Støt aktiviteter for børn og unge

støt-museet

Besøg Arkiv & Bibliotek

ABA flytter

Se film fra Michaels besøg på museet

Foto fra udstillingen De fattiges dyrehave

Forside Udstillinger Udstillingsarkiv Viggo Rivads hverdag – fotograferet af Carlo Pedersen
Viggo Rivads hverdag – fotograferet af Carlo Pedersen Udskriv Email
På balkonen i Arbejdermuseets nyrenoverede festsal vises fra 17. juni til 16. oktober en fotoudstilling af en lidt usædvanlig karakter. Der er tale om en meget varmhjertet hilsen fra en fotograf til en anden, nærmere bestemt fra Carlo Pedersen til Viggo Rivad.
Viggo og Anker Verdensuret virker ikke på Cuba
Carlo Pedersen fulgte i årene 2005-2008 Viggo Rivad og fotograferede ham under hverdagens forskelligartede gøremål. En del af fotografierne viser Viggo Rivad på en rejse til Havanna. Rejsen havde blandt andet til formål at besøge det sted, hvor Rivad har taget et af sine mest kendte fotografier. Det drejer sig om billedet af en trappe i det hus, som Cubas tidligere diktator, Fulgencio Batista, opførte til sin elskerinde. Fotografiet blev i 2008 benyttet til et frimærke af Post Danmark.

Men vi møder også Rivad i den to-værelses lejlighed på Kastrupvej på Amager, der rummer hans hjem og hele fotografiske virksomhed. Vi følger ham på besøg hos vennerne, bl.a. tidligere statsminister Anker Jørgensen. Og vi ser ham tage afsked med sin bil, som han har benyttet gennem 26 år som taxachauffør i København.

Viggo Rivad er en af dansk fotografis mest fremtrædende udøvere og den første fotograf nogensinde, der modtog Statens Kunstfonds 3-årige stipendium. Hans position er helt unik, idet han valgte ikke at gøre fotografiet til sit levebrød, men udelukkende at gennemføre de fotoprojekter, han brændte for. Selv efter at have opnået anerkendelse som en af Danmarks fineste fotografer, fortsatte han således med at køre taxa. Han blev kendt som taxachaufføren, der tog billeder, eller fotografen, der til daglig kørte taxa. Han fastholdt også sin beskedne levevis i den 2-værelses lejlighed på Kastrupvej, hvor billederne bliver lavet i det lille køkken med plads til to skåle og med forstørrelsesapparatet anbragt på spiseklappen.

Viggo Rivads hverdag er en udstilling fuld af nærvær, som udgør en smuk hyldest til Viggo Rivad, "der har inspireret og rørt mange med sit fotografi", som Carlo Pedersen skriver i den bog, der ledsager udstillingen.

Carlo Pedersen er forhenværende assurandør og er selvlært som fotograf. Han har i årenes løb modtaget både nationale og internationale anerkendelser, og han har arbejdet i bestyrelsen for Selskabet for Dansk Fotografi. Efter at han forlod arbejdsmarkedet, har han foretaget en række rejser bl.a. til Cuba, New Zealand, Indien, Nepal, Letland og Polen, og han har fået tid til at gennemføre fotoprojektet om Viggo Rivad, som han altid har beundret.

Foruden Carlo Pedersens fotos af Rivads hverdag byder udstillingen på rejsebilleder fra Cuba samt enkelte af Viggo Rivads egne fotografier, bl.a. det berømte billede Dav’s fra 1955 med et kyssende par i tunnelen under Rådhuspladsen.

Viggo Rivads hverdag - fotograferet af Carlo Pedersen vises fra 17. juni til 16. oktober 2011.
 

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies, der anvendes til basal drift af sitet er allerede blevet sat. Du kan læse mere om hjemmesidens brug af cookies.

Jeg akcepterer cookies fra dette site.

EUs direktiv om cookies