Den første lov om barselsorlov
I 1901 blev den første danske lov om barselsorlov vedtaget. Det var ikke en selvstændig lov, men en del af arbejderbeskyttelsesloven, Fabriksloven af 1901

Alle partier gik ind for barselshvile til kvinder, der arbejdede på fabrik, men der var uenighed om, kvinderne havde krav på offentlig understøttelse under orloven.

• Loven omfattede kvinder ansat i industri- eller håndværksvirksomheder med mere end 5 ansatte.
• Kvinderne blev forbudt at arbejde 4 uger efter fødslen.
• Arbejdet kunne genoptages tidligere, hvis en læge ville attestere at moder og barn ikke tog skade.
• Fattighjælp kunne ydes efter trang og skøn - uden at kvinden mistede sine borgerrettigheder.

Loven omfattede kun de ca 10% (30.000) af udearbejdende kvinder, der arbejdede på fabrik. Det var især tekstil- og beklædning, tobaks-industrien og nærings- og nydelsesmiddel-området.

Arbejderkvinderne ønskede længere barselsorlov med ret til dagpenge
LO lavede i 1909 en undersøgelse af, hvordan loven virkede. Det viste sig, at kvinderne ikke brugte orloven i særligt stort omfang, blandt andet fordi de ikke havde råd til at blive hjemme i 4 uger efter fødslen. Desuden klagede forbundene over at

• Kvinderne blev udsat for ydmygende behandling af fattigforstanderne, når de søgte om understøttelse
• Mange kvinder kendte ikke til loven
• Barselshvilen var for kort. Tiden før fødslen var også en belastning

De socialistiske kvinder stillede krav om større omsorg for kvinder og børn. På den internationale socialistiske kvindekonference i København i 1910 fremsatte de en række krav til forbedringer for mødre og børn.

• Loven omfattede nu kvinder ansat i industrivirksomheder med mere end 2 ansatte
• Virksomheder med mere end 25 ansatte skulle stille et opvarmet rum til rådighed, hvor barnet kunne ammes
• Hjælpen kunne udbetales af syge- eller hjælpekasser

I 1914 fik arbejdsløshedskasserne lov til udbetale dagpenge til sine medlemmer i 4 uger efter fødslen med delvis refusion fra staten. Da loven gjaldt for alle statsanerkendte a-kasser, fik kvinder udenfor fabrikslovens område også mulighed for at få barselsdagpenge.
Denne mulighed for understøttelse blev fjernet igen ved en lovændring i 1919. Herefter var det syge-kasserne, der stod for udbetalingen.
I 1915 fik sygekassemedlemmer, der ikke hørte under fabriksloven ret til at få 10 dages dagpenge i forbindelse med barsel efter kassens regler. Men det var stadigvæk et mindre antal af arbejderkvinderne, der var sygekassemedlemmer. Alle andre kvinder var henvist til offentlig støtte.

Barselsorlov blev indført i tjenestemandsloven i 1919
Kvinder ansat i det offentlige, var ikke omfattet af fabriksloven. Da stadig flere kvinder blev ansat i stat og kommuner, lykkedes det at få indført betalt barselsorlov i Tjenestemandsloven i 1919. Loven regulerede løn- og arbejdsforhold for offentligt ansatte, tjenestemænd som f.eks. kvinder ansat i post og telegraf, lærere, og embedsmænd i stat og kommune. Barselsorloven omfattede:
6 ugers barselsorlov med ½ løn
Ret til at frihed uden løn 3-6 måneder hvis moderen ammede

International påvirkning af dansk lovgivning
Fabriksloven var ikke en dansk opfindelse, men inspireret af lovgivning om arbejderbeskyttelse i andre europæiske lande, der var indført allerede i 1890erne.
I 1919 afholdt International Labour Organistation (ILO) konference i Washington, hvor Danmark også deltog. På konferencen blev vedtaget en konvention om kvinders erhvervsarbejde i forbindelse med graviditet og fødsel. Konventionens bestemmelser var langt mere vidtgående end den danske lovgivning, men blev også støttet af den danske delegation, der bestod af repræsentanter fra staten, arbejdsgiverne og fagbevægelsen. Konventionen blev de næste 50 år udgangspunkt for diskussioner i det danske folketing om lovforslag om barselshvile.

Den socialdemokratisk - radikale regering tog i 1929 diskussionen om barselsorloven med i udvalgsarbejdet til den ny Socialreform, der blev vedtaget i 1933. Mange flere kvinder var kommet på arbejdsmarkedet, så der var behov for forbedringer af barselsorloven for erhvervsaktive kvinder.
Udvalget tog udgangspunkt i ILOs konvention og lovforslaget fra 1921. Flere undersøgelser viste, at de dårligst stillede arbejderkvinder arbejdede til de skulle føde, og at de af økonomiske årsager begyndte at arbejde så tidligt efter fødslen, som det kunne lade sig gøre. De ugifte kvinder var værst stillet. Understøttelsen var al for lav. Halvdelen af kvinderne fik 1/16 dagløn, og 1/4 fik ingenting. Kvinderne ønskede en længere barselsorlov, men havde ikke råd.

Socialreformens bestemmelser om barselsorlov 1933
Den nye lov var en forbedring, men levede ikke op til ILOs konvention:

• Loven omfattede medlemmer af sygekassen, kvinder under Fabriksloven, kvinder uden understøttelsesmuligheder
• Sygekassemedlemmer var berettiget til dagpenge 14 dage efter fødslen. Ved sygdom ydedes derefter sygedagpenge. Fri jordemorhjælp og evt. lægebehandling.
• Kvinder under fabriksloven og medlem af en sygekasse: Forbud mod at arbejde 4 uger efter fødslen med dagpenge. Mulighed for dispensation med lægeattest. Mulighed for udvidelse af dagpenge indtil 6 uger, når moderen ammer. Med lægeerklæring kan den gravide få dagpenge i op til 8 uger før fødslen. Dagpengene svarede i 1940 til ca halvdelen af en arbejderkvindes dagløn
• Kvinder uden sygeforsikring. Offentlig understøttelse l måned før og efter fødslen. For kvinder under Fabriksloven ydes hjælp under den tvungne barselsorlov. Derudover l liter mælk gratis i ½ år til ammende mødre.

Faldende børnetal bekymrede staten i 1930erne
Den socialdemokratisk-radikale regering ønskede at modvirke det faldende børnetal ved at forbedre de udearbejdende kvinders forhold omkring graviditet og barsel. Regeringen nedsatte en befolkningskommission, der bl.a. skulle undersøge, hvorledes kvinder kunne få mere frihed omkring fødslen, få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og indføre forbud mod afskedigelser under graviditet og barsel. Loven skulle omfatte alle kvinder.
Kommissionen tog udgangspunkt i ILO-konventionen og det tidligere kommissionsarbejde. Kommissionens forslag var ret vidtgående og lå tæt op ad konventionen.
Kvinden skulle have ret (men ikke pligt til at holde orlov) 8 uger før fødslen og 8 uger efter fødslen, ret til dagpenge og der var et forbud mod at afskedige kvinder under barsel. Kommissionens forslag blev diskuteret i folketinget, men nåede aldrig at blive til en lov. Befolkningstallet begyndte at stige og i 1940 blev Danmark besat af nazisterne, så forslaget blev ikke taget op igen.
Den første funktionærlov blev vedtaget i 1938. Barselsorlov var taget med i forslaget, men forsvandt igen med henvisning til befolkningskommissionens arbejde.

• Kvinden skulle meddele arbejdsgiveren, at hun var gravid senest 3 måneder før forventet nedkomst. Havde hun ikke gjort det, havde arbejdsgiveren ret til at opsige hende, når graviditeten gav problemer i arbejdet. Ellers skulle det almindelige opsigelsesvarsel bruges.
• Kvinden havde ret til 3 måneders orlov før fødslen og l måned efter fødslen med halv løn.

Regulativet for kontormedhjælpere, 1946. - De fleste kvindelige funktionærer fandtes i 1950 på HK-områet. - KADs henvendelse til regeringen 1953. - Skrivestue hos LO i 1947.

• At alle udearbejdende kvinder skulle forbydes at arbejde et vist antal uger før og efter fødslen.
• At alle uanset medlemskab til sygekassen skulle være berettiget til dagpenge i orlovsperioden.
• At graviditet og barnefødsel ikke er en lovlig afskedigelsesgrund

Der blev i løbet af 50erne stillet flere lovforslag om længere barselsorlov og forbedring af dagpengene på baggrund af kommissionens forslag, men lovforslagene blev forkastet.
I 1954 vedtog Folketinget en ny arbejderbe-skyttelseslov, der udover industri og håndværk også omfatt ede bygge- og anlægsvirksomhed, transport, lagerarbejde og laboratorier. I loven ind-gik paragraffen om barselshvile fra den gamle Fabrikslov:

• 4 ugers tvungen barselshvile og sygedagpenge i op til 6 uger (for sygekassemedlemmer.) Der blev vedtaget en tilsvarende lov for land- og skovbrug og gartneri og handels- og kontorområdet.

Loven kom til at omfatte de flere arbejdsområder end den gamle lov fra 1913, men der blev ikke ændret i orlorvens længde eller antallet af uger, kvinderne kunne få dagpenge.

Overenskomsten i 1956
Kvinderne i fagbevægelsen havde længe presset på for at få forbedret barselsorloven. Det lykkedes i 1956.
Ved overenskomsten i 1956 blev der oprettet en sygeforsikringsfond, der også omfattede dagpenge til kvinder under barselsorlov.
Ordningen gjaldt kun for kvinder, der arbejdede indenfor LO og DA s overenskomstområde.
Fagbevægelsen arbejdede videre for via lovgivningen at få en barselsorlov, der omfattede alle kvindelige lønarbejdere.

• Barselsorlov i indtil 14 uger for kvinder med lønarbejde
• Orlov tidligst 8 uger før forventet fødsel, dog altid så længe som fabriksloven påbød
• Dagpenge af samme størrelse som sygelønnen.
• 2 uger med sygedagpenge til andre kvinder (ikke lønmodtagere)

Loven om barselsorlov til alle kvindelige lønmodtagere var en stor landvinding, fordi omfanget af orloven og dagpengenes størrelse var en ret fastsat ved lov. Selv om dagpengesatsen stadig var forskellig for forsørgere og ikke forsørgere, gav det de udearbejdende kvinder ret til og økonomisk mulighed for at blive hjemme hos den nyfødte de første uger omkring fødselen. De vigtigste krav, som kvinderne havde fremsat i 1910 var endelig blevet gennemført.

Forbedring af barselsorloven på funktionærområdet
Indenfor HK pressede kvinderne på for at få forbedret barselsorloven. Dette skete ved overenskomsten i 1961

• Overenskomst mellem HK og Handels- og kontorfagets arbejdsgivere i 1961 gav gravide ret til 5 måneders orlov med halv løn. 3 mdr før fødslen og 2 mdr efter.

Funktionærloven fulgte efter et par år senere.

• Funktionærloven blev revideret i 1964. Kvindelige funktionærer fik ret til 5 måneders orlov med halv løn. Tidligst 3 mdr før fødsel og indtil 3 mdr efter fødslen.

Barselsorloven bliver en del af Lov om børnetilskud i 1967
Loven om børnetilskud og andre familieydelser blev vedtaget i 1967, men loven trådte først i kraft i 1970. Den blev ophævet igen i 1973.

• Som noget nyt blev der indført en moderskabsydelse, som alle kvinder fik, så snart kommunens socialforvaltning fik besked om fødslen.

I 1970 fik selvstændige erhvervsdrivende kvinder også ret til dagpenge i 4 uger.
Reglerne om barselsydelser blev i 1972 overflyttet til Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Loven blev til efter et pres fra bl.a. HK, for at få staten til at overtage betalingen af dagpenge for arbejdsgivere, som var forpligtet af Funktionærloven. Arbejdsgivere som betalte løn i barselsperioden kunne herefter få refunderet et beløb, der svarede til dagpengene.

• Orloven var som vedtaget i 1960 14 uger og ydelsen et beløb, der svarede til sygedagpenge. Alle kvinder med lønarbejde havde ret til barselsdagpenge, som blev udbetalt af de offentlige myndigheder.
• Husmødre og selvstændige erhvervsdrivende, der var medlem af en sygekasse, kunne få dagpenge i 4 uger efter fødslen.

Tidligere på året var dagpengene blevet reguleret, så de nu udgjorde 90% af lønnen med et vist maximum. Der skete ingen ændringer af varigheden af barselsorloven.

Adoptivforældre får også barselorlov
Fra starten af 1960érne steg kvindernes andel af arbejdsstyrken kraftigt. I 1975 udgjorde kvinderne 41 % af arbejsstyrken. Ca. 60 % var i den fødedygtige alder. Der var et stigende pres for at forbedre forholdene omkring graviditet og barsel for udearbejde kvinder.
I løbet af 70érne blev der fremsat mange forslag til forbedring af barselsorloven. Partierne ønskede længere orlov, barselsorlov til faderen og sikring mod afskedigelse i forbindelse med orloven.
I 1975 fik kvindelige lønmodtagere, der adopterede også ret til barselsorlov.

• 6 ugers barselsorlov på dagpenge ved adoption

Krav om bedre barselsorlov
I 1977 blev der nedsat et fællesudvalg mellem Børnekommissionen og Ligestillingsrådet. De ændringer, der var sket på arbejdsmarkedet, og som var ved at ske i familierne, stillede nye krav til lovgivningen. Det var nødvendigt at forbedre barselsorloven og andre ordninger, så børnefamilierne både kunne passe deres arbejde og forpligtelserne i familien.
I fagbevægelsen gik diskussionerne højt både om ligestilling, ligeløn og bedre barselsorlov. HK og KAD stillede på LOs kongres i 1979 krav om en bedre barselsorlov og også om at orlov til fædre skulle indgå i overenskomsterne. I Folketinget havde stort set alle partier i løbet af 70érne stillet forslag om bedre barselsorlov.
I 1978 kom udvalget med en betænkning, der var meget progressiv. Den viste utvetydigt behovet for en bedre barselsorlov, så mor og barn var sikret de første måneder i hjemmet med en tilstrækkelig dagpengedækning. Betænkningen foreslog også barselsorlov for mænd. En om-sorgsperiode på 13 uger til hver af forældrene, som ikke skulle kunne overdrages.
Trods stor velvilje fra de politiske partier, kunne der ikke opnås enighed om betænkningens forslag. Der kom kun en mindre lovændring i 1980, men dog en forbedring ud af diskussionerne. Den gravide havde hidtil haft ret til at gå på barsel med dagpenge 8 uger før fødslen. Det blev nu ændret til at

• Moderen fik ret til 4 ugers fravær før fødslen og 14 ugers barselsorlov med dagpenge efter fødslen.

• Orlovsperioden blev udvidet fra 14 til 20 uger, hvoraf de sidste 6 uger kunne deles mellem forældrene. Det var en forudsætning for faderens orlov, at moderen var dagpengeberettiget
• Faderen fik ret til 14 dages fædreorlov i forbindelse med fødslen med dagpenge

I 1985 blev orlovsperioden udvidet til

• 24 ugers barselsorlov på dagpenge efter fødslen, hvoraf de sidste 10 uger kan deles mellem forældrene.

Kvindernes voksende andel af arbejdsstyrken skærpede diskussionen om ligestilling mellem mænd og kvinder. Barselsorloven var forbedret, men kvinderne risikerede stadig at blive fyret under graviditeten eller barselsorloven. I 1989 blev der i Ligebehandlingsloven indført et forbud mod afskedigelse af medarbejdere (både mænd og kvinder), hvis de var fraværende på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Gennembrud i fagbevægelsen - offentligt ansatte kvinder og mænd får fuld løn under barsel i 1989
Siden 1960'erne var forbedringerne i barselsorloven sket gennem lovgivning. Fra slutningen af firserne blev bedre barselsorlov også et krav fra de faglige organisationer.
Kravet slog først igennem hos de offentligt ansatte. Kravet lød på fuld løn under barsel til både mænd og kvinder.
I 1985 var 46% af lønmodtagerne kvinder. 39 % var af disse var ansat indenfor det offentlige område. Det var særligt indenfor social- og sundhedssektoren og undervisning og administration.
Kravet om fuld løn under barsel blev fremsat overfor de offentlige arbejdsgivere ved overenskomstforhandlingerne i 1987. De kommunale arbejdsgivere var positive, men de statslige var imod.
Kravet blev igen fremsat i 1989, fremført med kraft af sygeplejerskernes formand Kirsten Stallknecht og bakket op af de andre grupper af offentligt ansatte. Bedre barselsorlov var populært, og de kommunale arbejdsgivere kunne også se deres interesse i at gå ind på dette krav.
Da barselsorlo v med fuld løn var aftalt på det kommunale område, måtte finansminister Palle Simonsen følge efter i overenskomsten med de ansatte i staten. De private arbejdsgivere ønskede ikke denne aftale, derfor gav det den borgerlige finansminister problemer.

Små forbedringer af barselsorloven i 1990érne

• Barselorloven omfattede i 1990 4 uger før fødslen og 24 uger efter fødslen. De første 14 uger var forbeholdt moderen, mens de sidste 10 uger kunne deles mellem forældrene. Fædrene havde ret til 2 ugers orlov ved barnets fødsel.
• Lovene gjaldt også ved adoption.
• Moderen havde ret til dagpenge under barselsorloven.
• Faderen havde kun ret til dagpenge, hvis moderen var dagpengeberettiget. I 1991 blev denne forskel fjernet, som en del af ligebehandlingsloven.
• I 1989 blev den første overenskomst med fuld løn under barsel for begge forældre indgået mellem de offentligt ansatte og de kommunale og statslige arbejdsgivere.
• I 1990érne skete der mindre forbedringer i overenskomsterne for gravide og småbørnsforældre.
• Fra 1992 - 2000 blev der lavet flere love om børne-pasningsorlov på dagpenge, som begge forældre kunne bruge. Lovgivningen skulle både hjælpe de trængte småbørnsforældre og tage toppen af den store arbejdsløshed, der var i begyndelsen af 90érne.
• I 1994 blev tvungen barselsorlov igen en del af arbejdsmiljøloven som følge af et EU-direktiv. Den tvungne barselsorlov var ikke taget med i arbejdsmiljøloven i 1976. Moderen havde efter loven forbud mod at arbejde de første 2 uger efter fødslen.

Se evt. pjecen: Familiepolitik, udgivet af HK

---

Krav om fuld løn under barsel på det private arbejdsmarked i 1995
På initiativ af LOs familiepolitiske udvalg blev fuld løn under barsel sat på dagsordenen som krav til overenskomstforhandlingerne i 1995. Der var bred opbakning fra forbundene, så kravet kom med som et af LOs overenskomstkrav
LO foreslog, at der blev oprettet en central barselsfond, som alle arbejdsgivere indbetalte til. Den centrale fond blev valgt, fordi den ville udligne omkostningerne mellem brancher, hvor der er ansat mange kvinder i forhold til brancher, som har flest mænd. Hvis barselsløn indgik i overenskomsterne uden en barselsfond, ville det også give ligebehandlingsproblemer, fordi kvinderne blev en dyrere arbejdskraft end mændene. LO og DA kunne ikke blive enige om en central fond til barselsløn under overenskomstforhandlingerne.
Det lykkedes dog at lave en aftale på industriområdet om barselsløn mellem CO-industri og Dansk Industri.
Der blev etableret en central fond indenfor industriens område fra 1. marts 1997. Aftalen lød på

• Løn under barselsorlovens første 14 uger med et maximumbeløb
• Løn til mændene under de 2 ugers fædreorlov med et maximumbeløb

Dermed var der taget et afgørende skridt på det private overenskomstområde. De følgende år, blev der indgået overenskomster indenfor mange af det private erhvervslivs områder, der indeholdt løn de første 14 uger af barselsperioden til mødrene og 2 uger til fædrene.
Maximumbeløbet er også blevet forøget i de senere overenskomster, så der gives fuld løn eller næsten fuld løn i barselsperioden.

Mere orlov til fædrene i 1998
I slutningen af 1900-tallet var der 935.000 ansatte i den offentlige sektor. Staten var blevet en stor arbejdsgiver.
Socialdemokratiet og De Radikale foreslog i 1997, at fædrene skulle have mere barselsorlov. Forslaget var både en fortsættelse af partiernes familiepolitik og af ligestillingspolitikken. Forslaget fik bred støtte i Folketinget fra Enhedslisten, SF og Centrumdemokraterne. Fædrene fik i 1998 ret til

• 2 ugers barselorlov med dagpenge efter de 24 ugers barselsorlov. (25.- 26.uge)

De fleste partier ønskede af forlænge barsels-og børne-pasningsorloven i en eller anden form, men der var forskellige hensyn at tage. Udover ligestillings- og familiepolitik, blev orloven også betragtet som et instrument til regulering af arbejdsmarkedet. I slutningen af 90érne var der begyndt at blive mangel på arbejdskraft indenfor sundheds- og omsorgssektoren, som traditionelt er domineret af kvinder. Længere orlov ville øge denne tendens.
Det ville også skade integrationen af indvandrere og deres børn, hvis orlovsperioderne blev væsentligt længere.
Forbedring af barselsorloven og børnepasningensorloven blev et populært tema blandt børnefamilierne, og derfor blev dette også et tema i valgkampen i 2001.

52 ugers barselsorlov i 2002
Den borgerlige regering fremsatte hurtigt efter regeringsdannelsen lovforslag om forlængelse af barselsorloven. Denne trådte i kraft marts 2002. Loven ser nu sådan ud.

• Forældrene har i alt ret til 52 ugers barselsorlov med dagpenge.
• Moderen har ret til fravær fra arbejdet tidligst 4 uger før fødslen og 14 uger efter fødslen. De 2 første uger efter fødslen er der forbud mod at arbejde.
• Faderen har ret til 2 ugers fravær indenfor barnets første 14 leveuger.
• Forældrene kan herefter dele de resterende 32 uger efter eget ønske: have orlov sammen, i forlængelse af hinanden, eller på deltid. En del af orloven kan også udskydes til senere.

Derudover siger ligebehandlingsloven:

• Kvindelige lønmodtagere har ret til fravær fra arbejdet i forbindelse med graviditetsundersøgelser i arbejdstiden.
• Lønmodtagere må ikke fyres i forbindelse med graviditet, barsel eller adoption.
• En kvindelig lønmodtager skal 3 måneder før forventet nedkomst underrette sin arbejdsgiver, og inden barnet er 8 uger fortælle i hvor langt hun vil holde barselsorlov.
• En mandlig lønmodtager skal underrette sin arbejdsgiver 4 uger før han ønsker at bruge sin fædreorlov, og inden barnet er 8 uger fortælle i hvor langt tid han vil holde barselsorlov.

• Barselsorlov: 100 års love og overenskomster
• Betænkning afgivet af befolkningskommissionen 1935. Kbh 1938
• Betænkning om barselsorlov afgivet af et af Ligestillingsrådet og Børnekommissionen nedsat fællesudvalg og kommenteret af de to organer. Kbh 1978
• Borchorst, Anette: Længere Barsel på den politiske dagsorden. I Demokratisk set red. Erik Albæk m.fl. Århus 2002.
• Due, Jesper og Madsen, Jørgen Steen: Forligsmagerne. Kbh 1996
• Egsmose, Lisbeth: Arbejderbeskyttelse gennem hundrede år. Arbejdspapir nr 19, Sociologisk Institut 1980
• Anette Eklund Hansen: Arbejderkvindernes holdning til den første barselsorlov 1901-1913. ABAs årskrift 2001.
• Geertsen, Kirsten: Arbejderkvinder i Danmark 1914-1924, SFAH 1977
• Geertsen, Kirsten: Dannet ung pige søges. Kvinder på kontor 1900-1940. Kbh 1990
• Geertsen. Kirsten: Arbejderkvinder i Danmark. Vilkår og kamp 1924- 1939. SFAH 1982
• Høyrup, Lise: Barselshvile - pligt, ret eller illusion? En undersøgelse af barselslovgivningens betydning for kvinder i industri og håndværk 1901- 1933. Utrykt afhandling, Kbh 1988
• Lemche, Gyrithe: Dansk Kvindesamfunds historie gennem 40 år. Kbh 1939
• Mikkelsen, Birthe: En undersøgelse af spørgsmålet om den særlige beskyttelse af kvindelige arbejdere, specielt i forbindelse med udformningen af den anden fabrikslov i 1901. Utrykt afhandling, Kbh 1975
• Olsen, Bente Marianne: Nye fædre på orlov. Kbh 2000
• Ørum, H.T.P: Om beskyttelse af kvinder før og efter nedkomst ved arbejde på fabrikker. Kbh 1910. (Foredrag i dansk forening for arbejderbeskyttelse).