Forsamlingsbygningens historie Udskriv
Da Arbejdernes Forsamlingsbygning - det nuværende Arbejdermuseum - blev indviet i 1879, var det arbejderbevægelsens første forsamlingssted i Danmark.
Rømersgade nr. 22, som har huset Arbejdermuseet siden 1983, er oprindelig den danske arbejderbevægelses første forsamlingsbygning.

Louis Pio

Louis Pio i spidsen
Arbejdernes Forsamlingsbygning blev bygget i 1879 på initiativ af arbejderbevægelsens pionerer med Louis Pio i spidsen og finansieret ved salg af 10-kroners aktier og frivillige bidrag.


Forsamlingsbygningen blev udvidet i 1920 ved køb af naboejendommen i nr. 24.
I bagbygningen indrettede man festsal og mødelokaler, hvor arbejderne kunne mødes uden myndighedernes indblanding. I forhuset og sidebygningen blev der indrettet lejligheder til privat beboelse. Efterhånden forsvandt den private udlejning til fordel for fagforenings- og forbundskontorer.
 
Aktiviteter

Politiske møder og baller
Gennem årene har forsamlingsbygningen også huset en lang række politiske og kulturelle organisationer: Avisen Social Demokraten, som havde sit ekspeditionskontor i stuen i 21 år, Socialdemokratisk Forbund, Arbejdernes Læseselskab, diverse diskussions- og ungdomsklubber, forlaget Fremad og Arbejdernes Radio- og Fjernsynsklub.


I de godt og vel 100 år forsamlingsbygningen i Rømersgade fungerede, har huset været mødested for tusinder af københavnske arbejdere gennem flere generationer, hvad enten det nu har drejet sig om politiske og faglige møder - at få det nødvendige arbejdsløshedsstempel fra fagforeningen - tage mor og ungerne med til de årlige juletæsfester eller måske finde sig en livsledsager ved de utallige baller og underholdningsaftener i festsalen.

 
Festsalen

Festsalen
Festsalen har altid - og spiller stadig en central rolle i husets historie. Her har arbejderbevægelsen kaldt sine medlemmer til kamp, arbejderfamilierne festet og danset i flere generationer og herfra har mange sagt det sidste farvel til en fagforeningsleder eller en kendt kunstner.




Da salen stod færdig i 1879, var der hverken råd til glasloft eller parketgulv. Gulvet bestod af fyrretræsbrædder, væggene var endnu ikke udsmykket, loftet var af gips, og tilhørerne sad på voksdugsbetrukne bænke.

Allerede i 1881 fik scenevæggen sin første dekoration, der forestillede et eksotisk landskab med palmer. Ti år efter blev den første dekoration skiftet ud med et billede af en idyllisk søbred. Den nuværende dekoration, der forestiller udsigten fra et slot ud over et dansk landskab med landsbykirke og mølle, blev malet i 1907 samtidig med, at loftet fik sit nuværende "hinterglasmaleri" med symboler på forskellige byggefag. Glasloftet, der er tysk-inspireret, er enestående i Danmark. Gulvet fik egetræsparket, der blev sat konsolspejle op, og bænkene blev skiftet ud med wienerstole.

I 1929 fik salen sine P.H.-lamper , og i 1935 blev træreliefferne, der forestiller forskellige fag, sat op over salens døre.
I årene efter 2. verdenskrig blev salen "moderniseret". P.H.-lamperne blev skiftet ud med lysstofrør, og de smukke gamle ballustre langs balkonen blev dækket med mørkebrunt trævæv.
I 1984, da museet havde overtaget bygningerne, blev den efterhånden godt nedslidte festsal restaureret og ført tilbage til sit oprindelige udseende fra begyndelsen af århundrede.

 
Arbejdermuseet

Nedgang og ny start
Fra omkring midten af 1960erne begyndte forsamlingsbygningen at miste sin betydning. Fagforbundene havde efterhånden bygget egne mere tidssvarende bygninger med større og bedre faciliteter. Forsamlingsbygningens placering midt i byen, der tidligere havde været ideel for arbejderbefolkningen i brokvartererne, var det ikke længere efter, at arbejderne var flyttet ud til omegnskommunerne og havde fået bil, som de ikke kunne finde parkering til i den indre by. Resultatet blev, at interessen for forsamlingsbygningens kontor- og udlejningslokaler faldt op gennem 1960'erne og 1970'erne.


forsamlingsbygning-005-4 forsamlingsbygning-013-9 am002 Rømersgade 22 4


Da huset fejrede sit 100 års jubilæum i 1979, måtte LO og forsamlingsbygningens bestyrelse erkende, at husets rolle som forsamlingsbygning var udspillet. Men som det ofte går, når et vigtigt kulturfænomen er ved at forsvinde, opstår der behov for at sætte samme fænomen på museum - således også arbejderkulturen. Så hvad var mere oplagt end at opløse aktieselskabet "Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning i Hovedstaden", som huset blev døbt i 1879, og i stedet oprette den selvejende institution "Arbejdermuseet" i 1983?

Efter museets indtog i bygningerne i 1983 har vi lagt vægt på, at vore gæster også skulle opleve selve bygningen som en del af historien. Bygningerne er derfor blevet restaureret, så man får en fornemmelse af, hvordan det må have været at opholde sig i bl.a. festsalen og kældercafeen omkring århundredeskiftet. I 1984 blev den efterhånden godt nedslidte festsal tilsvarenderestaureret og ført tilbage til sit oprindelige udseende fra begyndelsen af århundrede.

 
 

 

Vi bruger cookies til at forbedre vores hjemmeside og din oplevelse, når du bruger den. Cookies, der anvendes til basal drift af sitet er allerede blevet sat. Du kan læse mere om hjemmesidens brug af cookies.

Jeg akcepterer cookies fra dette site.

EUs direktiv om cookies