|
Download artiklen som  pdf-fil
- Biografi
Nina Bang voksede op i en middelklassefamilie som 6. barn ud af 8. Efter skolen arbejdede hun som huslærer, mens hun privat læste til student. Hun begyndte at læse historie på Københavns Universitet i 1889 og blev færdig som magister i 1894.
Nina Bang mødte sin senere mand Gustav Bang på historiestudiet. De 2 blev gift i 1895 og fik en datter i 1903. Nina og Gustav Bang havde et tæt arbejds- og familiefællesskab indtil 1915, hvor han døde.
    Nina Bang - Gustav Bang - Nina og Merete Bang - Nina Bang
Nina og Gustav Bang var begge meget optaget af den marxistiske samfundsfilosofi.
De blev medlemmer af Socialdemokratiet i 1897, hvor de fik en fremtrædende rolle som politikere, agitatorer og journalister ved Socialdemokraten.
Nina Bang blev valgt ind i hovedbestyrelsen i Socialdemokratiet i 1903. Hun sad i Københavns Borgerrepræsentation fra 1913-17 og blev som den første socialdemokratiske kvinde valgt til Landstinget i 1918. I 1924 udnævnte Thorvald Stauning hende som den første kvinde i verden til undervisningsminister i sin regering.
Nina Bang arbejdede for bedre levevilkår for arbejderklassen. Hun brugte sin skarpe analytiske sans til at påpege problemer og anvise løsninger i den daglige politik. Selv om hun var imod "kvindesagen", kæmpede hun for kvinderne og var med til at lægge linjen for partiets kvindepolitik i begyndelsen af det 20.århundrede.
Journalisten
Nina Bang begyndte sammen med sin mand Gustav Bang at skrive for Socialdemokraten i 1897. Hun ønskede at udbrede de socialistiske ideer til et bredt publikum.
 Nina Bangs artikler handlede om arbejdernes meget dårlige sociale kår omkring 1900. Om børnearbejde og børn i fængsler. Hun skrev om arbejderkvindernes strenge liv med lange arbejdsdage og lav løn, og om hvordan kvinderne modsat mændene også måtte klare børn og husholdning, når de kom hjem fra arbejde.
Nina Bang interesserede sig fra studieårene for udenrigspolitik og økonomi- og handelspolitik. Fra 1909 blev hun fast udenrigspolitisk
skribent på Socialdemokraten. Her kunne hun bruge sin historiske viden og marxistiske analyse til at sætte de udenrigspolitiske hændelser ind i en større samfundsmæssig sammenhæng.
Hun analyserede konflikterne på Balkan før udbruddet af 1. verdenskrig. Hun støttede det russiske folks opgør med Zardømmet i sine artikler, men fordømte med henvisning til Marx bolschevikkernes overtagelse af revolutionen.
Efter verdenskrigens afslutning beklagede hun splittelsen i arbejderbevægelsen og gav anvisninger på, hvordan arbejderpartiets politik fremover skulle være for at opnå de ønskede mål.
Politikeren
Nina Bang var en af Socialdemokratiets ledende politikere i de første årtier af det 20. århundrede. Hun var en god taler og blev ofte brugt ved møder i store arbejderforsamlinger, hvor hun agiterede for tilslutning til socialismen og krævede ordentlige levevilkår for arbejderne.
 Hun var i de første år især optaget at arbejderkvindernes problemer og var med til at formulere Socialdemokratiets kvindepolitik.
Nina Bang begyndte sin politiske karriere som medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse i 1903. I 1913 blev hun valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation, hvor hun fik mulighed for i praksis at arbejde for bedre vilkår for arbejderne. Det var dog ikke de store mål hun nåede før hun trådte ud i 1917.
Kvinderne fik stemmeret til Folketing og Landsting i 1915. Ved landstingsvalget i 1918 blev Nina Bang valgt ind som den første socialdemokratiske kvinde. Ialt blev 5 kvinder valgt til Landstinget.
Nina Bang beskæftigede sig med mange forskellige politiske områder. Hun fik plads i det vigtige Finansudvalg og var partiets ordfører i økonomiske sager. Hun var også ofte ordfører for lovforslag, der kunne forbedre forholdene for kvinder og børn.
Når Nina Bang talte i Landstinget, var hun en temperamentsfuld debattør, der ikke ville gå på kompromis. Men hun kunne også forhandle løsninger hjem. Stauning brugte hende ofte som stedfortræder ved internationale konferencer. Dette gav hende et stort netværk og mange venner blandt de europæiske socialdemokrater.
Da Stauning udnævnte sin første regering i 1924, var det naturligt at Nina Bang fik en plads. Hun blev undervisningsminister og verdens første kvindelige minister i en parlamentarisk regering.
Nina Bang havde fra sin ungdom været interesseret i børns udvikling og undervisning. Det var hendes ønske at demokratisere og reformere skolesystemet, ligesom lærerne skulle have en bedre uddannelse. I den nye "Folkets skole" skulle der undervises i samfundsrelaterede fag og sprog, så også arbejderbørnene var rustede til fremtidens samfund.
Nina Bang fik ikke gennemført så mange love, før ministeriet Stauning måtte gå af i 1926. Men mange af hendes ideer blev videreført i skolelovgivningen de næste årtier.
Historikeren
Nina Bang var politiker og journalist. Sideløbende med disse områder fortsatte hun arbejdet som forsker i 1500-tallets handelshistorie.
Nina Bang blev indskrevet på historiestudiet ved Københavns Universitet i 1889. Hele årgangen på universitetet talte 314 studerende, hvoraf de 8 var piger. Nina Bang ønskede at læse historie for at få en bedre baggrund til at forstå udviklingen i samfundet.
Sammen med studiekammeraten Gustav Bang, der senere blev hendes mand, udgav Nina Bang i 1892 " Lærebog i Danmarkshistorie" for skolebørn. Nina og Gustav Bang var begge meget optaget af samtidshistorie og studiet af Marx og Engels ideer om samfundets udvikling. Det blev alligevel 1500-tallets handelshistorie, der særligt tiltrak Nina Bangs interesse. I 1894 afsluttede hun som den tredje kvinde i Danmark historiestudiet med en magisterkonferens indenfor dette område.
Nina Bang ønskede af forske videre, så hun søgte og fik penge fra Carlsbergfondet til et forskningsprojekt om handelspolitik i 1500-tallet. Hun ville på baggrund af kildemateriale fra Øresundstolden fremstille statistikker , der kunne belyse Englands, Hollands og østersømagter-nes historie. 1. bind udkom i 1906 med titlen: Tabeller over Skibsfart og Varetransporter gennem Øresund 1497- 1660.
Da projektpengene slap op, søgte Nina Bang at oprette en fond, der kunne finansiere videreførelsen af værket. Hun fik støtte fra en tysk professor, samt byer og handelsorgansationer med interesse i projektet. I alt blev der indsamlet 150.000 ReichsMark.
Nina Bang fortsatte arbejdet med forskningsprojektet resten af sit liv ved siden af det politiske og journalistiske arbejde. Efter hendes død blev udgivelserne videreført af Knud Korst. Værket omfatter 7 bind. Det sidste udkom i 1953.
Kvindelig politiker - kvindepolitik
Nina Bang var på mange områder en pioner: som historiker, politiker, journalist, minister og kvinde. Hun var sammen med andre kvinder med til at overskride grænserne for, hvad kvinder kunne i datidens samfund og dermed vise vejen for de næste generationer.
Hun var meget optaget af arbejderkvindernes problemer og var med til at formulere Socialdemokratiets kvindepolitik. I sit første fagområde som journalist skrev hun artikler om arbejderkvindernes forfærdelige vilkår som arbejdere, kvinder og mødre, men beskrev også visionerne om, hvordan livet burde være i et fremtidigt socialistisk samfund.
Hun blev derfor ofte indbudt som taler, hvis arbejderkvinderne strejkede eller til diskussionsmøder om kvindernes stemmeret.
Med sit marxistiske udgangspunkt havde hun ikke stor forståelse for datidens borgerlige kvindebevægelse, som hun ofte skældte ud på i sine artikler. Hun mente, at i et socialistisk samfund ville kvindernes problemer være løst, og at ligestilling ville komme automatisk. Hun gik derfor heller ikke ind for selvstændige kvindeorganisationer indenfor Socialdemokratiet.
Nina Bang var hovedarrangør af den 2. Internationale socialistiske Kvindekonference i København i 1910. Her blev forskellene i opfattelsen af Socialdemokratiets kvindepolitik markant. Nina Bang fulgte de socialistiske partiers linje, mens andre kvinder fra fagbevægelsen var imod og havde fælles holdning med Dansk Kvindesamfund.
Et fælles tema for de socialdemokratiske og borgerlige kvinder var kampen for stemmeretten. Nina Bang talte på utallige møder om kravet om stemmeret. Blandt andet på Kvindernes internationale kampdag. Efter at stemmeretten blev gennemført i 1915, opfordrede hun igen og igen arbejderkvinderne til at bruge deres stemmeret for Socialdemokratiet i kampen for et bedre samfund.
I sit rigsdagarbejde både i Landstinget og som minister talte hun kvindernes og børnenes sag og støttede lovforslag, der kunne forbedre kvindernes liv og muligheder i samfundet.
- Fred
Nina Bang:
Fred
Radioforedrag, juni 1926
Download som pdf-fil
I juni 1926 holdt den norske, danske og svenske gruppe af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed en radioaften. Fra de tre landes hovedstæder blev der udsendt taler om fred og opdragelse til fred til alle lyttere i Norden. Ud over Nina Bang talte professor Fridtjof Nansen, Oslo og borgmester Carl Lindhagen, Stockholm.
Nina Bangs tale er her gengivet efter pjecen "Fred" som den norske gruppe af ligaen udgav indeholdende de tre taler.
Mine usynlige Tilhørere i Norge, Sverige og Danmark!
I de lidenskabelige Kampe, som den militaristiske Livsopfattelse udkæmper i de moderne Samfund, snart i Lovprisning af Krigen som den eneste anerkendelsesværdige Udfoldelse af Mandighed, snart i Gennemførelse af virkelig Krig, er der ikke engang Fredhellighed for Børnene. Krigen bliver bragt ind i Børnenes Fantasi. Igennem Skolebøgernes Læsestykker og Vers, igennem Historiebøgerne drypper den ned i Barnesjælene som det selvfølgelige - var det endda Krigen, som den virkelig er, men det er en omdigtet Krig, besmykket hvor det er det egne Folks Krige, besudlet hvor det gælder Fjendens.
I Skolerne lærer Børnene om de stadige Krige - Krig afløser Krig - men de lærer ikke om de Krige, der ikke mere finder Sted, de lærer ikke om de fredlagte Omraader. Der var en Tid, da Sjælland kæmpede med Jylland, Danmark med Sverige, en Tid, da Nordfrankrig førte Ild og Sværd ned over Sydfrankrig, da Englændere og Skotter, da Nordtyskere og Sydtyskere udkæmpede blodige Slag indbyrdes. Disse Krige er forlængst ophørt, og Omraaderne er fredlagte; der er endnu Omraader i Europa, hvor Pacificeringen er ret ny, andre, hvor den knapt endnu er begyndt, og Europa selv staar midt i en vældig Proces. - Under en af de virkelige Fredsforhandlinger, der er ført efter Verdenskrigen, hvor Folkenes Repræsentanter talte med hinanden paa lige Fod, udtalte Briand: "I disse Traktaters Lys er vi hverken Franskmænd eller Tyskere: vi er Europæere".
Det er for denne fremadskridende Bevægelse, at Skolen kun i ringe Grad aabner Børnenes Øjne. Vore Børn lærer intet om de Bestræbelser for Fred, der er lykkedes, intet om de Længsler efter Fred, som gaar gennem Folkene, selv hvor Blodet endnu rinder. Men Børnene har Krav paa at lære Sandheden at kende, forfalsket Historieundervisning og forløjet Digtning bør ud af Skolen.
Fremskridtets og Fredens Forkæmpere har endelig faaet Øjnene op for de Giftkilder for Børnenes Sind, de Skolebøger er, der giver falske Billeder af Livet og Historien.
For ikke længe siden er der offentliggjort et Arbejde om Skolebøgerne. Carnegie-Fondet for international Fred har ladet foretage en Undersøgelse af, hvorledes Verdenskrigen, dens
Oprindelse, dens Forløb og dens Resultater er blevet fremstillet i de krigsførende Lande i Bøger af enhver Art, som bruges i Folkeskoler og den højere Skole.
Enqueten fylder 450 Sider og giver et Stof, der hos begge de krigsførende Parter afslører en Propaganda overfor Børnene ofte af den hæsligste Art, ofte oprørende ved de Billeder, den fører frem for Børnene, ved den hovne Nationalfølelse, den præker, og maaske endnu mere ved den fuldstændige Mangel paa Bevis for Sandheden af det, der fortælles. Lad os tage et Par Eksempler:
I en katolsk Abbeds Bog for Ungdommen findes i et Læsestykke den forfærdende Bøn, som en lille, fransk Pige, "Pigen med de afhugne Hænder", beder: Jeg beder dig ikke, Gud, om at give mig min Far tilbage, thi jeg ved, at naar Prøjserne har bortført ens Far, kommer han aldrig hjem. Men jeg beder dig, Gud, om at afhugge den tyske Kejsers Barnebarns Hænder og sende ham dem, for at han kan forstaa, hvor ondt det gør et Barn og en Bedstefader, naar Barnets Hænder afhugges.
Dette findes i en Bog, der dog næppe er meget udbredt, i alt Fald ikke i den offentlige Skole, men i "De Smaa's Læsebog", trykt i 410,000 Eksemplarer, læses Historien om en tysk Soldat, der dræbte et fransk Barn, som sigtede paa ham med et uskyldigt Trægevær - og Barnet læser: en Franskmand vilde ikke gøre det, vel Mor, er de ikke bedre? Og Moderen svarer: jo, de er bedre. Og læser vi Citaterne fra de tyske Bøger, da træffer vi her den mest afskrækkende Lovsyngelse af Militarismen og Kejserismen, den brutaleste Haan mod Franskmændene. I Læsestykker om Verdenskrigen, udgivet i 1915 af to Overlærere, hedder det: Derude ved Fronten har Fjenden fejgt skjult sig i Løbegrave - vi angriber ham, for den Hund tror, at han kan blive ved med at have Kvarter der. Dræb alle dem, der beder om Naade, dræb dem som Hunde.
Men til al Trøst kan Undersøgelserne ogsaa hos begge Parter aabenbare os den helt modsatte Tankegang. Den godtgør den ufortrødne og heldige Kamp, som den franske Folkeskoles Lærere allerede siden 1870 har ført mod Skolebøgernes uforsonlige Lærdom, og nu skriver en fransk Lærer, som længe havde været tysk Krigsfange, i et Lærerblad: Jeg ser en stor Fare i denne Undervisning, som kun taler om de fjendtlige Nationers Grusomheder. Hver Gang, der fortælles om disse barbariske Handlinger, ved jeg, hvad der foregaar i Barnets Sjæl. De Uhyrer, de burde dræbes, lyder det her. Under Raabet: Glem ikke, saar vi dette i Barnet. Jeg beklager de Lærere og Lærerinder, der gør det; hvis engang i Fremtiden Tusinder af Lig igen skulde bedække Europas Jord, vil de have et stort Ansvar.
Og fra tysk Side er der alle de smukke Bestræbelser, der har nedfældet sig i Lovgivningen om Skolen, Weimar-Forfatningens Ord om, at Skolens Undervisning skal gives ikke blot i tysknational Aand, men i Folkeforsoningens Aand. Fra Demokratiets Side er der stor Opmærksomhed overfor Udskejelser i Bøgerne, og de moderne Skoletanker om Barnets Ret til Udfoldelse af sin Natur, som har saa ivrige Forkæmpere i Tyskland, bereder lykkeligvis ingen god Jordbund for militaristisk Propaganda. Paa gribende smuk Maade er den krigsramte Ungdoms eget Syn paa Krigen kommet frem fra fransk Side i Raynals Drama: "Graven under Triumfbuen": Krigen har mistet sin Prestige, vi troede den vild og pragtfuld i dens Purpur af Blod og Ild. Nu giver vi den dens rette Navn: den er et Hoveriarbejde - og, siger Soldaten, er ikke enhver Krigsbroder Morder? Og allerede i en tysk Læsebog for 5. Kl. fra 1917 læser vi det samme: en tysk Soldat maa, udsendt som Spejder i et underjordisk Ly, dræbe en ung, fransk Soldat, som bliver overrasket af ham; han ender sin Beretning saaledes: jeg saa ikke andet end det Liv, jeg havde udslukt, paa Knæ ved Siden af den Døde tryglede jeg Gud om hans Liv og om at tage mit. Min fortvivlede Sjæl gjorde Oprør: dræbe Mennesker, mod hvem vi intet Had føler!
De Undersøgelser, jeg her har omtalt, vil sikkert have store Virkninger, det er for ydmygende at lade disse Uhyrligheder blive staaende. Men Undersøgelserne har Bud til langt flere end til de tidligere Krigsførende, ogsaa de neutrale Landes Skolebøger har Pletter baade for Nutidens og Fortidens Liv, Pletter af national Selvovervurdering, af Uforsonlighed mod andre Folk, ogsaa hos os er der Trang til Fornyelse i Folkeforsoningens Aand.
Det er Hjemmenes og Skolens Opgave at opdrage Børnene til gensidig Godhed og Hjælpsomhed, til Hensyntagen- overfor Mennesker, Dyr og Planter, til sanddru Tale om andre. En sanddru Historieundervisning bør belære Børnene om Arbejdets større og større Fællesskab, om Solidaritetsfølelsens og Fredshaabets Vækst. Hos os har vi allerede gjort en Begyndelse. I de danske Skoler gives der hver første Mandag i September, den Dag, de Delegerede samles til Folkeforbundsmøde i Genéve, de større Børn en Redegørelse for de Bestræbelser for Fred, der har ført til Folkeforbundets Dannelse, og Ministeriet har til hver Skole i Landet udsendt en historisk Fremstilling af Fredsbestræbelserne og af Folkeforbundet.
Om der er en fælles Sag for Kvinder af alle Klasser og for Kvinder af alle Nationer, da maatte det være denne: at slaa Kreds om Skolen og være med i Arbejdet for at stoppe de Kilder, der vil forgifte vore Børns Sind med Begejstring over Krigen. - Jeg hilser de Kredse i Norge, Sverige og i mit eget Land, der vil være med i dette Arbejde.
- Til kvinderne
Nina Bang:
Til kvinderne
Socialdemokraten, 1. maj. 1899
Download som pdf-fil
Gid alle Kvinder vilde samle sig om 8-Timers-Kravet, alle, Hustruen og Tyendet, Fabriksarbejdersken, Syersken, Butiksdamen - alle!
Thi ingen har større Ret dertil end de, og Kravets Gennemførelse vilde medføre en social Omvæltning, der vilde bringe lyse og lykkelige Tider ogsaa for Manden.
Lider Manden under en for lang Arbejdstid, saa gør Kvinden det endnu mere, thi er end Mandens Arbejdstid lang, saa er den dog bestemt, og hvad der er tilovers af Dagen er hans egen, men hvor mangen Kvinde kan sige det om sin, især hvor mangen gift Kvinde kan sige det?
Kvinden føler sikkert nu Hjemmets Byrder tungere end tidligere. De gør det, fordi de unge Kvinder, ikke blot i Underklassen, men ogsaa højere op i Samfundet, er blevet erhvervende; det kan ofte være smaat bevendt med den Sum af Livsnydelse, deres Erhverv skaffer dem, men det udvikler hos dem Kravet om en bestemt Arbejdstid og Kravet om en bestemt Hviletid, der er deres egen, og i hvilken de frit raader over deres egen Personlighed. Men, hvad Hjemmet i dets nuværende Skikkelse fremfor alt ikke byder Kvinden, det er netop en bestemt Arbejdstid og en deraf flydende bestemt Fritid; en Husmoder kan kun sjeldent sige, at hun er færdig, og om hun ogsaa kan det, saa sidder Trætheden i hende, og naar den Tid kommer, da hun og Manden skulde have lidt indbyrdes Samliv, saa længes hun kun efter Hvile. Det er ikke blot i de fattigste Klasser, at denne Vanskelighed ved at forene et virkeligt Samliv med de nuværende Former for Hjemmet mærkes, ogsaa for de bedrestillede Klasser brænder Tampen.
De tager Hjælp til Huset, fæster en Pige og de lægger den uregelmæssige og lange Arbejdstid, som Husets Førelse nu nødvendig kræver, over paa en Tredie-mand, Men dermed er Ægteskabs lykken ikke i Havn, thi nu kommer Pigesorgerne. Det ligger ganske sikkert i Samfundsudviklingen, at det er forbundet med stedse stigende Vanskeligheder for en Familie med Børn at faa dygtige Tjenestepiger; for det første: hvor skal disse Piger lære at blive dygtige? og for det andet: hvem vil undre sig over, at en dygtig Pige helst søger sig en selvstændig Plads, hvor hun kan faa sin Arbejdstid og Fritid gjort regelmæssig? Men selv om Pigen er nok saa god, saa er hun dog et fremmed Menneske, der hører alt og véd Besked med alt, der ikke blot ser, naar man er glad, men for hvem man ikke heller kan skjule, naar man er bedrøvet.
Vort Hjems Indretning havde sin Berettigelse, da Hjemmet var Produktionsstedet, da Mandens Forretning var knyttet til det, og da der i det lavedes omtrent alt, hvad der brugtes i det; men alt som Produktionen i stedse stigende Grad flytter bort fra Hjemmet, bliver dets Indretning mindre og mindre tidsvarende, og de Ulykker, den volder Menneskene, større og større, netop fordi Adskillelsen mellem Arbejdsted og Hvilested udvikler Menneskenes Sans for Forskelligheden og gør, at de kraver mere. Den, der arbejder 8, 10 Timer udenfor sit Hjem, vil have en ganske anderledes bestemt Følelse af, hvad han kræver af et Hjem, naar han kommer tilbage til det, end den, der sidder hele Dagen i det og arbejder. Jo bedre Raad Folk har, des mere Arbejde vil de lægge udenfor Huset t.Eks. Syning, Vask, og Hustruens Arbejde vil lettes derved, men noget fuldt og helt Ægteskab, et Ægteskab, der ikke rummer andre Forpligtelser end at elske og at være trofast, kan først opnaas, naar alt, hvad der ikke kommer dette virkelige Samliv ved, skilles ud fra Hjemmet. Hvor megen Tid og Kraft ødes ikke ved, at Brændslet maa bæres op ad mange Trapper og fordeles i mange Kakkelovne i Stedet for, at der i Kælderen er et Centralvarmeapparat, saa at man kun behøver at dreje paa en Hane for at faa den varme Luft til at strømme ind. Og som med Opvarmningen gaar det med Belysningen, det kræver Tid og Omhu at holde Petroleumslamper i ordentlig Stand, medens det elektriske Lys kun forlanger en Omdrejning for at tilfredsstille vore Fordringer. Og nu Madlavningen. En Mængde Husmødre har i Virkeligheden ingen Forstand paa Madlavning, de kender ikke de forskellige Næringsmidlers Næringsværdi; men selv hvor de gør det, nøder de økonomiske Forhold dem til at gøre smaa Indkøb, der altid er dyrere end store, og da Børnene, hvor der ingen Pige holdes, er overladt ganske til sig selv, medens Moderen er ude, maa hun skynde sig og ofte tage det første det bedste, der bydes hende; gaar hun ikke selv, men sender Pigen eller et Barn, gaar det endnu mere ud over hendes Pung. Efter Indkøbene kommer Tilberedningen, der ikke kræver ringe Tid og Kræfter, om den skal være nogenlunde ordentlig. Paa samme Tid staar maaske 1000 Kvinder i samme By bøjede over 1000 Gryder med gule Ærter og Flæsk. Hvor ganske anderledes fornuftigt, om der øverst i Huset var indrettet et stort Køkken, hvor Husets Familier kunde bestille deres Mad, og hvorfra den gennem Elevatorer kunde komme ned i Lejligheden. De store Udgifter til Køkkenudstyr kunde spares, Lejligheden kunde faa et Værelse til, der behøvedes jo ikke længer noget Køkken. Et forholdsvis lille Antal Personer kunde besørge Madlavning til et stort Antal Familier. Men dette er jo ikke blot Drømmerier. I Amerika er saadanne Fælleshusholdninger, hvortil man blot ikke maa knytte Forestillingen om Fælleshjem, ret udbredte, og overalt i Europas Storstæder gives der Hoteller, hvor Ægtefolk bor for bestandig for at være fri for de Masser af Ting, der optager den gifte Kvindes Tid og Kræfter, og som især der, hvor hun er erhvervende, truer hende med fuldstændig Ruin.
Intet vil kunne hindre, at Kvinden bliver erhvervende ligesom Manden, men hun maa da befries for de Byrder, hun har fra gammel Tid, og det er saa meget lettere at gøre det, som disse Byrder ikke mere stemmer med Tiden og er kostbare at opretholde. Først naar al den daglige Husgerning bliver udført i det store, vil det blive muligt at skaffe Kvinden en bestemt Arbejdstid og en bestemt Hviletid, den eneste virkelige Grundvold for et virkeligt Samliv mellem Mand og Hustru, Forældre og Børn.Manden vil da ikke se sin Hustrus Ungdom falme før Tiden, og Børnene vil ikke, naar de kommer til Skelsaar og Alder, se deres Mor udslidt og ude af Stand til at leve et aandeligt Samliv med dem.
Meget vil rejse sig mod Kvindens Krav paa en Normalarbejdsdag. "Hjemmets Opløsning", "Sædernes Forfald" o,s.v. vil raabes imod hende, naar hun væbner sig til Kamp for det, der netop er Hjemmets Bevarelse, Sædernes Oprejsning. Det gælder da for hende om at holde sig Maalet klart for Øje, hun vil da, stærk ved det samlede Proletariats Bistand, føre sin Kamp igennem"
8 Timer til Arbejde, 8 Timer til Hvile, 8 Timer til Søvn.
- Litteratur og arkivmateriale
Litteratur af og om Nina Bang
- Bang, Gustav: Arbejderklassens Liv og dens Kamp : udvalgte Artikler / Udgivelsen besørget af Nina Bang og E. Wiinblad. - Kbh. : Fremad, 1915. - 2 bd. (VIII, 287, 303 s.)
- Bang, Nina: Karl Marx ; "Kapitalens" økonomiske system : hans Liv og Virke / af P. Zoffmann og C.V. Bramsnæs ; udgivet af det danske Socialdemokrati. - Kbh. : Fremad, 1918. - 96 s.
- Bang, Nina: Karl Marx : 1918 - 5. maj - 1919
- Bang, Nina: Friedrich Engels-Litteratur / [af] Nina Bang. - Kbh., 1921. - 5 s.
- Bang, Nina: Foredrag udsendt pr. Radio til ca. 300.000 Lyttere i Norge, Sverige og Danmark den 1. Juni 1926 / af Ninna [i.e. Nina] Bang, Fridtjof Nansen, Carl Lindhagen. - Kbh. : Internationalt Fredsbureau, 1926. - 19 s Se artiklen også online her på siden.
- Bang, Nina: Kapitalens Udvandring / [af] Nina Bang. - 13 s.
- Bang, Nina: Kapitalistiske tendenser under verdenskrigen : Moderne kost- og logisystem / af Nina Bang. - [S.l.], 1916. - 8 s.
- Bang, Nina: Liebknecht / [af] Nina Bang
- Gerd Callesen: " De økonomiske modsætninger bag virvaret". Historiens nødvendighed for aktuel journalistik - om Nina Bang. I: Clios døtre gennem hundrede år : i anledning af historikeren Anna Hudes disputats 1893 / redigeret af Marianne Alenius, Nanna Damsholt og Bente Rosenbeck ; udgivet i samarbejde mellem Center for Kvindeforskning og Foreningen Kvindelige Akademikere. - Kbh. : Museum Tusculanum, 1994. - 280 s. : ill.
- Gerd Callesen: Nina Bang, 1866-1928. i Arbejderhistorie nr 37, 1991.
- Faurholt, Karsten: Nina Bang : mennesket og politikeren. - Odense : Odense Universitetsforlag, 1997. - 192 s., tav. : ill.
- Dansk Biografisk Leksion: Nina Bang
- Dansk kvindebiografisk leksikon / [redaktion: Jytte Larsen ... [et al.]]. - 1. udg. 1. opl.. - Kbh. : Rosinante, 2000-01. - 4 bd. : Nina Bang
- 37 quindeministre på rad og række / redaktion: Jytte Hilden ... [et al.]. - [Kbh.] : [s.n.], 1999. - [93] s. : ill.
Nina Bangs Arkiv
- Nina Bang Arkiv opbevares på Arbejderbevægelsens Bibliotek og arkiv.
I samlingerne findes også billeder og tegninger.
|
Artikler 
