Med Mennesker

abm logo

Pressemeddelelse

MED MENNESKER

               Kunst fra museets samling

001-soeen-hjorth-nielsen-fig-1 150pxBillederne hvisker og råber fra væggene.

Realistisk og indfølende om hverdagens mennesker, husmoren, håndværkeren og industriarbejderen i fuldt sving med de daglige opgaver.

Engageret og solidarisk om de skæve og isolerede mennesker, hjemløse, fattige og prostituerede.

Kraftfuldt og agitatorisk om mennesker som står for markante samfundsmæssige værdier og ideer.
 

Arbejdermuseets nye kunstudstilling sætter menneskefremstillingen og hverdagslivet i centrum. Fokus er på den nyere danske kunst, der er ægte engageret i sin samtids vilkår og problemer, som de trænger sig på for ganske almindelige mennesker.

De enkelte kunstnere tager afsæt i virkeligheden og fortæller stærke historier i både visuelt nyskabende og æstetisk markante malerier og i grafiske værker af høj kvalitet. Billederne inviterer til medmenneskelig stillingstagen, til debat og eftertænksomhed.

Formsproget er varieret fra nøgtern hverdagsrealisme, over farverige, modernistiske udtryk og kraftfuld socialrealisme til den bevidst naive fremstilling.
Det betyder, at publikum kan se væsentlige værker af bl.a. Aksel Jørgensen, Anette Harboe Flensburg, Erik Hagens, Erling Frederiksen, Hans Scherfig, Jørgen Andersen-Nærum, John Kørner, Per Ulrich, Søren Hjorth Nielsen, Ursula Reuter Christiansen og Victor Brockdorff.

Udstillingen, som præsenterer såvel nyerhvervelser som velkendte værker, viser også kunst udført af arbejdere. Disse værker står som stærke billedmæssige udtryk for arbejdernes egen livserfaring. Udstillingen omfatter også repræsentative værker, der har haft betydning for arbejderbevægelsens organisationer og kulturelle institutioner.

Arbejdermuseets kunstsamling omfatter i dag flere end 10.000 værker, som på meget forskellig vis reflekterer og perspektiverer arbejderhistorie. Tyngdepunkterne er dels en stor samling tegninger af kunstnere tilknyttet arbejderbevægelsen, ikke mindst de politiske og satiriske bladtegnere hos arbejderpressen, dels en samling af politisk og hverdagsrealistisk maleri fra tiden omkring 1930-1960.

Åbningsreception:
Fredag den 11. april, kl. 15-17 i Arbejdermuseets Festsal.
Åbningstale med musikalske indslag ved musiker Arne Würgler.

For mere information kontakt:
Museumsinspektør Susanne Aasted Gottlieb
Direkte tlf.: 33 48 03 22

Udstillingsperiode 12. april - 10. august 2014

Download af pressebilleder: MED MENESKER - Kunst fra museets samling

 - - -
Ikke længere interesseret?

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies, der anvendes til basal drift af sitet er allerede blevet sat. Du kan læse mere om hjemmesidens brug af cookies.

Jeg akcepterer cookies fra dette site.

EUs direktiv om cookies