Vi skjuler intet – hvad skjuler PET
af Knud Holt Nielsen
I foråret 1998 afslørede TV2 i tre programmer, hvordan Politiets Efterretningstjeneste - PET havde overvåget og registreret venstreorienterede danske borgere for lovlig politisk virksomhed direkte i strid med regeringserklæringen fra 1968, der ellers fastslog, at “registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed” og at allerede destruerede oplysninger af denne karakter skulle destrueres. Og ligeledes i strid med gentagne svar overfor folketinget og offentligheden.
De to første udsendelser kredsede omkring PETs ageren under den kolde krig, hvor den tidligere agent Anders Nørgaard fortalte om sin fortid som PET-agent i bl.a. det lovlige parti Socialistisk Arbejderparti. Men den 17. maj 1998 kom den tredje udsendelse i rækken så, hvor det blev afsløret at PET ufortrødent var fortsat med sin ulovlige registrering af venstreorienterede også efter den kolde krig. Med skjult kamera og mikrofon dokumenterede TV2 journalisterne således et rekrutteringsforsøg, hvor en ung mand skulle infiltrere den venstreorienterede ungdomsorganisation REBEL på vegne af PET. Udsendelsen dokumenterede også, at unge medlemmer af organisationen i øvrigt viste sig at være overvåget og registreret af efterretningstjenesten, eksempelvis når de samlede nødhjælp ind til Konvoj til Bosnien, en indsamlingsorganisation dannet af en række danske venstrefløjsorganisationer og faglige organisationer, som indsamlede nødhjælp til de sultende i byen Tuzla, et af de sidste multietniske områder, der gik imod de etniske udrensninger i Bosnien.
REBEL var en lille landsdækkende ungdomsorganisation med afdelinger i en snes byer og et par hundrede medlemmer. Organisationen fik støtte fra Dansk Ungdoms Fællesråd, og var især kendt for sine humoristiske teateraktioner og happenings og det vakte derfor undren blandt mange, at PET kastede sig over REBEL.
Et par rebeller var blevet tippet i forvejen om, at TV2 ville bringe noget om en overvågning af organisationen, og den 17. maj sad de i kollektivet ’Hos Helmer’ (det hed det) på Vesterbro og så Fak2’eren på TV2. Og da udsendelsen havde rullet over skærmen, og spørgsmålet ”hvad nu” meldte sig, dukkede ideen op, om at de da kunne stille sig op foran PET på deres adresse på Bellahøj Politistation og vise, at de jo i bogstaveligste forstand ikke havde noget skjule – men at det havde PET tydeligvis.
Som sagt så gjort. Der blev stablet et hold aktivister på benene, malet et banner, man udsendte en pressemeddelelse, der krævede en uvildig undersøgelse af PET og den 26. maj mødtes en halv snes aktivister så lige på hjørnet tæt ved Bellahøj Politistation. Aktivisterne smed tøjet, tog banneret og traskede op foran Bellahøj Politistation, hvor en flok journalister og et par kampklædte betjente stod og gloede måbende på den nøgne flok demonstranter.
Der blev råbt, at PETs chef Birgitte Stampe skulle komme og snakke med aktivisterne, ellers truede man med at smide banneret. Taktfast lød det ’vi skjuler intet – hvad skjuler PET’. Da det havde stået på et stykke tid, blev man enig om, at det jo kunne være, at PET faktisk ikke rigtig viste, hvad det handlede om. En af aktivisterne spurgte derfor de kampklædte betjente, om han ikke måtte aflevere en lille skrivelse til PET. De kiggede lidt på ham, men da han pænt tog papiret ned som dække over sine ædlere dele, fulgte de ham op på førstesalen, hvor han så afleverede skrivelsen til en lidt forbavset udseende PET-medarbejder. Ligeså forbavsede var alle de borgere, der eksempelvis var på Bellahøj Politistation for at forny deres pas, da en nøgen ung mand traskede gennem lokalet.
Da Birgitte Stampe aldrig viste sig og der ikke blev mulighed for at tale om tingene over en kop saftevand, måtte de unge rebeller til sidst gøre alvor af truslen og smide banneret.
Det blev signalet til en kampagne fra REBELs side. Billedet af de nøgne aktivister og parolen ’Vi skjuler intet – hvad skjuler PET’ blev til en plakat, som blev hængt over hele København og i flere af de byer, hvor Rebel havde afdelinger. Kravet var en uvildig undersøgelse af PET her og nu. Billedet gik samtidig hele pressen rundt og kom sågar i ugebladet Kig Ind. En lidt uventet personlig sideudløber var, at idemanden bag nøgenaktionen på det tidspunkt var lørdagspostbud på Vesterbro og Indre Frederiksberg, og da rebellerne på Vesterbro hørte til de flittigste plakatopsættere i organisationen, så var der røget særlig mange plakater op lige præcis i de områder. I to måneder kom der således kolleger forbi hans bord om morgenen, når posten skulle sorteres, som lige skulle se om det ikke var ham, der optrådte uden en trævl på kroppen på den der plakat, der hang overalt i postdistriktet. Det måtte han så hver gang bekræfte til almindelig munterhed på Vesterbro Postkontor.
12. juni 1998 var REBEL igen på plads foran PETs hovedkontor. Iført teaterskæg, blå briller, lange overfrakker, aviser med huller i, kameraer og andet stod en flok aktivister dagen igennem i bogstaveligste forstand i buskene omkring Bellahøj Politistation, da der var mistanke om at PET foretog ulovlig overvågning – og den slags er som bekendt legalt. Som en af de unge rebeller sagde til Politikens udsendte medarbejder.
- Hvis de registrerer noget, så registrerer vi det. Og hvis de undlader at registrere nogen, så registrerer vi også det.
- Vil det sige, at I registrerer dem, der ikke bliver registreret, eller registrerer I dem, der har undladt at registrere nogen?
- Noget i den stil. Vi registrerer dem, de ikke registrerer. Og det registrerer vi også … kunne du egentlig ikke  tænke dig at arbejde for os? Det er skattefrit. Du må da have en gæld, som du gerne vil have banket ned?
Den ungdommelige respektløshed overfor efterretningstjenesten var til at tage og føle på. PET på deres side havde endog meget svært ved at kapere, at de unge aktivister ikke rigtig tog dem særlig alvorligt. ”Vi synes faktisk ikke det er spor morsomt”, lød det hvæsende, da en af de unge aktivister stak hovedet ind af et vindue med et kamera og sagde ”smil til fotografen” (der var dog ingen film i kameraet).
Herefter rullede så hele PET-skandalen. Justitsministeren skulle forklare, hvorfor PET ville infiltrere en venstreorienteret ungdomsorganisation. Det førte til nedsættelsen af PET-kommissionen, der fik til opgave at urede trådene, men vel og mærke kun om forholdene under den kolde krig, mens 1990’ernes ulovlige politiske registrering af unge, der udløste hele PET-sagen, blev aldrig kortlagt.
Resten af historien er velkendt. Først efter 10 år forelå PET-kommissionens beretning, som efterfølgende blev udsat for hård kritik af en lang række uafhængige historikere med speciale i forskning efterretningstjenesterne, den kolde krig og periodens venstreorienterede bevægelser og tendenser.