|
 Grundlovene fra 1849 og 1915 sikrer, at folk kan få fattighjælp, hvis de er værdigt trængende. Men er man på fattighjælp mistes en række rettigheder. Socialreformen fra 1933 gør op med den tankegang. I de følgende år bliver den social sikring forbedret gennem en række reformer. I 1956 bliver folkepensionen indført og i 1976 træder bistandsloven i kraft.
Fattigvæsen og almisser
I LØBET AF 1800-TALLET bliver der fastlagt rammer for et decentralt, offentligt fattigvæsen. Hjælpen, som fattigvæsnet kan tilbyde til gamle, syge, handicappede, enker, børn m.v., er meget sparsom. Uddelingen af fattighjælp er ikke et statsligt anliggende, men en opgave, som kommunerne skal finansiere. Hjælpen er afhængig af, hvor man bor. På trods af de overordnede myndigheders mere humanitære holdning til tildelingen af fattighjælpen, er det hensynet til sognets økonomi, der plejes i de lokale miljøer.
JUNIGRUNDLOVEN FASTSLÅR, at "den, som ikke selv kan ernære sig eller Sine, og hvis forsørgelse ikke paaligger nogen Anden, er berettiget til at erholde Hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtigelser, som Lovene herom paabyde". Det er de lokale myndigheder, der vurderer den enkelte persons trang. Princippet for fattighjælpen hviler på en tankegang om, at det er en hjælp, der gives som almisse. At modtage fattighjælp bliver betragtet som en stor skam. Den gives på ydmygende vilkår. En fattighjælpsmodtager mister rådighed over sine ejendele, er bundet til forsørgelseskommunen, må ikke gifte sig uden tilladelse fra den lokale fattigbestyrelse, og samtidig mister mændene deres stemmeret.
I BEGYNDELSEN AF 1890ERNE indføres lov om alderdomsforsørgelseshjælp, sygekasse- og A-kasse lovene. Disse love medfører ikke tab af rettigheder. Fra 1907 får kommunerne mulighed for at få godtgjort 1/3 af deres tilskud til private hjælpekasser fra staten. De private hjælpekasser er en mulighed for hjælp, der ikke samtidig indebærer en indskrænkning af de borgerlige rettigheder. Et andet alternativ til fattighjælpen er muligheden for hjælp fra privat velgørenhed, som især er udbredt i byerne.
Socialreformen 1933 - væk fra almissen
I JUNIGRUNDLOVENE 1849 og 1915 bliver danskerne sikret ret til offentlig hjælp, hvis de ikke kan forsørge sig selv, eller forsørgelsen ikke kan pålægges andre. Antallet af personer med behov for hjælp bliver reduceret i perioden. Offentlig fattighjælp betyder tab af en række rettigheder, bl.a. stemmeretten og retten til at stille op til et valg. På trods af, at der laves tillægslove og forordninger bl.a forskellige forsikringsordninger i sygekasser m.v., for at få folk væk fra fattigvæsnet, er fattighjælpsprincippet stadig bygget på tanken om almisse fra giveren og ydmyg taknemmelighed fra modtageren.
DET SKYLDES BL.A. den udbredte brug af myndighedernes skøn i forhold til hjælpens størrelse og i spørgsmålet om, hvor vidt ansøgeren er "værdig trængende". Med socialdemokraten K.K. Steincke i spidsen bliver socialreformen vedtaget i 1933. Socialreformen indeholder 4 hovedlove: Lov om offentlig forsorg, der erstatter fattighjælpen og hjælpekasseloven. Lov om folkeforsikring, der omhandler sygekasserne, invalideforsikring, børneforsorg og aldersrenten. Lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring og sidst lov om arbejdsulykkesforsikring.
DEN NYE REFORM er en videreførelse af kombinationen af det private forsikringsprincip og tilskud fra det offentlige. Udgifterne er for en stor dels vedkommende flyttet fra kommunalt til statsligt regi, og det gør, at de lokale myndigheders skøn ikke længere er gældende. De faste regler for udbetalingen af hjælp, gør at sociallovgivningen fra 1933 principielt bygger på retsprincippet frem for almissetankegangen. For de forholdsvis få personer det drejer sig om, bliver det fortsat betragtet som en skam, at modtage støtte fra det offentlige.
Folkepensionen indføres
VED GENNEMFØRELSEN af folkepensionsloven i 1956 under den socialdemokratiske regering bliver der foretaget en række ændringer, der især berører de mennesker, der ønsker at trække sig ud af arbejdsmarkedet. Pensionsalderen bliver i henhold til loven gradvis forhøjet, for mænd til det 67. år og for kvinder til det 62. år. Mens socialministeren, Johan Strøm, ikke giver nogen begrundelse for forhøjelsen, udtaler socialdemokratiets ordfører: "Levealderen har været stigende. Man bliver ikke så tidlig gammel nu som før."
PÅ BAGGRUND AF den gennemsnitlige levealder er steget med to år, finder han det naturligt, at aldersgrænsen gradvis forhøjes med to år, men udtaler: "at han gjorde det med nogen ængstelse." Ved folkepensionsloven af 1956 bliver det besluttet, at liberalisere reglerne for indkomstfradrag og at udbetale et ensartet minimumsbeløb på 9 pct. af gennemsnitsindkomsten for alle lønmodtagere fra det 67. år, uafhængigt af indkomsten. Det betragtes som begyndelsen til en almindelig folkepension.
VED ÆNDRING AF folkepensionsloven i 1964 bliver det besluttet, at den fulde pension skal gives til alle fra 67 års alderen. Fra 1970 gives pensionen som et fast grundbeløb uafhængig af tidligere indtægt. Enlige- og gifte kvinder, hvis ægtefælle er 67 år eller derover, kan stadig modtage folkepension, men med indkomstfradrag. Endvidere bliver der i 1960erne givet udvidet dispensation til førtidspension under særlige omstændigheder. I en bemærkning til lovforslaget hedder det: "tiden må være inde til at søge disse spørgsmål løst ved en overgang til en almindelig folkepension, der ydes uden hensyn til modtagerens økonomiske forhold."
Bistandsloven
1. APRIL 1976 træder Bistandsloven i kraft. Bistandsloven er den vigtigst lov i gennemførelsen af 1970'ernes socialreform, der indeholder: Sygesikringsloven 1971, hvor sygekasserne, og dermed selvforsikringsprincippet, forsvinder og lægges over i statsligt regi. Udgifterne finanseres fremover via skatten. Dagpengeloven fra 1972, sikrer 90 pct. af den tabte arbejdsfortjeneste. I 1972 vedtages også loven om oprettelse af ankestyrelser. Bistandsloven er en administrativ forenkling af det sociale system, hvor en række love samles under et. Personer, der har behov for social hjælp, skal kun henvende sig et sted, nemlig på de kommunale socialforvaltninger.
BEGRUNDELSEN FOR LOVENS indførelse er, at socialforvaltningerne får mulighed for at se på klienternes behov i en helhed, og dermed yde den mest hensigtsmæssige hjælp. Med bistandsloven indføres princippet om erstatning for indkomstbortfald, der skal sikrer folk med behov for hjælp mod social deroute. Det betyder at alle har ret til bistandshjælp uanset tidligere økonomisk situation. Tildelingen af bistandshjælp er baseret på et skønsprincip. Sagsbehandlerne skal ud fra et fagligt skøn vurdere hjælpens størrelse og omfang - om hjælpen er varig eller midlertidig. De må kun se på behovet for hjælp, og ikke på årsagen til trangen.
GENINDFØRELSEN AF skønsprincippet betyder, at der igen bliver forskel på, hvilken hjælp klienterne får, alt efter hvilken kommune man hører under. Bistandloven træder i kraft på et tidspunkt, hvor der er økonomisk krise. Det betyder at klienterne er i en situation, hvor de igen skal bede om hjælp, frem for retmæssigt at være garanteret en helt fast takst. Sagsbehandlerne er overbebyrde med opgaver så intentionen om at yde en bedre service slår i mange tilfælde fejl.
|
Gør din pligt og kræv din ret 
