|
Side 5 ud af 11
Julius Bomholt er født den 11. juni 1896 i Alderslyst i nærheden af Silkeborg. Han er født i et arbejderhjem, men bliver selv som 25-årig cand. theol. i 1921. Kort efter sin kandidateksamen besøger han to arbejderhøjskoler i henholdsvis Tyskland og Schweiz. Året efter begynder han selv undervise på Askov Højskole. Mødet med højskolen i Askov bliver en tydelig skuffelse for Bomholt, der derfor søger et lærerjob på Esbjerg Arbejderhøjskole. Han får jobbet, og er allerede to år efter forstander der. Sammen med Hartvig Frisch er Julius Bomholt den person, der præger socialdemokratiets kulturpolitik - og dermed hele landets kulturpolitik - fra 1920´erne og helt frem til slutningen af 1960´erne. Han er af person og væsen kulturpolitiker om nogen.
Det socialdemokratiske menneske
I et ofte svulstigt og pompøst sprog formulerer han tidligt sine kulturelle visioner. I 1930, året efter han er indtrådt i Folketinget, udkommer hans første bog - den første af en større række. Det er bogen "Dansk digtning fra den industrielle revolution til vore dage." Og allerede to år efter kommer "Arbejderkultur", hvori han plæderer for, at Socialdemokratiet skal arbejde henimod en egentlig særegen arbejderkultur. Han afviser den klassiske, borgerlige kultur, men ønsker en socialdemokratisk kultur - og dermed et socialdemokratisk menneske. Det er en yderst omdiskuteret bog og et ikke særligt fromt ønske, der bliver modsagt af andre socialdemokrater. Særligt partiets kulturelle "andenmand" Hartvig Frisch, har svært ved at tage den slags alvorligt. Bomholt ændrer sin kontroversielle holdning, og i 1938 da det socialdemokratiske program, "Danmark for folket," udkommer, er hans kulturvision bundet op i en forbindelse til den nationale og traditionelle kultur.
Farlig radio
Efter besættelsen udtaler han sit berømte ønske om, at Danmarks Radio skal lave "farlig radio." Der er ingen tvivl om, at Bomholt er med til at åbne op for en mere fri radio, hvor mere kritisk journalistik kan sendes i radioen. Men for Bomholt selv er der også en grænse - noget radio er for farligt. Han er i 1952 som medlem af det politiske udvalgte programudvalg med til at forhindre en genudsendelse af den sidenhen så legendariske radiomontage "Jeg tilspørger dig" af Viggo Clausen, der omhandler 14 rådhusvielser i København. Udsendelsen, som DR først genudsender i slutningen af 1960´erne, er i dag en klassiker, der jævnligt bliver genudsendt. Han er Folketingsformand i perioden 1945-50, hvorefter han er undervisningsminister i ni måneder i 1950. Han bliver fra 1953 og fire år frem igen undervisningsminister, hvorefter han bliver socialminister fra 1957-61 og endelig landets første kulturminister i 1961 - og tre år frem. Det er en triumf for Bomholt og dansk kunst og kulturliv i det hele taget, at det er ham, der opnår at blive landets første kulturminister. Der findes næppe nogle politikere i hans livsperiode, der i samme grad er engageret i kulturen og dens forhold som Bomholt. Og han er en god mand for kunsten og kulturen. På denne tid er Bomholt optaget af en mere fri kulturpolitik: "En virkelig kulturpolitik må til det yderste være frisindet. Vil man kultivere demokratiet må man først og fremmest demokratisere de ydre vilkår for kulturelt arbejde ud fra mottoet: "Nok støtte men ikke dirigere". Fra 1964 og fire år frem er han igen Folketingsformand. I 1969 dør han. Med et eftermæle som dansk kulturs store kæmpe.
|