Borgerkrigen og eftertiden

Den røde og hvide terror og rædslerne i fangelejrene tilføjede den finske nation et sår, som først i dag er ved at hele.

Den delte nation prægede ikke mindst den offentlige debat om borgerkrigen. I årtier efter 1918 dominerede de hvide sejrherrer historieskrivningen, som betonede den revolutionære russiske forbindelse og altid brugte benævnelsen ”Frihedskrig”.

I efterkrigstiden kom der fokus på det traumatiske aspekt ved borgerkrigen, der spaltede nation, lokalsamfund og familier. De hvides sejr havde betydet, at mange familier til røde ofre ikke havde nogen steder at sørge. Dette stod i modsætning til de hvide, som havde krigsmonumenter og begravelsespladser.

De seneste årtier er der kommet en langt større enighed om at betragte konflikten som en egentlig borgerkrig. En finsk borgerkrig med sine helt egne karaktertræk, der på den ene side afspejler en stærk ideologisk og økonomisk konflikt i de europæiske samfund omkring Første Verdenskrig, og på den anden side opstår i et magttomrum ved en ny og uprøvet nations fødsel.

En genforenet familie

>Borgerkrigen satte sit præg på det finske samfund i flere årtier efter 1918. Her ses en rød familie forenet efter krigen.
Aaro Mömmö (født 1889, død 1939) med sin hustru og tre børn; Irja, Vienoi og Anna-Liisa. Billedet blev taget, da Aaro kom tilbage fra fangelejren. Han havde kæmpet i Kuopio og blev dømt til tvangsarbejde i Ortokumpo-minerne i 1918.
Ukendt fotograf
© The Finnish Labour Museum Werstas, Tampere

Sørgende ved faldne rødes grave i skoven

1919.
Frygt og mistro gik dybt i samfundet efter krigen. Ifølge bladet Fattigvård (dansk: Fattigforsorg), var de rødes kvinder en stor trussel mod samfundet efter krigen. De blev fremstillet som rå uhyrer, der forgiftede deres børn med deres bitre had. I sådanne tilfælde anbefalede bladet at man tog deres børn fra dem.
Ukendt fotograf
© Folkets Arkiv, Helsinki

Rødgardister

Rødgardister fra Helsingfors Kompagni A med svenske Mauser-rifler.
I 1920'erne skilte den regulære finske hær sig af med tidligere rødgardister. De blev ikke accepteret i nationens væbnede styrker før 1940.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Stockholm

Drengespejder

"Kivekkäät"-drengespejderne fra Kajaani, 1918. Under borgerkrigen tjente "Kivekkäät" som budbringere. Efter krigen blev mange af dem officerer i den finske hær, og de bar oplevelserne fra krigen videre.
Officielt var spejderbevægelsen neutral under borgerkrigen. Der kæmpede imidlertid spejdere på begge sider. Efter krigen blev de mest forbundet med den hvide side.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Mindehøjtidelighed

En mindeceremoni i 1959 for borgerkrigen. Den sejrende hvide historiefortælling om frihedskrigen gav anledning til mindeceremonier, krigsmonumenter og begravelsespladser.
kendt fotograf
© The Finnish Labour Archives, Helsinki

Lit de parade

De hvide civilgardister Karl Ahti Tappura og Karl Eskild Adrian Polón beredt til deres begravelse på Kalevankangas-kirkegården.
Ukendt fotograf
© Vapriikki Photo Archives, Tampere

Begravelse

Begravelse af hvide krigsdeltagere i Helsinki (Helsingfors).
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Kirkegård i Papula

De rødes kirkegård i Papula, Viborg (Viipuri) var noget mere ydmyg end de hvides begravelsespladser og krigsmonumenter.
Ukendt fotograf
© Krigsmuseet, Helsinki

Fangne russere i Terijoki

Fangne russere i Terijoki. I årene efter 1918 brugte de hvide russernes tilstedeværelse til at retfærdiggøre krigen som en frihedskrig imod en ydre undertrykker.
De senere års historieforskning har dog påvist, at russerne indtog en mere tilbageholdende position i konflikten end tidligere antaget.
Ukendt fotograf
© Vapriikki Photo Archives, Tampere