Selvhjælpsforeninger
DE FØRSTE TANKER om kooperativer i Danmark udspringer fra en tankegang, den tidlige danske arbejderbevægelse foragter inderligt: borgerlige selvhjælpsidealer. Inspirationen kommer fra i Rochdale i England, hvor nogle vævere danner en forening, de kalder "Rochdaleforeningen af redelige pionerer". Foreningen åbner et lille udsalgssted med billige dagligvarer til medlemmerne. Men det er kun det første skridt i deres vision. Rochdale-pionererne har planer om også at starte produktionsvirksomhed og landbrug. De vil lave en selvforsynende koloni, hvor overskuddet fordeles til medlemmerne.
DET HØRER PASTOR Sonne i Thisted om, og han synes ideen er god, hvis man dropper den del, som handler om en selvforsynende koloni, og nøjes med at sælge billige dagligvarer, som bliver produceret på kapitalistisk vis. I 1866 opretter Sonne Thisted arbejderforening. Det bliver Danmarks første levedygtige brugsforening. Foreningens formål er, at forbedre arbejdernes økonomiske situation, øge deres oplysning og som det hedder: deres sædelige forædling. Brugsen skal altså ikke kun sælge billige varer, men også højne medlemmerne moral på en måde pastor Sonne finder passende.
DEN SLAGS SELVHJÆLPSFORENINGER blomstrer i slutningen af 1800-tallet, og den socialistiske arbejderbevægelse kan ikke fordrage dem. I det første nummer af Socialistiske Blade fra 1871 skriver den første arbejderfører Louis Pio, at det eneste der sker når arbejderne kan købe deres varer billigere er, at fabrikanterne sætter lønnen ned.Pio mener heller ikke man bør gå i konkurrence med de småhandlende, som klassemæssigt står arbejderne nær, og endelig finder han, at selvhjælpen er et middel til at holde arbejderne på plads.
SOM REAKTIONEN PÅ Pios Socialistiske Blade skriver rigsdagsmanden Carl Ploug i sin avis Fædrelandet om de borgerlige arbejderforeninger:"De vil bringe ham hjælpen indefra, ikke udefra, idet de ville tilføre ham bistand mod sine egne skrøbeligheder og de ham nærmest liggende fristelser og henvende sig til det ædle og gode i hans natur, til villiekraften, til selvbeherskelsen og selvagtelsen, til hans åndelige trang og fornødenhed. Thi disse ere Grundbetingelserne for en forbedring af hans borgerlige stilling og hans livsvilkår.
"DET ER EN kamp om sjælene. Skal arbejderne tilslutte sig Pio og i fællesskab kæmpe for et socialistisk samfund. Eller skal de tilslutte sig Carl Ploug og Højre og opnå bedre forhold gennem hårdt arbejde, nøjsomhed og selvhjælp. I 1870erne giver de fleste arbejdere Carl Ploug medhold. Men den socialistiske arbejderbevægelsen bliver stærkere, og dermed bliver mistænksomheden overfor selvhjælpen indskrænket til den, der ikke er socialdemokratisk.
I 1875 SKRIVER Social-Demokraten om selvhjælpsforeningerne:"De må modarbejdes og bekæmpes af os, når de tilbydes og etableres af folk, der står udenfor vort parti, fordi de i så tilfælde søges benyttet til at forvilde arbejdernes begreber, idet de fremstilles som tilstrækkelige til at skaffe arbejderne en stilling, hvormed disse skal slå sig til tåls. Derimod er det ingen selvmodsigelse, ligesålidt som det er farligt for bevarelsen af de socialistiske teoriers renhed, når vort parti selv benytter de selvhjælpsmidler, der står til vor rådighed."Selvhjælpen er ikke kun brugsforeninger, men også sparekasser, understøttelsesforening, sygekasser osv. En andel del af den såkaldte selvhjælp" har arbejderbevægelsen fra starten et mere positivt forhold til. Det er produktionskooperationen.
Produktionskooperationens start
DE FØRSTE DANSKE arbejderkooperativer starter i 1870'erne med en række forsøg på at oprette produktionsforeninger. Der er ikke tale om selvhjælpsforeninger, der skal yde arbejderne forskellige former for service, men værksteder, der skal stå for en reel produktion. Tanken er, at angribe det kapitalistiske system i dets grundvold, som Louis Pio skriver. Arbejderne skal starte deres egne værksteder og gennem det at de er fælles om at eje værkstedet sikre sig, at de selv kan få den fulde værdi af deres arbejde.
MEN DET GÅR skidt i starten. Fagforeningerne, som skal skyde penge i de nye foretagender, er små og svage.Helt galt går det efter 1876, hvor Pio og Geleff bliver betalt for at rejse til USA. Arbejderbevægelsen er ved at falde fra hinanden og samtlige produktionsforeninger lukker. De første produktionsforeningers manglende succes fører til en udbredt skepsis i bevægelsen også overfor produktionskooperationen. Og da den kommer i gang igen handler det ikke længere om at angribe kapitalismen i dens grundvold. Det handler om brød.
I 1886 KAN man I Social-Demokraten læse en ophidset artikel om, at de danske bagermestrene tager grove overpriser for brødet. Det er hårdt for arbejderfamilierne, for den vigtigste del af deres kost er brød. Men ofte har brødet hverken den kvalitet eller den vægt, det skal have til prisen. Og det er derfor en nærliggende tanke, at arbejderne opretter deres egne bagerier. Det har man allerede i Århus, hvor arbejdernes første fællesbageri er grundlagt i 1884, og i Horsens som er åbnet i 1885. På baggrund af artiklen i Social-Demokraten åbner arbejdernes fællesbageri i København, og i de følgende år bliver der oprettet fællesbagerier over hele landet.
DET ER EN arbejdskonflikt, der er årsagen til det næste store tiltag. Den 29. december 1896 stiftes A/S Mælkeriet Enigheden af arbejdsmandsforbundet. Baggrunden er en konflikt med Københavns Mælkeforsyning som nægter at anerkende medarbejdernes ret til at organisere sig. Kuskene har i utilfredshed med arbejdsforholdene organiseret sig og bliver den 20. november lockoutet indtil de melder sig ud af fagforeningen. Det nægter de, og med formanden for Arbejdsmandsforbundet M.C. Lyngsie i spidsen danner de i stedet Enigheden. Aktierne i Enigheden bliver tegnet af de ansatte og deres familier og venner. Aktierne lyder på 10 kr. og kan afdrages med 25 øre om ugen.
TRODS DE BEGYNDENDE succeser er der stadig en skepsis overfor produktionskooperationen, som kommer til udtryk på Socialdemokratiets kongres i 1898. Men storlockouten i 1899 sætter for alvor gang i etableringen af kooperative virksomheder inden for byggefagene. I første omgang ud fra den faglige målsætning: Som et våben i arbejdskampen, der skal skaffe arbejde og indkomst til lockoutede medlemmer. Murersvendenes- , Snedkernes- og Tømrersvendenes Aktieselskab bliver dannet i København i løbet af sommeren 1899, og de er de eneste at de tidlige kooperative virksomheder som stadig eksisterer.
BYGGEKOOPERATIONEN, SOM OGSÅ får aflæggere i provinsen, bliver altså en succes. Og nu vil mange andre være med. I 1902 overtages på Fællesbageriernes foranledning et bryggeri på dronning Olgasvej på Frederiksberg. Det kommer til at hedde Stjernen. Sigvald Olsens, tobaksarbejdernes Formand, der tidligere har været meget reserveret overfor kooperationen ansættes som bestyrer. Produktionskooperationen vokser altså i arbejderbevægelsens regi, men der går endnu nogle år før man vil anerkende brugsforeningerne.
Fremgangstider
I DE LEDENDE kredse i bevægelsen er der stadig stor skepsis overfor brugsforeningerne. De der oprettes er på menige medlemmers initiativ. Da arbejdsmændene i København i 1902 ønsker at oprette en fællesindkøbsforening giver De Samvirkendes formand Jens Jensen giver dem et henholdende svar. Det frarådes på nuværende tidspunkt - bl.a. af hensyn til de småhandlende, som man ikke vil lægge sig ud med. Og nærkontakt med den politiske modstander Venstres landbobrugser vil man slet ikke have.
ARBEJDERBEVÆGELSENS PROBLEM I forhold til brugserne er, at modstanden alene er ideologisk bestemt, og at medlemmerne af brugsforeninger reelt kan købe varer til en lavere pris. Desuden må man efterhånden erkende, at Lasalles "jernhårde lønningslov", som Pio i 1871 begrunder sin modstand mod brugserne i, har mistet enhver gyldighed. Fagforeningerne kan holde lønnen selvom leveomkostningerne falder, og derfor betyder billigere varer en højere realløn. Så brugsforeningerne bliver efterhånden optaget i "familien".
PÅ PARTIKONGRESSEN I 1908 er især Borgbjerg en varm fortaler for kooperationen. Han mener sikrer at den lærer arbejderne at overtage produktionen i samfundet og kan omforme dele af samfundet i socialistisk retning. Endelig giver den store internationale Socialistkongres i København i 1910 sin støtte til brugsforeninger og kooperation. Alle partifæller opfordres til at blive aktive medlemmer af brugsforeninger. For foreningernes overskud bør opbygges kooperativ produktionsvirksomheder. Nu er det reelt er det vedtaget i bevægelsen, at al kooperation er et gode for arbejderne og bør fremmes.
VERDEN SKAL EROBRES og med det mål for øje kan man bruge kooperationen til tre ting: For det første skaffe arbejderne bedre og billigere varer. For det andet lære dem at styre produktionen selv. Og for det tredje kan kooperationen være et våben i arbejdskampen. Kooperationen skal med Borgbjergs ord være det skjold, som storlockoutens sværd skal splintres imod. I 1913 må det kooperative fællesudvalg erkende, at udviklingen med brugsforeninger er langt forud for udvalgets arbejde og de foreslår, at man skal søge forhandling med eksisterende brugser for at få dem ind under en fælles hat.
DEN SOCIALDEMOKRATISKE BEVÆGELSES menige medlemmer, der har været medlemmer af og initiativtagere til mange brugser, sejrer over spidserne i bevægelsen. I 1916 samles 16 københavnske brugser i Hovedstadens Brugsforening, som bliver en del af arbejderkooperationen. Og under 1. verdenskrig bliver det arbejderkooperationen, der redder den danske brændselsforsyning. Før krigen kommer 98% af Danmarks Kulforsyning fra England. Den engelske blokade under krigen medfører, at disse leverancer udebliver, og det er en katastrofe - ikke blot for menigmand, men også for industrien.
DEN DANSKE ARBEJDERBEVÆGELSE har tætte kontakter til det tyske socialdemokrati, og det bliver landets redning - for så vidt angår brændselsforsyningen.I 1916 har Arbejdernes Fællesorganisation stiftet Arbejdernes Brændselsforretning, som i daglig tale kaldes Arbejderkul. Virksomhedens leder er Karl Kiefer, der gennem sine kontakter til de tyske socialdemokrater og levemanden Alexander Helphand gør Arbejderkul til landets største kulagentur. Arbejderkul udvikler sig til en sand guldgrube, som danner baggrund for, at arbejderbevægelsen i 1919 kan åbne den første bank ejet af kooperationen - Arbejdernes Landsbank. Kooperationen er i så stærk fremgang, at man beslutter at oprette et kooperativt fællesforbund.
Det kooperative Fællesforbund
I 1922 DANNES det Kooperative Fællesforbund, med virksomhederne indenfor arbejderkooperationen som medlemmer.Med hensyn til finansieringen af de tidlige kooperative selskaber, bruger man "mange bække små" princippet, hvor enkeltpersoner tegner aktier på ganske små beløb, eller fagforbundene går ind med større aktieposter. Men efterhånden når man frem til, at et selskab for at kunne kalde sig kooperativt skal være totalt kollektivt ejet. Derfor inddrager man de personlige aktier, og det bliver vedtaget, at aktier kun kan udstedes og overdrages til organisationer og virksomheder under fagbevægelsen, Socialdemokratiet og den øvrige arbejderkooperation.
ARBEJDERKOOPERATIONEN ØNSKER AT være førende med hensyn til demokrati på arbejdspladsen. I 1946 oprettes det første samarbejdsudvalg på Stjernen. Det danner skole for lignende udvalg på andre kooperative arbejdspladser. Fællesforbundet udsender retningslinier forsamarbejdsudvalg, som kommer til at danne baggrund for de aftaler, der senere gøres med Arbejdsgiverforeningen om samarbejdsudvalg på arbejdspladserne.
SELVOM KOOPERATIONEN OGSÅ har ønsket at give deres medarbejdere højere løn end i det private erhvervsliv er det ikke realistisk muligt. I 1949 træffes der aftale mellem Dsf og Det kooperative fællesforbund om, at løn og arbejdsforhold i kooperationen ikke skal være bedre end i private foretagender, der er de bedst ydende indenfor samme branche. Efter 2. verdenskrige tager udviklingen i de kooperative selskaber fart påny. Især Hovedstadens Brugsforening er inde i en rivende udvikling. I året for 40 års jubilæet, 1956, åbner HB otte nye afdelinger. Og 60erne byder på en enorm stigning i forbruget, der gør HB til københavnsområdets største detailhandel, som også begynder at optage medlemmer blandt brugserne i provinsen.
I 1965 ER HB Danmarks største detailhandelsvirksomhed, en af Danmarks fem største erhvervsvirksomheder og en af verdens fem største brugsforeninger.I 1972 beslutter HB og FDB at slå sig sammen pr. 1. januar 1973 og det betyder det brugsernes farvel til arbejderkooperationen. Da landbrugserne i FDB traditionelt føler sig knyttet til bøndernes andelsbevægelse, og HB er medlem af arbejderkooperationen, bliver det besluttet, at fremtidens brugser skal være uden politisk tilhørsforhold. HB melder sig ud af det kooperative fællesforbund.
MENS DET GÅR fremad for Brugserne og de kooperative byggevirksomheder går det skidt for andre dele af kooperationen. Stjernen kan ikke klare sig i konkurrencen mod Carlsberg og Tuborg. Med velstandsstigningen efter krigen får folk honnette ambitioner og vil ikke længere identificeres med "arbejderøl". Stjernen må lukke i 1964. Allerede i 50erne begynder det at gå tilbage for fællesbagerierne. Og det der i dag er tilbage af fællesbagerierne er småkagefabrikken Kelsen, der eksporterer til hele verden.
I 1996 MÅ Enigheden, den sidste af de store virksomheder fra den første tid, lukke. Selvom kooperationen aldrig for alvor bliver "Snorens 3. streng" - en ligeværdig partner med Socialdemokratiet og Fagbevægelsen, står det tilbage, at den i dag er en overskudsforretning med 890 virksomheder, der beskæftiger 15.000 mennesker. Blandt de største er Arbejdernes Landsbank, med over 1.000 medarbejdere og forsikringsselskabet ALKA, med over 400 ansatte.
De kooperative virksomheder
Temaartikel 4: Snorens 3. streng
