hænger sammen. De kulturradikale, som Poul Henningsen, Otto Gelsted, Broby-Johansen og Hans Kirk er dybt optaget af at modernisere arbejdernes kultur og levevis.
FORNUFTEN SKAL RÅDE. Alt det gamle, romantiske gøgemøg skal kasseres. I stedet for at erstatte den borgerlige kultur med en arbejderkultur skal arbejderne blive moderne mennesker i en rationel verden. Herbert Iversen, der er en marxistisk teoretiker og inspirator for de kulturradikale, skriver: "Enhver forsvarlig kunstkritik eller filosofi må hvile på en forsvarlig Kunstpsykologi, dvs. en grundig og skønsom Deskription og Forklaring af de bestemte mentale Hændelser, vi kalder kunstnerisk Virksomhed og Kunstværker."
Forfatterne
MED SINE TO STORE romanværker "Pelle Erobreren" og "Ditte Menneskebarn" er Martin Andersen Nexø (1869-1954) den mest berømte af de tre store forfattere som har tilknytning til DKP. Han er en af de få danske forfattere der er verdensberømt - elsket og hadet - for sine holdninger. En anden anerkendt forfatter fra venstrefløjen er Hans Kirk (1898-1962), der især er kendt for romanen "Fiskerne". Fra midten af 1920´erne skriver han artikler, litteraturkritik, ugebladsnoveller og skønlitteratur. En overgang er han tilknyttet Social-Demokraten, men fra midten af 1930´erne er det Arbejderbladet. Efter krigen er det i det kommunistiske Land og Folk han leverer sine pressebidrag.
I 1920´ERNE OVERLEVER han økonomisk ved at skrive noveller i ugebladet Hjemmet. Kirk er også tilknyttet tidsskriftet Clarté (fra 1926-27), hvor han arbejder sammen med folk som Otto Gelsted, Broby-Johansen og Hartvig Frisch.
Hans Scherfig er vel den tredje af de kommunistiske forfatter, der er mest kendt i offentligheden. Scherfig, der starter som maler og nok i sin selvforståelse helst ser sig opfattet som maler, skriver satiriske romaner med stærk samfundskritiske pointer. Romanerne "Det forsømte forår" og "Den forsvundne fuldmægtig" er satiriske skildringer af skole- og uddannelsesvæsenet.
ROMANEN "Frydenholm" handler om Danmark under besættelsen, med særligt blik for kommunisternes situation. Romanen "Skorpionen" handler om det danske politis samarbejde med den kriminelle underverden i efterkrigstiden. Den opererer ligesom de andre med et mordplot, benhård, tør satire og er også en nøgleroman. Scherfig bliver en af de mest læste forfattere i Danmark da hans bøger bliver genoptryket i paperbackudgaver i 1960´erne.
Blade og magasiner
ET AF DE MEST BETYDNINGSFULDE magasiner fra midten af 1920´ernes danske venstrefløjsscene er "Clarté", der med Hartvig Frisch som igangsætter opstår i 1925. Der findes på dette tidspunkt både en fransk og svensk variant, der oprindeligt bygger på den franske digter Henri Barbusses bevægelse, der især agiterer for krigsmodstand under den 1. verdenskrig. Bevægelsen får hurtigt en række lokale filialer i en række europæiske lande - også i Danmark fra 1925. Inden da er Georg Brandes tilknyttet det franske Clarté.
DET DANSKE CLARTÉ har tilknyttet både socialdemokrater som J.H. Leunbach og Svend Christensen og kommunister som A.D. Henriksen og Aage Jørgensen ligesom de endnu partiløse Hans Kirk og Ebbe Munch. I 1928 udkommer endnu et magasin fra den danske kulturelle venstrefløj: "Monde" der i sit manifest ikke bekender sig til noget parti eller politisk organisation, ikke vil deltage i den politiske polemik, og som formål har at "skaffe kendsgerningerne frem".
DRIVKRAFTEN BAG UDGIVELSEN er Broby-Johansen og det politiske kollektiv Monde-gruppen der bl.a. indbefatter folk som Carl Madsen, Ebbe Neergaard og Harald Rue, og de formår at påvirke og spille en afgørende rolle på den intellektuelle danske scene i perioden 1928-1931. Bladet Kritisk Revy (1926-28) er også et fremtrædende venstreorienteret medie i denne periode selv om det nok i højere grad end de ovennævnte hører til i den kulturradikale afdeling. PH er redaktør og udgiver. Han giver bladet en mindre litterær tilgang og vægter den visuelle æstetisering som fx arkitektur væsentligt højere end de andre blade og magasiner.
Stalinismens fascination
INDEN 1956, hvor den 20. partikongres finder sted i Moskva, hvor Stalins lederskab og terrorregime bliver fremlagt, er der blandt de kommunistiske intellektuelle ingen nævneværdig kritik af Stalin. Da Hans Kirk i 1946 anmelder en biografi om Stalin, bebrejder han forfatteren at bogen ikke giver forståelse for "Stalins verdenshistoriske Betydning, af hans mægtige Personlighed, hans Karakterstyrke, Klogskab, Trofasthed og politiske Genialitet."
MEN EFTER DEN 20. partikongres er der mange - som fx Aksel Larsen - der tager kritikken op, og tager de politiske konsekvenser ved at forlade DKP. Men en række af de mest fremtrædende DKP´er, forsvarer Stalins handlinger og afviser et internt selvopgør. Da Martin Andersen Nexø foreslår Hans Scherfig at skrive en roman om trotskisterne afviser Scherfig ideen fordi, folk udenfor DKP ikke forstår den "rent psykologiske side af processerne i Moskva".
DETTE KAN MÅSKE FORKLARES ved, at siden 1930´erne har Stalin som person været omgærdet med en kultstatus, der nærmer sig en helliggørelse. Nogle tror ganske simpelt ikke på anklagerne mod Stalin. Andre accepterer Stalins handlinger ud fra den overbevisning, at det han foretog sig var nødvendigt for en virkeliggørelse af en socialistisk stat. Ligesom de fremhæver, at den vestlige kapitalistiske verden selv har sine ofre på samvittigheden.
|
Lys over land 
