Vinteren 1918. Første Verdenskrig hærger fortsat Europa. Skønt Danmark holder sig udenfor, kaster krigen mørke skygger over landet. Pludselig dukker en ny trussel op fra en anden kant: Revolutionen er kommet til Norden. Borgerkrig hærger.
Den 6. december 1917 blev Finland et selvstændigt nordisk land efter i århundreder at have været en del af Sverige og senere et russisk storfyrstendømme. Mindre end to måneder efter selvstændigheden udråbtes en rød republik. Borgerkrigen der fulgte blev blodig. Op imod 35.000 mennesker mistede livet, og den grusomme konflikt kløvede samfundet, fra dets top og helt ned til landsbyen og familien, i to uforsonlige dele.

Borgerkrigen tiltrak sig stor opmærksomhed i de øvrige nordiske lande. Finland var blevet en forpost for Norden – en forpost mod truslen fra øst og det bolsjevikiske spøgelse, som nu var kommet tæt på og truede den eksisterende samfundsorden.

Dengang optog borgerkrigen sindene i Danmark. I dag er den næsten glemt trods hundredvis af artikler i datidens danske aviser, trods frivillige danske deltagere i Finlands ”frihedskamp” og trods store indsamlinger til krigens ofre.

En ulmende ild

Revolutionen i Finland var resultat af en broget historie, hvor en lang række historiske og sociale konflikter forstærkede hinanden. Udkommet var katastrofalt.

Befolkningen var splittet sprogligt og socialt mellem den traditionelt indflydelsesrige svenske minoritet og den finsk-talende majoritet, som gradvis vandt indflydelse. Men befolkningen var også splittet mellem land og by, hvor konflikten stod mellem det besiddelsesløse by- og landproletariat og et borgerskab, der sad tungt på den økonomiske og politiske magt.

Første Verdenskrig og begivenhederne i Rusland medførte en udpræget mangel på fødevarer i Europa, og Finland var særlig hårdt ramt.
I efteråret 1917 gik en strejkebølge, der endte i en generalstrejke, hen over landet. Arbejdsgiverne organiserede sig i militære beskyttelsesværn, mens arbejderne organiserede et ordensværn.
Da rygterne om en generalmobilisering på hvid side nåede de røde, begyndte man at besætte offentlige kontorer. Kursen var sat mod en egentlig borgerkrig.

Strejke

Strejke i Helsingfors (Helsinki) 1917, Senatstorget.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Strejke

Strejke i Helsingfors (Helsinki) 1917, Senatstorget.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

1. maj-optog i Viiala 1917

Arbejderbevægelsen styrkedes i årene efter 1905 som et resultat af den Russiske Revolution og generalstrejken i Finland. Ved valgene i 1916 fik Socialdemokraterne parlamentarisk flertal.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Arbejdere samles i Helsingfors (Helsinki) 1917

Det finske arbejderforbund voksede dramatisk i 1917, og i november 1917 organiseredes en strejke for bl.a. at opnå en ottetimers arbejdsdag. Skønt strejken kun varede få dage, og kravene blev imødekommet, inficerede den yderligere de indre forhold i Finland.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Kartoffelkø i Helsingfors (Helsinki) 1918

Mangel på mad var medvirkende til arbejdernes utilfredshed i 1917. Den første opgave for Den Finske Arbejderrepublik, som blev udråbt d. 27. januar 1918, var at skaffe og transportere korn fra Rusland til at afhjælpe den akutte nød. Samtidig indførte regeringen en central fødevaredistribution med rationeringsmærker og sørgede for børn og fattige.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Tikkurilas Røde Garde

Fra marts 1917 etableres væbnede sikkerhedsværn på begge sider. De var en konsekvens af manglen på anerkendte politi- og militærstyrker i Finland. Landet havde ikke haft selvstændige væbnede styrker siden 1903, hvor Russerne overtog den militære ledelse i landet. Og politiet blev stort set afviklet i løbet af 1917.
Her ses mobilisering af Tikkurilas Røde Garde fra Vantaa fotograferet i 1918 i Tikkurilas Arbejderforbunds gård.
Foto: Artur Häggblad
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Rødgardist

En mindreårig rødgardist, Arvo Koivisto, medlem af den Røde Garde i Tyrvää.
Ukendt fotograf
© Vapriikki Fotoarkiver, Tampere

Helsingfors Røde Gardes 4. bataljons 4. kompagni

En kampgruppe i Helsingfors Røde Gardes 4. bataljons 4. kompagni. Det fjerde kompagni bestod af tidligere strejkevagter fra en tobaksfabrik. Helsingfors (Helsinki) 1918.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Rødgardist

En stolt rødgardist fremviser sine våben i landsbyen Murole, Ruovesi Kommune.
Foto: Matti Luhtala
© Vapriikki Fotoarkiver, Tampere

Hvidgardisternes ordens- eller sikkerhedsværn

Også på den hvide side etableredes ordens- eller sikkerhedsværn. Tilstedeværelsen af de to parters væbnede grupper bidrog til at militarisere og eskalere konflikten. Her ses tre hvidgardister i Vaasa.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet/Peter Nestler, Stockholm

Hvidgardist

Hvidgardist i Vaasa.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet/Peter Nestler, Stockholm

Russiske soldater

Russiske soldater i Vaasa afventer hjemtransport
Under Første Verdenskrig var et betydeligt antal russiske tropper placeret i Finland. Få dage før borgerkrigens udbrud forsikrede den øverstbefalende for den Røde Hær i St. Petersborg, at de russiske soldater ville blive trukket tilbage. Imidlertid foretog den finske overgeneral Mannerheim hurtige foranstaltninger for at afvæbne russerne allerede sidst i januar 1918.
Foto: Peter Nestler
© Krigsmuseet, Stockholm

Russiske soldater og finner i 1917

Russiske soldater og finner i 1917, muligvis i Kajaani. Spørgsmålet om Ruslands rolle i borgerkrigen er et af de mest følsomme og omdiskuterede. De røde modtog våben og materiel fra Rusland, men russerne trak i overensstemmelse med fredsforhandlinger med Tyskland kontinuerligt sine hærenheder ud af landet. Der deltog kun ca. 1000 russiske soldater aktivt i egentlig kamp på rød side, og da kun som frivillige under finsk kommando.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Russiske revolutionære

Russiske revolutionære ved en højtidelighed foran det finske nationalteater i Helsingfors (Helsinki ), 1917.
En stor gruppe russiske soldater står opstillet med tre russiske paradeflag, ét banner og ét finsk flag. På paradeflaget yderst tv. står: "Fædreland og vilje. Vi vil kæmpe for vore rettigheder". Bannerteksten lyder: "Vi vil dø for friheden", med andre ord "Frihed eller død".
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Museum Werstas, Tampere

Efter begravelsen af en russisk soldat

Fotografens kommentar til dette billede var i grove træk følgende: en græsk-katolsk præst vender tilbage fra begravelsen af en russisk soldat, som døde af sine sår. Torneå (Tornio), 3. marts 1918.

Foto: Eric von Rosen
© Krigsmuseet/Peter Nestler, Stockholm

Kvindelige tilhængere af den lokale Røde Garde

Kvindelige tilhængere af den lokale Røde Garde i landsbyen Murole, Ruovesi Kommune. Disse kvinder arbejdede for garden som malkepiger og kokke.
Kvindernes aktive deltagelse var karakteristisk for den finske borgerkrig. Især på den røde side, hvor op imod 3000 kvinder kvinder deltog i de væbnede kampe.
Foto: Matti Luhtala
© Vapriikki Fotoarkiver, Tampere

Kvindelige rødgardister

Kvindelige rødgardister ved Uuras i Vyborg (Viipuri) 1918.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Revolution og rød galskab

Efter en lang periode med voldelige sammenstød mellem røde revolutionære og deres modstandere, de hvide borgerlige grupper, blev Den Finske Arbejderrepublik udråbt den 27. januar 1918.

På kort tid var landet politisk og geografisk blevet delt i to: de røde i syd og de hvide i nord. Den 28. januar blev en revolutionær regering, den såkaldte Folkekomité, dannet.

Det var et statskup, der opstod i et vakuum efter den russiske stats opløsning, og i en situation, hvor den siddende konservative landdag manglede repræsentativitet. Baggrunden for kuppet var dog ikke alene partipolitiske interesser og internationalt givne vilkår. I højere grad udsprang revolutionen af personlige og lokale erfaringer, der blev påvirket af en udbredt social harme og af sult. Det var på gaderne, på fabriksgulvet og i lokalsamfundene, gnisterne sprang.

En central faktor i de stridende parters mobilisering, retorik og vold var rygter – ofte usande – om modpartens ugerninger. Det er et fænomen, der også kendes fra andre borgerkrige, som eksempelvis krigen i Jugoslavien 1991-1995. Rygterne legitimerede, at man slog til for at komme modparten i forkøbet. Resultatet var en voldsspiral, der i sidste ende førte til 35.000 døde, heraf langt de fleste uden forbindelse med egentlige krigshandlinger.

Rødgardist

Rødgardisten Jalmari Koskinen, 1918
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Rødgardist

Rødgardist

En uidentificeret rødgardist, 1918.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

To rødgardister.

Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Rødgardist, 1918

I den bidende finske vinterkulde måtte man klare sig med det tøj, man kunne skaffe. Den danske finlandsfrivillige på den hvide side løjtnant C. Borre Larsen beskriver i sine erindringer kulden og de våde klæder, som var stive af is.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Rødgardist

Rødgardist, 1918.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Rødgardister

Rødgardister. Til venstre Armas Leander
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Rødgardister

Rødgardister med Winchester-rifler.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Stockholm

Rødgardister

I sin selvbiografiske bog om erobringen af Helsingfors (Helsingin valloitus, Helsinki 1918) beskriver Eino Leino, en populær forfatter med hvide sympatier, sine røde fjender i hårde ord:
"Nu så jeg dem for første gang samlet som en gruppe, og jeg må ærligt talt tilstå, at jeg aldrig har set mere menneskeligt barbari, dyrisk ondskab, åndeligt raseri og fysisk vanskabthed." (Frit oversat fra svensk)
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Skydeøvelse

Den lokale Røde Garde gennemfører en skydeøvelse på Siltala-godset i Ruovesi Kommune, landsbyen Murole.
Foto: Matti Luhtala
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Kasperi Tanttu

Kasperi Tanttu, rød befalingsmand.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Kvindelig enhed

En kvindelig enhed fra den Røde Garde foran rådhuset i Vihti 12. april 1918. Til venstre befalingsmand Maiju Pettersson. De andre tjente som piger på et gods.
Ukendt fotograf
© Folkets Arkiv, Helsinki

Kvindelige rødgardister

Kvindelige rødgardister holder øvelse i Uuras, Viborg (Viipuri). Op mod 3000 kvinder tjente som soldater i Den Røde Garde. De bar bukser og samme udrustning som mændene. De bevæbnede kvindegrupper kunne bestå af alt fra nogle få banevagter til Helsingfors' såkaldte "Dødsbataljon", som bestod af 466 kvinder, da den blev grundlagt.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Kvindelig rødgardist

Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Kvindelig rødgardist

1918
© Krigsmuseet, Helsinki

Kvindelig rødgardist

1918
© Krigsmuseet, Helsinki

Kvindelige rødgardister

Under forberedelse til klassekamp i marts 1918, landsbyen Murole i Ruovesi.
Arbejdere fra Siltala-godset: Elma Keinonen, Lempi Puska, Lempi Jalonen og Iida Salminen. Jussi Nyykooli til hest. Kvinderne arbejdede som malkepiger og kokke for Den Røde Garde.
Photo: Matti Luhtala
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

To fronter

Borgerkrigens enten-eller var traumatisk og afspejlede sig markant i de to hære. Nu stod landsmænd, venner, endda familiemedlemmer, over for hinanden med geværet løftet.

Den Røde Garde var en højst broget og sammensat hær, bestående af land- og byarbejdere, akademikere samt et mindre antal frivillige russiske matroser og soldater. Der indgik kvinder i de røde enheder, ligesom der er eksempler på endog meget unge soldater.

Den hvide hær var mindst ligeså sammensat og bestod af finske og finlandssvenske borgere, bønder og folk fra middelklassen, hvor flere var trænede soldater i den kejserlige russiske armé og fra Tyskland. Desuden indgik et stort antal frivillige fra Sverige – ca. 1.000 i alt – og enkelte fra Danmark og Norge. Fra den 3. april gik en tysk styrke på 15.000 også ind i krigen på hvid side, hvilket endeligt beseglede revolutionens skæbne – de relativt veltrænede og velorganiserede hvide styrker var for stærk en modstander for de røde revolutionære.

De røde

Den 26. jan. 1918 blev Den Finske Arbejderrepublik udråbt. To dage senere var Folkekomiteen, den nye revolutionære regering, dannet.

Dens første opgave var at skaffe og transportere korn fra Rusland til at afhjælpe den akutte nød. Samtidig indførte regeringen en central fødevaredistribution med rationeringsmærker og sørgede for børn og fattige.

Rødgardist

Rødgardisten Jalmari Koskinen, 1918
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Rødgardist

Rødgardist

En uidentificeret rødgardist, 1918.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

To rødgardister.

Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Rødgardist, 1918

I den bidende finske vinterkulde måtte man klare sig med det tøj, man kunne skaffe. Den danske finlandsfrivillige på den hvide side løjtnant C. Borre Larsen beskriver i sine erindringer kulden og de våde klæder, som var stive af is.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Rødgardist

Rødgardist, 1918.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Rødgardister

Rødgardister. Til venstre Armas Leander
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Rødgardister

Rødgardister med Winchester-rifler.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Stockholm

Rødgardister

I sin selvbiografiske bog om erobringen af Helsingfors (Helsingin valloitus, Helsinki 1918) beskriver Eino Leino, en populær forfatter med hvide sympatier, sine røde fjender i hårde ord:
"Nu så jeg dem for første gang samlet som en gruppe, og jeg må ærligt talt tilstå, at jeg aldrig har set mere menneskeligt barbari, dyrisk ondskab, åndeligt raseri og fysisk vanskabthed." (Frit oversat fra svensk)
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Skydeøvelse

Den lokale Røde Garde gennemfører en skydeøvelse på Siltala-godset i Ruovesi Kommune, landsbyen Murole.
Foto: Matti Luhtala
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Kasperi Tanttu

Kasperi Tanttu, rød befalingsmand.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Kvindelig enhed

En kvindelig enhed fra den Røde Garde foran rådhuset i Vihti 12. april 1918. Til venstre befalingsmand Maiju Pettersson. De andre tjente som piger på et gods.
Ukendt fotograf
© Folkets Arkiv, Helsinki

Kvindelige rødgardister

Kvindelige rødgardister holder øvelse i Uuras, Viborg (Viipuri). Op mod 3000 kvinder tjente som soldater i Den Røde Garde. De bar bukser og samme udrustning som mændene. De bevæbnede kvindegrupper kunne bestå af alt fra nogle få banevagter til Helsingfors' såkaldte "Dødsbataljon", som bestod af 466 kvinder, da den blev grundlagt.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Kvindelig rødgardist

Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Kvindelig rødgardist

1918
© Krigsmuseet, Helsinki

Kvindelig rødgardist

1918
© Krigsmuseet, Helsinki

Kvindelige rødgardister

Under forberedelse til klassekamp i marts 1918, landsbyen Murole i Ruovesi.
Arbejdere fra Siltala-godset: Elma Keinonen, Lempi Puska, Lempi Jalonen og Iida Salminen. Jussi Nyykooli til hest. Kvinderne arbejdede som malkepiger og kokke for Den Røde Garde.
Photo: Matti Luhtala
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

De hvide

Der var en ganske bred opbakning til den hvide hær. Det strømmede til med frivillige, også fra de områder i syd og øst, som den røde garde kontrollerede.

Mens Den Røde Garde alene baserede sig på frivillig deltagelse, så gennemførte det hvide Finland tvungen værnepligt og bragte sine tropper op på 70.000 mand mod de rødes 30-40.000 mand. Desuden modtog de hvide tropper masser af våben fra Tyskland . Den Røde Garde vidste ikke meget om at føre krig, hvorimod de hvide havde mange trænede soldater.
Hærens ledelse var erfarne officerer uddannet i Rusland og Tyskland.

Fra udlandet meldte der sig over tusind frivillige. Flest svenskere og mange med militær baggrund. Og den 3. april gik en tysk styrke på 15.000 soldater i land i syd. Det var regulære, godt bevæbnede og trænede kamptropper, hvor mange havde kamperfaringer. Og de blev støttet af fly og flådeskibe.

Officerer fra den hvide garde

Officerer foran det hvide hovedkvarter i Seinäjoki, marts 1918. Finske officerer uddannet i det kejserlige Rusland og i Tyskland støttede i højere grad de hvide end de røde, og de bidrog til den hvide hærs professionalisme.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet/Peter Nestler, Stockholm

Hvidt kompagni

Et hvidt udskrevet kompagni fra Pietarsaari-regionen. Mens Den Røde Garde alene baserede sig på frivillig deltagelse, så gennemførte det hvide Finland tvungen værnepligt og bragte sine tropper op på 70.000 mand mod de rødes 30-40.000 mand.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Hvide civilgardister

Vasas store rådhushal.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

To hvidgardister

To hvidgardister i Vasa. På både hvid og rød side blev der anvendt meget unge soldater.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet/Peter Nestler, Stockholm

Hvidgardist

En ung hvidgardist i Vasa.
De røde kaldte deres fjender slagtere. Rygter ville vide, at de hvide dræbte alle deres fanger. Sådanne rygter om modstanderen florerede på både rød og hvid side.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet/Peter Nestler, Stockholm

Maskingeværkompagni

Et maskingeværkompagni fra 3. Centrale Österbottniske Reservebataljon nær jernbanestationen i Vehmainen 19. april 1918.
De ventede formentlig på et tog, der skulle føre dem til den karelske front efter erobringen af Tammerfors (Tampere).
Ukendt fotograf
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Svensk frivillig

En soldat ved den frivillige svenske brigade efter slaget ved Tammerfors (Tampere). Omkring 1000 svenskere deltog på hvid side i krigen.
Ukendt fotograf
© Erich Reichenbergs samling, Krigsarkivet / Vapriikki Photo Archives, Tampere

Svensk brigade

Den frivillige svenske brigade klar til at marchere i sejrsparaden i Helsinki (Helsingfors) maj 1918.
Ukendt fotograf
© Krigsarkivet, Stockholm

Tyskernes landgang

Tyskerne går i land i Hangö (Hanko) på Finlands sydkyst 3. april 1918.

De hvide fik støtte af cirka 9.500 trænede tyske soldater som gennemførte et angreb på de røde fæstninger i syd, især Helsingfors (Helsinki). Tyskerne spillede en afgørende rolle for krigens resultat.

Hans Christian Lassen, en dansksindet sønderjyde, der var værnepligtig i den tyske hær, deltog i landgangen i Hangö. Han beskriver i sine erindringer den lange march fra Hangö til Ekenäs, som en af "de sværeste ture" de ellers krigsvante tyske tropper havde været ude på under hele krigen. "40 kilometer i øsende regn gennem knædyb våd sne." ... "Men det er uforglemmeligt varmende med den glæde for ikke at sige jubel, vi blev modtaget med af befolkningen. En gammel kone gav mig et rigtig kys. Det gjorde, at jeg for første gang så en mening med det, vi var ude i. Her gjorde vi virkelig noget godt med at befri uskyldigt forkuede og lidende og sørgende mennesker fra de rødes rædselsregimente".
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Tysk pansertog

i Finland.
© Krigsmuseet, Stockholm

Tyske soldater i Helsinki

Tyskerne tager Helsingfors (Helsinki).
Tyske soldater foran de rødes hovedkvarter, Smolna, 13. april 1918.
Foto: Gunnar Lönnqvist
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Faldne tyske soldater

Begravelse af faldne tyske soldater i Helsingfors (Helsinki) 27. april 1918.
Ukendt fotograf
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Krigens katastrofe - Tammerfors

Med 35.000 døde er borgerkrigen den mest blodige konflikt i Nordens historie siden den Store Nordiske Krig 1700–1720.

Langt de fleste ofre døde uden for egentlige krigshandlinger, som følge af det ”røde anarki” og det, man betegnede som ”hvid terror”. I egentlige krigshandlinger døde 3.100 på hvid side og 3.600 på rød side.

Krigens katastrofe – krigens egentlige vendepunkt – var den hvide hærs indtog i den røde højborg Tammerfors (Tampere). Kampen om denne vigtige industriby varede fra den ”blodige skærtorsdag” den 28. marts til den 6. april 1918.

Under kampene om byen mistede den hvide hær 700–900 soldater, Den Røde Garde 1.000–1.500 mand, mens endnu 11.000–12.000 blev taget til fange. Store dele af byen, som var bygget af træ, blev ødelagt.

Vammala

I løbet af marts-april 1918 intensiveredes kampene med enorme ødelæggelser til følge. I byerne, som ofte bestod af træhuse, stod kun skorstenene tilbage.
Her ses det ødelagte Vammala.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Viborg

Ruiner på "batteri-højen" i Viborg (Viipuri) 1918.
Ukendt fotograf
© Finlands Nationalmuseum, Helsinki

Åbo

Garnisonen i Åbo (Turku) efter en brand i april 1918. Lokale beboere leder efter dåsemad.
Ukendt fotograf
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Tammerfors

Tammerfors (Tampere) i ruiner.
Slaget ved Tammerfors udkæmpedes mellem 16. marts og 6. april 1918. Antallet af døde var stort på begge sider. Desuden blev mange røde fanger henrettet. Slaget blev vundet af de hvide under C. G. E. Mannerheim, og befæstede krigens vendepunkt i de hvides favør.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Tammerfors

En død dreng på gaden kort efter den hvide erobring af Tammerfors (Tampere).
Foto: formentlig jernbaneingeniør Oskar Sundberg
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Tammela-området

Tammela-området efter slaget ved Tammerfors (Tampere).

Den danske frivillige på hvid side, løjtnant C. Borre Larsen beskrev i sine erindringer fra 1918 slaget om Tammerfors således: "Turen kommer til min Gruppe; op med et Raab: "Framåt, pojker!" Frem fra Huset; det er, som et Haglvejr slaar imod en, en hvinende Koncert af Staal, blandet med Geværernes Smatren, Shrapnellernes Smæld og de saaredes Jamren. Man skeler ud af Øjenkrogene, ser Kammeraterne følger tæt bag efter, nu og da træffes en i Kæden, løfter Armene og falder forover: han er saaret, eller en anden ruller sammen i Klump og styrter pludseligt og haardt til Jorden: han er død. Fremad i flyvende Fart, med Kæmpeskridt. Man taber Vejret, Øjnene ser rødt, alle Lyde smelter sammen til en Brusen. Men man tvinger sig til at blive ved, tænker en Stump Tanke, Galgenhumor naturligvis: "Dette skulde de byde os paa en Felttjeneste hjemme!" Man kan ikke mere, men at lægge sig ned er den visse Død."
Kort efter blev Borre-Larsen ramt af en granat og han tilbragte resten af krigen på hospitalet i Vasa.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Hvidgardister på hospitalet

Den danske løjtnant Borre-Larsen, der som frivillig på de hvides side blev såret under kampene om Tammerfors (Tampere), beskrev sit hospitalsophold således: "De var forskrækkeligt geskæftige, disse Røde Kors-Søstre, rent og fint og pillent skulde der være overalt, og vi, der kom lige fra Fronten, var nærmest gnavne over alt dette Væsen, skønt Gud skal vide, det var som at komme i Paradis denne Overgang fra Krig til Hospital."
Her ses Civilgardister (hvide) som bliver behandlet på Røde Kors-hospitalet i Hatanpää. De røde behandlede generelt sårede civilgardister godt.
Ukendt fotograf
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Hvidgardisternes hospital

De mange sårede efter slaget ved Tammerfors (Tampere) blev oftest behandlet på hospitaler, som var knyttet til hver side. Her ses de hvides hospital.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Rødgardisternes hospital

Den Røde Gardes hospital efter slaget ved Tammerfors (Tampere). Hospitalet var indrettet i Lindell-skolen.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Døde rødgardister

Lig af røde krigsdeltagere udenfor de rødes hospital i Lindell-skolens gård i Tammerfors.
Ukendt fotograf
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Døde rødgardister

Lig samlet uden for Den Røde Gardes hospital efter slaget ved Tammerfors.
Foto: Martta Terävä
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Faldne rødgardister

De hårde kampe om Tammerfors (Tampere) gav mange døde. Her ses faldne røde krigsdeltagere på Kalevankangas kirkegård.
Ukendt fotograf
© Erich Reichenbergs samling, Krigsarkivet / Vapriikki Photo Archives, Tampere

Faldne rødgardister

"Efter at den Hvide Garde havde besat Tammerfors, blev 500 russiske Soldater og Officerer skudt. Alle de Arresterede blev først indespærrede i det kommunale Theater og deroppe den næste Morgen skudt paa Pupikibjærget i Grupper paa 40-50 Mand. En af de mest haardnakkede og blodige Kampe fandt sted i Egnen ved Lechtikaurau, hvor den Hvide Garde og Tyskerne havde ca. 4000 døde."
Jyllandsposten, 15. maj 1918. Notitsen var et citat fra Petrograd Telegrambureau, Moskva.
På fotoet ses faldne røde på Kalevankangas kirkegård efter slaget ved Tammerfors.
Ukendt fotograf
© Erich Reichenbergs samling, Krigsarkivet / Vapriikki Photo Archives, Tampere

Faldne rødgardister

Faldne røde på Kalevankangas kirkegård efter Tammerfors (Tamperes) fald. Civilister leder efter deres forsvundne pårørende.
Foto: S. Carlson
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Faldne rødgardister

"Som vi kom sydpaa, blev Kampsporene friskere og friskere, de døde laa nu spredt rundt langs Skinnerne og inde i Skoven, undertiden en hel Dynge, der overraskende var blevet angrebet af et skjult Maskingevær og mejet ned i flok." Således erindrede den danske frivillige på de hvides side, løjtnant C. Borre-Larsen i 1918.
Her ses faldne røde soldater ved Tammerfors (Tampere).
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Museum Werstas, Tampere

Faldne rødgardister

Den følgende kommentar var foretaget under dette billede i et fotoalbum:
"Manden til højre har intet hoved, den lille lyse cirkel er hans nakkeben. Ved tyskernes ankomst var han gået direkte til angreb på en tysk officer, som med ét velrettet slag afkortede hans højde såvel som hans liv."
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Faldne hvidgardister

Tammerfors (Tampere) 5. april 1918 - én dag før de hvide endelig indtog byen. Læger samler ligene af faldne hvide krigsdeltagere fra vejsiden, nær ved hospitalet og kirkegården.
Foto: Harald Natvig
© Krigsmuseet, Helsinki

Krigsofre

Ofre for krigen transporteres til kirkegården.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsink

Falden hvidgardist

En falden hvidgardist efterladt på slagmarken.
Den danske frivillige på de hvides side, løjtnant C. Borre-Larsen beskrev i sine erindringer synet af de døde således: "Ved Lyly saa vi den første døde, en ganske ung Russer, der laa i en stor Blodpøl ude paa Isen ved Siden af Banelinien, skudt paa ganske nært Hold; hele Hovedet var knust og Hjernen flydt ud over Isen, de døde Øjne stirrede ligesom forundret paa os nyankomne".
Foto: Harald Natvig
© Krigsmuseet, Helsinki

Hvidgardisternes begravelsesoptog

Den lokale hvide garde på vej til kirken i Teisko nær Tammerfors (Tampere) til begravelsen af de faldne hvidgardister 19. maj 1918.
Foto: Axel Tammelander
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Hvidt overtag - hvid terror

De mange forskellige grupper, som deltog i kamphandlingerne med vidt forskellige motiver, havde stor betydning for de midler, som blev taget i anvendelse under borgerkrigen.

De tyske hærenheder blev hovedsagelig kendt for deres professionelle krigsførelse. Skønt de krigsmærkede tyske soldater såvel udenfor som på slagmarken kunne være yderst brutale, så var det primære formål med deres kampe at få overtaget og lade fjenden overgive sig.

Heroverfor stod den hadske krigsførelse, som prægede kampene mellem de røde og de hvide. Her var kampene, ud over at være almindelige krigshandlinger, præget af stærke følelser og motiver som hævn og afskrækkelse. Tallene taler deres klare sprog: Hvor næsten 7.000 døde i egentlige krigshandlinger, blev 1.400–1.650 hvide henrettet i rød terror og 7.000–10.000 røde henrettet i den hvide terrorbølge.

Hvidgardister i Vasa

Hvidgardister i Vasa viser maskinkanonerne frem.
De hvide var mere organiserede og bedre udrustede end de røde, og da tyskerne samtidig gik ind i krigen på hvid side med op mod 15.000 trænede soldater, var det kun et spørgsmål om tid, før de røde måtte overgive sig. Kampene om Helsingfors (Helsinki) var de sidste større krigshandlinger i den finske borgerkrig.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Helsinkis rådhus i brand

13. april gik der ild i Helsingfors' (Helsinkis) rådhus efter et tysk artilleriangreb. Kun elleve uger før var en rød lygte blevet tændt i bygningens tårn for at markere begyndelsen på den røde revolution.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Tyske soldater i Helsinki

Tyskerne invaderede Helsingfors (Helsinki) 12.-13. april 1918. De unge civilgardister i Helsingfors var ivrige efter at komme ud af deres skjul og bistå de udenlandske forstærkninger, som Senatet havde tilkaldt.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Carl Gustaf Mannerheim

Den øverstbefalende Carl Gustaf Mannerheim ved det hvide hovedkvarter i Seinäjoki, 7. marts.
I sin dagsbefaling af 25. februar 1918 forbød Mannerheim lokale generaler at oprette krigsretter - men det var i uklare vendinger. Mange tolkede hans ordrer således, at man skulle dræbe fjender snarere end at fange og retsforfølge dem. I stedet for at svække deres moral, fik vanen med at dræbe røde fanger dem til at forsvare sig med større vildskab. Som følge deraf ændrede generalen senere sine ordrer. At ændre denne blodige optræden blandt mændene var imidlertid en anden sag.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet/Peter Nestler, Stockholm

Overgivelse

Et medlem af Den Røde Garde på Siltasaarenkatu i Helsingfors (Helsinki) forhandler om betingelser for overgivelse 13. april 1918.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Hvidgardisternes sejrsparade

Den hvide overkommando ridende på Esplanadi-boulevarden i Helsingfors (Helsinki) i sejrsparaden 16. maj 1918.
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Sejrsfest

Sejrsfestligheder i Mäntyharju på Penttilä-kroen 17. april 1918.
På billedes ses bl.a. "Husun Pekka" på violin; apotekeren Hanna Metsäpolku, som danser med en lærer ved navn Pätäri; Tiusanen, leder af politikorpset; og Armas Paarma (Broms) med sine damer.
Foto: Apoteker Ernst Domander
© Finlands Nationalmuseum, Helsinki

Tilfangetagne rødgardister

Kapitulerede rødgardister i Tammerfors (Tampere) ved Hämeenkatu 6. april 1918. Disse røde blev derefter eskorteret til Centraltorget.
Ukendt fotograf
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Fangne rødgardister

Fangne rødgardister på Centraltorget (Keskustori) i Tammerfors (Tampere), 6. april 1918. Fangerne stod hele dagen på torvet, før de blev flyttet til fangelejrene.
Fotograf: E. A. Bergius
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Henrettede rødgardister

Henrettede rødgardister ved Länkipohja. Hvor det i krigens første måneder især var de røde, som var berygtede for deres henrettelser af fanger, så tog de hvide en brutal hævn med udbredt anvendelse af henrettelser i den hvide terror.
På fotoet ses henrettede fanger fra slaget ved Länkipohja, som blev udkæmpet 16. marts, da den hvide hær rykkede frem mod Tammerfors fra øst. En hvid styrke på ca. 2.500 mand angreb det røde forsvar, der var ca. 1000 mand stærkt. Efter sejren henrettede de hvide omkring 80 rødgardister, som havde overgivet sig.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Henrettelse

Om morgenen 17. marts 1918 tog en norsk læge ved navn Harald Natvig en serie billeder af en henrettelse. Her ser vi henrettelsespelotonen, lige efter at den har affyret sine våben.
Foto: Harald Natvig
© Krigsmuseet, Helsinki

Henrettelse

Dr. Natvigs fotoserie af en henrettelse, 17. march 1918: Rødgardisterne falder efter at være blevet skudt af en henrettelsespeloton.
Foto: Harald Natvig
© Krigsmuseet, Helsinki

Nådeskud

Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Henrettede og tilskuer

Erik Grotenfelt, hvid befalingsmand og forfatter, ledede henrettelserne ved Västankvarn i Ingå (Inkoo). I et brev til sin søster fortæller han om fremgangsmåden: Først affyrer henrettelsespelotonen en salve. Så skyder deres befalingsmand den dømte i hovedet, bare for en sikkerheds skyld. Han bemærker yderligere, at i begyndelsen, før mændene blev vant til fremgangsmåden, affyrede han selv det sidste skud. Èt år efter begivenhederne begik Erik Grotenfelt selvmord
Ukendt fotograf
© Folkets Arkiv, Helsinki

Henrettelsespeloton

En hvid henrettelsespeloton fører dømte røde til henrettelse på en mark i Västankvarn, Ingå (Inkoo).
Ukendt fotograf
© Folkets Arkiv, Helsinki

Henrettelsespeloton

Den hvide henrettelsespeloton undersøger henrettede røde dømte på en mark i Västankvarn, Ingå (Inkoo). Blandt ofrene er én kvinde (i hvidt).
Ukendt fotograf
© Folkets Arkiv, Helsinki

Porpaganda

Den finske borgerkrig handlede i høj grad om skyld og hævn. Rygter og propaganda fra begge sider tændte ilden under de kæmpende.
Der har været sat spørgsmålstegn ved ægtheden af dette billede. Henrettelser blev normalt ikke udført af enkeltpersoner mod enkeltpersoner. Hvis dette billede er blevet konstrueret, hvem står så bag det? Er det beregnet til skræk og advarsel - eller er det et forsøg på dokumentation af modpartens brutalitet? Der er ingen svar på spørgsmålet.
Ukendt fotograf
© Folkets Arkiv, Helsinki

Retsopgør og hævn

I takt med den hvide hærs militære overtag og sejr pressede spørgsmålene om, hvordan sejren skulle forvaltes, og hvordan de tilfangetagne røde skulle behandles, sig på.

I en lang række tilfælde blev sådanne spørgsmål dog tilsyneladende ignoreret. Man skød umiddelbart de røde fanger og dem, man anså for at være medsammensvorne. Mantraet var længe, at sejren skulle være overbevisende og virke afskrækkende. Ligeledes var ønsket om hævn for de rødes ødelæggelser og vold en central del af motivationen for den hvide terror.

Efter krigens afslutning den 5. maj 1918 oprettedes domstole og fangelejre, hvor de over 80.000 røde krigsfanger sad indespærrede. 70.000 blev dømt, hvoraf de fleste mistede deres borgerlige rettigheder og fik fængselsstraffe. 555 dømtes til døden, heraf blev 113 henrettet.

13.500 døde med eller uden dom i lejrene, som følge af vold, sult og sygdom. Tallet ville utvivlsomt være højere, hvis ikke der både indenrigspolitisk og især udenrigspolitisk havde rejst sig en markant kritik af forholdene i fangelejrene. Kritikken førte til en lang række af amnestier. I 1927 blev de sidste 50 fanger benådet.

Røde fanger

Røde fanger på Centraltorget i Tammerfors (Tampere) 6. april 1918.
De hvide styrker tog omkring 11.000 røde fanger efter slaget ved Tammerfors. De fleste måtte stå på torvet i over 24 timer, før de blev bragt til fangelejre. Henrettelsen af røde officerer og russere begyndte omgående. I fangelejrene døde mange fanger af sult eller sygdom eller blev henrettet.
Foto: E. A. Bergius
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Fangne rødgardister

Fangne rødgardister i Helsingfors' (Helsinkis) gader.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Hvid eskorte

Hvide soldater eskorterer røde fanger i Helsingfors (Helsinki). Blandt de fangne er medlemmer af Riihimäkis kvindelige røde garde
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Fangne drenge

Drenge fanget af tyskerne i Toivola 1918.
Ukendt fotograf
© Finlands nationalmuseum, Helsinki

Røde krigsfanger

Røde krigsfanger afventer transport til fæstnings-øen Sveaborg (Suomenlinna) i Helsingfors (Helsinki).
16. april var der 6.200 røde fanger i Helsingfors. De fleste af dem blev transporteret til Sveaborg eller Sandhamn (Santahamina) for at afvente sejrherrernes dom. Mange dømtes til henrettelse, andre døde af sult og sygdom i fangelejrene, men alle mistede deres borgerrettigheder.
Ukendt fotograf
© Folkets Arkiv, Helsinki

"Bøllerne fra Sörnäinen"

En voldelig gruppe af unge fra arbejderklassen i Sörnäinen-distriktet – bliver ført som fanger til Sveaborg (Suomenlinna). Helsingfors 1918.
Ukendt fotograf
© Finlands nationalmuseum, Helsinki

Ung rødgardist

En tilfangetaget ung rødgardist i Impilahti på det Karelske Næs.
Ukendt fotograf
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Fangelejren i Tammerfors

Den danske finlandsfrivillige på hvid side, løjtnant C. Borre Larsen, som var en af lederne af fangelejren Sveaborg ud for Helsingfors beskrev sit ubehag ved "at komme ind i Kasernerne, vandre ad disse lange, møke Gange, paa hulslidte Trapper, forbi stinkende Klosetter og ind gennem denne Uendelighed af Rum, hvis klumre Luft næsten tog Vejret fra en, fyldt som den var med Dunster fra disse mange smudsige Kroppe, med Brænderøg og Lugt af Kaal."
Borre Larsen forsvarede dog forholdene, som han mente var blevet bedre. Han bemærkede hertil, at "når der imidlertid stadig i visse fremmede Kredse, som overhovedet ikke kender Forholdene, tales om, at Fangerne lider Nød, maa man for det første erindre, dels at disse ikke er almindelige Krigsfanger, men franctireurs, internationalistiske Forrædere, der rejste væbnet Modstand mod deres Fædreland og sluttede sig til en fjendtligsindet Magt just i det Øjeblik, deres Land havde behøvet alle Kræfter for at fri sig fra denne Magts Aag; dels, at den almindelige Tilstand i Landet er en saadan, at selv Arméen, for ikke at tale om den civile Befolkning, lider Mangel paa det allernødvendigste."... Efter at have oplistet de rødes forbrydelser konstaterede Borre Larsen: "Man maa ikke fortænke Samfundet i, at det yder Retfærdighed mod disse Slyngler. En hurtig Død ved Skydning er vel ikke for streng en Straf for den Slubbert, der under frygtelige Pinsler har omkommet halve Snese af sine Landsmænd."
Ukendt fotograf
© Erich Reichenbers samling, Krigsarkivet / Vapriikki Photo Archives, Tampere

Fangelejren i Tammerfors

1918. Røde fanger der arbejdede som lægepersonale ved hospitalet for heste.
Foto: ukendt svensk sygeplejerske
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Fangelejren i Tammerfors

Ukendt fotograf
© Erich Reichenberg samling, Krigsarkivet / Vapriikki Photo Archives, Tampere

Fangelejren i Tammerfors

Sygeplejersker fra Den Røde Garde i fangelejren i Tammerfors (Tampere).
Ukendt fotograf
© Erich Reichenbergs samling, Krigsarkivet / Vapriikki Photo Archives, Tampere

Kvindelige fanger

Kvindelige røde fanger på Erottaja-gaden i Helsinki.
Skønt krigsførelsen var brutal, kender man kun til få tilfælde af voldtægt under borgerkrigen.
Foto: Olle Leino
© The Military Archives, Stockholm

Fangelejer ved Helsinki

Fanger spiser et måltid i Sveaborg (Suomenlinna) fangelejer ved Helsingfors (Helsinki) 1918.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Fangelejr i Kuopio

En fangelejr i Kuopio 1918.
Den danske finlandsfrivillige på hvid side, C. Borre Larsen, som var blandt lederne af fangelejren Sveaborg beskrev hverdagen således: "Hver Morgen blev Fangerne stillet op i Gaarden og talt af os alle tre, mens Opgangene besattes med Poster. Derefter gennemgik vi atter engang begge Kaserner og talte de syge; der var gerne nogen Epidemi i Lejren, det kunde vanskeligt undgaas."
"Ordensreglerne var opslaaet flere Steder, og deres Overtrædelse straffedes strengt. Skete der Tyverier, Overfald paa Vagter og Kammerater eller Revolter i Forlægningen, blev de skyldige og Deltagerne øjeblikkelig skudt, hvorpaa deres Navne ophængtes i Kasernen til Advarsel for andre."
Foto: Victor Barsokevitsch
© Folkets Arkiv, Helsinki

Røde fanger i Vasa.

Ukendt fotograf
© Krigsmuseet/Peter Nestler, Stockholm

Fangevogter

En hvid fangevogter i Vasa.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet/Peter Nestler, Stockholm

Fangelejr i Tammerfors

Aaltonen skofabrikken i Tammerfors (Tampere) blev anvendt som fangelejr af de hvide, efter de havde vundet kampen om Tammerfors.
© Vapriikki Photo Archives

Fangelejr ved Riihimäki

Folk ved Riihimäki-fangelejren har påstået, at billedet viser tiltalte, som er blevet dømt til døden, angiveligt uden en retfærdig rettergang. I maj 1918 var det en almen praksis, som forekom dagligt. Sidst i juni, da statsdomstolene blev oprettet, blev sådanne illegale henrettelser forbudt.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Massegrav

Massegrave ved Riihimäki-fangelejren 1918. Fanger med skovle, samt vagter.
Henrettelserne og de elendige forhold i fangelejrene gav også anledning til kritik fra finske borgerlige. I maj 1918 kritiserede Kammerherre Hjalmar Linder i Hufvudstadsbladet, at "den røde Galskab faktisk er efterfulgt af den hvide terrorisme", og at de de røde fanger dør som fluer i fangelejrende, uden at staten griber ind.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Frivillige bødler

"Der skulle foregå en henrettelse, og de havde brug for 10 frivillige. Jeg meldte mig omgående som den første. Nogle bebrejdede mig, at jeg var villig til at skyde forsvarsløse mennesker. Havde de ikke holdt et forsvarsløst Finland i deres hænder, havde de ikke skånet samfundet? De er ikke mennesker, men dyr der skal udryddes. De har ingen ret til at eksistere og må derfor fjernes."
– Uddrag af en kamprapport fra en frivillig fra den Svenske Brigade. Omslaget er afrevet, og den skrivende er ukendt.
(Frit oversat fra svensk)
Ukendt fotograf
© The Military Archives, Stockholm

Fangelejer i Riihimäki

Fanger siddende ved barakkerne ved fangelejren i Riihimäki, 1918.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Løsladt rødgardist

En frifundet arrestant ved hovedvagthuset i Riihimäki, 1918.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Tilfangetagne rødgardister

Et stort antal røde flygtninge prøvede at undslippe til den formodede sikkerhed i den russiske Sovjetrepublik. Det mislykkedes imidlertid for dem, og de blev fanget i Lahtis.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Fanger i Lahtis

Af de 28.000 fanger i Lahtis blev 585 henrettet.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Krigsfanger i Lahtis

Blandt de 585 henrettede var ca. 100 kvinder og piger.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Fangne rødgardister

Fangne rødgardister i Terijoki ved den russiske grænse.
Ukendt fotograf
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Fangne rødgardister

Tilfangetagne røde på jernbanestationen i Terijoki, ved fronten på den Karelske Næs i 1918.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Henrettelse

Ved frontlinjen på det Karelske Næs i landsbyen Kiviniemi i Sakkola: de hvide henretter to rødgardister på kysten ved Suvanto 13. april 1918, kl. 18.32.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Borgerkrigen og eftertiden

Den røde og hvide terror og rædslerne i fangelejrene tilføjede den finske nation et sår, som først i dag er ved at hele.

Den delte nation prægede ikke mindst den offentlige debat om borgerkrigen. I årtier efter 1918 dominerede de hvide sejrherrer historieskrivningen, som betonede den revolutionære russiske forbindelse og altid brugte benævnelsen ”Frihedskrig”.

I efterkrigstiden kom der fokus på det traumatiske aspekt ved borgerkrigen, der spaltede nation, lokalsamfund og familier. De hvides sejr havde betydet, at mange familier til røde ofre ikke havde nogen steder at sørge. Dette stod i modsætning til de hvide, som havde krigsmonumenter og begravelsespladser.

De seneste årtier er der kommet en langt større enighed om at betragte konflikten som en egentlig borgerkrig. En finsk borgerkrig med sine helt egne karaktertræk, der på den ene side afspejler en stærk ideologisk og økonomisk konflikt i de europæiske samfund omkring Første Verdenskrig, og på den anden side opstår i et magttomrum ved en ny og uprøvet nations fødsel.

En genforenet familie

>Borgerkrigen satte sit præg på det finske samfund i flere årtier efter 1918. Her ses en rød familie forenet efter krigen.
Aaro Mömmö (født 1889, død 1939) med sin hustru og tre børn; Irja, Vienoi og Anna-Liisa. Billedet blev taget, da Aaro kom tilbage fra fangelejren. Han havde kæmpet i Kuopio og blev dømt til tvangsarbejde i Ortokumpo-minerne i 1918.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Museum Werstas, Tampere

Sørgende ved faldne rødes grave i skoven

1919.
Frygt og mistro gik dybt i samfundet efter krigen. Ifølge bladet Fattigvård (dansk: Fattigforsorg), var de rødes kvinder en stor trussel mod samfundet efter krigen. De blev fremstillet som rå uhyrer, der forgiftede deres børn med deres bitre had. I sådanne tilfælde anbefalede bladet at man tog deres børn fra dem.
Ukendt fotograf
© Folkets Arkiv, Helsinki

Rødgardister

Rødgardister fra Helsingfors Kompagni A med svenske Mauser-rifler.
I 1920'erne skilte den regulære finske hær sig af med tidligere rødgardister. De blev ikke accepteret i nationens væbnede styrker før 1940.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Stockholm

Drengespejder

"Kivekkäät"-drengespejderne fra Kajaani, 1918. Under borgerkrigen tjente "Kivekkäät" som budbringere. Efter krigen blev mange af dem officerer i den finske hær, og de bar oplevelserne fra krigen videre.
Officielt var spejderbevægelsen neutral under borgerkrigen. Der kæmpede imidlertid spejdere på begge sider. Efter krigen blev de mest forbundet med den hvide side.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Mindehøjtidelighed

En mindeceremoni i 1959 for borgerkrigen. Den sejrende hvide historiefortælling om frihedskrigen gav anledning til mindeceremonier, krigsmonumenter og begravelsespladser.
kendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Lit de parade

De hvide civilgardister Karl Ahti Tappura og Karl Eskild Adrian Polón beredt til deres begravelse på Kalevankangas-kirkegården.
Ukendt fotograf
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Begravelse

Begravelse af hvide krigsdeltagere i Helsinki (Helsingfors).
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Kirkegård i Papula

De rødes kirkegård i Papula, Viborg (Viipuri) var noget mere ydmyg end de hvides begravelsespladser og krigsmonumenter.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Fangne russere i Terijoki

Fangne russere i Terijoki. I årene efter 1918 brugte de hvide russernes tilstedeværelse til at retfærdiggøre krigen som en frihedskrig imod en ydre undertrykker.
De senere års historieforskning har dog påvist, at russerne indtog en mere tilbageholdende position i konflikten end tidligere antaget.
Ukendt fotograf
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Dansk aktivisme og opinion

Finland 1918. Et land fjernt fra Danmark med en flertalsbefolkning, der taler et uforståeligt sprog. Samtidig raser Første Verdenskrig lige syd for grænsen. Hvordan i alverden kunne en borgerkrig i Finland tiltrække sig den danske presse og opinions opmærksomhed?

Svarene er flere. Mange frygtede revolutionen ud fra opfattelsen, at “Bryder Bolsjevismen og Anarkiet den Mur, som vi vil rejse, da vil den blodrøde Flod flyde ud over de øvrige Lande”. Derfor fulgte man godt med i begivenhederne, som også kunne bruges til indenrigspolitiske formål.

Den brede fordømmelse af de revolutionære ændrede sig i takt med rapporterne om den hvide terrors karakter, og der blev rejst kritik i ”Social-Demokraten” af den hvide sides forvaltning af sejren. De borgerlige aviser omtalte derimod hverken terroren eller de efterfølgende rapporter om massedød i fangelejrene.

Borgerkrigen ledte også til aktiv deltagelse. I alt 7 danskere meldte sig på hvid side. Tilsvarende aktivisme ses ikke fra rød side, hvor den danske venstrefløj var splittet imellem dem, som støttede en reformlinje, og de revolutionære. Man var dog enige om at stå bag en indsamling, der skulle hjælpe ofrene for borgerkrigen.

Danske frivillige

I alt syv danskere meldte sig som aktive deltagere i den Finske Borgerkrig – alle på hvid side.
På fotoet ses fem af disse, som fulgtes på rejsen til Finland. Fra venstre Eiler Pontoppidan, Peter de Hemmer Gudme, Knud Clauson-Kaas, Iver de Hemmer Gudme (bror til Peter) og C. Borre Larsen. De to øvrige frivillige var flyveren Poul Pollner, og ritmester Jørgen H. Rantzau.
Rantzau, Pollner, og Clauson-Kaas havde alle militær rang. De øvrige havde rod i Akademisk Skyttekorps, en dansk milits for frivillige akademikere, oprettet efter nederlaget i 1864 og aktivt helt indtil uniformsforbuddet i 1937.
Pontoppidan tilsluttede sig 1938 det danske nazistparti og blev dræbt af modstandsfolk 1945. Begge Gudme-brødrene støttede modstandsbevægelsen som illegale skribenter og redaktører; Peter begik selvmord 1944 i Shell-huset, da han var blevet arresteret af tyskerne. Clauson-Kaas nåede siden berømmelse som flyverpioner og eventyrer.
Foto fra Knud Clauson-Kaas: Et Liv i Luften, Gyldendal, 1940 – gengivet med tilladelse af forlaget.

C. Borre Larsen

Den danske frivillige C. Borre Larsen (1895-1926) i uniform. Borre Larsen deltog i krigen på "hvid" side og blev siden præst.
De danske frivilliges baggrund for at melde sig er ikke entydig, men flere træk kan dog peges ud: begejstring for Finland og det skandinaviske fællesskab, modvilje mod Rusland, generel antikommunisme, og en god portion eventyrlyst. Flere af de frivillige deltog også i de følgende felttog mod russerne i Estland i 1919 og var aktive under den danske besættelse.
I erindringsbogen "I Kamp for Finland. Fire Maaneders Oplevelser og Indtryk", nedskrevet i 1918, beskriver C. Borre Larsen, hvordan han med fire andre danske frivillige rejste sammen til Finland d. 14. marts 1918. "Med spænding havde vi fulgt udviklingen deroppe. Gammel skandinavisme, blandet med lysten til at gå på eventyr, havde drevet os, og en trang til dog at være med at nedslå de ondsindede horder, der gennem måneder havde truet Finland og dermed hele Norden, og om hvis misgerninger man daglig hørte nyt, gjorde, at vi fattede en beslutning." …. "Vi gik alle som på skyer; terningerne var kastet: bag os var nu civilisationen, den ferniserede tilværelse, foran os lå Finland, hvor oplevelserne ventede, det møde som menneskeheden frygtede mest af alt, men som vi var gået til at egen vilje, mødet med døden, det øjeblik, da alt andet glemmes for den Triumf det er endda at kunne leve og turde leve." … "Vi var allerede lyslevende inde i Eventyret".
C. Borre Larsen døde tidligt af en tuberkulose, han havde pådraget sig i Finland.
© Det Kgl. Biblioteks billedarkiv

Frivillige

Der findes ikke fotos af de danske frivillige i aktion, men de indgik typisk i kompanier med andre frivillige - som her de svenske, der udgjorde majoriteten af de skandinaviske støtter til de hvide. 
Brigadens ledere var kaptajn Hjalmar Frisell, kaptajn Lars Valter Runeberg og major E. A. Winge.
Ukendt fotograf
© Krigsarkivet, Stockholm

Svenske frivillige

Svenske frivillige behandler sårede heste i Finland.
Frivillige fra nabolandene deltog i borgerkrigen både som krigere og frivillig arbejdskraft. Den hvide side blev støttet af bl.a. den svenske "Finland-ambulance" (Finlandsambulansen), som behandlede sårede heste; og "Røde Stjerne" (Röda Stjärnan). Den sidste ændrede navn til "Blå stjerne" i 1940.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Stockholm

Det "første" fly i den finske luftstyrke

I marts 1918 fløj svenskeren Eric von Rosen, med piloten Nils Kindberg, sit Thulin type D-fly til Vaasa for at støtte de hvide styrker. Det var det første fly i den finske luftstyrke. De røde havde dog allerede anvendt russiske fly og piloter. På dette billede bliver vingerne på von Rosens fly dekoreret i hangaren i Umeå, Sverige før starten. Det finske luftvåben brugte det blå hagekors indtil 1945.
Foto: Peter Nestler
© Krigsmuseet, Stockholm

Køkkenvogn

En køkkenvogn tømmes ved svenskernes landgang på Ålandsøerne midt i april 1918.
Der var mange modstridende motiver til den nordiske aktivisme. En del svenskere håbede at kunne annektere Ålandsøerne med dens svensketalende befolkning under dække af krigen. I stedet anmodede det finske senat tyske tropper om at besætte Åland. Spørgsmålet om øgruppens suverænitet blev siden afgjort af Folkeforbundet til fordel for Finland.
Ukendt fotograf
© Krigsarkivet, Stockholm

Dansk ambulance 1

Den danske Finlandsambulances repræsentanter samlet i Mänttä. Ambulancen fungerede i byen marts-april 1918 under kampene om Tampere. I forreste række med mørkt tøj, hue og hænderne i siden ses dr. Ole Chievitz, ekspeditionens leder. Chievitz' sympati for Finland var livslang. Yderst tv. med stok dr. Hindsberg.
Ukendt fotograf
© Otava Publishing Company

Dansk ambulance 2

Fra lazarettet på Mänttä. Sårede hvide ligger under maleri af den svenske kunstner Bruno Liljefors. De to sygeplejersker er Charlotte la Cour, og oversygeplejerske fru Frida Køster, manden stående i midten er reservelæge Hindsberg. Fru Køster, der var finskfødt, sendte under opholdet regelmæssige artikler til Næstved Tidende.
Ambulancen behandlede også røde fanger, men det var i arbejderforeningens lokaler i byen.
Ukendt fotograf
© Otava Publishing Company

Dansk ambulance 3

Fra Enso Työväentalo (dvs. Arbejderföreningen hus i Enso). Overlæge Chievitz inspicerer
patienterne. I april 1918 var ambulancen flyttet fra Mänttä til Enso, hvor arbejderbevægelsen ligeledes måtte stille lokaler til rådighed. Her blev lazaretpladsen betydeligt udvidet med 150 sengepladser og finske sygeplejersker desuden tilknyttet
Ukendt fotograf
© Otava Publishing Company