7. del af serien Plads til os alle om arbejderbevægelsens historie.

I otte temaer skildres udviklingen fra industrialiseringens barndom til nutidens informationssamfund gennem personlige beretninger, arkivfilm og fotos, malerier fra tiden, avisklip og små rekonstruktioner.

Omkring år 1900 så borgerskabet ned på arbejderne. Kvinderne blev set ned på, fordi de ikke passede deres hjem ordentligt, når de også skulle på arbejde. Mændene blev betragtet som dumme og uvidende. Men de organiserede arbejdere ville ikke finde sig i at blive set ned på, fordi de havde dårligere levevilkår end andre. De ville anerkendes som ligeværdige borgere. Derfor kastede arbejderbevægelsen sig ud i et enormt dannelsesprojekt. Man oprettede læseselskaber, etablerede højskoler, lavede forlag og oplysningsforbund, dannede arbejdernes teatercentral - ARTE og meget mere.

• Minut-tæller: 00:00
• Minut-tæller: 11:04-
• Minut-tæller: 21:51-
• Minut-tæller 34:45-

Minut-tæller: 00:00

Lydside og tid	Billedside
Musik: 00.00
Fortælleren: 00.33 I 1996 var LO's bidrag til København som europæisk kulturby et arrangement de kaldte Festiuu. Der var egnsspil, der var varieté, og så var der fagenes fest. Succesen var begrænset. Det blev ikke den folkefest, som det var før i tiden. Dengang Fagenes Fest kunne fylde Østerbro Stadion, og kong Frederik ryddede kalenderen for at være med.
Musik: 01.08
Fortælleren i billedet: 01.32 Nej, tingene er ikke hvad de har været. I dag vil arbejderne hellere tage i sommerhuset end til fagenes fest. Kulturen er en anden, men den er ikke blevet mere finkulturel, hvis man skal tro Anker Jørgensen. I Ekstra Bladet i juli 1997 beklager han, at arbejderne ikke interesserer sig for kultur, nu hvor de både har tid og råd til det:
Stemme: 01.55 Jeg ved egentlig ikke, hvordan jeg havde forestillet mig folks reaktion på det ideelle samfund. Jeg har nok haft en naiv drøm om, at når alle fik det godt, så ville vi blive kulturelle og åndeligt aktive. Og interessere os for malerkunst og historie.
Fortælleren i billedet: 02.14 I industrialiseringens barndom havde arbejderne ingen mulighed for at være kulturelt aktive. Tilværelsen var en kamp for at overleve, og arbejdernes kultur og levevis var præget af deres evne til at møde nye udfordringer, men også præget af solidaritet - og vel at mærke ikke solidaritet som en romantisk følelse, men solidaritet som ydtryk for nødvendigt sammenhold.
Fortælleren: 02.39 Et sammenhold, som var udbredt i arbejderkvartererne i slutningen af 1800-tallet. En arbejder fra Nygade i Århus fortæller:
Stemme: 02.49 I Nygade var alle lige fattige. Gaden var som et stort kollektiv. Alle vidste alt om alle. Var nogen syg i gaden eller skulle en kone føde, ja så var hjælpen der omgående. Der kunne altid undværes lidt af ens egen fattigdom til dem, der var endnu fattigere.
Fortælleren: 03.09 Organisering i en fagbevægelse var den eneste mulighed arbejderne havde for at forbedre deres levevilkår. Så den tidlige arbejderbevægelse så organiseringen som sin vigtigtste opgave. Gennem solidaritet skulle arbejderne hæve deres løn og levestandard, og dermed højne deres anseelse i andre klasser i samfundet, som så på den fremvoksende arbejderklasse med foragt iblandet en del frygt.
03.39 Arbejderne blev set ned på, fordi de gik snavsede hjem fra arbejde. Det var de nød til, for de kunne ikke blive vasket på arbejdspladsen. Kvinderne blev set ned på, fordi de ikke passede deres hjem ordentligt, når de også skulle på arbejde. Mændene blev beskyldt for at drikke, fordi de mødtes på værtshusene, mens borgerskabet drak derhjemme. Arbejderne blev betragtet som dumme og uvidende. Og deres børn blev anset for at være vanartede, fordi de ikke havde gode manerer, men i stedet var nødt til at klare sig i en barsk verden.
Fortælleren i billedet: 04.12 De organiserede arbejdere ville ikke finde sig i at blive set ned på, bare fordi de havde dårligere levevilkår end andre. De ville anerkendes som ligeværdige borgere. Derfor kastede arbejderbevægelsen sig ud i et enormt dannelsespojekt. Og vel at mærke ikke dannelse i borgerlig forstand. Men en dannelse som arbejderne kunne bruge både i kampen og i hverdagen.
Fortælleren: 04.35 Bladet Socialisten, det der nu hedder Aktuelt, blev grundlagt i 1871. Det skiftede senere navn til Social-Demokraten, og blev et af de vigtigste redskaber i det store dannelsesprojekt. Da typograf Emil Wiinblad blev redaktør i 1881, ændrer han bladet fra at være et medlemsblad til at være et rigtigt dagblad og oplaget voksede esplosivt. Dengang tjente avisen penge til bevægelsen, og der opstod en skov af provins Social-Demokrater, så hele landet inden 1. verdenskrig var dækket af den socialdemokratiske presse.
05.10 Arbejderbevægelsen udgav også et væld af pjecer og bøger, som skulle gøre de danske arbejdere bevidst om et særligt kulturelt univers, som var deres. Et univers som skulle være en modkultur til tidens fremherskerskende kulturelle strømninger.
05.28 Dels til borgerskabets nationalistiske kultur, der fra 1870erne samlede sig i partiet Højre under feltråbet "Gud, Konge og Fædreland" med det militære forsvar som hjertesagen. Dels til bondekulturen med højskolerne og Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeningerne, der fremhævede den enkeltes ansvar for sin egen tilværelse i modsætning til arbejderbevægelsens kollektive livsopfattelse.
Fortælleren: 05.59 Arbejdernes Læseselskab fra 1878 bidrog også til den kulturelle dannelse. De lånte bøger ud og arrangerede foredrag, oplæsning, koncerter, museumsbesøg og fik besøg af kendte forfattere og videnskabsmænd.
Fortælleren: 06.15 Og Karl Marx-klubben fra 1886 var den første af en række diskussionklubber som socialdemokraterne oprettede. Her mødtes de mest aktive til diskussion af teoretiske og praktiske politiske emner. A.C. Meyer, der var med til at grundlægge Karl Marx, fortæller:
Stemme: 06.34 Jeg blev klubbens formand og røgtede kaldet den første tid assisteret af cand.phil. H.V. Lund, som oversatte Karl Marx vældige værk "Kapitalen". Hans viden var omfattende. Vi kaldte ham det vandrende konversationsleksikon. En betydelig del mænd har skolet sig i diskussionsklubben Karl Marx. Jeg nævner blot undervisningsminister Borgbjerg, Folketingets formand H.P. Hansen og socialminister K.K. Steincke.
Kor: 07.00
Fortælleren i billedet: 07.32 Overbys socialistmarch - som vi lige har hørt - var en af arbejderbevægelsens vigtiste sange. Sangene blev meget tidligt et led i bevægelsens agitation. De blev faste indslag ved både fester og demonstrationer. For når arbejderbevægelsen mødtes var der altid en sangforening med. Og der blev skrevet en sang til næsten enhver lejlighed. Sangen her er f.eks. skrevet til en bannerindvielse hos Lager- og Pakhusarbejderne i 1907
Kor: 08.01 Vågn op, vågn op, hver proletaraf dorskheds dybe dvale!Du alt for længe slumret hargiv svar på fjenders tale.De kalder dig et stakkels drog,der kun er skabt til trældomsåg.Vågn op og lad dem læreat fri du nu vil være.
Fortælleren: 08.37 Sangforeningerne kunne også bidrage til slunkne strejkekasser ved at holde koncerter, maskerader og dilettantforestillinger. Hvert fag havde sin sangforening fortæller en dreng fra Nørrebro i København:
Stemme: 08.57 Der lå et lille værtshus ved Korsgade. Denne lille oase var samlingsstedet for kvarterets arbejdere til en meditationsbajer. På 1. sal var der to små værelser, i det ene var der et billard. I det andet var der sangøvelser for de mange små sangforeninger, handskemagere, cigarmagere, skomagere osv. Man var arbejder, man var fagbevidst, man var socialist, med et enestående godt kammeratskab.
Fortælleren i billedet: 09.32 Læsning var efterhånden også blevet en del af arbejderens hverdag. Først og fremmest deres egen avis - Social-Demokraten - som blandt andet bragte Martin Andersen Nexøs roman om Pelle Erobreren som føljeton. Men arbejderne læste også mange illustrerede ugeblade og billige underholdningsromaner. En skrædderlærling fortæller fra sin læretid:
Stemme: 09.55 I min læretid købte jeg hele årgange af Louis de Moulins revue. Desuden abonnerede jeg på A.C. Meyers kolportageromaner "Et fattigt barns eventyr" og "En gøglers roman", der begge udkom på Leanders forlag i Ålborg. Det var spændende læsning, Det kostede 5 øre for hvert hefte, og der kom et hefte hver uge.
Fortælleren: 10.19 I 1910 tog arbejderbevægelsen så det første skridt ind i en verden som ellers var tæt forbundet med bondebevægelsen. Den første Arbejderhøjskole blev oprettet i Esbjerg. Højskolemiljøet var fremmed for de fleste arbejdere, men det lykkedes alligevel at få dem med fortæller en murerarbejdsmand:
Stemme: 10.38 Højskolelærerne kunne have svært ved at få disse højskolefremmede sømænd og ufaglærte i tale. Hvad skulle de bruge alle disse fine kulturelle synspunkter til, når de igen skulle ud på landevejen eller slide trapper? Og så var der dog en ikke så lille del, for hvem højskoleopholdet blev af afgørende betydning. De blev sat i gang, så det kom til at bestemme over deres senere skæbne.

Minut-tæller: 11:04-

Lydside og tid	Billedside
Fortælleren: 11.04 I 1930 blev den anden arbejderhøjskole - den i Roskilde - åbnet. Den senere statsminister H.C. Hansen skrev en sang til indvielsesfesten:
Kor: 11.14 Lyt til nye tiders tanker, stærke ungdom af i dag. Le ad alle træge anker, der blir rettet mod din sag. Øg din videns stolte vider, øg din tankes ørneflugt. Væk den slumrende, der sidder gemt i dumheds dybe slugt.
Fortælleren i billedet: 11.53 De bøger man læste på højskolerne kom fra Forlaget Fremad, der har været en hjørnesten i arbejderbevægelsens kulturelle arbejde. I begyndelsen udgav Fremad samfundslitteratur og politiske debatbøger. Senere kom der en strøm af god skønlitteratur til. Sammen med AOF oprettede Fremad Bogkredsen, hvis største succeser var Hans Kirks og H.C. Hansens oversættelser af den amerikanske arbejderforfatter Jack Londons bøger.
Fortælleren: 12.22 Der var en oplysningshunger, som overraskede selv de mest optimistiske. Arbejdet i AOF, Arbejdernes Oplysnings Forbund som var dannet i 1924 fik hurtigt et imponerende omfang med 100 lokale forbund og flere hundrede arrangementer hvert år med næsten 200.000 tilhørere.
Stauning taler på Roskilde Højskole: 12.41
Fortælleren: 12.56 Og da biograferne begyndte at dukke op i Danmark var arbejderbevægelsen nogen af de første der tog filmen til sig som en selvstændig kunstart. I 1928 producerede Socialdemokratiet filmen "Fra mørke til lys". Her kunne enhver se, hvor skidt alting var før, og hvor meget godt bevægelsen havde gjort for arbejderne.
Scene fra Filmen Fra mørke til lys: 13.15
Fortælleren i billedet: 14.33 Arbejderbevægelsen var også optaget af, hvad der blev sendt i radioen. Kort efter grundlæggelsen af Statsradiofonien - det, der senere kom til at hedde Danmarks Radio - dannede man i 1926 Arbejdernes Radioforbund. Bevægelsen ville fra begyndelsen præge det nye medie. Og derfor placerede man noglen af sine stærkeste folk i radioens programudvalg.
Fortælleren: 14.55 Den første var Hartvig Frisch, og senere blev det Julius Bomholt. Radioen skulle være farlig, som Bomholt sagde - den skulle få folk til at tænke sig om. Det sloges han meget med de borgerlige og især de kristelige i programudvalget om. De synes ikke at radioen skulle være samfundskritisk. Radioen blev et samlingspunkt i familierne, og så kunne den også bruges til at drille naboen med, hvis man var den første, der fik radio:
Stemme: 15.21 I 1931 skete der en stor omvæltning derhjemme, idet vi fik radio. Tænk, en radio med højttaler. Denne radio kostede sikkert en formue, mon ikke far gav 400 kr. for den? Han var meget stolt af dette vidunder, og vi børn blev sendt helt op til Københavnsvej, og så lukkede far alle vinduerne op og skruede op for fuldt drøn. Så skulle vi komme tilbage og fortælle, om vi kunne høre radioen så langt væk, men jeg tror nu også, at der var for, at drille naboerne.
Kor (mel. Jylland mellem tvende have): 15.50 Havemandens bramfri virken bag ved hyld og tjørnehegn, hans forsøgen og hans lirken præger snart hans by og egn. Jord, som før kun ugræs bar, flittigt :,: han forvandlet :,: har.
Fortælleren: 16.27 Den have den flittige havemand i sangen arbejder i er hans kolonihave. For kolonihaverne blev hurtigt mange arbejderes foretrukne fristed.
Fortælleren i billedet: 16.38 De første blev oprettet i 1884 i Aalborg. Og efter 1891, hvor søndagen jo var blevet fridag, bredte kolonihaverne sig til hele landet. I 1935 var der over 65.000 kolonihaver i Danmark, og de fleste af dem, der havde haver, var arbejdere.
Fortælleren: 16.56 Kolonihaverne opfyldte mange formål. De var et fristed fra de tætbefolkede bykvarterer. De var nyttehaver, hvor der blev dyrket vigtige tilskud til kosten og dermed til lønnen. Det betød især noget i arbejdsløsheds- og krisetider. Og så var haverne et paradis for børnene. Rigborg, som kom med naboen Hansens i kolonihave fortæller:
Stemme: 17.20 Dagene i haven gik med leg. Vi kunne kun lige være på græsplænen. Køkkenhaven var fru Hansens domæne, hun elskede at rode i den jord, det skulle ingen tage fra hende. Men vi fik lov til at fodre hønsene og til at gå med hende ind i hønsehuset efter æg. Hansen tog sine fingernemme hænder med ned i haven. I et skur havde han et værksted. Han reparerede cykler og møbler, loddede zinkspande og baljer, kom nye skafter på haveredskaberne, ja lappede simpelthen alt, hvad der kunne lappes sammen.
Fortælleren: 17.57 Idræt kunne man også dyrke i arbejderbevægelsens eget regi. DUI, De Unges Idræt skulle dels forberede børn og unge til at gå ind i arbejderbevægelsen. Dels være en modvægt til de kristne FDFere og andre spejdere:
Stemme: 18.16 Jeg var medlem af DUI et par år, og der spillede jeg fodbold. Der var ikke tale om nogen fodboldbane, der blev spillet på en græsmark. Som mål var der slået et par pinde i jorden. Fodboldtøj var der ikke noget, der hed. Vi spillede i det tøj, vi gik i til hverdag, og fodboldstøvler var der ikke råd til, så vi sparkede til bolden med det fodtøj, man nu engang havde på. For at kende forskel på holdene fik vi et armbind på, som var rødt, og modstanderne fik et hvidt.
Fortælleren: 18.50 DUI var selvfølgelig også med, når arbejderbevægelsen fejrede 1. maj:
Stemme (pige): 18.56 Den stolteste dag i en DUIers liv var dén 1. maj, man fik lov til at bære fanen. Det var flottest, når det blæste lidt, men slemt når det blæste for meget, så fik man ondt i hænder og arme. Men hellere slide armene af led end afgive fanen. Havde man først fået den i hænderne, holdt man fast med sammenbidte tænder og hvide knoer.
Fortælleren: 19.21 De voksne kunne dyrke sport i Dansk Arbejder Idræt, som blev dannet for at fremme socialismen og i protest mod Dansk Idræts Forbund, hvis ledelse efter arbejderbevægelsens mening var domineret af officerer og borgerlige. I 1937 gik Arbejder Idræt alligevel med i Dansk Idræts Forbund, og blev herefter politisk neutral.
19.44 Året efter begyndte arbejderbevægelsen så at gøre grin med idrætsforbundenes konkurrencesport, når man mødtes til fagenes fest. Første gang var i 1938, hvor nazister og fascister havde magten i Tyskland, Østrig, Italien og Spanien. Og det kunne høres i den tale Robert Nielsen, der var formand for Fællesorganisationen, holdt efter indmarchen:
Stemme: 20.07 Idrætsfesten her har en ganske bestemt tanke. Vi har ønsket at støtte Børnenes Kontor, og vi er glade for, at når der kaldes for denne sag, så kalder vi ikke forgæves, hvad stævnet i dag vidner om. Og stævnet har en anden alvorlig baggrund. Vi arbejdere er glade og stolte over, at vi i frihed kan lave et sådant stævne.
Fortælleren: 20.35 Sammenholdet i boligkvartererne var stadig levende i 30'erne. I nogle af de nye kvarterer blev det dog aldrig så stærkt som i de gamle. Men den gensidige hjælp var fortsat stor, både under konflikter og i de lange arbejdsløshedsperioder i 30'erne. En dreng fra Struenseegade i København fortæller:
Stemme: 20.53 Det var arbejdere, der boede der dengang, socialdemokrater og enkelte kommunister - så man blev klassebevidst lige fra fødslen. Man satte højt at kunne klare sig uden hjælp fra det offentlige. Det var noget, der sad i alle. Der var ikke mange penge mellem folk dengang, men til gengæld et udpræget fællesskab. F.eks. hvis fru Hansen på 2. skulle føde, ja så tog nabokonerne hendes vask, eller hvis nogle gik arbejdsløse, så lånte de af hinanden.
Arkivklip fra 1. maj møde: 21.23
Fortælleren: 21.38 Det var også i 30'erne, at arbejderbevægelsen næsten havde rejst en bygning så stor, at arbejderne kunne leve et liv fra vugge til grav indenfor bevægelsens altfavnende fællesskab.

Minut-tæller: 21:51-

Lydside og tid	Billedside
21.51 Der var dog dele af det arbejdende folk, som havde sværere ved at forstå fordelene ved at være med i fællesskabet end andre. Kontorfolkene for eksempel. De så ikke sig selv som en del af arbejderklassen. Så da socialdemokratiet udsendte spillefilmen "I Folkets Navn" i 1938 var en særlig appel til kontorfolkene om at gå med i HK:
Scene fra filmen I folkets navn: 22.12
Fortælleren: 23.36 Man var trods alt nået så langt, at man kunne koncentrere sig om andet end agitation og organisering. Og på det kulturelle område skulle arbejderklassen ikke nøjes med krummerne fra borgerskabet kulturelle middagsbord. De skulle have deres egen kultur, det mente Julius Bomholt, der var bevægelsens kulturpolitiske teoretiker.
Fortælleren i billedet: 23.58 I 1932 udgav Julius Bomholt bogen "Arbejderkultur". Heri præsenterede han sin ide om at en socialistisk kultur skulle erstatte den borgerlige kultur. Julius Bomholt ville gennem en massiv kulturindsats skabe et socialistisk menneske. Ud af arbejderklassen skulle der vokse en ny slags kunstnere, og i deres værker skulle arbejderne være hovedpersonerne - på samme måde som borgerskabet var det i den borgerlige kultur.
Fortælleren: 24.36 Desto flere arbejdere der optrådte i en roman, et teaterstykke eller en film, desto bedre. De talekor den senere statsminister H.C. Hansen skrev og arrangerede til ungsomsafdelingernes fester var et udtryk for den tankegang. Den blev dog modsagt af partiets anden store kulturperson, Hartvig Frisch, der mente, at ideen om det socialistiske menneske var noget forvrøvlet tågesnak. Hartvig Frisch var først i 1930erne kulturredaktør ved Social-Demokraten, og han knyttede en række af venstrefløjens skribenter til bladet. Bl.a. Hans Kirk og Broby Johansen, og forsøgte på den måde at bygge bro til de kulturradikale.
25.25 De kulturradikale, som Poul Henningsen, Otto Gelsted og Elias Bredsdorff var dybt optaget af at modernisere arbejdernes kultur og levevis. Fornuften skulle råde. Alt det gamle, romatiske bras skulle kasseres. I stedet for at erstatte den borgerlige kultur med en arbejderkultur skulle arbejderne blive moderne mennesker i en rationel verden.	<
25.49 De kulturradikale var placeret i eller omkring Danmarks Kommunistiske Parti. Men Hartvig Frisch's forsøg på at bringe de to verdener sammen mislykkedes. For op igennem 30'erne blev den socialdemokratiske arbejderbevægelse stadig mere anti-kommunistisk. Og de kulturradikale skærpede også tonen. Det fik et ekstremt udtryk i Poul Henningsens bog "Hva mæ kulturen" fra 1933. Hans Sherfigs bagsideillustration viste den socialdemokratiske landsfader Staunings tankevirksomhed som et nazistisk sammensurium. Og socialdemokratisk kunst blev fremstillet i skikkelse af et fattigt, laset barn med Social-Demokraten under armen.	<
Fortælleren i billedet: 26.33 Grøfterne blev gravet dybere. Hartvig Frisch her opgav ethvert samarbejde med de kulturradikale, da han udgav bogen "Pest over Europa", hvor han udpegede både nazister og kommunister som Socialdemokratiets hovedfjende. Men samtidig var det ved at være sket med Bomholts tanker om en speciel arbejderkultur.
Fortælleren: 26.53 For med programmet "Danmark for folket" i 1934 lagde Socialdemokratiet om fra at være et klasseparti til at blive et folkeparti. Målet var at opnå tilslutning fra alle dele af befolkningen, så Socialdemokratiet kunne sikre sig den politiske magt og gøre Danmark socialdemokratisk både socialt og kulturelt.
Stemme: 27.17 I et Danmark for folket kunne man hverken bruge Bomholts tanker om et socialistisk menneske eller den om at erstatte borgerlig kultur med arbejderkultur. Så i anden udgave af bogen "Arbejderkultur", som kom i 1938 forlod Bomholt stille og roligt dén tankegang. I stedet fandtes der nu, ifølge Bomholt, én national fælleskultur. Og dét, det drejede sig om var, at give alle lige adgang til det nationale kulturlivs glæder.
Scene fra filmen I folets navn: 27.47
Fortælleren: 28.30 Forvandlingen fra klasseparti til folkeparti gav succes. I 30'erne havde Socialdemokratiet tilslutning fra næsten halvdelen af befolkningen og kunne gennemføre en række love til fordel for arbejderklassen.
28.47 Det gjaldt blandt andet ferieloven. Trods de borgerliges rasende modstand gav ferieloven fra 1938 ret til 12 dages ferie med løn hvert år. For arbejderne var det et næsten ufatteligt gode. For den socialdemokratiske kulturpolitik var det et skridt i den rigtige retning.
29.07 Problemet var bare, at arbejderne ikke havde råd til at rejse på ferie. For at bøde på det stiftede fagbevægelsen Dansk Folke-Ferie, som skulle tilbyde billige rejsemål til medlemmerne. Folke-Ferie var klar over, at tanken om hotelferie var fremmed for de fleste arbejdere. Så til beroligelse skrev de i en folder:
Stemme: 29.26 Lad dem ikke skræmme af ordet hotel. Naturligvis er der på dette sted ingen pligt til at skifte tøj til frokost og middag, men gæsterne møder selvsagt heller ikke i badedragter.
Fortælleren: 29.39 Folke-Ferie opførte også feriebyer. Den første var ved Esbjerg i 1939, og senere i Gilleleje, Middelfart, Karrebæksminde og Marielyst. Efterspørgslen var stor. I de kolde krigsvintre stod man i kø for at få plads:
Stemme: 29.55 Det var skægt at stå der, selv om man frøs. Man diskuterede, hvor man gerne ville hen, hvor store chancerne var, hvor mange man var i familien. Og det kunne være skægt, hvis man mødtes. Der var en god stemning.
Fortælleren: 30.15 De nye feriemuligheder og feriebyer blev betragtet som en stor sejr for arbejderbevægelsen. En postelev sagde i 1941:
Stemme: 30.25 Jeg var virkelig imponeret over de endeløse rækker af nye huse, der så ud, som om de var bygget for al evighed. Det var gedigent håndværk. Jeg kan lige så tydeligt huske den friske tjæreduft. Nu fik arbejderne også deres egne feriehuse. Højere kunne man ikke nå i fagbevægselsen.
Fortælleren: 30.45 Der var ellers ikke meget at glæde sig over under den tyske besættelse.I de første år var alsangen den største folkelige manisfestation mod tyskerne. For at vise sit nationale sindelag samledes man i tusindvis for at synge fædrelandssange.
Arkivklip fra et alsangsstævne: 31.00
Fortælleren: 31.33 Krigen og den tyske besættelse betød tilbagegang i arbejdernes levestandard. Men efter befrielsen begyndte det så småt at gå fremad igen. Selvom pengene var små var der råd til mere end at overleve, og i 50'erne fik biograferne deres storhedstid.
Scene fra filmen Frihed forpligter: 31.50
32.11 Socialdemokraternes partifilm med populære skuespillere kunne også trække publikum til. I 1951 kom Frihed Forpligter. Det var tyk antikommunistisk propaganda - et rigtigt kold-krigs produkt:
Scene fra filmen frihed forpligter: 32.24
Fortælleren: 34.29 Trods Marshall-hjælp fra USA var arbejderfamiliernes liv i skyggen af 50'ernes kolde krig præget af knaphed. Og i arbejderkvartererne hjalp man stadig hinanden, selvom sammenholdet ikke var så tæt som tidligere:

Minut-tæller 34:45-

Lydside og tid	Billedside
Stemme: 34.45 Når man kom hjem fra kolonihaven, var der blomster til de, der ikke havde blomster. Også ved store fødselsdage eller konfirmationer brugte vi hinanden. Vi byttede lejligheder, således at man kunne spise det ene sted og drikke kaffe det andet. Vi holdt sammen, fordi det var nødvendigt. Men problemerne delte vi ikke. Når pengene ikke slog til, eller når der var ensomhed eller ulykker, så holdt man det for sig selv.
Arkivklip fra ungdomsklub: 35.10
Fortælleren: 35.27 Mens den pæne del af ungdommen gik til bal i ungdomsklubberne opstod der i 50'erne en helt anden ungdomskultur i arbejderklassen - læderjakkerne, som de blev kaldt. De gik ikke til bal i ungdomsklubben. De gik til parkdans. Første gang i Enghaveparken i København i sommeren 1954. Det var rockmusik det handlede om og når biograferne i København viste Elvis-film strømmede unge til fra hele Sjælland:
Stemme: 35.54 Da Blue Hawaii havde premiere i Palladium, kørte vi ind fra Slagelse på vores Everton knallerter. Vi havde læderjakker på med kraven vippet op i nakken, bredt motorbælte og sort hår friseret stramt tilbage til anderumpen bagi og skubbet frem i panden i en bølge, som vi slog tilbage flere gange i timen med en bestemt bevægelse.
Arkivklip med læderjakker: 36.14
Fortælleren i billedet: 36.28 Det var noget helt andet en den kultur som arbejderbevægelsen havde gjort sig så store anstrengelser for at arbejderne skulle få del i. Så hvorfor udviste de denne ubegribelige mangel på god smag? Hvorfor lyttede de til rockmusik, læste tegneserier, triviallitteratur og ugeblade? Og hvorfor gik de for eksempel ikke noget mere i teatret?
Fortælleren: 36.50 Allerede i 1946 havde bevægelsen jo grundlagt ARTE - Arbejdernes Teatercentral - som skulle sælge billige teaterbilletter og bringe kulturen ud til hele befolkningen. Arte som voksede og voksede og sendte flere og flere i teatret og til foredrag. Bare ikke de dårligst uddannede. De syntes stadig ikke, at teater og foredrag var noget for dem.
37.14 Og da Kulturministeriet blev oprettet i 1961 med den gamle kulturforkæmper Julius Bomholt som første kulturminister, viste det sig også, at store dele af den arbejdende befolkning slet ikke delte hans og Socialdemokratiets idealer om en dansk fælleskultur, der med statslig støtte skulle bringes ud til alle. For under kulturministeriet hørte også Statens Kunstfond, og fondens uddeling af penge til danske kunstnere udløste et oprør. I 1965 startede lagerarbejder Peter Rindal fra Kolding en protestbevægelse mod Statens Kunstfond - kunststøtte var, mente Rindal, misbrug af skatteydernes surt tjente penge.
Interview med Peter Rindal: 37.54
Fortælleren: 38.13 I socialdemokratiske og intellektuelle kredse var man rystet over den opbakning Rindal fik. Balladen om Kunstfonden afslørede et kulturelt skel i arbejderklassen. Mens Rindal hentede sine tilhængere blandt 1. generationsarbejdere i de jydske industriområder, fik kulturpolitikken støtte blandt gamle arbejdergrupper og i de nye mellemlag, fortrinsvis i Øst-Danmark.
38.38 Diskussionen om kunststøtte blev heller ikke lettere af at den socialdemokratiske regering med Jens Otto Krag i spidsen havde opfordret til løntilbageholdenhed under overenskomstforhandlingerne. Støtte tilkunstnere som Per Kirkeby, Klaus Rifbjerg og Ib Nørholm, der ikke var specielt folkelige, var ikke det første man ville give penge til, hvis hverdagen føltes svær:
Stemme: 39.04 Vi havde ikke ret mange penge, og det var i det hele taget ikke spor sjovt. Jeg var nødt til at stå op kl. 5 om morgenen for at få børnene gjort i stand og klar til at gå i børnehaven, inden jeg selv skulle starte på en lang arbejdsdag. Min mand havde også en lang arbejdsdag, og han tog sin tørn med hjemme, både med tøjvask og andre huslige gøremål. Når vasketøjet skulle tørre, hængte vi det op i stuen ved kakkelovnen, der blev meget fugtigt, og børnene blev tit syge.
Fortælleren: 39.37 Frem for kultur ville mange hellere bruge penge på spil og håbe på den store gevinst, fortæller en slagteriarbejder:
Stemme: 39.46 Når jeg synes, det er rigtigt surt det hele, så giver jeg mig til at tippe. Det gør de fleste arbejdere. Man er simpelthen nødt til at have et eller andet at gå at håbe på. Jeg regner med, at jeg på et eller andet tidspunkt vinder en halv million. Når jeg gør det, vil jeg ikke fare hen og købe en hel masse, for jeg har stort set det, jeg behøver. Jeg vil holde fri et år, to måske, og tage en lang rejse med min kone. For at trække vejret.
Fortælleren: 40.10 Men generelt betød 60'erne stigende velstand, og velstanden ændrede folks vaner. Den socialdemokratiske arbejder, der læste bevægelsens avis, sang i arbejdersangkor og dyrkede arbejdersport forsvandt. Samtidig med at medieindustriens produkter som film, plader, ugeblade og fjernsyn vandt frem, sygnede bevægelsens foreninger hen.
40.36 Det blev underholdningsindustrien og ikke kunstnerne og arbejderbevægelsen, der blev leverandørerne af den folkelige kultur. For arbejderne var blevet til lønmodtagere og forbrugere.
Musik: 40.46
Fortælleren: 41.31 70'erne betød opbrud i kendte normer. De unge gjorde oprør mod forældrenes autoritetstro og borgerlighed. Og dele af arbejderklassen gjorde oprør mod Socialdemokratiet ved at støtte Glistrups nydannede Fremskridtsparti. Ved valget i 1973 fik Fremskridtspartiet 28 mandater i Folketinget. Og i Fremskridtspartiets Kresten Poulsgård fandt lagerarbejder Peter Rindal en værdig arvtager:
Kresten Poulsgaard, medlem af Fremskridtspartiet på folketingets talerstol: 41.57 Nu skal vi til at bruge 14 millioner mere til musik. Hvor meget musik skal vi have i dette land? 14 millioner - 14 millioner mere til musik, treenhalv mere til teater. Jamen hvad er det for en politik man fører. Tror man virkelig at Danmark kan leve af at folk spiller musik for hverandre og andre spiller teaterstykker? det er jo erhvervslivet der skal betale i sidste ende, det er simpelthen rystende.
Fortælleren: 42.27 Glistrup tiltrak arbejderstemmerne på et program, der gik mod alt, hvad arbejderbevægelsen stod for, også den kulturpolitik, der gik ud på at bringe "den gode" kultur ud til hele befolkningen. En politik der havde ført til, at de initiativer, der i bevægelsens tidlige år var skabt af arbejderne nu overlevede på statsstøtte. Store dele af det kulturelle forbrug blev ikke længere betalt gennem kontingenter, men over skattebilletten.
42.54 Og mens højrefløjen tordnede mod den statslige kunststøtte udfoldede der sig på venstrefløjen et vildt, vanvittigt og nyskabende kulturliv:
Musik med Røde Mor og Lokal TV-jingel: 43.03
Fortælleren: 43.45 Fagbevægelsen prøvede også at eksperimentere. Da det blev tilladt at lave lokale radio- og TV-stationer gik man ind i det med brask og bram. Nu skulle der laves radio- og TV som kunne interessere fagbevægelsens medlemmer. Små TV-paladser skød op rundt om i landet. Men man måtte snart erkende, at TV om faglige emner ikke tiltrækker reklamer. Det gør bingo og amerikanske serier derimod.
Klip fra TV-Svendborg udsendelse: 44.09
Fortælleren: 44.18 Frihedens Station, sang af Michael Falch/Malurt: Men alligevel kunne de små stationer ikke klare sig i konkurrencen. De fik lov til at slå sig sammen i et netværk, hvor det kulturrelle sigte med programmerne kan være svært at få øje på.
Programoversigt fra TV-Danmark: 44.28
44.44 Men der bliver trods alt produceret kultur i fagbevægelsen som aldrig før. Der er gennem årene bygget et væld af kursussteder landet over. Den gamle forsamlingsbygning i Rømersgade er blevet til Arbejdermusseum, og på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv bliver historien bevaret.
Fortælleren: 45.04 En historie der vidner om, at kulturen har spillet en stadig større rolle arbejderbevægelsens gamle dannelses projekt - det der gik ud på at skabe respekt om arbejderne og skabe hele mennesker, hvis tilværelse omfattede både brød og ånd. Men i takt med at velstanden steg blev den klassiske arbejderkultur stadig mere trængt. Og da det viste sig, at velstanden ikke fik arbejderne til at kaste sig over den borgerlige klassiske kultur, ja så opgav bevægelsen stort set at finde fælles kulturpolitisk fodslag.
Fortælleren: 45.35 Centralt har LO rustet op på det kulturelle område. I 1979 indstiftede LO en kulturpris. Den er givet til kunstnere der beskæftiger sig med klassisk arbejderkultur. Blandt andre til skuespilleren og sangeren Kurt Ravn.
Kurt Ravn synger ved prisoverrækkelse: 45.52
46.03 Men også til kunstnere, der beskæftiger sig med den type kunst som Rindal i sin tid blev så forarget over, f.eks. maleren Poul Gernes og billedhuggeren Robert Jacobsen. Samtidig er fagbevægelsen gennem sine kunstindkøb blevet en af landets største kunstsamlere.
Fortælleren: 46.21 Men ude i det enkelte fagforbund har man givet markant forskellige bud på, hvad man opfatter som medlemmernes kulturelle behov. Et af de største fagforbund, HK, forsøgte sig for nogle år siden med servicetilbud til alle døgnets 24 timer. Tilbud som var kemisk renset for enhver form for politisk holdning.
Fortælleren i billedet: 46.42 Modpolen er Anker Jørgensens gamle forbund SID. Det fastholder en faglig linje i kulturarbejdet når de støtter film som Pelle Erobreren og bøger som Det arbejdende folks kulturhistorie. Men det ændrer ikke ved, at SIDs medlemmer fortsat er nogen af de mindst kulturforbrugende i Danmark. På trods af Anker Jørgensens forhåbninger om, at øget velstand ville føre til større kulturel interesse, så er det stadig medlemmerne af hans gamle forbund, der får mindst ud af de skattekroner, som stat og kommuner bruger på at støtte kunst og kultur.
Rulletekst: 47.14