Karl Marx-maraton

abm logo

Pressemeddelelse

Marx-maraton, 17. september 13 -18

I forbindelse med Golden Days festivalen Philosophy Now! afholder Arbejdermuseet & ABA et foredragsmaraton om den tyske sociolog, økonom og filosof Karl Marx. Her vil du kunne få et indblik i Marx' tanker, den samtid han levede i samt hans betydning for den danske arbejderbevægelse og den politiske debat i det 20. århundrede. Vi sætter også Marx' aktualitet under lup, når vi spørger: Kan vi bruge Marx til i dag – og i givet fald til hvad?

Så kom ind og brug en time eller fem til spændende diskussion om en af de sidste 200 års mest indflydelsesrige tænkere.


DsU Århus pigegruppe holder møde under Karl Marx i læsestuen i Amaliegade 25 i 1920'erne

icon DsU Århus pigegruppe holder møde under Karl Marx i læsestuen i Amaliegade 25
Download flere billeder


Entré til museet giver gratis adgang til foredragene.
Billetter kan ikke forudbestilles men købes i museets butik fra 17/9 kl. 10.  

PROGRAM:

Kl. 13: Velkomst

Kl. 13.15: Karl Marx: Manden, hans tanker og hans samtid
Andreas Beck Holm, lektor ved Institut for Kultur og Samfund – Filosofi, AU
Karl Marx er ikke blot en af den vestlige kulturkreds’ største tænkere, han har også haft afgørende indflydelse på historiens gang og dermed på det samfund, vi i dag lever i. Hvem var han imidlertid, hvilke historiske omstændigheder muliggjorde hans teoretiske og politiske nybrud, hvad er hans teoretiske hovedpointer, og hvorfor betragter vi endnu i dag hans tænkning som i mere end én forstand revolutionerende? Det er de spørgsmål, dette oplæg søger at give et svar på.

Kl. 14: Karl Marx og den danske arbejderbevægelse
Gert Callesen, historiker, redaktør af MEGA
Arbejderbevægelsen i Danmark førte fra sin start i 1871 en samordnet faglig og politisk kamp for arbejdernes rettigheder, muligheder og ligeberettigelse på alle områder med det formål at skabe et nyt samfund. Det var i tråd med den strategi, Karl Marx og Friedrich Engels mente burde føres på internationalt plan. Dermed var den danske arbejderbevægelse internationalistisk orienteret.
Socialdemokratiet var den første arbejderorganisation i verden, der udgav bl.a. ”Kapitalen” bd. I og II til en overkommelig pris med det mål for øje at fremme ”agitationen for de socialistiske principper”. Bevægelsen var således revolutionær både på det praktiske og teoretiske område. Det ser ikke ud til, at det holdt til i dag, eller hvad?

Kl. 14.45: Pause – mulighed for at købe øl/vand eller kaffe og kage i museets kaffebar

Kl. 15: Hvad kan vi bruge Marx til i dag?
Hans Aage, professor i nationaløkonomi, RUC
I 1857 var Karl Marx overbevist om, at den dybe økonomiske krise indvarslede en sejrrig revolution. Er hans analyser anvendelige efter 2008 på finanskrisen og velfærdsstatens krise? Måske på et generelt plan, bl.a. forudsigelsen af markedsrelationernes tiltagende dominans. Men den konkrete analyse af kapitalismen bærer - ligesom tiltroen til, at der fandtes en udvej på menneskehedens genvordigheder ved afskaffelse af den private ejendomsret - umiskendeligt præg af, at Karl Marx ikke oplevede det 20. århundrede.

Kl. 15.45: Marx og Occupy
Mikkel Bolt, lektor, kunsthistoriker, KU
Det overordnede spørgsmål i oplægget vil være, hvorledes Occupy-bevægelsen i USA og de indignerede i Sydeuropa trækker veksler på Marx' kritik af den politiske økonomi og genaktiverer, hvad vi kan kalde, Marx' kommunistiske aktionsprogram.

Kl. 16.30: Pause – mulighed for at købe øl/vand eller kaffe og kage i museets kaffebar

Kl. 16.45: DEBAT: Marx og den danske venstrefløj i 1970'erne
Claus Bryld, professor i historie ved RUC, og David Rehling, journalist ved Information. Ordstyrer Henning Grelle, arkivar og seniorforsker ved ABA
Hvordan indgik marxismen i 1970'ernes akademiske forestillingsverden, og hvilke konsekvenser har det haft?

Kl. 18: Afslutning

Golden Days 2013

 - - -
Ikke længere interesseret?

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies, der anvendes til basal drift af sitet er allerede blevet sat. Du kan læse mere om hjemmesidens brug af cookies.

Jeg akcepterer cookies fra dette site.

EUs direktiv om cookies