Hundredåret for 1. maj blev i 1990 fejret i solskin og forårsfarver. Den fælles faglige arrangør havde sammen med den socialdemokratiske bevægelse gjort sig store anstrengelser for at markere jubilæet. Bl.a. fremstillede en række kunstnere 10 store billedværker under arrangementets forløb. Det gav rekord deltagelse i Fælledparken og over hele landet - også selv om den tidligere professionelle 1. maj-arrangør, Danmarks kommunistiske Parti, var i opløsning. Murens fald i 1989 betød imidlertid ikke at parolerne og talerne for socialisme faldt bort. 1. maj som festlig fridag og kampdag var kommet for at blive efter det fyldte 100 år, ligesom modsætningerne i arbejderbevægelsen og i samfundet levede videre. Den 1. maj i henholdsvis 1992 og 1993 blev begge præget af afstemningerne om EU og Unionen. Selv om der var mange ja-sigere i 1. maj-arrangementerne så syntes de at fylde mindre end nej-sigerne. LO's formand og den nyvalgte partiformand, Poul Nyrup Rasmussen, havde svært ved at trænge igennem hylekoncerten.

I 1993 var LO-Storkøbenhavn arrangør af 1. maj i København, en opgave som organisationen påtog sig fremover. "Nej rimer på maj" stod der på en række bannere. Forkastelsen af Mastricht-traktaten den 2. juni 1992 skulle den 18. maj endnu engang stå sin prøve ved en folkeafstemning. Denne gang med fire forbehold forhandlet i det såkaldte Nationale kompromis. Socialdemokraten Birte Weiss og SF's Holger K. Nielsen blev mødt med æg og tomater - sidstnævnte fordi SF anbefalede at stemme ja.
Konfrontationerne i 1992 og 1993 fik stadig flere deltagere til at søge ly i de mange telte som organisationer og foreninger i omfattende grad tilbød medlemmer og sympatisører. Det gav efter fleres mening mere plads til tomat-kastere foran tribunen, men problemerne løste sig selv. Den 1. maj 1995 blev en gigantisk fest for solidaritetsarbejdet med de strejkende Ribus-chauffører. I Esbjerg var 1. maj-demonstrationen ekstra stor og i København blev den solrige 1. maj en indsamlingsfest for Ribus-chaufførerne. I 1998 havde 1. maj også et stærkt fagligt islæt. Den samlede fagbevægelse var i storkonflikt og kampen om mere fritid var i højsædet. Den faglige mobilisering betød at flere aviser mindede om at nok var 1. maj en folkefest - men klassekampen var endnu ikke afblæst. Selv om konflikten var det dominerende tema skulle der tillige være afstemning om Amsterdam-traktaten den 18. maj. Der blev imidlertid ikke tale om uro som tidligere. De 100.000 deltagere nød sol og sommer trods konflikt. Den 1. maj 1999 manglede heller ikke et tema. Uenigheden om Nato's bombninger i Kosova prægede 1. maj-møderne.

1. maj - en status
I anledning af hundredårsdagen for 1. maj skrev LO og Socialdemokratiets formand: "1. maj er jo en manifestation, hvor vi styrker hinanden, og hvor vi viser omverdenen, at vi vil solidariteten. Den svageste må ikke lades i stikken, den stærkeste må ikke kun tænke på sig selv. Hvem andre end arbejderbevægelsen har det udgangspunkt? - Ingen".

Litteratur om 1. maj:
Arbejdernes 1. maj : arbejderbevægelsens internationale demonstrationsdag i tekst og billeder 1890-1990. Af Søren Federspiel m.fl. Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, 1990. 249 s.
1. maj 1890 : et dokumentarium. Af Flemming Hemmersam og Morten Thing. Center for arbejderkulturstudier : Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, 1990. 288 s. (SFAH skriftserie ; 22)