Arbejderkvinderne og stemmeretten – den seje kamp |
Skrevet af Anette Eklund Hansen | |||
Mandag, 23. februar 2015 12:05 | |||
Med junigrundloven i 1849 kom der formelt demokrati i Danmark. Men der skulle gå 66 år, før demokratiet gav alle voksne og myndige personers ret til at deltage i valget af de politiske ledere. I 1849 var det et demokrati for de få, da kun ca. 15 % af den samlede befolkning havde stemmeret. Blandt andet stod kvinderne uden for demokratiet, og man skulle være 30 år gammel for at kunne stemme. Der var bred enighed blandt de politiske partier om, at kvinderne ikke skulle have stemmeret. Den danske politiker og jurist Algreen-Ussing, der var medlem af grundlovsudvalget i 1849, udtrykte det meget klart:
Overalt erkender man jo saaledes, at umyndige, børn, fruentimmer, forbrydere ikke bør have valgret. I 1908 opnåede de kvinder, der var over 25 år, og hvis mænd betalte skat, dog kommunal valgret, men målet for de fleste kvinder var stadig den grundlovsændring, der ville give dem den politiske valgret og dermed sikre dem en måde at yde indflydelse på. Den seje kamp - uden fælles front Argumenterne for at indføre den kvindelige politiske stemmeret var mange, men fagforeningen Kvindeligt Arbejderforbund krævede valgretten med den begrundelse, at kvindens ligestilling var uløseligt forbundet med arbejdernes frigørelse og løsningen af de sociale spørgsmål. En af arbejderkvindernes fortaler for den politiske stemmeret Johanne Meyer prøvede ikke at modsætte sig dette men pegede i 1888 derimod på, at disse såkaldte ”bløde kompetencer” var vigtige for samfundet:
Det er politisk valgret og valgbarhed, kvinden maa have; thi det er navnlig i statens styrelse, at de kvindelige elementer mangler.
Landstingets ordfører Carl Ploughs konklusion blev under førstebehandlingen af kommunal stemmeret til kvinder i 1888:
Da Landstinget formener, det hverken vil være i kvindernes eller i samfundets interesse, at der tildeles dem valgret, gaar det over til dagsordenen.
Det demokratiske samfund kunne kun etableres, hvis størstedelen af befolkningen kunne sætte deres kryds, derfor skulle kvinderne have stemmeret. Men det skulle ikke være en begrænset stemmeret, den skulle gælde alle kvinder og mænd uafhængig af indkomst og ægtefælle. Socialdemokratiet var det første danske parti, der fik kvindernes stemmeret på dagsordenen, det skete i det såkaldte Gimleprogram fra 1876, hvor det hed sig, at statens fundament blandt andet skulle være:
Almindelig, lige og direkte valgret med hemmelig stemmeafgivning for erhvert medlem af staten, både mænd og kvinder, fra det 22de år til alle stats- og kommuneinstitutioner. Valgdagen skal være på en søndag eller helligdag.
Arbejderkvinderne var allerede i 1880erne begyndt at organisere sig fagligt, det meget aktive forbund "De kvindelige Herreskrædderes Fagforening" blev stiftet i 1883, og forløberen for Kvindeligt Arbejderforbund blev grundlagt i 1885.
Ved oplysende foredrag og møder samt diskussion om vigtige spørgsmål at dygtiggøre kvinder politisk.
I 1918 afholdtes der folketingsvalg samt landstingsvalg, og det fik Kvindeligt Arbejderforbunds fagblad til i 1917 at bringe følgende for at få kvinderne til stemmeurnerne:
Kvinder skal være med i det arbejde, der er nødvendigt for at oplyse deres medsøstre om, hvilken forbrydelse de gør sig skyldige i ved at lægge hænderne i skødet og ikke bekymre sig om, hvordan det samfund, hvori de lever, skal styres.
|
|||
Senest opdateret: Torsdag, 04. juni 2015 07:50 |