• Decrease font size
  • Reset font size to default
  • Increase font size

Søg i Plads til os alle




Udvidet søg
Personer Gamburg - J. C. Jensen
Persongalleri 2 - Poul Henningsen
Artikel indeks
Persongalleri 2
Inger Gamburg
Paul Geleff
Oskar Hansen
Dr. H/Parvus
Poul Henningsen
Peter Holm
Emil Hornemann
Christian Hørdum
Ella Jensen
Jens Christian Jensen
Alle sider
Poul HenningsenDen 9 september 1894 kommer Poul Henningsen, PH til verden som resultat af et forhold mellem moderen, forfatterinden Agnes Henningsen, og journalisten og levemanden Carl Ewald. Tidligt viser Poul Henningsen de tegn på kreativitet, der skal gøre ham kendt i landet som "Lysmageren". Som dreng får han sin egen høvlebænk, hvor han laver drager, stylter, glidebaner og et lille hus til garverens datter. Poul lærer at tegne og tisse på kirkemuren og får snart sin første cykel. Han starter på teknisk Skole, hvor han møder Svend Johansen og kubismen, men har lidt problemer med at blive færdig. PH er en flakke i uddannelsessystemet, for ham handler det om lys og lamper. Det er dét, der interesserer ham.

Ølhunden råber op
Men han begynder at bruge sin pen til andet end at tegne lamper. I 1920´erne begynder han på en ny løbebane - han begynder at skrive, og gør sig på den måde synlig og gældende i den offentlige debat. Fra 1921 er han radioanmelder, kronikør og arkitekturanmelder på Politiken. I samme periode er han skribent på de tidlige kulturradikale tidskrifter Klingen og ikke mindst Kritisk Revy, hvor han er både udgiver og redaktør. Og han laver revyer og driftsikre revyviser, der senere lever videre som udødelige klassikere. I en morgenbrandert under et styrtebad i 1921 laver PH sangen "Ølhunden" - en sang skuespilleren Osvald Helmuth tager op otte år senere, og får sit gennembrud med. PH er inkarnationen af den kulturradikale intellektuelle bølge, der driver ind over landet i dette århundrede, og hans gennemslagskraft bygger på den folkelighed, som han virtuost demonstrerer i sine revyer som På ho´det, Dyveke og Kys det hele fra mig, og i sine mange sange og viser, som Man binder os på mund og hånd, der den dag i dag stadig er en landeplager. I sine revyer danner han makkerpar med komponisterne Bernhard Christensen og Kai Norman Andersen, med skuespillere som Liva Weel og Bodil Steen og forfattere som Otto Gelsted og Kjeld Abell. Altid de bedste.

Hundehaderens lys
Men lamperne er der hele tiden. Pludselig en november aften i 1925 er PH-lampen på tegnebrættet: tre skærme, den øverste formet som et stort rundt fad, den midterste som en skål uden bund, og den nederste som en kop uden hank. Lampetegningen er kun en lille løs skitse i venstre hjørne af skitse-papiret. I 1930´erne sælges PH-lampen verden over, og gør PH ganske velhavende. Men PH har også tid til det løse: Han opfinder en selvpumpende cykel, en lydløs wc-cisterne, mekanisk legetøjsridedyr og en PH-tandlægelampe. I 1958 opfinder han Koglen, som er den definitive PH-lampe. Endnu en international lampesucces er skabt.
På PH´s fødselsdag deklarerer han, at han egentlig godt vil køres ned. For så dør han da i det mindste på en tidssvarende måde. Det er også derfor, at han i sit kørekort har skrevet, at den som kører ham ned, ikke skal være ked af det... I det hele tiden har den livsglade kulturradikaler et let forhold til sin egen død. På sin gravsten vil han have, at der skal stå: Her hviler Poul Henningsen - færdig med ham. Den 31. januar 1967 henvender PH´s kone Inger sig til en sygeplejerske på en af gangene på Hillerød sygehus: "Vil De bede Medicinsk-anatomisk institut om at hente min mand." Lyset var gået ud for den store Lysmager.


 

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies, der anvendes til basal drift af sitet er allerede blevet sat. Du kan læse mere om hjemmesidens brug af cookies.

Jeg akcepterer cookies fra dette site.

EUs direktiv om cookies