Anker Jørgensen - Viola Nørløv

Anker Jørgensen bliver født den 13. juli 1922 i et fattigt hjem. Allerede som 5-årig bliver han forældreløs, da hans forældre dør af tuberkulose. Han flytter ud i Amagergade på Christianshavn hos sin tante, der er tobaksarbejder, og vokser op der. Som ung får han forskelligt arbejde som ufaglært arbejder, og engagerer sig tidligt i fagbevægelsesarbejde. Han bliver SID formand i 1968. Han er en populær formand, der ofte tager ud i partiforeningerne på besøg. Anker Jørgensen angler ikke efter højere poster eller erhverv. Men der altid nogen, der gør opmærksom på ham. Som tillidsmand bliver der peget på ham, som formand for SID bliver han valgt, og J. O. Krag vælger ham som sin efterfølger. Det er noget han er stolt af. Ikke at have været statsminister, men at han gentagne gange har fået talrige menneskers tillid og agtelse. Politik i Danmark i anden halvdel af det 20. århundrede er for akademikere - og så lige lagerarbejderen, Anker. Han er den første arbejdsmand, der bliver statsminister i Danmark og måske også den sidste?

Minister for økonomisk lavkonjunktur
Samme år som han bliver redaktør af Fagbladet, 1964, bliver han også medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Overraskelsen er stor, da J.O. Krag overlader statsministerposten til SID formanden, Anker Jørgensen, i 1972. Fra 1973 til 1982 er han næsten ustandselig statsminister. Han har som statsminister en ligefrem og uimponeret måde at tackle statsmagten på - folkeligheden og jovialiteten mangler ikke. Der er oliekrise, massearbejdsløshed og internationale lavkonjunkturer mens Anker Jørgensens sidder ved roret, og samarbejdet med de andre folketingspartier fungerer ikke altid gnidningsløst. Han har ikke altid kunnet skjule sin fraværende sympati over for de radikale: "De radikale er resultatet af parringen mellem et stykke badesæbe og en ål," har han engang sagt. Men der bliver opnået resultater under hans regeringsperioder. Der gennemføres garanti-lønnen, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og efterlønsordningen. Anker Jørgensens faglige baggrund og erfaringer fra arbejdsmarkedet kommer ham tilgode, når han gennemfører regeringsindgreb i overenskomstsituationer.

Statsministeren fra Sydhavnen
Indførelsen af efterlønnen er et af de politiske resultater, han er mest stolt over at have gennemført, så det er en knytnæve i ansigtet på den ældre socialdemokrat, da den socialdemokratiske regering i 1998 ændrer på efterlønsreglerne. Økonomer har ikke altid været hans kop te. Økonomi, politik og moral. Nogen gange er blandingen ikke god - mener han. Og moral er vigtig for Anker Jørgensen. Han adskiller ikke moral og politik: "Jeg kan ikke forlange solidaritet af en konservativ tilhænger af de frie markedsmekanismers hærgen, men jeg kan forvente det af et medlem af arbejderbevægelsen. Nogen siger, at moral og politik ikke har noget med hinanden at gøre. Det mener fx Ritt Bjerregaard. Jeg er helt uenig. Politik og moral hører uløseligt sammen." Ikke langt fra de gravsten som tilhører alle Socialdemokratiets ledere gennem tiderne; Vestre Kirkegård, bor Anker Jørgensen gennem en menneskealder. Også da han er statsminister. Det ændrer ikke hans livsstil. Han bliver boende i lejligheden i Sydhavnen på Borgbjergvej 1, 2. sal til venstre. Sådan vil han have det. Sådan vil han bo. Og helst sammen med sin kone gennem mange år, Ingrid som dør i 1997. Efter han stopper som aktiv politikker, lader han sig pensionere og bliver en ivrig og efterspurgt foredragsholder.

Karl Kiefer er født i København i 1874 i et af arbejderbevægelsens pionérhjem. Faderen, cigararbejder Fritz Kiefer, er ivrig deltager i arbejderbevægelsens fra dens start. Han deltager i det berømte fælledmøde i 1872, hvilket han kommer tre måneder i fængsel for. Karl Kiefer følger hurtigt hjemmets traditioner. Efter han i 1895 er udlært som trykker, bliver han medlem af Trykkerforeningens bestyrelse og nogle år efter af forbundets hovedbestyrelse. I 1907 fastansættes Karl Kiefer som den første fastlønnede sekretær i Arbejdernes Fællesorganisation. Opgaverne er mangeartede: han tager sig af de kulturelle spørgsmål som at organisere teaterbesøg og koncerter. Og han virker for kooperationen - ikke mindst det nyoprettet "Stjernen." Karl Kiefer kommer til tider i ildlinjen. Under en sporvejsstrejke på Frederiksberg vil politiet anholde Karl Kiefer da han offentliggør skruebrækkernes navne.

Den store kulmester
Under den 1. verdenskrig kommer Karl Kiefers store tid. Arbejdernes Fællesorganisation er på et tidligt tidspunkt begyndt, at importere kul til forbrug i industrien og hjemmene. I 1916 dannes "Arbejdernes Fællesorganisations Brændselsforening", hvor Karl Kiefer bliver direktør. Derfor træder han i 1917 tilbage fra sin post som sekretær i Fællesorganisationen. Brændselsforretningen vokser op til en meget stor virksomhed. Det er gode tider for ham. Andre kulleverandører kan ikke få kul fra England med det resultat, at der er kulmangel og ekstreme høje kulpriser. Men Kiefer har tyske forbindelser, hvorfra han kan få kul til Brændselsforretningen - og til de danske forbrugere. Brændselsforretningens succes er økonomisk medvirkende til, at Arbejdernes Landsbank i 1919 kan stiftes. Karl Kiefer er drivkraften ved oprettelsen og bliver bankrådets formand. Men i årene 1917-18 opstår der pressestorm om både Karl Kiefer og Brændselsforretningen. Flere aviser begynder at bore i de økonomiske omstændigheder bag Brændselsforretningen og Karl Kiefers forhold til den mystiske Dr. Helphand - også kaldet Parvus. Aviserne antyder, at de penge Parvus tjener via samarbejdet med Brændselsforretningen, er med til at finansiere den russiske revolution. Kort efter opstår der nye problemer for Karl Kiefer.

Højt at flyve - dybt at falde
Med afslutningen på 1. verdenskrig falder kulpriserne til en femtedel, og de gamle kulleverandører bliver store konkurrenter til Brændelsesforretningen, da de igen kan indkøbe kul fra England. Brændselsforretningen kommer i en betydelig økonomisk krise, og i 1926 trækker Karl Kiefer sig tilbage. I de følgende år virker Karl Kiefer som kommitteret ved kulfirmaet "H. Petersen". Hans interesse for arbejderbevægelsen er dog lige stærk, hvad han aldrig forsømmer nogen anledning til at dokumentere. Men helbredet svigter de sidste år. Han lider af flere hjerteanfald. Søndag formiddag den 19. december 1946 kl. 11 finder der i Bispebjerg krematorium en bisættelse sted, hvor overborgmester H.P. Sørensen taler. Der bliver sagt farvel: "... Vi takker ham for hans virke, for hans venskab og trofasthed. Æret være Karl Kiefers minde." To dage tidligere er Karl Kiefer død af et hjerteanfald på amtssygehuset i Gentofte - 72 år gammel. Karl Kiefers navn står indskrevet i en af arbejderbevægelsens stormfulde perioders historie. 

Peter Christian Knudsen, kendt som P. Knudsen, bliver født 23. november 1848 i Randers. Faren, der er skomagermester, dør da P. Knudsen kun er ti år gammel og 7 år efter dør moren. Han går på en friskole, hvor en af lærerne meget gerne vil have ham til at læse videre, men der er ikke penge til det, så P. Knudsen kommer i lære som handskemager. Han bliver udlært i 1867 og året efter tager han til København, hvor han melder sig ind i den Rimstadske arbejderforening, en bedsteborgerlig forening, der arrangerer foredrag og har et bibliotek. P. Knudsen arbejder et par år i København, og derefter tager han til Gøteborg og vender først tilbage i 1872, hvor han skal være soldat. Han ligger som rekrut på Kastellet i maj, da slaget på Fælleden foregår, og bliver holdt klar til at blive indsat mod socialisternes demonstration.

P. Knudsen bliver socialist og fagforeningsformand
Under indtryk af begivenhederne i maj 1872 tilslutter P. Knudsen sig arbejderbevægelsen i 1873, da militærtiden er overstået. I 1975 er han med til at oprette Handskermagernes Fagforening og i 1876 et nordisk handskemagerforbund, der virker indtil 1879. P. Knudsen deltager på Gimlekongressen i 1876, men det er først et par år efter, han bliver valgt ind som en af de centrale personer i partiet, i første omgang er det i fagbevægelsen han er aktiv. I 1877 bliver han valgt ind i Fagforeningernes Centralbestyrelse i København, og samtidig begynder han at skrive til Social-Demokraten. Han har svært ved at få arbejde som handskemager, fordi mestrerne boykotter ham på grund af hans faglige aktivitet, så han tjener penge ved at sy handsker hjemme hos sig selv i en lille københavnsk lejlighed. Sideløbende med sit politiske arbejde studerer han marxistisk teori, og han bliver den første dansker, der udgiver et marxistisk skrift i Danmark. I 1881 bliver Emil Wiinblad redaktør af Social-Demokraten, og han knytter P. Knudsen til avisen.

Formand for socialdemokratiet - bygmester og høvding
I 1882 bliver P. Knudsen valgt som formand for Socialdemokratiet. P. Knudsen bliver fortaler for den tætte sammenkædning af parti og fagbevægelse, og da De samvirkende Fagforbund, DsF dannes i 1898, bliver han næstformand fra 1898-1909. P. Knudsen er ingen stor agitator, men han er meget respekteret for sin flid og stædighed. Han formår at samle partiet, og få det til at udvikle sig fra en lille klub i 1882 med et par tusinde medlemmer, til et landsdækkende parti, der i 1910 har 44.000 medlemmer og 100.000 vælgere, der stemmer på det ved valgene. Men samlingen af partiet foregår ved en stadig centralisering af magten, og han slår ned på enhver ytring fra venstre-oppositionen, om nødvendigt ved at ekskludere særligt kritiske medlemmer. I 1890 vælges P. Knudsen første gang til Landstinget og senere i 1898 til Folketinget. Her arbejder han meget for at få lavet en egentlig sociallovgivning, og på at ændre holdningen til at fattighjælp gives som almisse, frem for som en ret til alle der trænger. Samme år som P. Knudsen bliver valgt til Folketinget første gang, bliver han valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation. I 1902 bliver han Fattigborgmester, og fører an i de sociale reformer i hovedstaden. P. Knudsen er partiets ledende fortaler for valgalliancer med først Venstre og senere det Radikale Venstre, og han deler på intet tidspunkt sine kritikeres frygt for, at partiet går på kompromis med sin egen ideologi. Inden P. Knudsen dør af leverkræft 28. oktober 1910 udnævner han sin efterfølger Thorvald Stauning, der bliver partiets og landets leder de næste mange år.

Jens Otto Krag er født 15. september 1914 i Randers i en arbejderfamilie. Som 26-årig er han cand.polit. og bliver straks ansat som sekretær i Valutacentralen og Direktoratet for Vareforsyning. Fem år senere er han kontorchef samme sted. I 1945 begynder hans karriere inden for Arbejderbevægelsen at tage fart, idet han bliver kontorchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Her bliver han opdaget af Hans Hedtoft og på dennes foranledning opstiller han til Folketinget for Socialdemokratiet i Randers i 1945. To år efter bliver han endelig valgt ind, og han bliver umiddelbart efter Handelsminister i Hans Hedtofts ministerium. En lang og imponerende politisk karriere er startet. Han bliver en af efterkrigstidens vigtigste danske politikere: Idérig, pragmatisk, saglig, indsigtsfuld og med en enestående evne for det politiske håndværk. Han er hovedmanden bag Socialdemokratiets efterkrigstidsprogram "Fremtidens Danmark", der bliver grundstenen for den senere velfærdsstat. Den sociale bevidsthed med vægt på beskæftigelse er central og udgangspunkt for "Fremtidens Danmark".

Minister for det ene og det andet
Ministeriet Hedtoft går af i 1950, og Krag bliver derpå økonomisk rådgiver ved den danske ambassade i Washington i 1950. "Udenrigsministerlære" bliver det kaldt i offentligheden. To år efter vender han tilbage til Danmark, hvor han først bliver minister uden portefølje. Året efter, 1953, bliver han økonomi- og arbejdsminister, hvilket han er i to år. Fra 1957-58 er han først udenrigsøkonomiminister og fra 1958-62 udenrigsminister. I august 1962 afgår statsminister Viggo Kampmann på grund af sygdom, og Jens Otto Krag bliver statsminister. Han har ikke Viggo Kampmanns idérigdom og fantasi, men han er en parlamentariker, der kan sit kram, og som gang på gang formår at beherske de afgørende politiske situationer. Han er politikeren, der mere end nogen anden er ansvarlig for Danmarks indtræden i EF.

Tragedien Krag
Folkeafstemningen foregår i oktober 1972 - året inden den store oliekrise skal vende op og ned på dansk politik. Både tilhængere og modstandere agiterer energisk for deres synspunkter. Indtil det sidste er det umuligt at sige, hvad udfaldet bliver. Afstemningsresultatet er et ja til EF. Og det kan siges, at være en personlig sejr for Jens Otto Krag, der i denne sag har haft megen modstand inden for sit eget parti. Den 3. oktober 1972, efter EF-afstemningen, ringer formanden for Folketinget Karl Skytte med klokken og annoncerer, at "statsministeren har ønsket at give en meddelelse", hvorpå Krag går op på talerstolen og afmonterer en byhedsbombe. Overraskende for alle - minus vennen Erling Dinesen - meddeler han Folketinget, at han træder tilbage som statsminister. Ved det efterfølgende pressemøde dagen efter virker han forbavsende glad og frisk, næsten euforisk, som om han venter sig en strålende fri fremtid. Han siger til pressen, at nu vil ham "leve". Det lykkes ikke rigtigt. Set udefra minder hans tilværelse om lidt af en tragedie. I en artikel fra Paris i 1973 sporer man ensomheden. Det sidste interview med Jens Otto Krag er fra Ekstra Bladet i 1977, hvor han siger; at den danske befolkning er "på forhånd negativt sindede ... over for personer, partier og institutioner med et ansvar" og dermed har bidraget til "at gøde jordbunden for Glistrup".

Aksel Larsen bliver født den 5. august 1897 i landsbyen Brændekilde tæt ved Odense.
Som ung er han ansat som ufaglært arbejder ved banerne på Fyn, og som 23-årig melder han sig ind i DKP i 1920. Herefter er hans skæbne snævert knyttet til Moskva de næste 38 år. I 1925 er Aksel Larsen den første danske elev på Lenin-skolen i Sovjetunionen, hvor han deltager på den nye skoles allerførste hold. Han bliver sammen med en række andre unge kommunister fra forskellige dele af verden, trænet i at blive kommunistiske ledere i deres hjemlande. I 1929 bliver han kaldt hjem til Danmark af partiledelsen efter fire års sovjetisk uddannelse, og tre år efter kommer han i Folketinget for DKP. I denne periode udvikler han sig til en dygtig skribent og dreven parlamentariker, men han har problemer med det sovjetisk-kommunistiske parti, der holder de europæiske kommunistpartier under hård kontrol. I perioden, hvor Stalins terror og udrensninger er på sit højeste, forfægter han sin egen og DKP´s selvstændighed under fem ugers forhandlinger i 1937 i Moskva. Det det er derfor et lykketræf, at han ikke bliver fængslet og får samme skæbne som partifællen Arne Munch-Petersen, der bliver arresteret kort efter Aksel Larsen rejser tilbage til Danmark, og senere dør i sovjetisk fangeskab.

På flugt
Under besættelsen bliver han pågrebet i november 1942, da han går i en fælde. Efter et sagnomspundet Gestapo-forhør, hvor det i dag stadig er uklart, hvor meget Aksel Larsen fortalte Gestapo, bliver han overført til koncentrationslejren Sachsenhausen i Tyskland. Han kommer hjem den 5. maj 1945 og overtager straks ledelsen af DKP, og bliver minister uden portefølje. I tiden efter sin hjemkomst er han partiets ubestridte leder og bliver i begyndelsen af 50´erne udsat for omfattende persondyrkelse, hvilket ikke er unormalt i kommunistiske partier. Men i 1956 finder den 20. partikongres sted i Moskva, og med den får Aksel Larsen for alvor rykket ved alt, han har troet på og kæmpet for. Han ved, at det ikke er socialismen, der er et problem, men derimod DKPs tætte forbindelser og bindinger til Sovjetunionen. Eftervirkningerne af den sovjetiske 20. partikongers, Ungarnsopstanden og den derpå følgende interne splid i DKP, hvor han tilhører den kritiske fløj, medfører, at han bliver ekskluderet af DKP.

Aksel Larsen og SF
Aksel Larsen og andre fremtrædende DKP´ers eksklusion fører til dannelsen af det nye parti, Socialistisk Folkeparti, SF og en ny periode i hans liv starter her. Han bliver partiformand og på det nærmeste personificerer han partiet, men selv om det er ny start, er det er en bedrøvelig virkelighed i hans liv, at han først i en sen alder er i stand til at frigøre sig fra loyaliteten til Sovjetunionen, han er kommet op i alderen på dette tidspunkt, så han har kun kort tid som aktiv politiker tilbage, og han er blevet mærket på krop og sjæl af sine 38-årige fortid som kommunist, som han aldrig bliver i stand til at lægge bag sig. Parlamentarisk er SF er stor succes. Hvor han som folketingsmedlem for DKP i 26 år er parkeret på sidelinien, ingen reel politisk indflydelse, så får han både anerkendelse og indflydelse som folketingsmedlem for SF. Men han ender sit liv som en bange mand - bange for sin fortid, som han aldrig indvier nogen i, og dør den 10 januar 1972. Dermed forsvinder en af de mest kontroversielle og epokegørende danske politikere fra den danske politiske kampplads.

Michael Christian Lyngsie bliver født den 6. juli i København. Han vokser op i Christianshavns gader, der i 1860´erne hører til et af de absolutte slumkvarterer i hovedstaden. Michael Christian har ingen far - hans mor er en ugift syerske, der selv må forsørge dem begge to. Penge er det småt med så Michael Christian må tidligt bidrage til hjemmets økonomi. I 10-års alderen arbejder han som bydreng og allerede som 13-årig begynder han at arbejde fuldtids på hærens patronfabrik. På mange måder går det godt for den unge Lyngsie. Han har arbejde og han bliver gift som 21-årig. Men hans ansættelse på hærens patronfabrik stopper brat. Lyngsie har nemlig i 1880´erne opdaget socialismen, og med det temperament og gemyt han er udstyret med, bliver det for hans vedkommende et socialistisk engagement med krop og sjæl. Lyngsie begynder at agitere på sin arbejdsplads og opfordrer sine kolleger til at organisere sig. Så er han fyret.

Beundret og berygtet
Året efter sin fyring i 1891 er Lyngsie en glødende formand for et lille forbund for ufaglærte arbejdere i København. Han starter en energisk agitation for at få flere ufaglærte arbejdere og daglejerne til at organisere sig. Men modstanden mod hans agitation er stor. Måske er det endda ikke arbejdsgiverne, der giver ham størst modspil. De arbejdere, som han forsøger at få i tale, reagerer ofte med håbløshed og ligegyldighed, når den energiske lille mand dukker op med sit fagpolitiske vækkelsesarbejde. Han har også det problem, at der er flere små forbund i Danmark for ufaglærte arbejdere som konkurrerer med hinanden. Men det lykkes Lyngsie at samle tropperne - primært på grund af hans fremragende agitatoriske og organisatoriske talent. I 1895 er hans forbund det største i København. Året efter samler han de københavnske forbund i ét forbund og i 1897 er Dansk arbejdsmands forbund, DAF en realitet, der i praksis slår alle arbejdsmandsforbund i hele landet sammen til et forbund. Ca. 14.000 medlemmer har DAF og - naturligvis - med Lyngsie som yderst vital leder. Med sin berømte energi og temperament kaster han forbundet ud i den ene arbejdskamp efter den anden, og ofte med betydelige lønforbedringer som resultat. De gode resultater gør ham meget populær blandt sine egne - de ufaglærte - men i borgerskabet berygtet som en ballademager.

Sin egen fjende
Nogle gange er Lyngsies største problem ikke hans fjender, men nok nærmere ham selv. Han foretager uberegnelige holdningsskift og problematiske beslutninger. Han bærer ansvaret for DAF taber ca. 300.000 ved en fejlslagent kooperativt eksperiment, da DAF i 1897 køber Svendborg Margarinefabrik. Det fejlslagne forsøg på at lave industridrift giver anledning til en kraftig kritik af Lyngsie, og medfører sågar en kriminel undersøgelse. Året inden er han en aktiv medvirken bag oprettelsen af Mælkeriet Enigheden, og bliver dets første formand. Enigheden er heldigvis for Lyngsie en succes. Og ikke den eneste, for det går fremad for DAF. Medlemsskaren vokser i en sådan grad, at DAF bliver landets største fagforbund. Men Lyngsies egenrådighed og noget kaotiske fagpolitiske kurs giver intern uro i DsF, som han selv har været med til oprette. Efter en større konflikt i DsF´s hovedbestyrelse i 1925, vælger DAF at melde sig ud. Først i 1929 er forbundet igen med i DsF. Alt i alt opnår Lyngsie i sit liv et hav af faglige succeser og på trods af nogle større miserer gennem tiden er han absolut en af dansk arbejderbevægelses største kæmper gennem tiden. Den 31. december 1931 dør M.C. Lyngsie.

Adolf Frederik Charles Meyer, kendt som A.C, bliver født 11. juni 1858. Han vokser op i kælderbeværtningen "Enigheden" på Fælledvej på Nørrebro, mellem rejekoner og fattigfolk. A.C. ligner ikke de andre børn i gaden. Han har brune øjne og sort krøllet hår, træk der stammer fra tipoldefaren som var russer. Han er en glad dreng fra stenbroen, der som 14 årig oplever slaget på Fælleden fra sin udkigspost på Blegdamsvej. A.C kommer i lære på en symaskinefabrik, og her begynder han at holde flammende taler om den socialistiske ide for sine kolleger, og samtidig begynder han at skrive indlæg til Pios avis Social-Demokraten. Han bliver udlært i 1886 og kommer med i bestyrelsen for Smedenes Fagforening, og i 1878 er han med til at stifte Socialdemokratisk Forbund. Han er kun 20 år da han bliver partiets første forretningsfører, men A.C. har krudt i røven, så han opgiver den ledende post i partiet efter et år for at tage ud i verden for at se noget nyt.

Agitator og folketingsmand
A.C. tager til Tyskland, og turen gør ham til en endnu mere glødende socialist, end da han tog afsted. A.C. er en høj flot fyr med et lidt eksotisk udseende, en storcharmør som pigerne er vilde med, og i 1883 bliver han gift første gang. Kort tid efter i 1884 bliver A.C. engageret som agitator og journalist ved Social-Demokraten. Han rejser rundt i hele landet og overalt, hvor han taler, dukker nye partiforeninger op. Han er en glødende, medrivende taler, med en stor personlig udstråling, og A.C. bliver partiets absolut største agitator. I 1886 bliver A.C. fængslet for at udgive en sangbog med revolutionære sange, men bliver senere frikendt. Samme år opretter han diskussionsklubben Karl Marx, hvor flere ledende partimedlemmer, får deres teoretiske skoling. Han bliver valgt ind i partiets hovedbestyrelse og opstiller første gang til Folketinget i 1887 uden at opnå valg, men i 1895 bliver han valgt i Vesterbrokredsen. A.C. får så mange stemmer, at det nærmest minder om en kåring, og den store vælgertilslutning varer ved, indtil han selv vælger at trække sig i 1932. Oppositionen har ofte svært ved at finde en modkandidat til A.C., fordi valget på forhånd er tabt, og fordi alle nærmest blegner i forhold til ham.

A.C. Meyer - kulturens mand
A.C. gør sig ikke særligt bemærket som Folketingsmand, det er kulturlivet, der har hans helt store interesse. Han er med til at starte en række idræts-, atletik- og cykelklubber, og han er udsendt referent ved OL i 1906 og 1908. I 1905 opretter han en sportsorganisation for arbejderbørn De Unges Idræt, DUI. Børnenes vilkår ligger ham meget på sinde, og det er ikke kun fordi han selv når at blive far til adskillige i løbet af sine 3 ægteskaber. Under storlockouten i 1898 sørger han for, at fattige børn fra København kan komme på landet om sommeren, og det fører til stiftelsen af Børnenes Kontor. Det arbejde får han fortjenstmedalje for i 1938. Den afslår han dog at modtage. A.C. skriver digte og sange bl.a. nyoversættelsen af Internationale i anledning af socialistkongressen i 1910. Han skriver også romaner og skuespil, og han når både at blive teaterdirektør og få en biografbevilling. Han bliver også leder af de Vandrende Sangere, en forening for arbejdersangerkor, der om sommeren drager rundt i landet og optræder. A.C. er aktiv afholdsmand, og det bringer ham på kant med partiledelsen, der er bange for at afholdssagen kan splitte bevægelsen. De sidste par år af sit liv er A.C. Meyer temmelig syg, dog ikke mere end at han, da han dør som 80-årig 7. august 1938, efterlader to sønner på 10 og 12 år, som han har fået med sin 3. kone.

Marie Nielsen bliver født 23. december 1875 i et husmandshjem i Nordsjælland. Hun kommer ud at tjene som 14 årig, og arbejder som tjenestepige på landet indtil hun er 25 år. Herefter tager hun ind til København, og lever de næste par år af at gøre rent og vaske for folk. Hun sparer op, og i 1904 har hun råd til at starte på lærerseminariet. Hun tager lærereksamen i 1908, og melder sig ind i Socialdemokratisk Ungdomsforbund - SUF og Socialdemokratiet. Marie Nielsen er placeret på partiets venstrefløj, og markerer sig som taler, mødearrangør og politisk agitator. I 1912 tager hun faglærereksamen med speciale i det Tyske Socialdemokratis historie. Samme år deltager hun på SUF's kongres og vælges ind i ledelsen og redaktionen af SUF's blad Fremad. Hun kommer i Socialdemokratiets hovedbestyrelse i 1916. Men allerede halvandet år efter går hun af i protest mod partiets valgalliance med de Radikale.

Marie kommer i fængsel
Marie Nielsen danner, bl.a. sammen med Thøger Thøgersen, Socialistisk Arbejderparti. Partiet er revolutionært og skarp kritiker af Socialdemokratiets reformistiske linje. 1. oktober 1918 udkommer partiets blad Klassekampen for første gang. Marie er redaktør. Efter den tyske revolution i begyndelsen af 1918 erklærer Socialistisk Arbejderparti og Syndikalisterne generalstrejke. Den 13. november bliver der holdt møde på Grønttorvet. Der er voldsomme kampe mellem politi og demonstranter. Den 22. november fængsles Marie, som redaktør af Klassekampen og for sin deltagelse i slaget på Grønttorvet. Hun sidder varetægtsfængslet i et halvt år, og får en dom på 1 1/2 års fængsel. Dommen omstødes ved højesteret til 6 måneders fængsel, og i forbindelse med det politiske amnesti i 1920 slipper hun ud lidt før tiden. Siden sin lærereksamen har Marie været ansat ved Frederiksbergs skolevæsen. Nu bliver hun fyret, fordi man ikke ønsker at have en straffet person ansat. Hun bliver frataget pensionen og får den først tilkendt igen i 1930.

Marie møder Lenin
I 1920 afholder Komintern sin 2. verdenskongres. Forfatteren Martin Andersen Nexø, som selv er medlem af Socialistisk Arbejderparti, sørger for at Marie bliver inviteret. Her møder hun Lenin. I en samtale siger Lenin, at det er forkert at Marie er antiparlamentariker. Resten af sit liv nærer hun en dyb beundring for ham og ikke mindst Trotzsky. Da Lenin og Marie mødes igen viser det sig, at Lenin har fulgt med i Maries arbejde. Hun bliver spurgt ud om de unge socialdemokrater, syndikalisterne og sin egen stilling i politiske spørgsmål. Hun beskriver det selv som en slags eksamen.
I 1923 samles de små venstrefløjspartier i Danmarks Kommunistiske Parti. Marie befinder sig hele tiden i opposition til ledelsen. Hun arbejder i Sygekassen Fremtiden. Hun ekskluderes et par gange af partiet, bl.a. fordi hun går ind for fri abort, seksualundervisning og svangerskabsforebyggelse. I 1932 opretter hun Danmarks første klinik for svangerskabsforebyggelse. Marie er trotzkist, og som det eneste medlem af DKP tager hun offentligt afstand fra Stalins udrensningsprocesser i Moskva i 1936. For det ekskluderes hun endeligt af DKP. Resten af sit liv bliver hun ved med at være tro mod sine idealer, men hun bliver aldrig medlem af et parti igen. Hun fortsætter med at kritisere socialdemokratiet for dets slappe reformisme og ikke altid i blide vendinger. Hun er vellidt for sin ærlighed også blandt politiske modstandere. Marie Nielsen er en af de mest markante kvinder på den politiske venstrefløj i Danmark. Den 6. april 1951 dør hun 75 år gammel.

Thomas Nielsen bliver født den 23. februar 1917 i Kistrup ved Randers. Hans far er Former og i 1935 bliver Thomas også udlært former - et håndværk han er stolt af. Det er et job for de barske at styre datidens bastante støbejernskomponenter. Hvidglødende jern i store sandforme, det kræver sin mand. Det giver sved på panden og sviende brandsår, når jernet sprutter. Han bliver formand for Formernes fagforening i København 1951 og derefter sekretær i DsF 1955, medlem af LO´s forretningsudvalg i 1955 og formand for LO i 1967. Thomas Nielsen virker meget brysk og voldsom, og i særlige situationer reagerer han meget ufordragelig i fuld offentlighed. Han er en ihærdig og energisk forkæmper for økonomisk demokrati (ØD), og da han føler, at den Socialdemokratiske regering ikke når nogen resultater på dette område, da debatten er højest, eksploderer han i fuld offentlighed. Og han forstår at bruge pressen. Han formulerer sig i korte, citerbare sætninger, som giver fyndige overskrifter.

"Den lille lort har ødelagt alt!"
Som formand for LO bliver Thomas Nielsen meget fortørnet over Socialdemokratiets eftergivenhed og medgørlighed overfor det borgerlige flertal i Folketinget. I pressen i 1977 truer han med at afbryde samarbejdet med Socialdemokratiet. Det bliver dog kun ved truslen. Men forholdet til lederen af Socialdemokratiet, Anker Jørgensen, er skånsomt formuleret meget tilspidset. Det er en alvorlig situation, at den personlige kemi mellem de to topledere i den grad er fjendsk. Naturligvis bliver de nød til at optræde udadtil som uenige, da de hver især repræsenterer forskellige interesser. Anker Jørgensen står med det politiske ansvar for hele landet, og Thomas Nielsen skal skaffe resultater hjem til sine medlemmer. Hvor Anker Jørgensen har en interesse i løntilbageholdenhed, har Thomas Nielsen det modsatte osv. Men de personlige tilbagevendende sammenstød mellem de to frontfigurer er dog ikke udtryk for noget reelt brud mellem de to grene, udover de personlige nedfrosne relationer mellem de to hovedpersoner "Den lille lort har ødelagt alt", siger han i 1978 om statsminister Anker Jørgensen, da en ny nedskæringsrunde ikke tilgodeser LO´s ønsker og krav.

"Vi har flyttet hegnspæle"
Thomas Nielsen bliver som LO-formand meget fortørnet, hvis han føler, at Socialdemokratiet ikke tager LO med på råd, når der bliver fremlagt politiske forslag, fra Socialdemokratiet, der vedrører fagbevægelsens virkefelt. Så bliver han gal. Det fører endnu engang til voldsomme sammenstød på det personlige plan. "Nogen følte han gik over stregen, men for dem, der var tæt på, var der aldrig tvivl om Thomas Nielsens ærlige mening", som Svend Auken engang har sagt. Og Thomas Nielsen opnår store resultater. Fem ugers ferie til alle, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, arbejdsmiljøkrav og efterlønnen. Da han går af som LO formand formulerer han det på denne måde: "Vi har sejret ad helvede til - godt" Det var hans udgangsreplik til sin livsgerning, og det var hans punktum både for sin egen tid som LO-fomand og for en afgørende periode i den danske fagbevægelse, hvor der blev opnået betydningsfulde resultater.
"Vi har flyttet hegnspæle," siger Thomas Nielsen.
I 1982 går Thomas Nielsen af som formand for LO, men fortsætter derefter som formand for Pensionisternes Samvirke i 10 år til han dør 6. juni 1992 - 75 år gammel.

Viola Nørløv bliver født den 13. december 1900. Hendes far er arbejdsmand og hendes mor er hjemmegående. Hun starter allerede som 12-årig med at arbejde på fabrik, og fortsætter som arbejder indtil 1920. Men hun sørger også for at komme på højskole, ligesom hun i sin fritid energisk deltager i den socialdemokratiske ungdomsbevægelse. Viola bliver i 1921 udlært som gymnastiklærer, og det bliver hendes nye erhverv. I 1932 begynder hendes politiske løbebane. Hun kommer i bestyrelsen for den lokale københavnske vælgerforening i Utterslev. To år efter er hun medlem af de socialdemokratiske kvinders fællesudvalg, som hun bliver formand for kort efter krigen. I 1939 bliver Viola medlem af Socialdemokratiets forretningsudvalg - et hverv hun fortsætter med op til 1957.

Politik og gymnastik
Viola er et politisk væsen. Hun er med over alt, hvor hun kan se, at hun kan gøre sin indflydelse gældende. Og det er særligt kvindepolitiske emner, der har hendes store interesse. Men hun har også tid og lyst til at passe sit arbejde som gymnastiklærerinde. I perioden 1941 til 1955 leder hun Danmarks Radios gymnastik for husmødre. På slaget ni erobrer hun mikrofonen i Radiohuset og gennem æteren bølger hendes venlige, men bestemte opfordring til bensving. Dette er signalet til kvinder over hele landet, og de kvitterer ved at lette først det ene, så det andet ben. De tager små hop på stedet, svinger med armene, lægger sig på ryggen og cykler i luften og tager til sidst en lille spurt rundt i stuen. Det hænder, at hun med en mild bebrejdelse siger: "- Så stræk nu de knæ ..." Man skulle tro hun er synsk, men hun mener nærmere selv, at hun kender menneskene: "Jeg ved helt nøjagtig, hvor en hel masse af dem vil snyde eller gøre fejl", siger hun i et avisinterview. Radioudsendelserne varer præcist 12 minutter under Violas faste kommandoer. Og hun mener det alvorligt med gymnastikken. Hendes motto er, at den dag er ikke levet, som ikke er indledt med gymnastik.

Viola sover aldrig over sig
Viola er i mellemtiden blevet gift med en smed. Det, mener hun selv, er forklaringen på, at hun aldrig sover over sig. De står nemlig op ved femtiden om morgenen. De har fire børn, hvilket medfører, at Viola stifter bekendtskab med børnehavemiljøet. Og det kan hun ikke uden at engagere sig i børnehaveforeningsarbejde. I 1939 bliver hun landsformand for Den frie børnehaveforening, der er startet to år tidligere som et alternativ til menighedsrådenes børnehaver. Ting skal gøres ordentligt, og det bliver de hvis Viola Nørløv engagerer sig. Københavns borgerrepræsentation skal hun naturligvis også stifte bekendtskab med som socialdemokratisk medlem fra 1944-50. Derefter kommer hun i folketinget som stedfortræder for F. Dalgaard. Det er noget hun har arbejdet på siden 1945, hvor hun bl.a. har opstillet i Lejre-kredsen. Som politiker er Viola særligt interesseret i kvindespørgsmål og forbrugeranliggender. Men det er ikke kun inden for Christiansborgs mure, hun arbejder med disse emner. I offentligheden bliver hun særlig kendt for sine markante synspunkter fra det virke, hun har uden for folketingssalen. Fra 1946 til 1968 arbejder hun i Statens Husholdningsråd. I 1947 bliver hun medlem af Danske husmødres forbrugerråd og formand samme sted i perioden 1955-66. Det er som formand, hun får gennemført, at Poul Henningsen bliver redaktør af forbrugerbladet "Tænk", da det starter i 1964.