Jens Otto Krag er født 15. september 1914 i Randers i en arbejderfamilie. Som 26-årig er han cand.polit. og bliver straks ansat som sekretær i Valutacentralen og Direktoratet for Vareforsyning. Fem år senere er han kontorchef samme sted. I 1945 begynder hans karriere inden for Arbejderbevægelsen at tage fart, idet han bliver kontorchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Her bliver han opdaget af Hans Hedtoft og på dennes foranledning opstiller han til Folketinget for Socialdemokratiet i Randers i 1945. To år efter bliver han endelig valgt ind, og han bliver umiddelbart efter Handelsminister i Hans Hedtofts ministerium. En lang og imponerende politisk karriere er startet. Han bliver en af efterkrigstidens vigtigste danske politikere: Idérig, pragmatisk, saglig, indsigtsfuld og med en enestående evne for det politiske håndværk. Han er hovedmanden bag Socialdemokratiets efterkrigstidsprogram "Fremtidens Danmark", der bliver grundstenen for den senere velfærdsstat. Den sociale bevidsthed med vægt på beskæftigelse er central og udgangspunkt for "Fremtidens Danmark".

Minister for det ene og det andet
Ministeriet Hedtoft går af i 1950, og Krag bliver derpå økonomisk rådgiver ved den danske ambassade i Washington i 1950. "Udenrigsministerlære" bliver det kaldt i offentligheden. To år efter vender han tilbage til Danmark, hvor han først bliver minister uden portefølje. Året efter, 1953, bliver han økonomi- og arbejdsminister, hvilket han er i to år. Fra 1957-58 er han først udenrigsøkonomiminister og fra 1958-62 udenrigsminister. I august 1962 afgår statsminister Viggo Kampmann på grund af sygdom, og Jens Otto Krag bliver statsminister. Han har ikke Viggo Kampmanns idérigdom og fantasi, men han er en parlamentariker, der kan sit kram, og som gang på gang formår at beherske de afgørende politiske situationer. Han er politikeren, der mere end nogen anden er ansvarlig for Danmarks indtræden i EF.

Tragedien Krag
Folkeafstemningen foregår i oktober 1972 - året inden den store oliekrise skal vende op og ned på dansk politik. Både tilhængere og modstandere agiterer energisk for deres synspunkter. Indtil det sidste er det umuligt at sige, hvad udfaldet bliver. Afstemningsresultatet er et ja til EF. Og det kan siges, at være en personlig sejr for Jens Otto Krag, der i denne sag har haft megen modstand inden for sit eget parti. Den 3. oktober 1972, efter EF-afstemningen, ringer formanden for Folketinget Karl Skytte med klokken og annoncerer, at "statsministeren har ønsket at give en meddelelse", hvorpå Krag går op på talerstolen og afmonterer en byhedsbombe. Overraskende for alle - minus vennen Erling Dinesen - meddeler han Folketinget, at han træder tilbage som statsminister. Ved det efterfølgende pressemøde dagen efter virker han forbavsende glad og frisk, næsten euforisk, som om han venter sig en strålende fri fremtid. Han siger til pressen, at nu vil ham "leve". Det lykkes ikke rigtigt. Set udefra minder hans tilværelse om lidt af en tragedie. I en artikel fra Paris i 1973 sporer man ensomheden. Det sidste interview med Jens Otto Krag er fra Ekstra Bladet i 1977, hvor han siger; at den danske befolkning er "på forhånd negativt sindede ... over for personer, partier og institutioner med et ansvar" og dermed har bidraget til "at gøde jordbunden for Glistrup".