• Decrease font size
  • Reset font size to default
  • Increase font size

Søg i Plads til os alle




Udvidet søg
Filmserie 8. Manuskript: Gør din pligt og kræv din ret
Manuskript: 8. Gør din pligt og kræv din ret Udskriv Email

Filmmanus del 8 omslag8. del af serien Plads til os alle om arbejderbevægelsens historie.
I otte temaer skildres udviklingen fra industrialiseringens barndom til nutidens informationssamfund gennem personlige beretninger, arkivfilm og fotos, malerier fra tiden, avisklip og små rekonstruktioner.

I løbet af de sidste 30 år er antallet af personbiler i Danmark vokset med mere end 100%, halvdelen af alle husstande har fået en computer, og forbruget af alkohol er fordoblet. Danmark er et rigt land. Men skattetrykket er højt og næsten en million mennesker er på overførselsindkomst.

Filmen fortæller historien om udviklingen af det danske velfærdssamfund fra begyndelsen af 1920'erne til slutningen af 1990'erne, hvor arbejderbevægelsen er vendt tilbage til sit gamle slogan: Du skal gøre din pligt før du kan kræve din ret.

Minut-tæller: 00:00

Lydside og tid Billedside
Musik: 00.00
Fortælleren: 00.38

I løbet af de sidste 30 år er antallet af personbiler i Danmark vokset med mere end 100%, halvdelen af alle husstande har fået en computer, og forbruget af alkohol er fordoblet. Danmark er et rigt land. Vi har råd til at 1,1 million danskere er på pension og at yderligere næsten en million er på overførselsindkomst.
Musik: 01.05
Fortælleren i billedet: 01.13

Flere end nogensinde før bliver forsørget af det offentlige, men der er også flere end nogen side før der arbejder. Halvdelen af nationen transporterer sig på arbejde hver dag , hvor de knokler for at forsørge den anden halvdel. Og de gør det med en effektivitet, der er en af de højeste i verden. Men de gør det også for at de selv og deres børn de syge, de gamle, pensionisterne og de arbejdsløse kan opretholde en levestandard, som også er en af de højeste i verden.
Fortælleren: 01.42

Danskerne lever i et velfærdssamfund med børnecheck, boligsikring, bistandshjælp og biblioteker. Vi har lige adgang til uddannelse, sygehuse og folkepension. Den nationale myte her i landet er, at få har for meget og færre for lidt, som Grundtvig skrev - ironisk nok i en tid, hvor det faktisk forholdt sig sådan, at alt for mange havde alt for lidt.

Musik: 02.04
Fortælleren: 02.13

Og selvom arbejderbevægelsen i begyndelsen af 1900-tallet var ved at vokse sig stærk, var det ikke nok til at gøre noget alvorligt ved situationen på landsplan.
Fortælleren i billedet: 02.25

Men kampen om magten i kommunerne var begyndt, og i de kommuner hvor Socialdemoraktiet havde erobret magten, kunne man begynde at gøre noget lokalt, som f.eks. her i Hvidovre lidt udenfor København. Men det skete ikke uden sværdslag, for bønderne i Hvidovre ville gerne tjene penge på arbejderne, men de var ikke villige til at give dem nogen indflydelse.
Fortælleren: 02.47

I 1910 var Hvidovre bondeland - en landsby med under 700 indbyggere. Men i årene op mod 1920 begyndte bønderne at udstykke på livet løs. Og de tjente formuer på at sælge sommerhusgrunde til københavnske arbejdere. De der havde råd, opførte så nogle små bræddehuse på grundene.
Stemme (kvinde): 03.11

Vores sommerhus var så lille, at vi kun lige kunne være der, når vi skulle i seng om aftenen. Når far havde samlet alle de ørentviste, der kravlede på væggen, kunne mor rede op til os på gulvet. Først redte hun op til far, så han lå inderst, og så redte mor op til os fire efter tur. Når mor så skulle i seng til sidst, redte hun op til sig selv igennem døråbningen og måtte så bagefter træde ind ad døren og op på den sidste madras for at komme i seng.
Fortælleren: 03.38

Det gik fint så længe bybefolkningen kun kom på søndagsbesøg. Men i årene under og efter 1. verdenskrig var manglen på boliger i København forfærdende. Folk boede flere familier i én lejlighed eller i kældre og i husvildebarakker. Resutatet var at endnu flere Københavnere kom til Hvidovre. Og de slog sig ned permanent, selvom det var ulovligt at bo i sommerhusene hele året. Det kom så vidt, at de ulovlige beboere i 1923 udgjorde halvdelen af husstandene. Og Hvidovre kom til at ligne det rene klondyke, for husene var bygget efter de forhåndenværende søms princip.

Stemme (mand): 04.22

Mange huse var bygget af Chevrolet- og Fordkasser. Når bildelene kom fra Amerika, købte man kasserne som delene havde været i af Ford og Chevrolet, Derefter lavede man så husets skelet af noget tømmer, og så beklædte man huset med Fordkassebrædderne, og uden på dem slog vi tagpap på, som vi enten malede hvidt, grønt eller rødt. Det var huse, som var lette at varme op. De var hurtigt opvarmet aa kakkelovnen, men om vinteren var der også hurtigt koldt. Om morgenen kunne man vågne op med is og rim på dynen.

Fortælleren: 04.59

Nu begyndte Hvidovre-bønderne at blive betænkelige. Sognet var ved at blive fyldt med arbejderfamilier, der fik en masse børn, som skulle i skole. Der var gamle, der bad om aldersrente. Der var endda folk blandt tilflytterne, som forlangte at stemme til valgene. Det blev for meget for bønderne. Hvis det kom så vidt ville de jo miste magten i sognet. Så sognerådet nægtede ganske enkelt at optage tilflytterne i folkeregistret. Det betød at deres børn ikke kunne komme i skole. De havde heller ikke adgang til tidens sparsomme socialhjælp. Og de kunne ikke stemme når der var valg. Det fik BT’s huspoet Ærbødigst til at skrive:

Stemme: 05.41

Derude vil man fremmede ej ænse. Sin valgret mister man ialfald let, når man er kommet over sognets grænse. I alfald må man først ha’ indfødsret. Mod fremmedinvasionen vil de sejre, for deres racerenhed vil de slås. Som USA i sin tid så på negre, Hvidovrianerne nu ser på os.
Fortælleren: 06.07

Hvidovre var ikke det eneste sted, der i de år blev fyldt med ulovlige tilflyttere. Det samme skete i andre småsogne rundt om København, som f.eks. Rødovre, Tårnby og Gladsaxe. Indenrigsministeriet nedsatte et udvalg, der skulle finde ud af, hvad man skulle gøre ved sagen. Udvalgets konklusion blev, at på grund af den ulovlige beboelses store omfang var den eneste praktiske løsning at give tilflytterne deres borgerlige rettigheder.

Fortælleren: 06.37

Men Venstre havde regeringsmagten, og de holdt med bønderne, det betød at udvalgets betænkning endte i en dyb skuffe. Det gik godt indtil marts 1924, hvor lysthusejerne her i Hvidovre forlangte stemmeret til det forestående folketingsvalg. Sognerådet måtte bøje sig, mendet besluttede samtidig at lysthusejerne under ingen omstændigheder kunne få stemmeret til kommunalvalget.
Fortælleren: 07.02

Men det blev der ændret ved. For efter folketingvalget dannede socialdemokratiet regering med Stauning i spidsen. Den ny indenrigsminister skev til Hvidovres sognerådsformand at lyshusbeboerne skulle have deres rettigheder. Bønderne havde tabt slaget, for ved sognerådsvalget den 10. marts 1925 stemte tilflytterne for første gang. Socialdemokratiet fik 6 af sognerådets 9 pladser. De borgerlige mistede magten, og siden da har Socialdemokratiet bevaret sit flertal i kommunen.

Fortælleren i billedet: 07.35

Nu skulle der bygges boliger til arbejderne i Hvidovre. Rigtige boliger. Men bolignøden var stadig stor, så derfor havde Indenrigsministeriet udskrevet en konkurrence, hvor deltagerne kunne give deres bud på et billigt enfamiliehus. Byggefirmaet Phønix vandt. Deres projekt var et lille træhus, og her på Brostykkevej i Hvidovre blev der så bygget en række Phønix-huse.
Fortælleren: 08.00

Det var meningen at de små træhuse skulle lejes ud, men udlejningen gik trægt, for de fattigste havde ikke råd. Phønix gik konkurs og husene blev sat til salg, fortæller skrædder Axel Petersen, der flyttede til Brostykkevej i 1929:
Stemme: 08.17

Gennem en annonce i Social-Demokraten fik vi tilbud om at leje et Phønixhus på Brostykkevej 152 i Hvidovre. 60 kroner månedlig med to måneders udbetaling forud. Det eneste vi havde, der var noget værd, var mine bøger. Der var Holger Drachamnns samlede værker. Der var Gustav Wieds og Bjørnstjerne Bjørnsons jubilæumsudgaver. Alt hvad Georg Brandes skrev de sidste 15 år han levede og meget mere. Det var med gråden i halsen, at jeg var nødt til at sælge. I en kælder i Øster Farimagsgade, blev jeg tilbudt 150 kr. for hele striben. 150 kr. - ikke en øre mere. Jeg fik pengene og 30. april 1929 rejste vi til Hvidovre. Da vi havde boet der i to måneder, fik vi tilbud om at købe det, 60 kr. om måneden uden udbetaling. Det gik vi jo gladelig ind på. Det var ikke til at skaffe nogen bedre eller billigere bolig.

Fortælleren i billedet: 09.19

Tildelingen af socialhjælp ændrede karakter, da Socialdemokraterne kom til. Den nye sognerådsformand Carl August Nielsen kendte næsten samtlige indbyggere i Hvidovre, og vidste hvem, der havde brug for hjælp. Derfor uddelte han socialhjælp til dem, der havde behov for det, når han mødte dem på gaden.
Fortælleren: 09.37

Dengang var det normen, at de der ikke kunne forsørge sig selv skulle stå med hatten i hånden for at få lidt håndører hos sognerådet. Og man fortabte sin valgret, hvis man var på offentligt hjælp. Derfor bragte Carl August Nielsens praksis det borgerlige mindretal i sognerådet i harnisk, og de lagde sag an. Sagen nåede højesteret.
09.59

Retten konstaterede at sognets regnskab unægteligt havde en del mangler, der var f.eks. ingen bilag. Det var tydeligt, at Carl August Nielsen ikke kunne håndtere en kommune og i juni 1928 måtte han gå af. Partiformand Stauning blev godt træt af rodet i Hvidovre. Han beordrede Arnold Nielsen, der var formand for formerforbundet, til at flytte til Hvidovre, købe sig et hus og blive valgt til sognerådsformand. Det blev han så i 1929.
10.39

Flere og flere flyttede til Hvidovre. Midt i 30’erne var befolkningen vokset til 8.000. Kommunens eneste skole var blevet for lille, og Strandmarksskolen blev taget i brug i 1935. Det var socialdemokraterne, der ville have gang i skolebyggeriet. For deres vision var at også arbejderklassens børn skulle have den bedst tænkelige uddannelse. Den tanke havde de formuleret allerede i 1906:
Stemme: 11.05

Enhedsskolen kræver folkekskolens fuldkommengørelse ved fortrinlig undervisning og et så udvidet mål, at alle samfundsklassers børn kan samles her, rige og fattige, fornemme og ringe, begavede og ubegavede og danne bro mellem de forskellige samfundslag.
Fortælleren: 11.24

Den form for lighedstanker plagede ikke de borgerlige i Hvidovre sogneråd. De mente ikke, at der var råd til skolebyggeri. Man kunne vente nogle år nogle år og stuve ungerne lidt bedre sammen. Desuden syntes de, at det nye byggeri var lidt for flot for en flok arbejderunger. Men arbejderne sad nu på et solidt flertal i kommunen, og de ville have et moderne skolevæsen til deres børn. Og det blev det fortæller en af eleverne:

Minut-tæller: 11:51-

Lydside og tid Billedside
Stemme (mand): 11.51

Jeg har indtryk af, at de sociale forhold var ret ens. Jeg har fornemmelsen af, at ingen var "finere" end andre i klassen. Selv om Hvidovre var så moderne, at alle klasser var blandede klasser, var der alligevel en inddeling med drengerækker og pigerækker.
Fortælleren: 12.08

Socialdemokraterne i Hvidovre havde et komfortabelt flertal og kunne lokalt gøre meget for at realisere drømmen om lighed. På landsplan måtte man dele magten med de radikale. Alligevel blev skoleloven fra 1937 præget af socialdemokratiske lighedstanker. Som modvægt til den boglige mellemskole med eksamen, blev der oprettet en praktisk eksamensfri mellemskole. Men den fik ikke den store folkelige opbakning. De fleste ville have deres børn i eksamensskolen, og der blev lagt stor vægt på optagelsesprøven i 5. klasse, hvor fårene blev skilt fra bukkene. Den socialdemokratisk drøm om at ligestille håndens med åndens slog ikke igennem. Der skulle gå yderligere 40 år før delingen i en almen og en bolig linie blev afskaffet i den danske folkeskole.
Musik: 13.01

Fortælleren i billedet: 13.14

I løbet af 30'erne var Hvidovre blevet en rigtig by. Socialdemokraterne i sognerådet gjorde sig i årene op til 2. verdenskrig store anstrengelser for at skaffe borgerne rimelige faciliteter, faciliteter som bibliotek, veje og kloakker. Og i 1937 stod det nye vandværk og vandtårnet her parat. Hvidovre var ved at miste sin karakter af Klondyke.
Fortælleren: 13.40

Men fattigdom og arbejdsløshed var stadig livsvilkårene for mange. På landsplan var hver tredie uden arbejde, og det var umuligt at leve af understøttelsen. Skrædder Axel Petersen - ham der flyttede til Hvidovre i 1929 - fortæller:

Stemme: 13.57

Jeg har tegnet en kurve over mine arbejdsløshedsdage i årene 1925-42, og det fremgår deraf, at min vandring på arbejdsmarkedet, har været en lang række besværlige tindebestigninger. Jeg må imidlertid ikke beklage mig. Min stilling var jo betydelig bedre end mange ufaglærte, der er fuldstændig udelukkede fra at tjene en ekstra skilling. Som skrædder med eget værksted var jeg bedre stillet end de fleste. Var der ikke arbejde for fremmede, var der jo altid noget at lave til os selv. Tøjet kunne vi da altid skaffe os billigere end andre mennesker kunne.

Fortælleren: 14.33

Axel Petersen datter, Gurli, kan huske hvor meget arbejdsløshedsperioderne tyngede faren.

Stemme: 14.41

Der var noget, der knirkede, far kunne blive noget deprimeret indimellem, han var lidt sortseende. Det var nok hans bekymring for familien. Vi kunne se langt nede ad vejen, om han var blevet fyret - det tyngede ham i den grad.
Fortælleren: 14.57

For de arbejdsløse var Danmark i 30'erne ikke noget velfærdssamfund. Heller ikke selvom K.K. Steinckes socialreform i 1933 gjorde op med almissetankegangen. Offentlig hjælp blev fra nu af noget man havde ret til, hvis man opfyldte lovens krav. Samtidig blev lovene om arbejdsløshedsforsikring, om syge- og ulykkesforsikring, om aldersrente og om offentlig forsorg forbedrede.

Musik: 15.22
Fortælleren: 15.41

Socialdemokratiets mål var, at ikke kun arbejderne, men hele befolkningen skulle vindes for tanken om et velfærdssamfund med lige rettigheder for alle - et Danmark for folket. Det lykkedes næsten, i 1935 nåede partiet op på 46% af stemmerne, og mange oplevede da også, at det begyndte at gå bedre. F.eks. fik man ferieloven i 1938. At en arbejder nu kunne optjene ret til ferie var for de fleste næsten et ufatteligt gode.
Musik: 16.14
Fortælleren: 16.50

Men nogle af de forbedringer af levestandarden, der blev opnået i slutningen af 30erne blev sat over styr under krigen, fortæller Helmut Ferslev, der voksede op i Hvidovre:
Stemme: 17.00

I 1937 vendte det, der var de sociale ting kommet i gang, og man tjente penge, der var godt arbejde, men så kom uroen så småt i 39 og så krigen, der smadrede det hele. Det var ellers lige begyndt at gå godt. Velfærden ville være kommet hurtigere, hvis der ikke havde været krig.
Fortælleren: 17.19

Anden verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark betød et tilbageskridt. De sociale landvindinger, som arbejderne trods alt havde opnået i 30’erne, blev især bekæmpet af partiet Venstre. Og for at bevare samlingsregeringen intakt føjede socialdemokratiet dem. Der blev indført kriselove med lønstop selv om priserne steg. Og de, der ikke kunne skaffe sig arbejde, blev sendt til Tyskland. Det var nær sket for skrædder Axel Petersen:

Stemme: 17.49

Det var midt i besættelsestiden, jeg havde opbrugt min understøttelse, og man truede i arbejdsløshedkassen med at sende mig til Tyskland for at skære uniformer, men jeg strittede imod med både hænder og fødder. Jeg gik til en af mine venner indenfor oplysningsarbejdet og fortalte ham, hvordan landet lå for mit vedkommende. Han lovede at hjælpe mig.
Fortælleren: 18.12

Vennen skaffede Axel Petersen arbejde som museumsbetjent på Thorvaldsens museum, men lønnen var for lille til at familien kunne leve af den.

Stemme: 18.23

Havde forholdene været dårlige for mig i tilskærerfaget, var de endnu værre på museet. Sagen var jo den, at lønnen ikke var nok til at leve for. Når jeg kom hjem ved 4-tiden måtte jeg op på srædderbordet og arbejdede sommetider til kl. 12 om aftenen.
Fortælleren i billedet: 18.39

Efter befrielsen i 1945 udsendte Socialdemokratiet partiprogrammet Fremtidens Danmark. I det blev ønsket om, at gradvise reformer skulle føre til socialisme endeligt aflivet. Istedet skulle drømmen om et rigtigt velfærdssamfund med lige muligheder for alle realiseres. I partiprogrammet forlangte socialdemokraterne en udstrakt regulering af samfundsøkonomien og en demokratisering af erhvervslivet.
Fortælleren: 19.08

Det lignede planøkonomi, og det var ikke tilfældigt. For der skulle gøres noget for at imødegå kommunisterne, der red på en bølge af succes, fordi de havde været førende i modstandskampen. I Fremtidens Danmark hed det blandt andet:
Stemme: 19.23

Social utryghed, svigtende stabilitet i erhvervslivet, snavsede og usunde boliger, fattigdom, nød som følge af sygdom, uvidenhed og utilstrækkelig uddannelse på grund af små kår - er de onder, der skal bekæmpes. Reallønnen skal hæves, og de sociale ydelser højnes. Det danske folk vil ikke alene opnå materielle ting som mad i gryden, tøj på kroppen og værktøj i hånden. Men en social højnelse, en åndelig kulturel og moralsk rejsning vil følge i en velordnet økonomis spor i takt med den voksende velstand.

Musik: 19.59

Sekvens fra partifilmen "Ved forenede kræfter".

Fortælleren: 20.15

I 1945 var Hvidovre stadig en villaby med en hel del sommerhuse, masser af gartnerier og landbrug. Af de 13.000 indbyggere der arbejdede tog de fleste til København. Hvis de ikke cyklede eller tog med Hvidovre Rutebiler, kunne de tage toget fra trinbrættet på Hvidovrevej. Der var et stort moderne bibliotek, en biograf og tre skoler i kommunen. Der var også masser af ledige arealer, og mange tusind boligløse, der bankede på. Holdningen hos socialdemokraterne i Hvidovre Sogneråd var klar. Nu skulle der bygges gode boliger til de københavnske arbejdere. Og det blev der.

21.03

I løbet af de næste 15 år blev der bygget 6.000 - de fleste naturligvis almennyttige. Men arbejderne byggede også masser af énfamiliehuse for billige statslån, og mange sommerhuse blev i de år forvandlet til helårshuse. Det var begyndende opgangstider, og der var en vældig optimisme omkring det mønstersamfund, som man lokalt var i færd med at skabe.
Musik: 21.26

Fra Hvidovrefilmen. Hvidovresangen:

Der ligger gemt bag gaden, lige ny
en bondeby, bag kirkens ly.
Den gamle gyde bugter sig forbi
blomsterhaver bittesmå.
Her spejles hvide sejl i bølgers vand,
ved grønne strand, det flade land.
Tusinde hjem i stil, vokser frem,
hvor bønders marker lå.

Hør nu klinger Hvidovres sang,
den går sin grænse, glade gang,
fra Køgevej til banens blanke bånd af stål
spændt over viaduktens mål.
Allevegne fra, de myldrer herud,
det unge Danmarks friske skud.
De flygter bort fra hivedstadens, larm og røg
ud til en himmel klar og høj

Fortælleren: 22.32

Blandt boligbyggerierne var Bredalsparken blomsten. Arkitekt Eske Kristensen havde lagt vægt på at den ny tids mennesker skulle bo godt, så der var masser af plads - både ude og inde. Men billigt var det ikke, fortæller en kvinde, der flyttede ind i 1950:

Minut-tæller: 22:49-

Lydside og tid Billedside
Stemme (kvinde): 22.49

Mange af de nyindflyttede måtte betale mere end 25% af lønnen i husleje - men man prioriterede at bo, og så måtte man give afkald på noget andet. Men mange gange måtte man høre fra familie og venner: Hvor tør I?
Fortælleren: 23.03

Der var mange der turde, og der var mange, der fik deres drøm om et godt sted at bo opfyldt i Bredalsparken:

Stemme (kvinde): 23.10

Vi flyttede ind i Bredalsparken i december 1950. Vi følte næsten, at vi var kommet på landet. der var marker uden for vores vinduer. Jeg ville gerne bo moderne, og min mand ville helst bo på landet, og det var svært at forene, men det lykkedes i Bredalsparken. For det var dejligt og moderne, men det var også på landet dengang. Så vi syntes begge to, at vi havde fået vores ønske opfyldt.
Fortælleren: 23.35

I Bredalsparken blev drømmen om gode boliger til arbejderne realiseret. Bebyggelsen var så moderne, at der ligefrem var et butikstorv.

23.45

Men det var ikke kun tilflytterne og de unge familier, der blev tænkt på i Hvidovre. Også pensionisterne blev der bygget boliger til. Axel Petersen flyttede i 1955 fra huset på Brostykkevej til en pensionistlejlighed på Kettegårds Alle:
Stemme: 24.02

Den gik på pumperne indtil min kone blev 65 år og jeg selv 66. Så søgte vi aldersrente og nu har vi ingen økonomiske bekymringer mere. Nu har vi oven i købet fået en aldersrentebolig i Lejerbo. En dejlig ny 1-værelses med kammer og med alle de bekvemmeligheder som tidens teknikkere har fundet på.

Fortælleren: 24.23

Datteren Gurli Mogensen og hendes mand overtog huset. Det var billigt, men alligevel tog hun halvdagsarbejde, for det var også i den tid kvinderne begyndte at komme ud på arbejdsmarkedet og det skabte et voksende behov for daginstitutioner:

Stemme: 24.39

Vi havde et lille firma som jeg passede, og min datter kom jo i halvdagsbørnehave fra hun var tre til seks år. Ja, det syntes jeg jo nok var et gode. Vi andre havde aldrig haft det. Da jeg var barn legede vi på vejen.
Fortælleren: 24.54

De første daginstitutioner i Hvidovre var blevet oprettet i 1940erne. Men behovet var så stort, at der allerede fra starten var lange ventelister. Derfor åbnede Frie Børnehaver og Fritidshjem en lokalafdeling i Hvidovre 15. maj 1962. Frie Børnehaver har sin rod i arbejderbevægelsen, og i kampen mod de kristelige børnehaver. Viola Nørlev, der sammen med andre arbejderkvinder, var med til at starte de fri børnehaver fortæller:
Stemme: 25.25

Vi havde fået to børn, og stod for at ville have dem i børnehave. Men der var kun to muligheder og det var begge menighedsbørnehaver, der uden blusel bad bønner og moraliserede til Den Store salmebog. Sådan et sted skulle mine børn ikke være. Jeg gik samme med en række andre kvinder. Vi arbejdede ihærdigt for sagen og en dag stod den første børnehave, der var udsprunget af den socialdemokratiske tankegang klar.

Fortælleren: 25.52

Det blev en succes og Frie Børnehaver voksede til at blive en landsorganisatione i 1949, med Viola Nørløv som formand. I 1958 skrev Halfdan Rasmussen et digt om de Frie Børnehaver:

Musik: 26.07

Tekst: Halfadan Rasmussen:

På vore børn skal vi kendes.
Frit skal de vokse og gro.
Danse sig ind i en fremtid.
Synge sig frem til en tro.
Løs deres evner,
forløs dem.
Lær dem at lytte sig til
hemmeligheder som drømmer
ordløst i farvernes spil.

Lær dem at frygten begrænser.
Tryg blev hver ting de forstod.
Livet er vækst og erobring.
Alt skal de åbne sig mod.
Tving ikke.
Byd ikke.
Skænk dem
former at spejle sig i.
Legen er evig som drømmen.
Lær dem at lege sig fri.

Fortælleren: 27.36

50'erne blev det årti, hvor Hvidovre blev en rigtig kommune. Sognerådet blev erstattet af en kommunalbestyrelse, og sognerådsformanden blev borgmester.
Fortælleren i Billedet: 27.55

Det nye rådhus var også udtryk for den kommunale værdighed. På trods af sin lighed med et stykke sovjetisk monumentalarkitektur, voksede rådhuset op som et billede på det nye lokalsamfund. Der var noget næsten symbolsk ved, at det spirende socialdemokratiske velfærdssamfund lagde sit monument, rådhuset, i god afstand fra Hvidovre landsby, fra resterne af det landbrugssamfund, man af al magt ønskede at lægge bag sig.
Fortælleren: 28.24

Men udviklingen gav problemer selv i opgangstider. Allerede i 1950 skaffede Frederiksberg kommune sig af med en række børnerige familier ved at betale deres indskud i lejligheder i Hvidovre. Om det så var naivitet eller et dybfølt socialt ansvar over for en bredere befolkning end den lokale, så fortsatte Hvidovre med bygge almennyttigt til glæde for de kommuner, der ikke selvbyggede socialt byggeri.

28.52

I slutningen af 50’erne var det dog blevet for meget. Kommunen var ikke længere i stand til at anvise dens egne borgere en bolig, mens folk fortsat flyttede til udefra. Kommunalbestyrelsen kunne ikke længere styre udviklingen og forsøgte sig med et tilflytterstop.
Fortælleren: 29.14

60'erne betød højkonjunktur. Arbejderpartierne blev styrket i folketinget,og nu kunne man også på landsplan for alvor begynde at opbygge velfærdssamfundet med en stor offentlig sektor, som skulle skabe social tryghed og økonomisk fremgang for alle.
29.33

Samtidig udviklede Danmark sig fra at være et landbrugsland til et industrisamfund. Produktion og eksport steg, og danskerne kunne øge deres forbrug på alle tænkelige områder: dagligvarer, bolig, ferierejser og offentlige ydelser. Arbejdslønnen steg også mens priserne steg langsommere. Og trods stadig stigende skatter til at financierere den stadig stigende velfærd blev der bedre plads i budgettet til luksus som hårde hvidevarer, fjernsyn og biler.
Stemme (mand): 30.05

Flere og flere fik bil. Der var jo næsten ingen hjemme i weekenderne. Og de, der var hjemme, havde så travlt med at ordne biler. Dengang var det virkelig biler, det drejede sig om.

Fortælleren: 30.23

60'erne var også det årti, hvor 400.000 kvinder indtog arbejdsmarkedet. Det var især den offentlige sektor, der krævede arbejdskraft. Der blev bygget daginstitutioner. Social- og sundhedssektoren voksede og kulturlivet blev mere mangfoldigt. Uddannelsessystemet blev udbygget og forbedret, så også arbejderbørn kunne få en videregående uddannelse. Man begyndte at sanere de gamle bykerner, og en del af dem, der måtte flytte fra Købehavn kom til Hvidovre.

30.59

I midten af tresserne var Hvidovre reelt udbygget. Flagskibene var skole- og fritidsområdet og biblioteksvæsenet. Her var Hvidovre fremme i forreste række. Og det var ikke institutioner, der henvendte sig til betalingsdygtige kredse, men kommunale - drevet efter et socialdemokratisk princip om lige og fri adgang til velfærdsgoderne. Der var til gengæld ikke levnet meget plads til de kommercielle fritids- og underholdningstilbud. De var begrænset til nogen værtshuse og et par omrejsende sommertivolier. Hvidovre var billedet på den socialdemokratiske model, hvor målet var, velfærd for alle.

31.42

Men trods de store anstrengelser, var der stadig nogen, der ikke rigtig fandt deres plads. Midt i mønsterkommunens mønsterbyggeri - Bredalsparken - lå Hvidborg. Et skolehjem for drenge, der kom fra familier, som trods stigende velfærd ikke kunne tage vare på deres egne børn.
Fortælleren i billedet: 32.01

Men dengang kom drengene her på Hvidborg sjældent udenfor institutionen, så beboerne i Bredalsparken kunne leve i lyggelig uvidenhed om at 60ernes opsving, for mange mennesker betød, velstand uden velfærd. Velstand uden velfærd var iøvrigt titlen på en bog skrevet af Aktuelts daværende chefredaktør og senere socialminister Bent Hansen i 1969, på bagsiden af den kunne man blandt andet læse:
Stemme: 32.27

Nogle børn fødes stadig til et risikofyldt liv i underklassen, mens andre automatisk fødes ind i en tryg tilværelse i overflod. Trods hundrede års kamp for at skabe økonomisk lighed er der næsten ingen udjævning sket. En arbejdsmand med kone og børn har lavere levestandard end en folkepensionist. Vort retssystem knuser de små og lader de store gå fri. Kvinderne på arbejdsmarkedet er et dårligt behandlet proletariat midt i velfærdssamfundet.

Fortælleren: 33.02

I bogen dokumenterede Bent Hansen, at samfundets goder stadig var lige så skævt fordelt som tidligere. Ganske vist var de offentlige ydelser til gamle og syge og arbejdsløse vokset. Der var bygget nogle gode skoler og hospitaler til hele befolkningen og ansat en masse mennesker til at undervise og helbrede. Men ligehed var det langtfra blevet til.
33.24

Bent Hansens undersøgelser blev bekræftet andre steder. Socialforskningsinstituttet havde i 1965 undersøgt de 14-20 åriges uddannelse. Resultatet var, at halvdelen af de unge i laveste socialgruppe ikke gik i skole ud over 7. klasse og de var heller ikke igang med en anden uddannelse. Trods den enorme udvikling der var sket i skole- og uddannelsessystemet var der ikke rokket meget ved den sociale arv. Lighed gennem uddannelse viste sig at være mere besværlig og langt mere kostbar, end man havde troet. Kulturkløften mellem de uddannede og uuddannede var ikke mindsket.

Minut-tæller 34:12-

Lydside og tid Billedside
34.04

Den stigende velstand var også blevet betalt med et stadig mere belastende arbejdsmiljø. En kvindelig fabriksarbejder fortæller:
Stemme: 34.12

Jeg startede på 2 holdsskift, som viklerske af spoler. Min første ugeløn var 200 kr., det var fint dengang. Men som tiden gik, og den store udvikling på fabrikken begyndte at tage fart, gik spoleantallet hurtigt op over det tilladte. En af værkførerne så os gerne knokle. Om aftenen gik han tit udenfor, da opdagede vi så, at der var et vindue, hvor han stod og udspionerede os, om vi nu også arbejdede, når han forlod lokalet. Engang imellem har jeg tænkt, at vi til tider har vist stor tolerance f.eks. når kobbertråden drev med olie - så både tøj, hænder og stænk i ansigtet blev accepteret. Det var noget værre griseri, og øjnene sved og havde nok heller ikke godt af det.

Fortælleren: 34.57

Der var heller ikke ændret fundamentalt på indkomst- og formuefordelingen. Kagen var blevet større, men den %-del af kagen som tilfaldt arbejderne var ikke vokset nævneværdigt. De havde selv betalt den stigende velfærd gennem stigende skatter og øget produktivitet. Noget af dét, der kunne bøde på den manglende omfordeling i samfundet var efter Bent Hansens og arbejderbevægelsens mening økonomisk demokrati - ØD .
35.28

Kravet om ØD var begrundet med to ting: For det første burde lønmodtagerne have del i de formuer, de selv var med til at skabe. For det andet burde de have noget at sige i ledelsen af de virksomheder, som deres velfærd og arbejde afhang af.
35.44

LO havde under ledelse af den senere finansminister Henry Grünbaum udarbejdet et debatoplæg om ØD. Det fremsatte Socialdemokratiet i 1973 som lovforslag. Hovedtanken var, at en del af firmaernes overskud skulle blive i virksomheden som lønmodtagernes kapital. De penge, der ikke kunne blive i virksomhederne og de offentligt ansattes del skulle sættes ind i en fond. Det medførte, at hele debatten om ØD kom til at dreje sig om for eller imod en central LO-styret fond.

36.19

Det socialdemokratiske forslag blev mere og mere upopulært, selvom man i store dele af samfundet var positivt indstillet overfor en eller anden form for økonomisk demokrati:

Interview tv-a: 36.29

Interview med 3 personer på gaden, der er positivt stemt overfor ØD-tanken.

Fortælleren: 36.48

ØD-forslaget faldt, for var der noget, der var ved at blive rigtig upopulært i de år var det den socialdemokratiske form for centralisme. Det gjaldt også den omklamring af det enkelte menneske, som den socialdemokratiske velfærdsmodel efter nogens mening var ved at udvikle sig til. Alt var blevet så ordentligt og forudsigeligt, måske endda en anelse kedeligt.
37.13

Der var også småkedeligt i Hvidovre, hvor man havde fået indfriet de fleste forventninger til skoler, biblioteker, idrætsanlæg og daginstitutioner. For Hvidovre havde intet af det, man ville forvente at finde i en by af Hvidovres størrelse. Biografen måtte lade livet på grund af en motorvej og et regulært teater eller et museum var det aldrig blevet til. I al sin enkelhed bestod kulturtilbudene af, hvad de lokale foreninger, aftenskoler og biblioteksvæsenet kunne levere, og det var tydeligvis ikke tilfredsstillende for alle.

37.51

Protesterne mod forudsigeligheden var et resultat af den stadig stigende materielle velstand, som gav overskud til andet end at skaffe det daglige brød. Fritiden var også øget betydeligt med indførelsen af femdages-ugen. Og der var de store årgange af unge, der må vokse op præget af en stadig mindre autoritær skole. Unge, der ville leve deres eget liv langt fra de voksnes kontrol.
38.19

Under overfladen sydede det af uforløst energi, som skulle omsættes til handling. En gruppe af unge aktionerde for at få deres eget sted uden for kommunens kontrol. Ungdomsoprøret var kommet til Hvidovre i form af Hvidovres Ikke Partipolitiske Samling - HIPS. HIPS kom til at stå for noget, man aldrig før havde set i Hvidovre - rockkoncerter ved Rebæk Søpark. Til den første i august 1971 kom der 15.000 tilskuere og kun én politi-anmeldelse.
Musik: 38.54

Arkivoptagelser fra HIPS-koncert i Rebæk Søpark

Fortælleren: 39.12

Det var til fuld musik danskerne drog fra 60'ernes ubekymrede velstand og fuld beskæftigelse ind i 70erne krise og arbejdsløshed. Og sammen med krisen kom også regningen for de gode år. For det viste sig, at 60ernes uhæmmende vækst havde kostet dyrt. Meddelelser om ny fund af forurenede industriområder blev dagligdag:
Fortælleren: 39.39

Det viste sig også, at mange af de stoffer man kritikløst havde brugt i produktionen var farlige at arbejde med:
Interview tv-a: 39.50

Interview i tv-a med asbestoseramt mand

Fortælleren: 40.24

Det var slut med den konstante vækst i velfærd og velstand. Det var der to årsager til: For det første den krise, der på længere sigt fik alvorligere følger end de bilfri søndage. For det andet et gryende skatteoprør der i første omgang resulterede i at Glistrups Fremskridtsparti i 1973 kom i Folketinget med 28 mandater og dermed blev det parti, der fik næstflest arbejderstemmer.

"Skattesnyderne i dag er at sammenligne med jernbanesabotørerne under besættelsen. De gør et farligt job, men de gør et fæderlandsnyttigt job".

Socialdemokratiet havde fået en konkurrent, som havde nogle helt andre mål end et velfærdssamfund med fri og lige adgang til goderne.

41.12

Ude i Hvidovre var der også et tredie problem. Hvidovre fik i anledning af kommunalreformen lov til at overtage Avedøre-delen af Glostrup kommune for et større tocifret millionbeløb.

41.26

Det så ud som en fornuftig investering, for Avedøre havde noget som Hvidovre manglede: grønne arealer og erhvervsområder. Men Avedøre havde også Avedøre Stationsby - et stort og flot byggeprojekt af den slags 60ernes byplanlæggere var så begejstrede for. Den ny stationsby lå op til attraktive grønne områder og et stenkast fra den nye badestrand ved Køge Bugt. Der var store gode boliger og et udbygget institutionsnet fra vuggestue til gymnasium, fra detailhandel til bibliotek.
42.02

Alligevel blev Avedøre ikke kronen på værket i Hvidovres gyldne tid. For da Avedøre Stationsby endelig var færdig, havde lavkonjunkturen forlængst bidt sig fast i hele samfundet, og der var ingen arbejdspladser at tilbyde de ny indbyggere.

42.19

Håbløsheden satte sit præg på Avedøre Stationsby. En ny rastløs generation af unge uden arbejde eller sønderlig udsigt til at få et hærgede de mennesketomme gangstier om aftenen. Men da deres situation blev beskrevet i tegneserien "Leif i Forstaden", der gik som føjeton i Samvirke, troede læserne ikke deres egne øjne.

Fortælleren: 42.42

Forargede læserbreve strømmede ind til redaktionen:
Stemme: 42.46

Har den ansvarshavende redaktør mon gennemlæst og gennemtænkt serien Leif i forstaden med bevidstheden om sit ansvar? For mig at se - Nej! Dens indhold er ondt og kan påvirke de - forhåbentlig få, der måtte læse den på skæv, uhæderlig, dum og direkte voldsfremkaldende måde.

Fortælleren: 43.05

Ikke desto mindre var det sandt. Danmark var ikke længere det gode, trygge mønstersamfund som de fleste gik og troede. Fremtidsudsigterne var sorte. Omstændighederne taget i betragtning var det ikke underligt, at No future generationen havde svært ved at finde mening i forældrenes stædige tro på at fast arbejde og tag over hovedet var meningen med tilværelsen:
Musik: 43.29

Frihedens Station, sang af Michael Falch/Malurt:

"Man har lagt planer
& tegnet streg for streg
de største luftkasteller
man kan tænke sig
(...)
De har lagt planer
& tegnet streg for streg
de største fangelejre man kan tænke sig
& føler du at livet
her er en jammerdal har du din fulde frihed
til et spring fra 20. sal
For her på Friheden Station
er frihed kun en illusion
for her’ lisså langt som øjet kan nå
kun tvang at få øje på"

Fortælleren: 44.42

Problemerne med tilflyttere, som Hvidovre kendte så godt, blev igen blodig alvor. Boligselskaberne fyldte lejlighederne i Avedøre Stationsby uden hensyn til kommunens interesser. Resultatet blev de nu så velkendte problemer, som Hvidovre deler med andre kommuner, der har satset på almennyttigt boligbyggeri: højrenteproblemer, betonskader, sociale problemer og en stor koncentration af flygtninge og indvandrere. I en negativ spiral af stigende udgifter, besparelser og vigende skattegrundlag blev kommunens økonomi løbende udhulet.

Fortælleren i billedet: 45.25

I 1994 var problemerne vokset kommunen over hovedet. Og som så mange andre steder fik flygtninge og indvandrere skylden. Socialdemokraterne i Hvidovre - børnebørn afde første ulovlige tilflyttere - ville ikke have flere fremmede ind i kommunen. De ville have et indvandrerstop. Efterkommerne af fortidens pariaer havde udpeget nutidens.
Fortælleren: 45.49

Der skal være plads til os alle. Spørgsmålet er nu hvem "os alle" er. For efter mere end 20 år med arbejdsløshed, stigende skatter og voksende sociale udgifter, er der langt ind i socialdemokratiets og fagbevægelsens rækker folk der spørger, om vi har råd - især til de fremmede.

46.12

Den danske velfærdsmodel bygger stadig på socialdemokratiske pricipper om lige adgang for alle, og håbet om at man en dag når frem til et samfund, hvor alle har lige muligheder. Drømmen blev næsten til virkelighed. 100 års kamp har vist, at det nytter at kæmpe og handle for at gøre tilværelsen bedre.

Fortælleren i billedet: 46.47

Der er ikke ret mange der i dag sætter spørgsmålstegn ved velfærdsgoder som gratis sygehuse, skoler eller biblioteker. Men tanken om, at vi har et fælles ansvar for hinanden er blevet afløst af ideen om, at enhver har ansvar for sig selv. Og det skal være slut med at nyde uden at yde. Bistandsklienter f.eks. skal i arbejde fra den første dag, og den periode, man kan få arbejdsløshedsunderstøttelse i, er blevet forkortet. Arbejderbevægelsen er tilbage ved sit gamle slogan: Du skal gøre din pligt før du kan kræve din ret.

Rulletekst 47.30
 

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies, der anvendes til basal drift af sitet er allerede blevet sat. Du kan læse mere om hjemmesidens brug af cookies.

Jeg akcepterer cookies fra dette site.

EUs direktiv om cookies