|
 Op gennem 1980'erne kommer LO langsomt til den erkendelse, at man må samarbejde med den borgerlige regering. Fagbevægelsens medlemmer vil heller ikke længere automatisk betale til Socialdemokratiet. De er en broget flok, både hvad angår løn og politisk tilhørsforhold. På LO kongressen i 1995 kappes de formelle bånd til Socialdemokratiet.
LO samarbejder med den borgerlige regering
POUL SCHLÜTERS DANNER REGERING i 1982. Da den borgerlige regering er en realitet indser LO, at hvis landsorganisationen ønsker at opnå resultater , må det samarbejde med den siddende regering - uanset partifarve. Muligheden for fagbevægelsen er, at den kan få politisk indflydelse i samarbejdet med den borgerlig regering i stedet for at sætte sig uden for indflydelse og læne sig op ad Socialdemokratiet.
I NOVEMBER 1987 LAVER fagbevægelsen en hensigtserklæring, der medfører, at fra 1987 tilslutter fagbevægelsen sig til den borgerlige Schlüter-regerings økonomiske politik, og kautionerer dermed for løntilbageholdenhed. I samme periode som fagbevægelsen samarbejder med den borgerlige regering er Socialdemokratiet, der siden 1987 er under ledelse af Svend Auken, som oppositionsparti, ivrige efter at få regeringsmagten, hvorfor der bliver ført en aggressiv oppositionspolitik.
FOR FLERE AF TOPLEDERNE I fagbevægelsen, bl.a. Poul Nyrup Rasmussen, er der lige frem tale om en uansvarlig Socialdemokratisk oppositionspolitik. For første gang er situationen omvendt siden 1970'erne, hvor Thomas Nielsen og fagbevægelsen var utilfreds med Anker Jørgensen og Socialdemokratiets sparepolitik. Nu er det fagbevægelsen der opfordrer til økonomisk tilbageholdenhed og Socialdemokratiet, der fører en mere lønkrævende politik.
Oprøret mod at betale til Socialdemokratiet
DE DANSKE LØNMODTAGERE ER i 1990'erne en forskelligartet flok. De er forskellige både hvad angår uddannelse, arbejde, indkomst, kulturelle værdier og politiske holdninger. Mange af fagbevægelsens medlemmer finder det derfor ikke umiddelbart indlysende, at der skal være et formelt samarbejde mellem deres faglige interesseorganisation og et enkelt politisk parti - Socialdemokratiet. Dette skaber en situation, som fører til det udbredte system med, at medlemmer i de enkelte forbund selv kan fravælge at betale kontigentkroner til Socialdemokratiet.
MEN DETTE MEDFØRER HURTIGT problemer. Allerede i 1984 afslører HT-konflikten - ligesom blokadekonflikterne i 1970'erne - problemerne med de nye grupper af arbejdere uden faglig tradition, som ikke ønsker at bidrage økonomisk til Socialdemokratiet og derfor arbejder for at danne uafhængige faglige foreninger som fx Kristelig Dansk Fællesforbund. På det socialdemokratiske sommerstævne i 1994 fremsætter Poul Nyrup kravet om, at Socialdemokratiet fremover ikke længere skal være repræsenteret i erhvervsvirksomheder indenfor arbejderbevægelsen.
VED KONGRESSEN I 1995 bliver de formelle bånd endelig skilt. Det er ikke afslutningen på et samarbejde mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, men det har fremover et mere tvangfri præg, og det har ståsted i praktiske politiske interesser baseret på situationsbestemte, taktiske valg.
LO-kongressen 1995
PÅ LO'S KONGRES I 1995 bliver de formelle bånd mellem LO og Socialdemokratiet endeligt kappet over. Ægteskabet mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, som har varet i mere end hundrede år, er fremover papirløst. Det er kulminationen på en lang udvikling, der har præget Socialdemokratiet og fagbevægelsen i omtrent 125 år. Det er en lang historie om opbrud, langsom adskillelse og gentagen utilfredshed som gennem tiderne har udmøntet sig i gensidige beskyldninger og tilbagevendende konflikter.
PARADOKSALT NOK ER velfærdssamfundet, som i høj grad er et resultat af arbejderbevægelsens arbejde, med til at skabe denne afstand mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. De økonomiske forandringer som velfærdsstaten medfører underminerer de traditionelle, formelle alliancer mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. På den ene side kan LO ikke altid løse deres opgaver, hvis det traditionelt skal være underordnet Socialdemokratiets politiske linie.
OG OMVENDT KAN Socialdemokratiet ikke løse deres politiske opgaver, hvis det skal tage hensyn til fagbevægelsens aktuelle politiske og økonomiske krav. Særligt tydeligt kommer denne problematik frem, når det er Socialdemokratiet, der har regeringsmagten, hvor partiet er drevet af nødvendigheden af et samfundspolitisk helhedssyn og dermed være tvunget til ikke at prioritere fagbevægelsens interesser. Lo's medlemmer bliver på den måde løsnet fra loyaliteten overfor Socialdemokratiet.
Hvad vil medlemmerne have?
I 1992 UDKOMMER ET STØRRE forskningsprojekt, der undersøger LO-medlemmernes velfærd, ønsker og aspirationer. Generelt viser undersøgelsen, at der er store forskelle i de værdimæssige holdninger blandt LO-medlemmerne. Projektet dokumenterer, at risikosamfundet med dets indbyggede problemer influerer LO-medlemmernes ønsker for deres liv og arbejdsforhold i 1990'erne. Som helhed er LO-medlemmerne mærket af arbejdsløshed, ufrivillig mobilitet og arbejdsmiljøproblemer end resten af befolkningen.
MEDLEMMERNE FØLER SIG generelt dårligt dækket ind i forhold til alderdom, sygdom og arbejdsløshed, og ønsker derfor bedre velfærdsforsikringer på disse områder - dog uden at ville betale mere i skat. Medlemmerne har en positiv indstilling til virksomheder i forhold til sociale relationer omkring arbejdet, dog er der forbehold overfor vurderingen af virksomhedsledelserne.
FREMTIDEN SPILLER EN STOR rolle for LO-medlemmerne. Risikomomentet for at blive arbejdsløs fylder meget i bevidstheden hos det enkelte medlem. Måske derfor møder fagforeningerne stærk støtte blandt medlemmerne, dog med ønsket om stærkere decentralisering, og ønsket om, at fagforeningerne bliver mere forstående og opmærksom over for medlemmernes ønsker og krav. Medlemmerne ønsker ikke, at fagbevægelsen skal forankres i nogen partipolitisk sammenslutning.
|
Det lange seje træk 
