Personer 
Petersen - Ørbæk
Petersen - Ørbæk
| Persongalleri 4 - K.K. Steincke |
Side 7 ud af 9  Karl Kristian Vilhelm Steincke er født den 25. august 1880 i et konservativt lærerhjem i Viskinge skole. Som 26-årig bliver han i 1906 cand.jur. og bliver straks ansat som embedsmand i Frederiksberg kommune. I 1913 er Steincke nybagt medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg, hvor han i perioden op til 1920 tilhører Socialdemokratiets venstrefløj. Fra sin tidligste ungdom er Steincke én af Socialdemokratiets mest markante og uortodokse debattører. Ofte og gerne udfordrer han partiledelsens pragmatiske linie, og i hele mellemkrigstiden fremstår han både som én af folkestyrets stærkeste forsvarere og som én af dets skrappeste kritikere. I perioden 1924-26 er han justitsminister og fra 1929-35 socialminister. Udover indsatsen som socialminister står han som justitsminister bag den første egentlige lovgivning om abort i Danmark.Beundret og forhadt I 1933 kommer den store socialreform, der overskygger alt andet i Steinckes politiske liv. Det er Steincke, der er initiativtageren og er den minister, der får loven gennem Rigsdagen. Socialreformen justerer og forbedrer al tidligere lovgivning omkring sociale forhold og samler det under een hat. Den er det første reelle sociale sikkerhedsnet under danskerne. Reformen vækker international opmærksomhed og må karakteriseres som usædvanlig fremsynet for sin tid. Men den indeholder også "Forsorgsloven", der åbner for muligheden uden lov og dom at fængsle vagabonder og tiggere på ubestemt tid. Professor Jørgen Dich skriver i 1955 i en portrætbog af Steincke: "Det bliver den unge fattiginspektør fra Frederiksberg, der følte for de små, der vil hjælpe dem gennem skærsilden. At han glemte nogle af de fattige, dem på samfundets overdrev, vil Herren nok tilgive ham. Men ikke jeg." I perioden 1935-39 er han igen justitsminister. Hans omdømme og hans person er omstridt, beundret og så forhadt, at der i hans levetid bliver udøvet to attentatforsøg mod ham. I slutningen af 1930´erne kommer Steincke på kollisionskurs med dele af den danske presse og den danske offentlighed. Han anlægger adskillige injuriesager mod redaktører og politiske modstandere. I offentligheden danner der sig et billede af en sårbar og forfængelig person. Medarbejdernes frygt Først og fremmest leder han kampen mod 1930´ernes antidemokratiske bevægelser med en sådan ihærdighed, at det i 1939 fører til hans fald, da han bliver presset af Stauning til at gå af. Sædvanen tro har han flere injuriesager kørende, og har i offentligheden øjne gjort sig umulig som justitsminister. Steincke er ikke populær. Han virker reaktionær og despotisk på sine omgivelser. Han er som minister en krævende chef, der kan jage medarbejderne en skræk i livet. Hans administration er meget hård. Så hård at Sorø Amtstidende angriber ham for at udvise nazistiske tendenser. Så fyringen i 1939 vækker ikke det store savn hos kolleger eller i offentligheden. I 1950, som 69-årig, bliver han hentet ind i varmen igen, og bliver justitsminister i Hedtofts nye regering. Her får han gennemført en amnesti for personer, der er dømt for mindre forbrydelser i forbindelse med retsopgøret - og dermed har mistet deres borgerlige rettigheder. Men allerede i oktober samme år går regeringen Hedtoft af til Steinckes store forbitrelse. Om Hedtoft og hans socialdemokratiske kolleger siger Steincke dagen efter afgangen til pressen: "Det er første gang, jeg har oplevet en børnehave, hvor alle var sent oppe om aftenen." Han dør 8. april 1963. |
Copyright © 2008 Arbejdermuseet
& Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
Rømersgade 22 | DK-1362 København K.
Telefon: +45-33 93 25 75
email
& Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
Rømersgade 22 | DK-1362 København K.
Telefon: +45-33 93 25 75
Dette site hostes af:
