Carl Christian Andersen - Andreas Fritzner

C.C. Andersener født i 1849 i København. Hans far er sukkerarbejder. I 1868 bliver han udlært som snedkersvend. I 1871 bliver han medlem af den Internationale Arbejderforening. I 1872 er han med til at stifte Snedkernes og Stolemagernes Fagforening. Han er formand for foreningen fra 1973-1984. Som formand er hans væsentligste opgave at gå rundt fra værksted til værksted og agitere for, at man tilslutter sig organisationen. På et tidspunkt bliver det umuligt for ham at få arbejde. Derfor bliver han en overgang selvstændig mester med en ret god forretning. Efterhånden opstår der et modsætningsforhold mellem bevægelsens fører Louis Pio med hans romantiske revolutionære ideer og gruppen af arbejdere, der har en mere praktisk realistisk måde at gribe sagerne an på. Til den gruppe hører C.C. Andersen. I 1877 flygter Pio til Amerika, og bevægelsen lider et alvorligt knæk.

Hørdum, Holm og Andersen overtager roret
Det er tre arbejdere, Hørdum, Holm og Andersen, der bringer partiet på fode igen. Erfaringen viser, at man ikke kan basere partiet på én eller nogle enkelte store personligheder. C.C. Andersen er med til at formulere, at bevægelsen skal hvile på principper og ikke på personer. Det lykkes at føre Social-Demokraten videre og i 1877 nedsætter man en kontrolkommision. C.C. Andersen bliver formand for kommisionen og kommer til at følge avisens udvikling fra sekterisk medlemsblad til at blive et moderne dagblad med et stort oplag og i perioder med en meget god økonomi.

Bevægelsen er hans liv
I København har den arbejdende del af befolkningen det rigtigt hårdt. For mange er det svært at skaffe ordentligt brød til en rimelig pris. Det fører i 1886 frem til stiftelsen af Arbejdernes Fællesbageri i København, der bliver en stor kooperativ virksomhed. Bevægelsen kan nu selv levere brød til sine medlemmer. C.C. Andersen opgiver sin egen snedkervirksomhed for at kaste sig ud i arbejdet med de kooperative virksomheder. Han bliver i en årerække bestyrer af det nye Fællesbageri. Den kooperative tanke ligger ham meget på sinde, og i 1902 er han medstifter af en anden stor kooperativ virksomhed, nemlig bryggeriet Stjernen. Han er også involveret i oprettelsen af Arbejdernes Landsbank i 1919, og sidder i bankrådet frem til 1925. I 1890 bliver C.C. Andersen som den ene af de to første Socialdemokrater valgt til Landstinget. Hele livet betyder bevægelsen alt for ham. Fra 1873-1931 sidder han i Socialdemokratiets ledelse. Han er den stabile kraft, der tilhører partiets midte. Han er ingen stor taler, og gør i det hele taget ikke meget opmærksom på sig selv. Det er ikke tilfældigt at han fra 1876-1931 er dirigent ved samtlige af partiets kongresser. C.C. Andersen har været med i bevægelsen fra dens begyndelse og langt op i det 20. århundrede. Han dør 29. februar 1932 83 år gammel.

Nina Bang, født Ellinger, bliver født i 1866 i et konservativt miljø som datter af musikdirektør og krigsråd Ellinger i Kastellet i København. Det er en stor familie med 10 børn. I sin ungdom er Nina Bang stærkt religiøs - nærmest indremissionsk, men hun får som en af de få kvinder på dette tidspunkt en studentereksamen i 1889 og får fem år senere magistergraden i historie. Da hun læser på universitetet, lærer hun den seks år yngre Gustav Bang at kende og bliver så forelsket i ham, at hun hurtig bliver en rettroende marxist. Hun siger senere: "Den marxistiske historieopfattelse var som en magnet, der ordnede alle molekyler i mig". Med assistance fra Gustav Bang kunne man tilføje. Gustav Bang, med hvem hun bliver gift med i 1895, er en af dansk socialismes betydeligste teoretikere. I årene 1900-15 udformer han en sammenhængende socialistisk teori, der bringer mere orden over den diffuse form for marxisme, der har præget socialdemokratiet indtil århundredeskiftet.

Anerkendelse og nedrakning
Fra 1898 begynder hun at skrive i Socialdemokraten, og bliver hurtigt accepteret og anerkendt i Socialdemokratiet og i socialdemokratiske kredse, hvor hun allerede i 1903 bliver indvalgt i partiets hovedbestyrelse, og i 1913-18 er hun socialdemokratisk medlem af Københavns borgerrepræsentation. Nina Bang bliver i 1924 undervisningsminister, og er dermed den første kvindelige minister i verden. Mange år senere siger hun selv, at hun søgte at: "Bringe en mors hjerte og tanker ind i administrationen." Men det er en post, der skal give hende store vanskeligheder. Nina Bang går til arbejdet med sin vanlige energiske og handlekraftige indsats, men det er den borgerlige presse magtpåliggende at forhindre, at Socialdemokratiets første kvindelige minister bliver populær i befolkningen. Sammen med K.K. Steincke er hun uden sammenligning regeringens mest omstridte og kontroversielle person.

Endelig et mandfolk
Hele landet raser over Nina Bang, da hun til Det kongelige Teaters 50-års jubilæumsforestilling fornærmer kongefamilien. Stauning har bestemt, at teaterorkestret skal spille I.P.E Hartmanns Thrymskviden og ikke kongesangen. Da den kongelige familie ankommer, rejser en gruppe studenter sig og synger i kor Kong Christian i protest. Næsten alle tilskuere rejser sig, og nogle ministre gør det samme. Nina Bang bliver demonstrativt siddende og rejser sig ikke. Pressen hævder de følgende dage, at hun har halet i Borgbjergs frakkeskøder, da han rejste sig, for at få ham til at sætte sig ned igen. Angrebet er symptomatisk, hun bliver gang på gang udsat for voldsomme angreb fra den borgerlige presse. Pressehetz og nedrakning er ikke for voldsomme ord i denne sammenhæng. Som undervisningsminister udarbejder hun en plan for seminariernes undervisning, og hun fremsætter en række forslag om en bedre læreruddannelse - forslag der ikke går i gennem. Hun reducerer ledelsen i Det kgl. teater, og gør de indledende skridt til at ordne Nationalmuseet bygningsproblemer. Men regeringen varer kun to år, og Nina Bang dør af en hjertelidelse den 25 marts 1928, 61 år gammel på Rigshospitalet. "Og sandt er det, at hun havde det stænk af hellig naivitet, der bevarer mod blasert skepticisme, mod sur og gold pessimisme. Hun elskede de lyse syn", siger F.J. Borgbjerg ved hendes bålfærden, og det tyske blad "Vorwärts" bemærker om hende: "Endelig et mandfolk".

Frederik Christian Boldsen er født i 1877 i Oplev ved Aalborg i et gårdejerhjem. Han får en juridisk embedseksamen i 1897, og fra 1902-11 har han en succesrig sagførerforretning i Randers. I 1904 stifter han landets første udstykningsforening, der medvirker ved oprettelsen af ca. 250 husmandsbrug, og Frederik Christian Boldsen udgiver i 1916 bogen "Nutidens og Fremtidens husmandsbrug". Han interesserer sig også tidligt for byernes boligforhold, og i 1912 udgiver han bogen "Haveboliger i Danmark" under indtryk af Ebenezer Howards Garden Cities, som han har studeret på rejser i England. Bogen om haveboliger er anledningen til, at Dansk Haveboligforening bliver stiftet i 1912 med Frederik Christian Boldsen som formand.

Sagføreren, kunstelskeren - formanden
Frederik Christian Boldsen har talrige tillidsposter i bygge- og boligverdenen. Han er bl.a. medlem af boligkommisionen fra 1916, initiativtager til stiftelsen af Fællesorganisationen af alménnyttige danske Boligselskaber (FO) i 1919 og samtidigt til stiftelsen af Københavns Huslejeforening. Han er formand for FO 1919-22 og medstifter af Bygge Societetet for Danmark 1937 og medlem af det udvalg under Indenrigsministeriet, der i 1945 afgiver betænkning om efterkrigstidens boligforhold. I 1920 stifter han Københavns almindelige Boligselskab (KAB), hvor han er direktør 1920-45, og som udvikler sig til et af landets største byggeforetagender. Frederik Christian Boldsen bliver selv økonomisk meget velstående og opbygger bl.a. en meget stor kunstsamling.

Idémanden der blev boligpioner
Op til og under 2. verdenskrig forholder Frederik Christian Boldsen sig kritisk til parlamentarismen, og selvom han ikke har kontakt til den tyske besættelsesmagt, er det årsag til, at han i 1945 må forlade direktørposten i KAB. Frederik Christian Boldsen står socialt og politisk fjernt fra arbejderbevægelsen, men hans idérigdom og foretagsomhed gør ham til en af boligbevægelsens mest markante personer.

Julius Bomholt er født den 11. juni 1896 i Alderslyst i nærheden af Silkeborg. Han er født i et arbejderhjem, men bliver selv som 25-årig cand. theol. i 1921. Kort efter sin kandidateksamen besøger han to arbejderhøjskoler i henholdsvis Tyskland og Schweiz. Året efter begynder han selv undervise på Askov Højskole. Mødet med højskolen i Askov bliver en tydelig skuffelse for Bomholt, der derfor søger et lærerjob på Esbjerg Arbejderhøjskole. Han får jobbet, og er allerede to år efter forstander der. Sammen med Hartvig Frisch er Julius Bomholt den person, der præger socialdemokratiets kulturpolitik - og dermed hele landets kulturpolitik - fra 1920´erne og helt frem til slutningen af 1960´erne. Han er af person og væsen kulturpolitiker om nogen.

Det socialdemokratiske menneske

I et ofte svulstigt og pompøst sprog formulerer han tidligt sine kulturelle visioner. I 1930, året efter han er indtrådt i Folketinget, udkommer hans første bog - den første af en større række. Det er bogen "Dansk digtning fra den industrielle revolution til vore dage." Og allerede to år efter kommer "Arbejderkultur", hvori han plæderer for, at Socialdemokratiet skal arbejde henimod en egentlig særegen arbejderkultur. Han afviser den klassiske, borgerlige kultur, men ønsker en socialdemokratisk kultur - og dermed et socialdemokratisk menneske. Det er en yderst omdiskuteret bog og et ikke særligt fromt ønske, der bliver modsagt af andre socialdemokrater. Særligt partiets kulturelle "andenmand" Hartvig Frisch, har svært ved at tage den slags alvorligt. Bomholt ændrer sin kontroversielle holdning, og i 1938 da det socialdemokratiske program, "Danmark for folket," udkommer, er hans kulturvision bundet op i en forbindelse til den nationale og traditionelle kultur.

Farlig radio

Efter besættelsen udtaler han sit berømte ønske om, at Danmarks Radio skal lave "farlig radio." Der er ingen tvivl om, at Bomholt er med til at åbne op for en mere fri radio, hvor mere kritisk journalistik kan sendes i radioen. Men for Bomholt selv er der også en grænse - noget radio er for farligt. Han er i 1952 som medlem af det politiske udvalgte programudvalg med til at forhindre en genudsendelse af den sidenhen så legendariske radiomontage "Jeg tilspørger dig" af Viggo Clausen, der omhandler 14 rådhusvielser i København. Udsendelsen, som DR først genudsender i slutningen af 1960´erne, er i dag en klassiker, der jævnligt bliver genudsendt. Han er Folketingsformand i perioden 1945-50, hvorefter han er undervisningsminister i ni måneder i 1950. Han bliver fra 1953 og fire år frem igen undervisningsminister, hvorefter han bliver socialminister fra 1957-61 og endelig landets første kulturminister i 1961 - og tre år frem. Det er en triumf for Bomholt og dansk kunst og kulturliv i det hele taget, at det er ham, der opnår at blive landets første kulturminister. Der findes næppe nogle politikere i hans livsperiode, der i samme grad er engageret i kulturen og dens forhold som Bomholt. Og han er en god mand for kunsten og kulturen. På denne tid er Bomholt optaget af en mere fri kulturpolitik: "En virkelig kulturpolitik må til det yderste være frisindet. Vil man kultivere demokratiet må man først og fremmest demokratisere de ydre vilkår for kulturelt arbejde ud fra mottoet: "Nok støtte men ikke dirigere". Fra 1964 og fire år frem er han igen Folketingsformand. I 1969 dør han. Med et eftermæle som dansk kulturs store kæmpe.

Frederik J. Borgbjerg er født 10. april 1866 i landsbyen Boeslunde ved Skælskør, nær Borgbjerg Banke. Han er døbt Frederik Hedegaard Jeppesen, men skifter senere navn. Borgbjergs bedsteforældre er fæstebønder. En dag farmoren går og pløjer på Borgbjerg Banke, støder plovjernet på noget hårdt. Da hun kigger efter viser det sig, at hun har fundet et par store guldkar og guld- og sølvsmykker. I 1844 udbetaler Nationalmuseet 1300 rigsdaler for danefæet. Pengene gør det muligt for bedsteforældrene at blive selvejere, og samtidig er der råd til at sønnen, Jens Jeppesen - Borgbjergs far - kan uddanne sig til dyrlæge. Faren er en ivrig fortaler for andelsbevægelsen, og småbøndernes vilkår ligger ham meget på sinde.
Da Borgbjerg skal i skole, bliver han sendt ind til sin rige onkel i København. Han læser meget, og bliver især optaget af Grundtvigs tanker og ideer og Darwins udviklingslære. Senere begynder han at studere nationaløkonomi, han bliver marxist og Socialdemokrat.

Journalist og agitator
I 1890 skriver Borgbjerg sin første artikel - "Socialismen på landet" til Social-Demokraten. I artiklen slår han fast at bønder og arbejdere har fælles interesser. Kampen drejer sig ikke om by mod land, men om arbejdere mod kapitalister. Året efter bliver han fast medarbejder på Social-Demokraten. I 1892 tager Borgbjerg på en stor agitationsrejse rundt i Danmark. Han taler ved ca. 200 møder, og i kølvandet på den største landsagitation partiet indtil da har holdt, dukker der overalt nye socialdemokratiske foreninger op. Borgbjerg er en stor taler, der ikke pakker tingene ind. Han taler med entusiasme, og det er blevet sagt om ham, at det begynder med at Borgbjerg holder talen, men slutter med at talen holder ham.
Agitationsrejsen gør Borgbjerg kendt i hele landet. I 1892 kommer han i partiets hovedbestyrelse. Borgbjerg bliver en af de første intellektuelle, der når en inflydelsesrig position i Socialdemokratiet. Som journalist kører han flere store kampagner fx under Storlockouten i 1899, og i forbindelse med at Jens Jensen i København i 1903 bliver kåret som Danmarks første socialdemokratiske borgmester. Borgbjerg er i to perioder redaktør af Social-Demokraten første gang fra 1911-1924 og igen fra 1926-1929.

Partiets ansigt udadtil
I 1898 vælges Borgbjerg ind i Rigsdagen. Han er samtidig medlem af Københavns Borgerrepræsentation indtil 1913. Borgbjerg fremstår frem til 1914 som partiets reelle leder og ansigt udadtil. I det pænere borgerskab bliver han brugt som skræmmebillede. Hans specielle udseende og slagkraftige agitation gør ham til et yndet "offer" blandt tidens karikaturtegnere.
Borgbjerg kommer til at spille en central rolle i forbindelse med grundlovsændringen i 1915. I Partiet er han den store fortaler for den kooperative tanke. Borgbjerg er svoren tilhænger af den reformistiske linje. Efter 1920 kommer Borgbjerg til at stå i skyggen af Stauning. Hidtil er Socialdemokratiet blevet ledet af "de to skæg". Udadtil ligner de hinanden, men indbyrdes er de meget forskellige - Borgbjerg er åndens og Stauning håndens mand.
I den første Stauningregering fra 1924-1926 er han socialminister, i den anden fra 1929-1935 undervisningsminister. Som minister er Borgbjerg meget tibagetrukket. Han er ingen god administrator. Borgbjerg er hele tiden meget loyal overfor Stauning, men han kan ikke skjule sin skuffelse over at blive vraget som undervisningsminister efter valget i 1935. Borgbjerg dør 15. januar 1936 af hjertelammelse i forbindelse med en operation.

Harald Brix er født 25. februar 1841 i København. Faren er ustadig, og ikke i stand til at forsørge familien, moren og børnene bor derfor tit hos nogle rige slægtninge. Brix kommer i handelslære, og har pladser som boghandlermedhjælper og kontorist i krigsministeriet.
I januar 1864 starter han sammen med sin fætter, Louis Pio, på reserveofficer-aspirant skolen, men han bliver smidt ud efter kun 3 uger med begrundelsen, at han er ugenet til officertjeneste. I juni samme år melder han sig frivilligt til hæren og deltager i kampen på Als. Efter krigen bliver han igen boghandlerkommis, og forsøger sig i 1869 som udgiver af anoncebladet Dags-Avisen. Dags-Avisen får en kort levetid, den når kun at eksistere i to måneder. I 1870 forsøger Brix sig som bog- og musikhandler med egen butik på Amagertorv, men han må lukke butikken efter et år.

Socialistiske Blade og dannelsen af Internationale
I sommeren 1871 udsender Pio anonymt 1. nummer af Socialistiske Blade. Men forlæggeren bliver bange for det røre det medfører, så fra udgivelsen af nr. 2, optræder Brix som forlægger. Han bliver den danske arbejderpresses første administrator og udgiver. I offentligheden bliver Brix sammen med Geleff kendt for, at være Pios svorne kampfæller. Fra juli 1871 - april 1872 udgiver og redigerer Brix ugebladet Socialisten, der fra 2. april bliver dagblad med Pio som redaktør og Brix som forretningsfører.
Fra september 1871 begynder Socialisten at køre en kampagne mod de dårlige lønninger på B&W. 300 arbejdere bliver senere på måneden lockoutede, og avisen iværksætter en indsamling til fordel for dem. Internationale er villig til at føre kampen for arbejderne, og den 4. oktober indkaldes der til møde. Der kommer utroligt mange mennesker, og Brix er mødeleder og hovedtaler. Den 15. oktober 1871 stifter Pio, Brix og Geleff Den Internationale Arbejderforening for Danmark. Pio står for at skrive de ledende artikler til Socialisten, Geleff tager på agitationsrejser i provinsen og Brix, der er valgt som sekretær, tager sig af foreningens indre anliggender. Det er ham der sørger for korrespondance med de faglige sektioner, og for at samle penge ind til foreningen.

Brix arresteres efter slaget på Fælleden
På et møde 4. maj 1872 taler Pio, Brix og Geleff for at man trodser politidirektør Crones forbud mod at indkalde til arbejdermøde på Nørre Fælled. Næste dag arresteres de tre ledere og dømmes "for forbrydelser mod den offentlige myndighed og orden". Brix bliver dømt til forbedringshusarbejde i 3 år. Brix bliver meget syg i fængslet. Han får en del af straffen eftergivet og bliver løsladt fra Vridsløse i 1875. Socialisten er i 1874 blevet overtaget af de københavnske fagforeninger og har skiftet navn til Social-Demokraten. Fra 1875 bliver Brix igen administrator. I 1876 begynder man at udgive et satirisk blad Ravnen. Social-Demokraten er "sværdet" og Ravnen "svøben". Ravnen er Brix's område, men bladet bliver hurtigt en torn i øjet på magthaverne, og i 1877 dømmes Brix igen til 4 års fængsel. De to første år sidder han i Horsens tugthus, derefter overføres han til København, hvor han må indlægges på Kommunehospitalet, fordi hans helbred har taget varig skade af de lange fængselsophold. Brix bliver løsladt juleaften 1880. Pio og Geleff er i mellemtiden stukket af til Amerika. Brix er syg og bitter, men blandt arbejderne hædres han som martyren, der udstod sin straf og ikke stak af med halen mellem benene. Harald Brix dør som 41 årig 28. maj 1881. Han ligger begravet i Ålborg.

Christian Christensen er født på Lolland i 1882. Som 5 årig flytter han med familien til København. Her vokser Christian op i et utroligt fattigt arbejderkvarter på Nørrebro. Han har 11 søskende. Faren er arbejdsmand og temmelig fordrukken. Familien hutler sig igennem tilværelsen, og børnene må, sammen med moren, hjælpe til med at lave ildtændere i hjemmets køkken. Christian går på Jagtvejens skole, hvor bank hører til dagens orden. Han får også tæsk, når faren kommer fuld hjem.
Christian bliver tidligt politisk aktiv og melder sig ind i Socialdemokratiet. På partiets kongres i 1906 stiller han et resolutionsforslag der indeholder 3 af den syndikalistiske ideologis grundpiller - Generalstrejken som kampvåben, antimilitarisme og værdien af det socialistiske oplysningsarbejde. Forslaget bliver stemt ned, og han melder sig ud af partiet. I 1908 opretter en lille gruppe unge revolutionære Syndikalistisk Forbund, og Christian Christensen bliver leder. Syndikalisterne mener, at kampen for socialisme skal føres i fagbevægelsen, og i 1910 tager han initiativ til dannelsen af Fagoppositionens Sammenslutning. Syndikalisterne udgiver bladet Solidaritet. De har stor tilslutning blandt arbejderne især under og lige efter 1. verdenskrig. Succesen skyldes ikke mindst Christian Christensens personlighed.

Christian Christensen fængsles
Omkring 1918 hører direkte aktioner og konfrontationer med politiet til dagens orden. Christian er en flittig skribent, der igen og igen opfordrer til antiparlamentaristisk virksomhed. Nogle år før er tre svenske syndikalister fængslet og dømt til livstid for et attentat mod et skib. Én bliver dræbt og 20 såret. En gruppe danske syndikalister beslutter sig til at befri de svenske kammerater, der en overgang sidder fængslet i Malmø. En ung pige skal slå en vagt ned med en sandsæk, men modet svigter i sidste øjeblik. Planen mislykkes, og i mellemtiden flyttes fangerne til Landskrona. Christian tager derop og står en hel nat igennem og tegner skitser over fængslet. Befrielsesplanerne bliver aldrig ført ud i livet, men skitserne og en række artikler er en del af det sagsmateriale, der fører til hans fængsling i 1918 efter stormen på Børsen og optøjerne på Grønttorvet. Han dømmes og afsoner 21 måneders fængsel.

Den syndikalistiske bevægelse dør
Efter løsladelsen melder Christian Christensen sig omkring 1920 ind i DKP. Han siger, at han ofrede den danske syndikalistbevægelse for at hjælpe DKP over de første startvanskeligheder. I 1920'erne flytter han til Silkeborgegnen. Her lever han en meget isoleret og tilbagetrukket tilværelse. Han kan knap nok skaffe til dagen og vejen, men må hutle sig igennem med lidt gartneri, hønsehold og fiskeri. Han kommer aldrig til at spille nogen særlig rolle i DKP. Flere mener om ham, at han er selvoptaget og opfarende. Han melder sig ud af DKP efter Stalins Moskva-processer i 1936. De sidste 22 år af sit liv bor han på Hørsholmegnen. Han skriver en række bøger om den syndikalistiske bevægelse i Danmark og sine barndomserindringer. Christian Christensen dør i 1960.

Marie Christensen er født 3. februar 1871 ved Roskildefjorden i Lille Kregme nær Frederiksværk. Familien bor hos mormoren i et lille hus. Da hun er 5 år dør mormoren og året efter en søster af hjernebetændelse. Familien flytter til et hus hos en gårdmand, hvor faren er ansat for en lille løn og kost til sig selv og familien. Senere bliver han ansat på et krudtværk. Marie kommer i skole i Frederiksværk, og da hun er færdig bliver hun spurgt, om hun vil læse videre til lærerinde, men afslår tilbuddet, selvom der er mulighed for at få offentlig støtte.

Marie kommer ud at tjene
Marie bliver konfirmeret 2. april 1885 og få dage efter får hun sin første plads, men bliver boende hjemme. Fra hun er 16 år får hun plads som enepige hos en lægefamilie i Frederiksværk. Hun har store forventninger, især fordi hun nu for første gang får sit eget værelse. Værelset viser sig at være et loftskammer lige ved siden af tørreloftet, hvor vandet i servanten er bundfrossent om vinteren. Hun står op kl. 6 hver morgen for at tænde op, og kl. 10 om aftenen slutter hun dagen med at pudse otte par sko. Marie får frost i fingrene af at skulle gøre rent i koldt vand, og hun får dårlig mad. Efter denne plads beslutter Marie at søge arbejde i København. Det første sted må hun knokle, og hun har ikke engang sit eget kammer, men må sove på en sofa. Endelig får hun en ordentlig plads hos en rigtig husmoder, og her finder hun ud af, hvilke forhold hun før har været budt. En overgang forsøger hun sig som lærerinde i en håndarbejdskole på landet, men hun vender tilbage til byen og finder en plads hos nogle meget venlige folk. Hun beslutter sig til at gøre noget ved tjenestepigernes forhold.

Tjenestepigeforeningen dannes
Marie deler 200 invitationer ud til stiftende møde i tjenestepigernes fagforening. Der møder 30 kvinder op, og man vedtager et arbejdsprogram om: Fast arbejdsdag fra 7-19, betalt overarbejde, frihed hver anden søndag eftermiddag, eget værelse og ordentlig kost. Foreningen vil også arbejde for oprettelsen af en tjenestepigeskole, og sikring af ældre tjenestepigers alderdom. Den 15. november 1899 er stiftelsen af tjenestepigeforeningen en realitet, og Marie Christensen bliver formand. Marie vier sit liv til agitation for foreningen, og hun tjener til dagen og vejen ved at undervise piger i håndarbejde i sin 2-værelses lejlighed. Modsat de andre fagforeninger i byen har Københavns Tjenestepigeforening ingen problemer med politiet - tværtimod. Marie aflevere plakater om møder i foreningen hos politimesteren, der sørger for at betjentene sætter dem op. I 1901 opretter foreningen et arbejdsanvisningskontor, hvor tjenestepigerne ved ansættelse får kontrakt på deres rettigheder. Tyende har elendige forhold, og de har ikke stemmeret. Det er kampen for stemmeretten og ophævelse af tyendeloven der bliver vigtig de kommende år. Tyendekommisionen nedsættes i 1905, og Marie bliver medlem. På sine agitationsrejser rundt i landet, kommer hun til at arbejde sammen med Peter Sabroe. Med grundlovsændringen i 1915 bliver kravet om stemmeret til tyende indfriet, og i 1921 bliver tyendeloven erstattet af medhjælperloven. I 1906 opretter man Fagskolen for tjenestepiger, og Marie får travlt med at udvikle undervisningsplaner. I 1914 ændrer De Samvirkende Tjenestepigeforeninger navn til Husassistenternes Fagforening, der er forløberen for Husligt Arbejderforbund. Marie går af som formand i 1915. Indtil sin død arbejder Marie på Husassistenternes fagskole og alderdomshjem.

Hartvig Frisch bliver født den 17. januar 1893 i Frederiksborg. Frisch-familien er en akademikerfamilie med indianerblod i årene. I sine studieår på Københavns universitet stifter han tidligt bekendtskab med socialismen. Han melder sig ind i Studentersamfundet og i Socialdemokratiet i 1911. Historikeren Gustav Bang er en stor marxistisk inspirator for den kreds af unge akademikere Hartvig Frisch bevæger sig i. Hartvig Frisch bliver i 1917 - som kun 20-årig - cand. mag i latin og græsk. Han begynder at undervise som gymnasielærer først på Århus Katedralskole og derefter på Metropolitanskolen. Her får han som elev den senere kendte maler og forfatter Hans Scherfig. Hartvig Frisch indgår som nøgleperson i Hans Scherfigs roman "Det forsømte Forår", hvori han er den eneste lærer, der bliver sympatisk beskrevet: "Han siger De til gymnasiasterne. Og han slår ikke disciplene i ansigtet. Han er et under og en sensation."

Den politisk komet bliver forfatter
I 1920 tager han på studierejse i Italien, hvor han oplever den voksende fascisme. Noget der får stor betydning for hans bog "Pest over Europa", der udkommer i 1933. Heri tager han kraftigt afstand fra totalitære regimer og ideologier som fascisme, nazisme og kommunisme. I "Pest over Europa" er det, at han formulerer den berømte sætning om kultur: "Kultur er vaner." 33 år gammel bliver han i 1926 valgt til Folketinget for Socialdemokratiet, ni år efter i 1935 er han gruppeformand og politisk ordfører for den socialdemokratiske folketingsgruppe. I 1928 udgiver han "Europas Kulturhistorie", der er et succesrigt værk, der udkommer i mange oplag
På grund af bogen "Pest over Europa" kan Hartvig Frisch under besættelsen ikke virke i et politisk hverv. Derfor tager han sit videnskabelige arbejde op. Allerede i 1941 afleverer han sin disputats om athenernes statsforfatning, og han bliver samme år professor ved Københavns universitet.

Modstandsbevægelsen er terrorister

I 1941 tager Frode Jacobsen kontakt med ham for at danne en modstandsorganisation. Frisch afviser ham. På det punkt er han helt på linje med Socialdemokratiets officielle politik, der fordømmer sabotage: "Terrorisme, der nu drives herhjemme under Navn af Sabotage. De Herrer fra det selvbestaltede "Frihedsraad" burde læse "Gøngehøvdingen," der er en første Klasses dansk Sabotage-Roman" siger han i 1943. Under hele besættelsen - og årene derefter - kan Hartvig Frisch ikke acceptere det illegale arbejde modstandsbevægelsen laver. Det kan undre i forhold til den stærkt antinazistiske holdning han lægger for dagen i "Pest over Europa." Tiden efter besættelsen og op til sin død i 1950 er for Frisch præget af hede debatter om hans holdning under besættelsen til de illegale sabotører. Han er ikke blevet glemt for sine udtalelser om modstandsbevægelsen. Men han vender alligevel tilbage til det politiske liv. To år efter besættelsens afslutning, i 1947, bliver han undervisningsminister i Hans Hedtofts regering. Det er i Hartvig Frisches ministerperiode Undervisningsministeriet får gennemført den moderne retskrivning med små bogstaver, bolle-å´et og afskaffelsen af d´et i kunde, skulde og vilde. Bolle-å eller ej - alt har en ende. Lørdag den 11. februar 1950 - lidt før klokken syv om morgenen - dør Hartvig Frisch af kræft - kun 57 år gammel.

Andreas Fritzner er født 31. januar 1887. Hans far er jord- og betonarbejder, og familien bor i en lille 2 værelses lejlighed i Rådmandsgade 21 i København. De er meget fattige, og om vinteren er faren altid arbejdsløs. Han tjener af og til lidt penge ved at skovle sne, men det er nødvendigt at moren og de fire børn laver tændstikæsker og ildtændere som hjemmearbejde. I 1892 flytter familien til Falkoner Alle på Frederiksberg, men et par dage efter brænder huset. Familien har ingen brandforsikring, og de mister alt, hvad de ejer.

Den pæne skole
Andreas er nr. 1 i klassen. Lærerne mener, at han skal på De forenede Kirkeskoler, som er et filantropisk foretagende baseret på særligt begavede børn fra kommuneskolerne. Forældrene er i tvivl, for han må hverken have arbejde eller gå i træsko samtidig, men han får lov at begynde. Andreas er en ivrig fodboldspiller, og nogle af holdkammeraterne er Lyngsies sønner, de får ham i 1904 med til et møde i den nydannede Socialistiske Ungdomsforening, og han bliver med det samme medlem. Andreas kommer i lære som grovsmed, og efter 5 års læretid bliver han i 1906 udlært vogn- og beslagsmed. Samme år, 19 år gammel, bliver han gift med den 16 årige Emma. De er begge politisk aktive syndikalister.

Danmarksrekord i fængselsstraffe for politisk aktivitet
Andreas arbejder som skibsbygger. Han er bagmand i en række af Syndikalisternes aktioner. I 1907 fængsles han for at dele et antimilitaristisk opråb ud til de nyindkaldte soldater. I 1908 sidder han 2 måneder i varetægtsarrest i Malmø, for at have medvirket ved en sabotageaktion mod et skib, der huser engelske strejkebrydere. I København køber Andreas lunten til den bombe, der skal bruges under aktionen. Han prøver om den kan antænde under vand i søen i Botanisk have og bringer den til Malmø. De tre svenskere, der udfører aktionen bliver dømt til livstid, men der er ingen beviser mod Andreas, som bliver sluppet fri. Han er med til at stifte Fagoppositionens Sammenslutning i 1910. Andreas er militærnægter og fængsles flere gange. Under en af fængslingerne går han i sultestrejke og stilles for en militærdomstol. Sagen udvikler sig til en farce. Han får at vide, at han vil blive genindkaldt, men hører aldrig mere fra det danske militær.
Andreas er meget aktiv i arbejdsløshedsbevægelsen og er en af bagmændene bag stormen på Børsen 1918. For det får han kun en bøde, men efter optøjerne på Grønttorvet senere samme år, hvor Andreas taler, kommer han igen i politiets søgelys. Syndikalisterne mener, at der er opstået en revolutionær situation i Danmark, så Andreas bliver sendt til Berlin for at få de tyske kammerater til at hjælpe. I Berlin møder Andreas Karl Liebknecht, en af den tyske revolutions ledere. Tyskerne har nok at gøre med deres egen revolution, så Andreas må tage hjem med besked om, at danskerne må klare sig selv. Han fængsles i 14 måneder for talen på Grønttorvet, og opnår at sætte danmarksrekord i fængslinger for politisk aktivitet.
I 1930 melder Andreas og Emma sig ind i DKP. De bliver aldrig stalinister, og er ofte i opposition til ledelsen. På grund af sin politiske aktivitet bliver Andreas udelukket fra smedeforbundet. Han genoptages først i 1939, men mange arbejdsgivere lockouter ham, på trods af at han er fagligt dygtig. Selvom Andreas og Emma er fattige har de altid overskud til at huse tyske flygtninge og børn der lider nød. Emma dør i 1967, og efter 60 års ægteskab bliver Andreas alene. I 1968 tager han, som et mindretal i DKP, afstand fra russernes invasion i Prag. Den 23. januar 1969 dør Andreas Fritzner 82 år gammel.