Arbejdermuseet indsamler materiale fra lærernes lockout

logo4

Pressemeddelelse

13 juni 2013

Arbejdermuseet indsamler materiale fra lærernes lockout

Se "verdens største lockout-perleplade" og kom selv ind med materiale, der viser, hvordan du oplevede konflikten mellem lærerne og KL.

I april 2013 blev mere end 50.000 lærere lockoutet i næsten en måned. Det var én af de største arbejdskonflikter i de sidste mange årtier, og den fik en markant påvirkning på såvel de implicerede parter som det øvrige samfund.

Desuden var konflikten en test af den såkaldte "danske models" holdbarhed. Og den afspejler, at de offentligt ansatte i dag er aktive spillere i kampene på det danske arbejdsmarked.

Konflikten har således historisk interesse, og på Arbejdermuseet & ABA vil vi meget gerne kunne dokumentere og formidle den for eftertiden.

Derfor inviterer vi d. 27. juni kl. 15-17 alle til at komme forbi Arbejdermuseet og aflevere genstande, fotos, film, erindringer eller lignende fra lockouten. Vi håber, at mange vil bruge lejligheden til at finde alle de materialer frem, som blev produceret tilbage i april. Eller komme ind forbi med skoleskemaer, oversigter over pasningsordninger eller lignende, der kan vise, hvordan konflikten fik betydning for hverdagen som elev eller forældre.

Ved samme lejlighed vil Arbejdermuseet få overrakt "verdens største lockout-perleplade", som blev produceret af en gruppe lærere under lockouten

Demonstration på Christiansborg Slotsplads

Program:

15:00 Velkomst v. museumsinspektør Margit Bech Larsen

15:15 Lockoutens historie, v. historiker Lars K. Christensen, Nationalmuseet

15:30 Overrækkelse af "verdens største lockout-perleplade"

15:45: Indsamling af materialer fra lærer-lockouten.
Der vil være mulighed for at snakke over en kop kaffe, en øl eller et stykke kiksekage fra Arbejdermuseets kaffebar.

17:00 Afslutning

 
Så tag dine ting med ind på
Arbejdermuseet, Rømersgade 22, 1362 København K
Torsdag d. 27. juni kl. 15-17

Har du ikke mulighed for at komme d. 27. juni, så er du også velkommen til at aflevere dine ting i museumsbutikken.

Du kan også kontakte museumsinspektør Margit Bech Larsen for en aftale.
Tlf. 33 48 03 17

Når du overdrager materiale til Arbejdermuseet er det en forudsætning, at du besidder rettighederne til det, samt at du accepterer, at Arbejdermuseet & ABA frit kan anvende det i virksomhedens forskning, formidling og markedsføring.
Arbejdermuseet forpligter sig ikke til at tage indleveret materiale ind i museumssamlingen.


 
Er du ikke længere interesseret i at modtage vores Pressemeddelelser?

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies, der anvendes til basal drift af sitet er allerede blevet sat. Du kan læse mere om hjemmesidens brug af cookies.

Jeg akcepterer cookies fra dette site.

EUs direktiv om cookies