Arbejdermuseet Priser og adresse

Åbningstider og priser

Åbent alle ugens dage:
kl. 10-16

Telefonliste

Støt aktiviteter for børn og unge

støt-museet

Besøg Arkiv & Bibliotek

ABA flytter

Forside
Årbog 2010 Udskriv Email

Indhold:

Forod
Peter Ludvigsen: Arbejdermonumenter. Arbejdernes forsamlingsbygninger og UNESCOs verdensarv
Susanne Aasted Gottlieb: Hans Scherfigs blik for kvinder - i udvalgte tegninger fra Arbejdermuseets samling
Hans Uwe Petersen: Tyske kommunister i landflygtighed og under besættelsen


Årbog 2010 Hans Scherfig: Ung, sort kvinde, ca. 1930 Deutsche Nachrichten, juli 1945 Old Labor Hall i Barre/Vermont USA

Åsa Lundqvist: Välfärdsstatens mödrar og barn: mellan arbetsmarknad, jämställdhet och välfärdspolitik
Marigt Larsen: 'Now I sleep good at night' - Østarbejdere i dansk landbrug
Kitt Boding-Jensen: Arbejdermuseets digitale formidlingsprojekter

Årsrapport 2010

 

 

• Hvorfor er op imod 50 % af de ansatte i landbruget udlændinge?
• Hvordan så den unge Hans Scherfig kvinden i sine tegninger?
• Hvem var de tyske kommunistiske flygtninge i Danmark under besættelsen?

Svarene på disse spørgsmål kan du læse i Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkivs årbog 2010. I 6 artikler viser årbogens forfattere, hvordan de danske arbejdere og arbejderbevægelsen er en integreret del af den internationale arbejderbevægelse og den globale udvikling både historisk og aktuelt.

Den første artikel med titlen Arbejdermonumenter. Arbejdernes forsamlingsbygninger og UNESCO’s verdensarv er skrevet af tidligere direktør Peter Ludvigsen. På baggrund af en bred undersøgelse af arbejderforsamlingsbygninger verden over beskrives 9 mulige bygninger til optagelse på UNESCOs tentativliste. Arbejderforsamlingsbygningernes historie er tæt sammen-vævet med den nationale arbejderhistorie; udover beskrivelsen af husenes historie og deres udseende viser artiklen også den meget store variation i arbejdernes histories udvikling fra land til land.

Mødet med Amerika blev skelsættende for mange danskere, således også for maleren, forfatteren og kommunisten Hans Scherfig, der som 24-årig i 1929 opholdt sig i New York et lille års tid. I artiklen Hans Scherfigs blik for kvinder – i udvalgte tegninger fra Arbejdermuseets samling beskriver kunsthistoriker Susanne Aasted Scherfigs syn på kvinderne på baggrund af en samling ikke tidligere offentliggjorte tegninger med kvindemotiver tegnet under opholdet i Amerika.

I artiklen Tyske kommunister i landflygtighed og under besættelsen tegner historiker Hans Uwe Petersen et kollektivt portræt af gruppen af tyske kommunistiske Hitler-flygtninge i Danmark fra 1933-1945 og deres antinazistiske arbejde under besættelsen. Artiklen viser bl.a., hvordan gruppens medlemmer tog aktivt del i modstandsarbejdet, en indsats, som den danske modstandsbevægelse udtrykte anerkendelse af efter krigen.

Det nordiske samarbejde har altid stået centralt for arbejderbevægelsen. Opbygningen af velfærds-staten efter 2.verdenskrig skete med gensidig inspiration. Den svenske velfærdsforsker Åsa Lundqvist fra Lunds universitet foretager i sin artikel Välfärdsstatens mödrar och barn: mellan arbetsmarknad, jämställdhet och välfärdspolitik en sammenligning af udviklingen i de skandinaviske lande fra 1930'erne til i dag. Fokus for artiklen er balancen mellem arbejdsliv og familieliv og de politiske tiltag for at fremme kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet.

Globaliseringen præger i dag som for 100 år siden det danske arbejdsmarked. Mange østeuropæere har efter optagelsen i EU søgt arbejde i andre EU-lande, herunder Danmark og især i landbruget. Museumsinspektør Margit Larsen beskriver i artiklen "Now I sleep good at night"- Østarbejdere i dansk landbrug, hvordan østarbejdere fra Rumænien og Ukraine oplever at være arbejdsmigranter i dansk landbrug. En problemstilling som har været taget op i Arbejdermuseets særudstilling A Taste of Europe. Østearbejdere i dansk landbrug. Udover at de personlige beretninger om savnet af børn efterladt i hjemlandet vækker til eftertanke, viser artiklen de meget blandede og ofte kritisable arbejdsvilkår de udenlandske arbejdere ansættes under i dagens Danmark.

Den sidste artikel er skrevet af etnolog Kitt Boding-Jensen og handler om Arbejdermuseets digitale formidlingsprojekter. De digitale medier og især internettet giver store muligheder for anderledes formidling af museumssamlinger og udstillinger både nationalt og internationalt. I artiklen beskrives og diskuteres hvorfor og hvordan Arbejdermuseet har udviklet sine digitale projekter og hvilke erfaringer, der er gjort. 

Årbogen bringer som altid beretning om årets mange aktiviteter i Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.

Årbogen er redigeret af Anette Eklund Hansen, 128 sider, illustreret.

Kan købes hos boghandlere og i Arbejdermuseets butik, Rømersgade 22, Kbh. K

Ring på 33 93 25 75 og få tilsendt et eksemplar. Pris kr. 99 + forsendelse.

 

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies, der anvendes til basal drift af sitet er allerede blevet sat. Du kan læse mere om hjemmesidens brug af cookies.

Jeg akcepterer cookies fra dette site.

EUs direktiv om cookies